Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Giv ikke plads for Djævelen

Giv ikke plads for Djævelen

Giv ikke plads for Djævelen

„Giv ikke Djævelen en chance.“ — EFESERNE 4:27, Byington.

1. Hvorfor tvivler mange på at Djævelen findes?

GENNEM flere hundrede år forestillede mange sig at Djævelen var et rødklædt væsen med klove og horn der med en trefork drev onde mennesker ind i helvedes flammer. Denne opfattelse finder ikke støtte i Bibelen, men den har ganske givet fået millioner til at tvivle på at Djævelen findes, eller til at tro at navnet blot står for det onde som begreb.

2. Hvad fortæller Bibelen om Djævelen?

2 Bibelen indeholder øjenvidneberetninger og klare vidnesbyrd om at Djævelen findes. Jesus Kristus så ham i den himmelske åndeverden og talte til ham mens han var på jorden. (Job 1:6; Mattæus 4:4-11) Det åbenbares ikke i Bibelen hvad denne åndeskabning oprindelig hed, men han kaldes også Djævelen (der kommer af et græsk ord som betyder „falsk anklager, bagtaler, bagvasker“) fordi han har rettet falske anklager mod Gud. Han har også fået navnet Satan (der betyder „modstander“) fordi han modstår Jehova. Satan Djævelen omtales som „slangen fra fortiden“, sikkert fordi han bedrog Eva ved hjælp af en slange. (Åbenbaringen 12:9; 1 Timoteus 2:14) Desuden kaldes han „den onde“. — Mattæus 6:13. *

3. Hvilket spørgsmål vil vi nu se nærmere på?

3 Som Jehovas tjenere ønsker vi ikke på nogen måde at ligne Satan, den eneste sande Guds ærkefjende. Vi må derfor følge apostelen Paulus’ råd: „Giv ikke Djævelen en chance.“ (Efeserne 4:27, Byington) Hvilke egenskaber har Satan da som vi ikke må efterligne?

Efterlign ikke den store bagvasker

4. Hvordan har „den onde“ bagvasket Gud?

4 „Den onde“ fortjener at blive kaldt Djævelen, for han er en bagvasker. Bagvaskelse er løgnagtige, ondskabsfulde og ærekrænkende udtalelser om andre. Gud gav Adam dette bud: „Træet til kundskab om godt og ondt må du ikke spise af, for den dag du spiser af det skal du visselig dø.“ (1 Mosebog 2:17) Det vidste Eva, men gennem en slange sagde Djævelen til hende: „I skal visselig ikke dø. For Gud véd at den dag I spiser af den, vil jeres øjne blive åbnet, og I vil blive som Gud og kende godt og ondt.“ (1 Mosebog 3:4, 5) Det var ondsindet at bagvaske Jehova Gud med den påstand!

5. Hvorfor fortjente Diotrefes at blive krævet til regnskab for sin bagvaskelse?

5 Israelitterne fik denne befaling: „Du må ikke gå omkring som en bagvasker blandt dit folk.“ (3 Mosebog 19:16) Apostelen Johannes sagde om en bagvasker: „Jeg skrev noget til menigheden, men Diotrefes, som gerne vil være først iblandt dem, tager ikke imod noget fra os med respekt. Det er grunden til at jeg, når jeg kommer, vil minde om hans gerninger som han fortsætter med at gøre, idet han snakker om os med onde ord.“ (3 Johannes 9, 10) Diotrefes bagvaskede Johannes og fortjente at blive krævet til regnskab for det. Hvilken loyal kristen kunne tænke sig at være som Diotrefes og efterligne Satan, den store bagvasker?

6, 7. Hvorfor ønsker vi ikke at bagtale andre?

6 Jehovas tjenere bliver ofte bagtalt og udsat for falske anklager. „De øverste præster og de skriftlærde blev . . . ved med at stå og anklage [Jesus] heftigt.“ (Lukas 23:10) Ypperstepræsten Ananias og andre rettede falske anklager mod Paulus. (Apostelgerninger 24:1-8) Og i Bibelen omtales Satan som „vore brødres anklager, som anklager dem dag og nat for vor Gud“. (Åbenbaringen 12:10) De brødre der rettes falske anklager imod, er de salvede kristne som befinder sig på jorden her i de sidste dage.

7 Ingen kristen ønsker at bagtale andre eller fremsætte falske anklager. Men det kunne vi alligevel komme til hvis vi udtalte os om andre uden at kende deres situation til bunds. Under Moseloven kunne det medføre dødsstraf hvis man med overlæg aflagde falsk vidnesbyrd. (2 Mosebog 20:16; 5 Mosebog 19:15-19) Desuden er „et falsk vidne som udspyr løgn,“ vederstyggeligt i Jehovas øjne. (Ordsprogene 6:16-19) Vi ønsker bestemt ikke at efterligne Satan Djævelen, den største falske anklager og bagvasker.

Efterlign ikke den første manddraber

8. I hvilken forstand var Djævelen „en manddraber da han begyndte“?

8 Djævelen er en manddraber. „Han var en manddraber da han begyndte,“ sagde Jesus. (Johannes 8:44) Satan har været en manddraber fra dengang han fik Adam og Eva til at vende sig bort fra Gud. Derved bragte han død over de to første mennesker og deres efterkommere. (Romerne 5:12) Det er værd at lægge mærke til at denne handling kun kan tilskrives en person, ikke ondskaben som abstrakt begreb.

9. Hvordan kunne vi ifølge Første Johannesbrev 3:15 blive manddrabere?

9 „Du må ikke myrde,“ lyder et af De Ti Bud som blev givet til Israel. (5 Mosebog 5:17) Til de kristne skrev apostelen Peter: „Lad ingen af jer lide som morder.“ (1 Peter 4:15) Som Jehovas tjenere kunne vi naturligvis ikke finde på at begå mord. Men hvis vi hadede en trosfælle og ønskede ham død, ville vi pådrage os skyld i Guds øjne. „Enhver der hader sin broder er en manddraber [eller: „morder“, da. aut.], og I ved at ingen manddraber har evigt liv blivende i sig,“ skrev apostelen Johannes. (1 Johannes 3:15) Israelitterne fik denne befaling: „Du må ikke hade din broder i dit hjerte.“ (3 Mosebog 19:17) Lad os være hurtige til at få løst de problemer der opstår mellem os og vores trosfæller, så manddraberen Satan ikke ødelægger vores kristne enhed. — Lukas 17:3, 4.

Stå fast over for den store løgner

10, 11. Hvad må vi gøre for at stå fast over for den store løgner, Satan?

10 Djævelen er en løgner. „Når han taler løgn, taler han i overensstemmelse med sin egen indstilling, for han er en løgner og løgnens fader,“ sagde Jesus. (Johannes 8:44) Satan løj for Eva, hvorimod Jesus kom til verden for at vidne om sandheden. (Johannes 18:37) Hvis vi står fast over for Djævelen som Kristi disciple, vil vi ikke gribe til løgn og bedrag. Vi må ’tale sandhed’. (Zakarias 8:16; Efeserne 4:25) „Jehova, . . . sandhedens Gud“, velsigner kun sine sandfærdige vidner. De ugudelige har ingen ret til at repræsentere ham. — Salme 31:5; 50:16; Esajas 43:10.

11 Hvis vi værdsætter at vi har fundet åndelig frihed for sataniske løgne, vil vi holde fast ved kristendommen, „sandhedens vej“. (2 Peter 2:2; Johannes 8:32) Den samlede kristne troslære udgør „den gode nyheds sandhed“. (Galaterne 2:5, 14) Vores frelse afhænger af at vi „vandrer i sandheden“ — at vi holder os til den og står fast over for „løgnens fader“. — 3 Johannes 3, 4, 8.

Modstå frafaldets ophavsmand

12, 13. Hvordan skal vi forholde os til de frafaldne?

12 Den åndeskabning der blev til Djævelen, var engang i sandheden. Men „han stod ikke fast i sandheden, for der er ikke sandhed i ham,“ sagde Jesus. (Johannes 8:44) Djævelen, der er frafaldets ophavsmand, har uden ophør modstået „sandhedens Gud“. I det første århundrede faldt nogle kristne i „Djævelens snare“, øjensynlig fordi de var blevet vildledt og var afveget fra sandheden. Paulus opfordrede derfor sin medarbejder Timoteus til at belære dem med mildhed så de kunne genvinde deres åndelige sundhed og komme ud af Satans snare. (2 Timoteus 2:23-26) Det er naturligvis langt bedre at holde fast ved sandheden og helt undgå at lade sig besnære af de frafaldnes opfattelser.

13 De to første mennesker blev frafaldne fordi de lyttede til Djævelen og ikke afviste hans løgne. Hvad kan vi lære af det? Skal vi lytte til de frafaldne, læse det de skriver, eller undersøge deres hjemmesider på internettet? Det vil vi ikke gøre hvis vi elsker Gud og sandheden. Vi bør ikke lukke frafaldne ind i vores hjem eller bare hilse på dem, for det ville gøre os ’delagtige i deres onde gerninger’. (2 Johannes 9-11) Lad os aldrig bukke under for Djævelens bedrag og forlade den kristne „sandhedens vej“ for at følge falske lærere der forsøger at „indsmugle ødelæggende vranglærdomme“ og prøver at ’udnytte os ved hjælp af opdigtede historier’. — 2 Peter 2:1-3, da. aut.

14, 15. Hvilke advarsler gav Paulus de ældste fra Efesus og sin medarbejder Timoteus?

14 Til nogle kristne ældste fra Efesus sagde Paulus: „Giv agt på jer selv og på hele den hjord i hvilken den hellige ånd har sat jer som tilsynsmænd til at vogte Guds menighed, som han købte med blodet af sin egen søn. Jeg ved at der efter min bortgang vil komme undertrykkende ulve ind iblandt jer, og de vil ikke behandle hjorden skånsomt, og fra jer selv skal der fremstå mænd som vil fremføre fordrejede ting for at trække disciplene bort efter sig.“ (Apostelgerninger 20:28-30) Med tiden fremstod der virkelig sådanne frafaldne som ’fremførte fordrejede ting’.

15 Omkring år 65 tilskyndede apostelen Paulus Timoteus til at ’behandle sandhedens ord på rette måde’. „Men gå uden om tom snak som krænker det der er helligt,“ skrev han, „for de [frafaldne] vil gå frem mod mere og mere ugudelighed, og deres ord vil brede sig som koldbrand. Til dem hører Hymenæus og Filetus. De er afveget fra sandheden, idet de siger at opstandelsen allerede har fundet sted; og de ødelægger troen hos nogle.“ Frafaldet var begyndt! „Dog står Guds faste grundvold sikkert,“ tilføjede Paulus. — 2 Timoteus 2:15-19.

16. Hvorfor er vi forblevet loyale mod Gud og hans ord trods de anslag som frafaldets ophavsmand har rettet mod os?

16 Satan har ofte gjort brug af frafaldne i et forsøg på at fordærve den sande tilbedelse — men uden held. Da Charles Taze Russell omkring 1868 begyndte omhyggeligt at undersøge kristenhedens kirkers rodfæstede læresætninger, fandt han nogle fejlagtige fortolkninger af Bibelen. Russell og nogle få andre sandhedssøgende mennesker oprettede en bibelstudiekreds i Pittsburgh i den amerikanske stat Pennsylvania. Gennem de næsten 140 år der er gået siden da, har Jehovas tjenere fået stadig større kundskab om og kærlighed til Gud og hans ord. Den trofaste og kloge trælleskares åndelige årvågenhed har hjulpet disse sande kristne til at forblive loyale mod Jehova og hans ord trods de anslag som frafaldets ophavsmand har rettet mod dem. — Mattæus 24:45.

Lad aldrig denne verdens hersker få tag i dig

17-19. Hvad er den verden der ligger i den ondes magt, og hvorfor bør vi ikke elske den?

17 Et andet middel som Satan forsøger at lokke os med, er kærlighed til denne verden — det uretfærdige menneskesamfund der ikke kender Gud. Jesus kaldte Djævelen „verdens hersker“ og sagde: „Han har ikke noget tag i mig.“ (Johannes 14:30) Måtte Satan heller aldrig få tag i os! Vi ved naturligvis at „hele verden ligger i den ondes magt“. (1 Johannes 5:19) Det var derfor Djævelen kunne tilbyde Jesus „alle verdens riger“ for en enkelt tilbedelseshandling — et tilbud Guds søn klart afviste. (Mattæus 4:8-10) Den verden Satan hersker over, hader Kristi disciple. (Johannes 15:18-21) Det er ikke så mærkeligt at apostelen Johannes advarede os mod at elske verden!

18 Johannes skrev: „Elsk ikke verden eller det der er i verden. Hvis nogen elsker verden, er Faderens kærlighed ikke i ham; for alt det der er i verden — kødets begær og øjnenes begær og praleriet med de midler man har at leve af — er ikke af Faderen, men er af verden. Og verden forsvinder, og det gør dens begær også, men den der gør Guds vilje forbliver for evigt.“ (1 Johannes 2:15-17) Vi må ikke elske verden, for dens livsform appellerer til det syndige kød og står i diametral modsætning til Jehova Guds normer.

19 Hvad nu hvis vi er tilbøjelige til at holde af denne verden? Så må vi bede Gud om hjælp til at overvinde denne kærlighed og de kødelige ønsker der er forbundet med den. (Galaterne 5:16-21) Hvis vi altid husker på at „ondskabens åndemagter“ er de usynlige ’verdensherskere’ over det uretfærdige menneskesamfund, vil vi helt sikkert gøre alt hvad vi kan, for at bevare os ’uplettede af verden’. — Jakob 1:27; Efeserne 6:11, 12; 2 Korinther 4:4.

20. Hvorfor kan man sige at vi „ikke er en del af verden“?

20 Om sine disciple sagde Jesus: „De er ikke en del af verden, ligesom jeg ikke er en del af verden.“ (Johannes 17:16) De salvede kristne og deres indviede medarbejdere bestræber sig for at forblive moralsk og åndeligt rene, adskilt fra denne verden. (Johannes 15:19; 17:14; Jakob 4:4) Denne uretfærdige verden hader os fordi vi holder os adskilt fra den og er ’forkyndere af retfærdighed’. (2 Peter 2:5) Vi lever ganske vist midt i menneskesamfundet, der omfatter utugtige, ægteskabsbrydere, udsugere, afgudsdyrkere, tyve, løgnere og drankere. (1 Korinther 5:9-11; 6:9-11; Åbenbaringen 21:8) Men vi indånder ikke „verdens ånd“, for vi lader os ikke lede af denne syndige drivkraft. — 1 Korinther 2:12.

Giv ikke plads for Djævelen

21, 22. Hvordan kan vi følge Paulus’ råd i Efeserbrevet 4:26, 27?

21 I stedet for at lade os lede af „verdens ånd“ ledes vi af Guds ånd, der frembringer egenskaber som kærlighed og selvbeherskelse i os. (Galaterne 5:22, 23) Disse egenskaber hjælper os til at modstå Djævelens angreb på vores tro. Han ønsker at vi skal ’blive optændt af vrede og handle ondt’, men Guds ånd hjælper os til at ’give slip på vrede og lade forbitrelse fare’. (Salme 37:8) Det kan ganske vist ske at vi bliver vrede med god grund, men Paulus giver os dette råd: „Bliv vrede, men synd dog ikke; lad ikke solen gå ned mens I stadig er opbragte, og giv ikke plads for Djævelen.“ — Efeserne 4:26, 27.

22 Vores vrede kunne føre til synd hvis vi blev ved med at være opbragte. Så ville Djævelen få en chance for at skabe uro i menigheden eller lokke os til at gøre noget forkert. Vi må derfor sørge for at få bilagt uoverensstemmelser hurtigt og på en måde der stemmer med Guds normer. (3 Mosebog 19:17, 18; Mattæus 5:23, 24; 18:15, 16) Ja, vi må lade os lede af Guds ånd, vise selvbeherskelse og aldrig lade vrede — selv når den er berettiget — udvikle sig til bitterhed, ondskab og had.

23. Hvilke spørgsmål vil vi drøfte i den næste artikel?

23 Vi har i denne artikel set på nogle egenskaber hos Djævelen som vi ikke må efterligne. Men nogle tænker måske: Har vi grund til at være bange for Satan? Hvorfor anstifter han forfølgelse af de kristne? Og hvordan kan vi undgå at blive overlistet af Djævelen?

[Fodnote]

^ par. 2 Se artiklerne under temaet „Er Djævelen virkelig til?“ i Vagttårnet for 15. november 2005.

Repetition

• Hvorfor bør vi aldrig bagvaske nogen?

• Hvad må vi ifølge Første Johannesbrev 3:15 gøre for at undgå at blive manddrabere?

• Hvordan skal vi betragte de frafaldne, og hvorfor?

• Hvorfor bør vi ikke elske verden?

[Studiespørgsmål]

[Illustration på side 23]

Vi vil aldrig tillade Djævelen at ødelægge vores kristne enhed

[Illustration på side 24]

Hvorfor sagde Johannes at vi ikke må elske verden?