Den fulde betydning af Jesu „navn“

JESU død på en marterpæl har afgørende betydning for menneskets frelse, men anerkendelsen heraf er på ingen måde alt hvad der er forbundet med at tro på hans navn. (Apostelgerninger 10:43) Efter sin opstandelse sagde Jesus til sine disciple: „Al myndighed i himmelen og på jorden er blevet givet mig.“ Han viste dermed at han står i spidsen for en regering der hersker over hele universet. (Mattæus 28:18) Apostelen Paulus viste klart at Jesu Fader har „lagt alt under hans [Jesu] fødder“, med undtagelse, naturligvis, af „Ham som har underlagt ham alt“, det vil sige Jehova, den suveræne Gud. (1 Korinther 15:27; Hebræerne 1:1-14; 2:8) Jesu Kristi „navn“ er derfor ypperligere end englenes, idet hans navn omfatter eller står for hele den udøvende myndighed som Jehova har lagt i hans hænder. (Hebræerne 1:3, 4) Kun de der villigt anerkender dette „navn“ og bøjer sig for det idet de underordner sig den myndighed det repræsenterer, vil opnå evigt liv. (Apostelgerninger 4:12; Efeserne 1:19-23; Filipperne 2:9-11) De må oprigtigt og uden hykleri leve op til det eksempel Jesus satte, og i tro adlyde de bud han gav. — Mattæus 7:21-23; Romerne 1:5; 1 Johannes 3:23.

Et eksempel på denne betydning af Jesu „navn“ findes i hans profetiske advarsel om at hans disciple ville ’blive genstand for alle nationernes had på grund af hans navn’. (Mattæus 24:9; også Mattæus 10:22; Johannes 15:20, 21; Apostelgerninger 9:15, 16) Tydeligvis ville dette ikke være på grund af hans navn som genløser, men på grund af hans navn som Guds udnævnte hersker, kongernes Konge, som alle nationer må bøje sig for og underlægge sig hvis ikke de vil tilintetgøres. — Åbenbaringen 19:11-16; jævnfør Salme 2:7-12.

Når dæmonerne gav efter for Jesu befaling om at fare ud af mennesker som de havde besat, gjorde de det heller ikke på grund af at Jesus var Guds offerlam, men på grund af den myndighed der omgav hans navn som Rigets salvede konge, den som havde myndighed til at tilkalde, ikke blot én legion, men tolv legioner engle, der kunne uddrive et hvilket som helst antal dæmoner der stædigt modsatte sig hans befaling om at forlade personen. (Markus 5:1-13; 9:25-29; Mattæus 12:28, 29; 26:53; jævnfør Daniel 10:5, 6, 12, 13). Jesu trofaste apostle fik bemyndigelse til at bruge hans navn til at uddrive dæmoner, både før og efter hans død. (Lukas 9:1; 10:17; Apostelgerninger 16:16-18) Men da sønnerne af en jødisk præst ved navn Skeva prøvede at bruge Jesu navn på denne måde, bestred den onde ånd deres ret til at bruge den myndighed der lå i dette navn, og fik den besatte til at angribe og maltraktere dem. — Apostelgerninger 19:13-17.

Når Jesu disciple henviste til hans „navn“, brugte de hyppigt udtrykket „Herren Jesu navn“ eller „vor Herre Jesu Kristi navn“. (Apostelgerninger 8:16; 15:26; 19:5, 13, 17; 1 Korinther 1:2, 10; Efeserne 5:20; Kolossenserne 3:17) De anerkendte ham som deres Herre, ikke blot fordi han var deres guddommeligt udnævnte Genløser og Ejer i kraft af sit genløsningsoffer (1 Korinther 6:20; 7:22, 23; 1 Peter 1:18, 19; Judas 4), men også på grund af hans stilling og myndighed som konge. Det var med den fulde, både kongelige og præstelige, myndighed som Jesu navn repræsenterede, at hans disciple forkyndte (Apostelgerninger 5:29-32, 40-42), døbte andre disciple (Mattæus 28:18-20; Apostelgerninger 2:38; jævnfør 1 Korinther 1:13-15), udelukkede umoralske personer (1 Korinther 5:4, 5) og tilskyndede og vejledte de kristne menigheder de var hyrder for (1 Korinther 1:10; 2 Thessaloniker 3:6). Det følger heraf at de der ville blive godkendt til liv af Jesus, aldrig kunne tro på eller vise troskab mod noget andet „navn“ tilhørende en der gjorde krav på at herske med Guds bemyndigelse, men måtte vise ubrydelig troskab mod denne guddommeligt udnævnte konges, Herren Jesu Kristi, „navn“. — Mattæus 12:18, 21; Åbenbaringen 2:13; 3:8.