Hovedpunkter fra Nehemias’ Bog
Jehovas ord er levende
Hovedpunkter fra Nehemias’ Bog
DER er gået 12 år siden de sidste begivenheder der er omtalt i Ezras Bog, fandt sted. Nu nærmer tiden sig hvor „ordet om at genrejse og genopbygge Jerusalem“ snart vil udgå, hvilket vil markere begyndelsen til de 70 åruger der fører frem til Messias. (Daniel 9:24-27) Nehemias’ Bog er en historisk beretning om den periode hvor Guds folk genopbyggede Jerusalems mur. Den dækker et afgørende tidsrum på mere end 12 år, fra 456 f.v.t. til nogen tid efter 443 f.v.t.
Bogen, som er skrevet af landshøvdingen Nehemias, er en spændende beretning om hvordan beslutsomhed kombineret med fuldstændig tillid til Jehova Gud er med til at ophøje den sande tilbedelse. Den viser klart hvordan Jehova leder begivenhederne så hans vilje bliver gennemført. Den fortæller om en stærk og modig leder. Budskabet i Nehemias’ Bog tjener som en værdifuld belæring for alle sande tilbedere i dag, „for Guds ord er levende og virkende“. — Hebræerne 4:12.
„OMSIDER BLEV MUREN FULDFØRT“
Nehemias er i borgen Susan, hvor han har en betroet stilling hos kong Artaxerxes den Langhåndede. Da Nehemias hører at hans eget folk „befinder sig i stor ulykke og forsmædelse; og Jerusalems mur er nedbrudt, og dens porte er brændt op af ild“, bliver han dybt foruroliget. Han beder inderligt Gud om vejledning. (Nehemias 1:3, 4) Med tiden lægger kongen mærke til at Nehemias er bedrøvet, og vejen banes for at Nehemias kan drage til Jerusalem.
Da Nehemias er kommet til Jerusalem, inspicerer han muren i ly af mørket, og over for jøderne afslører han sin plan om at genopbygge muren. Istandsættelsen begynder, og det samme gør modstanden. Men under Nehemias’ modige ledelse ’bliver muren omsider fuldført’. — Nehemias 6:15.
Svar på spørgsmål til bibelteksten:
1:1; 2:1 — Skal det „tyvende år“ som nævnes i disse to vers, regnes fra samme tidspunkt? Ja, det „tyvende år“ er kong Artaxerxes 20. regeringsår. Udregningsmetoden er dog forskellig i de to vers. Historiske vidnesbyrd peger på 475 f.v.t. som det år hvor Artaxerxes besteg tronen. Eftersom de babyloniske historikere sædvanligvis regnede de persiske kongers regeringsår fra nisan (marts/april) til nisan, begyndte Artaxerxes første regeringsår i nisan måned år 474 f.v.t. Det 20. regeringsår der nævnes i Nehemias 2:1, begyndte derfor i nisan 455 f.v.t. Når der i Nehemias 1:1 nævnes kislev måned (november/december), var det logisk nok kislev i det foregående år — 456 f.v.t. Nehemias oplyser at denne måned også faldt i Artaxerxes 20. regeringsår. Det er muligt at Nehemias i dette tilfælde regnede årene fra den dato hvor kongen besteg tronen. Det kan også være at Nehemias talte årene ud fra det jøderne i dag kalder det borgerlige år, som begynder med måneden tisjri, svarende til september/oktober. Under alle omstændigheder var det i år 455 f.v.t. at ordet om at genopbygge Jerusalem udgik.
4:17, 18 — Hvordan kunne man arbejde på genopbygningen af muren med kun én hånd? For ’lastdragerne’ var det ikke noget problem. Når først de havde byrden på hovedet eller på skuldrene, kunne de let støtte den med den ene hånd „mens den anden holdt kastespyddet“. De byggearbejdere der måtte bruge begge hænder, „havde hver især deres sværd bundet ved hoften mens de byggede“. De var parate til at kæmpe hvis de blev angrebet af fjender.
5:7 — På hvilken måde „bebrejdede [Nehemias] de fornemme og landsfogederne“? Disse mænd forlangte renter af deres jødiske landsmænd i modstrid med Moseloven. (3 Mosebog 25:36; 5 Mosebog 23:19) Dertil kom at de renter de krævede, var meget høje. Hvis de hver måned krævede en „hundrededel“, ville det svare til 12 procent om året. (Nehemias 5:11) Dette var grusomt over for folk som allerede led under høje skatter og fødevaremangel. Nehemias bebrejdede de rige idet han ud fra Guds lov retledte og irettesatte dem og blotlagde deres forkerte handlemåde.
6:5 — Hvorfor sendte Sanballat „et åbent brev“ til Nehemias når fortrolige breve som regel lå i forseglede poser? Sanballat kan have haft til hensigt at gøre de falske anklager almindelig kendt ved at sende dem i et åbent brev. Måske håbede han på at det ville gøre Nehemias så opbragt at han ville forlade byggeriet for at forsvare sig. Sanballat kan også have ment at brevets indhold ville vække så stor uro blandt jøderne at de helt ville standse arbejdet. Nehemias lod sig ikke skræmme og fortsatte roligt det arbejde Gud havde betroet ham.
Hvad vi kan lære:
1:4; 2:4; 4:4, 5. Når vi befinder os i en vanskelig situation eller skal træffe en vigtig afgørelse, må vi være „vedholdende i bønnen“ og følge teokratisk ledelse. — Romerne 12:12.
1:11–2:8; 4:4, 5, 15, 16; 6:16. Jehova besvarer sine tjeneres oprigtige bønner. — Salme 86:6, 7.
1:4; 4:19, 20; 6:3, 15. Nehemias var følsom, men samtidig en handlingens mand der stod op for retfærdighedens sag.
1:11–2:3. For Nehemias var det ikke hans højt ansete stilling som mundskænk, han fandt sin største glæde i. Det var den sande tilbedelses fremgang. Skulle det ikke også være tilbedelsen af Jehova og alt hvad der kan fremme den, vi betragter som vores største interesse og kilde til glæde?
2:4-8. Jehova fik Artaxerxes til at efterkomme Nehemias’ anmodning om at rejse til Jerusalem og genopbygge dens mur. „En konges hjerte er som vandstrømme i Jehovas hånd,“ siges der i Ordsprogene 21:1. „Han vender det hvorhen han har lyst til.“
3:5, 27. Vi bør ikke betragte fysisk arbejde i den sande tilbedelses tjeneste som værende under vores værdighed, ligesom tekoitternes „stormænd“ gjorde. Vi skulle derimod efterligne de jævne tekoitter, der villigt ydede deres bedste.
3:10, 23, 28-30. For nogle er det muligt at flytte ud hvor der er et stort behov for forkyndere af Riget, mens mange af os støtter den sande tilbedelse der hvor vi bor. Det kan vi gøre ved at deltage i rigssalsbyggerier, nødhjælpsarbejde og, vigtigst af alt, i forkyndelsen af Riget.
4:14. Når vi udsættes for modstand, kan vi også overvinde frygt ved at huske på „den store og frygtindgydende“.
5:14-19. Landshøvdingen Nehemias er et godt eksempel for kristne tilsynsmænd ved sin ydmyghed, uselviskhed og betænksomhed. Skønt han nidkært håndhævede Guds lov, tyranniserede han ikke andre for at opnå selvisk vinding. Han tog sig derimod af de undertrykte og fattige. Med hensyn til gavmildhed var Nehemias et godt eksempel for alle Guds tjenere.
„MIN GUD, HUSK DET TIL GUNST FOR MIG“
Så snart muren er færdig, sætter Nehemias portene i og sørger for at byen bliver bevogtet. Han begynder at registrere folket. Da hele folket er samlet „på torvet foran Vandporten“, læser præsten Ezra op fra bogen med Mose lov, og Nehemias og levitterne udlægger loven for folket. (Nehemias 8:1) Da de hører om løvhyttefesten, begynder de med det samme at fejre den under stor fryd.
Senere holdes der et andet stævne. „Israels afkom“ bekender her deres synder som folk betragtet, levitterne gennemgår hvad Jehova har gjort for Israel, og folket forpligter sig ved en ed til „at vandre efter den sande Guds lov“. (Nehemias 9:1, 2; 10:29) Eftersom Jerusalem stadig har for få indbyggere, bliver hver tiende mand af dem der bor uden for byen, ved lodkastning udvalgt til at flytte ind i byen. Muren indvies derefter med så stor begejstring at „Jerusalems fryd kunne høres langt bort“. (Nehemias 12:43) Tolv år efter sin ankomst forlader Nehemias Jerusalem for at genoptage sin tjeneste ved Artaxerxes hof. Det varer ikke længe før urenhed igen sniger sig ind blandt jøderne. Da Nehemias nogen tid senere vender tilbage til Jerusalem, skrider han øjeblikkelig til handling for at rette op på situationen. Han fremsiger denne ydmyge anmodning: „Min Gud, husk det til gunst for mig.“ — Nehemias 13:31.
Svar på spørgsmål til bibelteksten:
7:6-67 — Hvorfor afviger Nehemias’ liste fra Ezras i forbindelse med antallet af dem der vendte tilbage inden for de enkelte slægter? (Ezra 2:1-65) Grunden til afvigelserne kan være at Ezra og Nehemias brugte forskelligt kildemateriale. Antallet på dem der havde givet udtryk for at de ville vende tilbage, kan for eksempel have været anderledes end antallet af dem der virkelig kom tilbage. De to lister kan også have været forskellige fordi nogle jøder i begyndelsen ikke kunne bevise hvilken slægt de tilhørte, men blev i stand til det senere hen. Begge beretninger har dog samme slutresultat: Antallet af de første der vendte hjem fra landflygtigheden, var 42.360, foruden trælle og sangere.
10:34 — Hvorfor var folket forpligtet til at levere træ? Moseloven påbød ikke at der skulle leveres træ. Denne bestemmelse skyldtes slet og ret at der var brug for store mængder træ for at kunne brænde ofrene på alteret. Da der åbenbart ikke var nok netinim-folk, der tjente som ikkeisraelitiske tempeltrælle, kastede man lod for at sikre en konstant forsyning af træ.
13:6, fodnote — Hvor længe var Nehemias borte fra Jerusalem? Bibelen siger kun at Nehemias „efter nogen tids forløb“ eller „ved dages ende“ bad om orlov fra kongen så han kunne vende tilbage til Jerusalem. Det er derfor ikke muligt at afgøre hvor lang tid han var borte. Men da han vendte tilbage, erfarede han at præsterne ikke var blevet understøttet, at loven om sabbatten blev overtrådt, at mange havde giftet sig med fremmede kvinder, og at børnene i disse blandede ægteskaber ikke engang talte jødernes sprog. Når tilstandene var blevet så stærkt forværret, tyder det på at Nehemias må have været borte i lang tid.
13:25, 28 — Hvad tyede Nehemias til over for de troløse jøder foruden at ’gå i rette med’ dem? Nehemias „nedkaldte ondt over dem“, hvilket betød at han foreholdt dem Guds lovs fordømmelse. Han ’slog nogle af dem’, måske ved at give ordre til at de skulle afstraffes. Som et udtryk for sin retfærdige harme ’rev han hår af dem’. Han bortjog også ypperstepræsten Eljasjibs sønnesøn, som havde giftet sig med en datter af horonitten Sanballat.
Hvad vi kan lære:
8:8. Når vi underviser i Guds ord, må vi ’give det læste mening’ ved at have en god udtale og betoning og ved at forklare skriftstederne rigtigt og klargøre anvendelsen.
8:10. Man får „Jehovas glæde“ ved at erkende og dække sit åndelige behov og underordne sig teokratisk ledelse. Det er vigtigt at vi studerer Bibelen omhyggeligt, regelmæssigt overværer de kristne møder og nidkært deltager i forkyndelsen og arbejdet med at gøre disciple.
11:2. At forlade sin arvelod og flytte til Jerusalem medførte nogle udgifter og visse ulemper. De der frivilligt gav tilsagn om at gøre det, havde en selvopofrende indstilling. Vi kan også vise en sådan indstilling ved frivilligt at gøre noget til gavn for andre ved stævner og andre lejligheder.
12:31, 38, 40-42. Gennem sang kan vi på en smuk måde prise Jehova og udtrykke vores taknemmelighed over for ham. Ved kristne sammenkomster bør vi synge af hjertet.
13:4-31. Vi må være på vagt så vi ikke lader materialisme, fordærv og frafald få indflydelse på vores liv.
13:22. Nehemias vidste at han var ansvarlig over for Gud. Vi må også være bevidste om at vi skal aflægge regnskab for Jehova.
Jehovas velsignelse er altafgørende
„Hvis ikke Jehova bygger huset, er det forgæves at de der bygger det har haft møje med det,“ sang salmisten. (Salme 127:1) Nehemias’ Bog illustrerer meget smukt sandheden i disse ord.
Belæringen til os er tydelig. Hvis vi ønsker at det vi gør, skal lykkes, må vi have Jehovas velsignelse. Kan vi forvente at Jehova vil velsigne os hvis ikke vi lader den sande tilbedelse komme først i vores liv? Lad os derfor, ligesom Nehemias, vise at tilbedelsen af Jehova og dens fremgang er det vigtigste for os.
[Illustration på side 8]
„En konges hjerte er som vandstrømme i Jehovas hånd“
[Illustration på side 9]
Nehemias, en handlekraftig mand, kommer til Jerusalem
[Illustrationer på side 10, 11]
Ved du hvordan man ’giver det læste mening’ når man underviser i Guds ord?
