Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Vi vandrer i det voksende lys

Vi vandrer i det voksende lys

Vi vandrer i det voksende lys

„De retfærdiges sti er som det klare dagslys der gradvis vokser indtil højlys dag.“ — ORDSPROGENE 4:18.

1, 2. Hvad har det voksende åndelige lys fra Jehova betydet for hans folk?

HVEM er bedre i stand til at beskrive den opgående sols virkning på nattens mørke end kilden til alt lys, Jehova Gud? (Salme 36:9) ’Når morgenlyset tager fat i jordens flige, forandrer jorden sig som ler under segl, og tingene træder frem som i en klædning,’ siger Gud. (Job 38:12-14) I det voksende sollys tager Jordens konturer form og bliver tydeligere, ligesom blødt ler forandrer sig når det præges af et mærke på et segl.

2 Jehova er også kilden til åndeligt lys. (Salme 43:3) Mens verden er omsluttet af tæt mørke, kaster den sande Gud fortsat lys over sit folk. Med hvilket resultat? Bibelen svarer: „De retfærdiges sti er som det klare dagslys der gradvis vokser indtil højlys dag.“ (Ordsprogene 4:18) Det voksende lys fra Jehova oplyser fortsat hans folks sti. Det hjælper det til at gøre fremskridt med hensyn til organisationsmæssige, læremæssige og moralske spørgsmål.

Voksende lys fører til organisationsmæssige forbedringer

3. Hvad lover Jehova ifølge Esajas 60:17?

3 Gennem profeten Esajas forudsagde Jehova: „I stedet for kobber bringer jeg guld, og i stedet for jern bringer jeg sølv, og i stedet for træ, kobber, og i stedet for sten, jern.“ (Esajas 60:17) Ligesom det er en forbedring at udskifte et ringere materiale med et bedre, er der inden for Jehovas Vidner sket organisationsmæssige forbedringer gennem hele den periode som kaldes „afslutningen på tingenes ordning“, eller „de sidste dage“. — Mattæus 24:3; 2 Timoteus 3:1.

4. Hvilken ordning begyndte i 1919, og hvordan virkede den?

4 I begyndelsen af de sidste dage valgte Jehovas Vidner, som dengang blev kaldt bibelstudenter, de ældste og diakonerne i deres menigheder på demokratisk vis. Det var imidlertid ikke alle ældste der var opfyldt af en ægte evangelieånd. Nogle afholdt ikke alene sig selv fra at deltage i forkyndelsen, men frarådede også andre at deltage. I 1919 blev der så indført en ny ansvarsopgave i menighederne — opgaven som arbejdsdirektør. Arbejdsdirektøren blev ikke valgt af menighederne, men udnævnt teokratisk af afdelingskontoret. Han havde blandt andet ansvaret for at organisere forkyndelsen, tildele distrikter og anspore til deltagelse i tjenesten. I de følgende år kom der virkelig gang i forkyndelsesarbejdet.

5. Hvilke forbedringer skete der i 1920’erne?

5 Det var desuden til stor opmuntring for alle i menighederne da opfordringen „Forkynd, forkynd, forkynd Kongen og hans Rige“ lød i 1922 under bibelstudenternes stævne i Cedar Point, Ohio, USA. I 1927 blev forkyndelsen bedre organiseret, og søndagen blev fremhævet som den bedste dag til at gå fra hus til hus. Hvorfor netop den dag? Fordi de fleste havde fri fra arbejde om søndagen. I dag viser Jehovas Vidner den samme indstilling ved at bestræbe sig for at besøge folk når det er mest sandsynligt at de er hjemme, som for eksempel i weekenden og om aftenen.

6. Hvilken resolution blev vedtaget i 1931, og hvordan kom den til at påvirke forkyndelsesarbejdet?

6 Søndag eftermiddag den 26. juli 1931 blev der sat endnu mere skub i forkyndelsesarbejdet da en resolution blev vedtaget ved et stævne i Columbus, Ohio, USA, og derefter i resten af verden. I denne resolution blev der blandt andet sagt: „Vi er Jehovas Tjenere, som har faaet betroet en Gerning i hans Navn, og i Lydighed mod hans Befaling forkynder vi Jesu Kristi Vidnesbyrd og kundgør for Folkene, at Jehova er den sande Gud, den Almægtige. Vi tager derfor med Glæde imod det Navn, Herrens Mund har nævnt, og vi ønsker at blive kendt under og kaldt med dette Navn, nemlig Jehovas Vidner.“ (Esajas 43:10) Dette nye navn viste tydeligt hvad der var hovedopgaven for alle der bar navnet! Ja, Jehova havde en gerning som alle hans tjenere skulle deltage i. De allerfleste modtog resolutionen med stor begejstring.

7. Hvilken ændring blev indført i 1932, og hvorfor?

7 Mange ældste helligede sig ydmygt forkyndelsesarbejdet, men nogle steder gav de valgte ældste udtryk for stærk modvilje mod tanken om at alle i menigheden skulle deltage i den offentlige forkyndelse. Der var imidlertid flere forbedringer på vej. I 1932 fik menighederne gennem Vagttårnet vejledning om ikke længere at vælge ældste og diakoner. I stedet skulle menighederne vælge et tjenesteudvalg bestående af åndeligsindede mænd der deltog i den offentlige forkyndelse. På den måde blev tilsynet lagt i hænderne på mænd der tog aktivt del i forkyndelsen, og arbejdet gik fremad.

Voksende lys medfører flere forbedringer

8. Hvilken forbedring blev indført i 1938?

8 Lyset blev klarere og klarere. I 1938 ophørte de demokratiske valg helt. Alle tjenere i menigheden skulle nu udnævnes teokratisk under tilsyn af „den trofaste og kloge træl“. (Mattæus 24:45-47) Denne ændring blev beredvilligt accepteret af stort set alle Jehovas Vidners menigheder, og forkyndelsesarbejdet bar fortsat frugt.

9. Hvilken ordning blev indført i 1972, og hvorfor var den en forbedring?

9 Fra og med den 1. oktober 1972 trådte endnu en ændring af menighedernes ledelse i kraft. Ordningen med ældsteråd blev indført i Jehovas Vidners menigheder i hele verden så ansvaret for at føre tilsyn med en menighed ikke længere hvilede på en enkelt menighedstjener, eller tilsynsmand. Denne nye ordning har i høj grad tilskyndet modne mænd til at kvalificere sig til at føre an i menigheden. (1 Timoteus 3:1-7) Resultatet er blevet at langt flere brødre har fået erfaring i at bære et ansvar i menigheden. De har vist sig at være til stor gavn som hyrder for de mange nye der har taget imod sandheden.

10. Hvilken ordning trådte i kraft i 1976?

10 Medlemmerne af Det Styrende Råd blev organiseret i seks udvalg, og fra og med 1. januar 1976 blev al virksomhed i organisationen og i menighederne jorden over underlagt disse udvalgs tilsyn. Det har vist sig at være en stor fordel at alle aspekter af Rigets arbejde ledes af „mange rådgivere“. — Ordsprogene 15:22; 24:6.

11. Hvilken forbedring skete der i 1992, og hvorfor?

11 I 1992 skete der endnu en forbedring, en der kan sammenlignes med det der fandt sted efter at israelitterne og andre var vendt tilbage fra landflygtigheden i Babylon. På det tidspunkt var der ikke levitter nok til at varetage arbejdet i templet. De ikkeisraelitiske netinim-folk fik derfor større opgaver i forbindelse med at hjælpe levitterne. På samme måde fik nogle af de „andre får“ i 1992 flere tjenesteforrettigheder, idet de skulle hjælpe den trofaste og kloge trælleskare med at varetage dens voksende jordiske interesser. De blev udnævnt til assistenter for Det Styrende Råds udvalg. — Johannes 10:16.

12. Hvordan har Jehova ’indsat fred som vore tilsynsmænd’?

12 Hvad har alt dette resulteret i? „Jeg indsætter fred som dine tilsynsmænd, og retfærdighed som dine arbejdsfogeder,“ siger Jehova. (Esajas 60:17) I dag er der fred blandt Jehovas tjenere, og kærlighed til retfærdighed er blevet deres ’arbejdsfoged’ — den drivkraft der får dem til at tjene Gud. De er godt organiseret til at forkynde Riget og gøre disciple. — Mattæus 24:14; 28:19, 20.

Jehova kaster lys over lærespørgsmål

13. Hvordan oplyste Jehova i 1920’erne sit folks sti med hensyn til lærespørgsmål?

13 Jehova oplyser også gradvis sit folks sti med hensyn til lærespørgsmål. Åbenbaringen 12:1-9 er et eksempel. I denne passage omtales der tre symbolske skikkelser — „en kvinde“ der er gravid og føder, en „drage“ og „en søn, et drengebarn“. Ved du hvem de hver især symboliserer? Det blev forklaret i en artikel med titlen „Den nye Nations Fødsel“ som blev bragt i Vagttaarnet for maj 1925. Denne artikel gav Guds folk en klarere forståelse af profetierne om Rigets fødsel og viste at der findes to klart adskilte organisationer — Jehovas og Satans. I 1927-28 indså Guds folk desuden at det er ubibelsk at fejre jul og fødselsdag, og de besluttede at holde op med det.

14. Hvilke lærespørgsmål blev der kastet lys over i 1930’erne?

14 I 1930’erne blev der kastet yderligere lys over tre lærespørgsmål. Bibelstudenterne havde i mange år vidst at den „store skare“ der omtales i Åbenbaringen 7:9-17, adskiller sig fra de 144.000, der skal herske sammen med Kristus som konger og præster. (Åbenbaringen 5:9, 10; 14:1-5) De forstod imidlertid ikke helt hvem der udgjorde denne store skare. Ligesom voksende dagslys får utydelige genstandes form og farve til at træde tydeligere frem, blev den store skare i 1935 identificeret som nogle der vil overleve „den store trængsel“ med håb om at leve evigt på jorden. Senere samme år kom der en klarere forståelse af et spørgsmål som i mange lande berørte Jehovas Vidners børn i skolealderen. Mens patriotismen rasede i hele verden, indså Jehovas Vidner at flaghilsen ikke blot er en formssag. Året efter blev endnu et lærespørgsmål forklaret, nemlig at Kristus døde på en pæl og ikke på et kors. — Apostelgerninger 10:39.

15. Hvornår og hvordan blev blodets hellighed understreget?

15 Umiddelbart efter den anden verdenskrig, hvor det var blevet normal praksis at behandle sårede soldater med blodtransfusion, blev der kastet større lys over blodets hellighed. I Vagttaarnet for 15. februar 1946 blev „alle, som tilbeder Jehova, og som søger evigt Liv i hans nye Retfærdighedens Verden“, tilskyndet til „at respektere Blodets Hellighed og at rette sig efter Guds retfærdige Love i dette livsvigtige Forhold“.

16. Hvornår udkom Ny Verden-Oversættelsen på engelsk, og hvilke to fortrin har den?

16 I 1946 stod det klart at der var behov for en ny oversættelse af Bibelen der drog nytte af den seneste forskning og ikke var farvet af dogmer baseret på kristenhedens traditioner. Arbejdet på en sådan oversættelse begyndte i december 1947. I 1950 udkom Ny Verden-Oversættelsen af De Kristne Græske Skrifter på engelsk. De Hebraiske Skrifter blev udgivet i fem bind på engelsk. Det første kom i 1953, og det sidste i 1960, lidt over 12 år efter at oversættelsesprojektet var begyndt. I 1961 udkom den komplette New World Translation of the Holy Scriptures i ét bind. Denne oversættelse fås nu på mange forskellige sprog, og den har en lang række fortrin. Den har for eksempel genindført Guds navn, Jehova, og dens nøjagtige gengivelse af grundteksten har dannet grundlag for en stadig dybere indsigt i sandheden fra Gud.

17. Hvad blev der kastet lys over i 1962?

17 I 1962 blev der kastet lys over hvem „de højere myndigheder“ i Romerbrevet 13:1 er, og i hvilket omfang den kristne skal underordne sig dem. Efter et indgående studium af det 13. kapitel i Romerbrevet og skriftsteder som Titus 3:1, 2 og Første Petersbrev 2:13, 17 stod det klart at udtrykket „de højere myndigheder“ ikke sigter til Jehova Gud og Jesus Kristus, men til verdslige, jordiske myndigheder.

18. Hvilke sandheder fik man større forståelse af i 1980’erne?

18 Gennem de følgende år blev de retfærdiges sti bedre og bedre oplyst. I 1985 blev der kastet lys over hvad det vil sige at blive erklæret retfærdig „til liv“ og retfærdig som en ven af Gud. (Romerne 5:18; Jakob 2:23) Og i 1987 blev betydningen af det kristne jubelår grundigt forklaret.

19. Hvordan har Jehova i de senere år givet sit folk større åndeligt lys?

19 I 1995 kom der en klarere forståelse af adskillelsen af „fårene“ fra „gederne“. I 1998 blev der givet en detaljeret forklaring af Ezekiels tempelsyn, der er ved at få sin opfyldelse allerede i vor tid. I 1999 blev det præciseret hvornår og hvordan ’afskyeligheden står på et helligt sted’. (Mattæus 24:15, 16; 25:32) Og i 2002 fik man større forståelse af hvad det vil sige at tilbede Gud „i ånd og sandhed“. — Johannes 4:24.

20. På hvilket andet område har Guds folk oplevet forbedringer?

20 Foruden organisationsmæssige og læremæssige forbedringer er der sket forbedringer med hensyn til vores kristne adfærd. I 1973 begyndte man for eksempel at anse brugen af tobak for at være ’en besmittelse af kødet’ og som noget der skulle betragtes som en alvorlig overtrædelse. (2 Korinther 7:1) Ti år senere, i Vagttårnet for 15. oktober 1983, blev vores holdning til brug af skydevåben gjort klar. Dette er blot nogle få eksempler på hvordan lyset er vokset i vor tid.

Bliv ved med at vandre i det voksende lys

21. Hvilken indstilling vil hjælpe os til at blive ved med at vandre i det voksende lys?

21 „Det kan være vanskeligt at acceptere en justering og tilpasse sig den,“ indrømmer en broder der har været ældste i mange år. Hvad har hjulpet ham til at acceptere de mange forbedringer han har været vidne til gennem de 48 år han har været forkynder af Riget? Han svarer: „Hemmeligheden er at man har den rigtige indstilling. Hvis man nægter at acceptere en ny forståelse, bliver man ladt tilbage mens organisationen går fremad. Hvis jeg har svært ved at acceptere en ændring, tænker jeg over det Peter sagde til Jesus: ’Herre, hvem skal vi gå hen til? Du har det evige livs ord.’ Så spørger jeg mig selv: ’Hvor skal jeg gå hen? Ud i verdens mørke?’ Det hjælper mig til at holde godt fast ved Guds organisation.“ — Johannes 6:68.

22. Hvordan er det til gavn for os at vandre i lyset?

22 Verden omkring os er omsluttet af et tæt mørke. Efterhånden som Jehova fortsat kaster lys over sit folk, øges kløften mellem hans tjenere og denne verdens mennesker. Hvad betyder dette lys for os? Jo, ligesom man ikke kan fjerne et hul i en mørk vej ved at rette en projektør mod det, kan lyset fra Guds ord heller ikke fjerne faldgruberne på vores vej. Men det kan hjælpe os til at styre uden om dem så vi fortsat kan vandre på den stadig mere oplyste sti. Lad os derfor fortsat give agt på Jehovas profetiske ord „som på en lampe der skinner på et mørkt sted“. — 2 Peter 1:19.

Husker du?

• Hvilke organisationsmæssige forbedringer har Jehova tilvejebragt?

• Hvilke læremæssige justeringer har det voksende lys medført?

• Hvilke ændringer har du været vidne til, og hvad har hjulpet dig til at acceptere dem?

• Hvorfor vil du blive ved med at vandre i det voksende lys?

[Studiespørgsmål]

[Illustrationer på side 27]

Ved stævnet i Cedar Point, Ohio, i 1922 blev bibelstudenterne tilskyndet til at gøre Guds gerning

[Illustration på side 29]

I 1950 blev „New World Translation of the Christian Greek Scriptures“ frigivet af N.H. Knorr

[Kildeangivelse på side 26]

© 2003 BiblePlaces.com