Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Når man ved hvad der er ret — må man handle efter det

Når man ved hvad der er ret — må man handle efter det

Livsberetning

Når man ved hvad der er ret — må man handle efter det

FORTALT AF HADYN SANDERSON

Jesus sagde engang til sine apostle: „Når I véd dette, er I lykkelige hvis I gør det.“ (Johannes 13:17) Ja, måske ved vi hvad der er det rigtige, men til tider kan det være en udfordring at handle efter det. Men efter at have levet i over 80 år, hvoraf de 40 har været i missionærtjenesten, er jeg overbevist om at Jesu ord er sande. At handle efter det Gud siger, fører til lykke. Lad mig forklare nærmere.

I 1925, da jeg var tre år gammel, hørte mine forældre et bibelsk foredrag i vores hjemby Newcastle i Australien. Foredraget, „Millioner af nulevende Mennesker skal aldrig dø“, overbeviste min mor om at hun havde fundet sandheden, og hun begyndte at overvære de kristne møder regelmæssigt. Min fars interesse dalede dog hurtigt. Han gjorde indsigelser mod mors nyfundne tro og truede med at forlade hende hvis hun ikke opgav den. Mor elskede far og ønskede at holde sammen på familien. Ikke desto mindre vidste hun at lydighed mod Gud gik forud for alt, og hun var besluttet på at gøre det der var ret i hans øjne. (Mattæus 10:34-39) Min far forlod os, og derefter så jeg ham kun en gang imellem.

Når jeg nu ser tilbage, kan jeg ikke lade være med at beundre min mors loyalitet over for Gud. Hendes beslutning førte til et liv med åndelige velsignelser for min ældre søster, Beulah, og mig. Det lærte os også noget vigtigt — når vi ved hvad der er det rigtige, må vi handle efter det.

Trosprøver

Bibelstudenterne, som Jehovas Vidner dengang blev kaldt, gjorde et stort arbejde for at hjælpe vores familie. Min mormor flyttede ind hos os og tog også imod sandheden fra Bibelen. Hun og mor arbejdede nært sammen i forkyndelsen, og på grund af deres venlige og værdige optræden vandt de folks respekt.

I mellemtiden tog ældre kristne brødre mig under deres vinger og gav mig en værdifuld oplæring. Snart lærte jeg at bruge et vidnesbyrdkort for at kunne fremføre enkle præsentationer for folk i deres hjem. Jeg afspillede også bibelske foredrag på en rejsegrammofon og deltog i plakatoptog gennem byens hovedgade. Det var svært, for jeg kæmpede med menneskefrygt. Men jeg vidste hvad der var det rigtige, og var besluttet på at gøre det.

Da jeg var færdig med skolen, begyndte jeg at arbejde i en bank, og det indebar rejser til mange filialer i staten New South Wales. Der var kun få Jehovas Vidner i denne del af landet, men den oplæring jeg havde fået, var med til at holde min tro levende. Mor skrev opmuntrende breve som styrkede mig åndeligt.

Disse breve hjalp mig netop da jeg havde brug for det. Anden Verdenskrig var brudt ud, og jeg havde fået min indkaldelse til militæret. Bankdirektøren var en ivrig kirkegænger og tilmed befalingsmand. Da jeg forklarede ham at jeg som kristen ønskede at være neutral, stillede han mig et ultimatum. Jeg skulle opgive min tro eller forlade banken. Sagen tilspidsede sig da jeg mødte op på det lokale militære rekrutteringscenter. Bankdirektøren var til stede og betragtede mig med stor interesse idet jeg nærmede mig bordet hvor registreringen foregik. Da jeg nægtede at underskrive rekrutteringspapirerne, blev de militære embedsmænd vrede. Der herskede en spændt atmosfære, men jeg var besluttet på at gøre det der var rigtigt. Med Jehovas hjælp forblev jeg rolig og stod fast. Senere fandt jeg ud af at nogle bøller var ude efter mig, derfor pakkede jeg hurtigt mine ting og rejste med det næste tog ud af byen.

Efter at jeg var vendt tilbage til Newcastle, blev jeg og syv andre brødre indkaldt til et retsmøde fordi vi havde nægtet at udføre militærtjeneste. Dommeren idømte os tre måneders strafarbejde i fængsel. Selvom det var en ubehagelig oplevelse at være der, førte det til store velsignelser at gøre det rette. Da vi var blevet løsladt, tilbød en af mine cellekammerater, en trosfælle ved navn Hilton Wilkinson, at jeg kunne arbejde for ham i hans fotoatelier. Der mødte jeg Melody, som jeg senere blev gift med. Hun arbejdede i atelieret som receptionist. Kort efter min løsladelse blev jeg døbt som et symbol på min indvielse til Jehova.

Med heltidstjenesten som mål

Da vi var blevet gift, åbnede Melody og jeg vores eget fotoatelier i Newcastle. Snart havde vi så meget arbejde at vores fysiske og åndelige helbred begyndte at lide under det. Ted Jaracz, der dengang tjente på Jehovas Vidners afdelingskontor i Australien, og som nu er medlem af Det Styrende Råd, talte med os om vores åndelige mål. Efter denne samtale besluttede vi at sælge vores forretning og forenkle vores liv. I 1954 købte vi en lille beboelsesvogn, flyttede til byen Ballarat i staten Victoria og begyndte som pionerer, eller heltidsforkyndere.

Mens vi arbejdede sammen med den lille menighed i Ballarat, mærkede vi at Jehova velsignede det vi gjorde. I løbet af 18 måneder steg antallet af mødedeltagere fra 17 til 70. Så blev vi indbudt til at være med i rejsetjenesten, eller kredstjenesten, i staten South Australia. I de følgende tre år glædede vi os over at kunne besøge menighederne i byen Adelaide og i vin- og citrusområderne langs Murray River. Det var utroligt som vores liv havde ændret sig. Vi var lykkelige for at tjene sammen med kærlige brødre og søstre. Hvilken belønning for at gøre det vi vidste var rigtigt!

Missionærtjenesten

I 1958 meddelte vi det australske afdelingskontor at vi senere på året havde planlagt at overvære det internationale stævne „Den guddommelige Vilje“ i New York. De svarede ved at sende os to ansøgninger til missionærskolen Gilead i USA. Eftersom vi var midt i trediverne, mente vi at vi var for gamle til at komme på Gilead. Alligevel sendte vi vores ansøgninger af sted og blev indbudt til den 32. klasse. Halvvejs gennem kurset fik vi tildelt vores missionærdistrikt — vi skulle til Indien! Selvom vi til at begynde med var lidt nervøse ved tanken, ønskede vi at gøre hvad der var rigtigt, og tog imod vores nye opgave med glæde.

Vi rejste med skib og ankom til Bombay (nu Mumbai) en tidlig morgen i 1959. Hundreder af sovende arbejdere lå rundt omkring på kajen. Luften var fyldt med fremmede lugte. Og da solen stod op, fik vi en forsmag på hvad der ventede os. Aldrig før havde vi oplevet en sådan hede. Et missionærpar, Lynton og Jenny Dower, der havde været pionerer sammen med os i Ballarat, bød os velkommen. De tog os med til det indiske afdelingskontor og betelhjem, som bestod af en trang lejlighed på første sal nær byens midte. Her boede seks betelitter. Broder Edwin Skinner, der havde været missionær i Indien siden 1926, rådede os til at købe to vadsække inden vi rejste til det distrikt vi havde fået tildelt. Vadsække var et velkendt syn i indiske tog, og vi fik meget brug for dem på vores senere rejser.

Efter at have rejst med tog i to dage nåede vi vores bestemmelsessted i Tiruchchirappalli, en by i den sydlige delstat Madras (nu Tamil Nadu). Dér sluttede vi os til tre indiske specialpionerer som forkyndte for en befolkning på 250.000. Leveforholdene var primitive. På et tidspunkt havde vi under 30 kroner tilbage i vores pung. Men da disse penge var brugt, svigtede Jehova os ikke. En mand der studerede Bibelen, lånte os penge til at leje et passende sted hvor vi kunne holde vores møder. Engang da vi næsten ingen mad havde, var en af vores naboer så venlig at give os en hjemmelavet ret mad med karry. Det smagte pragtfuldt, men maden var så stærk at den gav mig hikke.

I forkyndelsen

I Tiruchchirappalli var der nogle som talte engelsk, men de fleste talte tamil. Derfor gjorde vi en ihærdig indsats for at lære en enkel præsentation til forkyndelsen på dette sprog. Det vandt respekt hos mange i lokalbefolkningen.

Vi kunne rigtig godt lide at forkynde fra hus til hus. Inderne er af natur meget gæstfrie, og de fleste af dem inviterede os indenfor til en lille forfriskning. Og da temperaturen som regel var 40 grader, satte vi stor pris på deres gæstfrihed. Inden vi kunne gå i gang med at præsentere budskabet, måtte vi af høflighed først besvare nogle personlige spørgsmål. Dem vi besøgte, spurgte ofte min kone og mig: „Hvor kommer I fra? Har I børn? Hvorfor ikke?“ Det næste var som regel at de tilbød at henvise os til en god læge. Ikke desto mindre var sådanne samtaler med til at vi kunne komme i snak med folk og fortælle dem om det vigtige bibelske arbejde vi udførte.

Hovedparten af dem vi forkyndte for, gik ind for hinduismen, en religion der er meget forskellig fra kristendommen. Men frem for at diskutere den hinduistiske filosofis mange indviklede begreber forkyndte vi simpelt hen den gode nyhed om Guds rige — og med gode resultater. Inden der var gået et halvt år, begyndte omkring 20 at overvære vores møder i missionærhjemmet. En af disse var en civilingeniør ved navn Nallathambi. Han og hans søn, Vijayalayan, hjalp senere omkring 50 andre til at blive Jehovas tjenere. For en tid tjente Vijayalayan også på det indiske afdelingskontor.

På farten

Da vi havde været i Indien i knap seks måneder, blev jeg indbudt til at tjene som landets første permanente områdetilsynsmand. Det betød at jeg måtte rejse rundt i hele Indien, organisere stævner og arbejde sammen med ni forskellige sproggrupper, og det var ret anstrengende. Vi pakkede tøj og udstyr til et halvt år og fordelte det i tre store tinkufferter og vores uundværlige vadsække. Derefter rejste vi fra byen Madras (nu Chennai) med tog. Da distriktet dækkede et område der i omkreds var 6500 kilometer, var vi ustandselig på farten. Engang sluttede vi et stævne om søndagen i byen Bangalore i den sydlige del af Indien. Så rejste vi nordpå til Darjeeling ved foden af Himalayabjergene for at betjene et andet stævne den følgende uge. Det betød at vi tilbagelagde en strækning på cirka 2700 kilometer og måtte skifte tog fem gange.

De første gange vi rejste rundt, var vi glade for at kunne vise filmen Den Nye Verdens Samfund i Virksomhed. Denne film gjorde folk bekendt med omfanget af det arbejde der blev udført af Jehovas organisation. Ofte så flere hundrede disse filmforevisninger. Ved én lejlighed viste vi filmen for en del mennesker der var samlet langs vejen. Mens filmen kørte, kunne vi se nogle mørke uvejrsskyer der havde samlet sig og hastigt drev imod os. Eftersom der engang var opstået tumult fordi filmen blev afbrudt, besluttede jeg at fortsætte fremvisningen, men med en højere hastighed. Heldigvis sluttede filmen uden dramatiske afbrydelser netop som de første regndråber begyndte at falde.

De følgende år rejste Melody og jeg næsten overalt i Indien. Og da hvert område havde dets helt specielle mad, klædedragt, sprog og natur, var det ligesom at rejse fra et land til et andet. Der er en vidunderlig variation i Jehovas skaberværk. Det gælder også Indiens dyreliv. Engang da vi camperede i Nepals jungle, fik vi øje på en stor tiger. Vi kunne se den ganske tydeligt, det var et fantastisk dyr. Det fik os til at længes efter Paradiset, hvor der endelig vil være fred mellem dyr og mennesker.

Organisatoriske forbedringer

Dengang havde brødrene i Indien brug for at komme mere på linje med den vejledning der var blevet givet i forbindelse med at organisere Jehovas Vidners arbejde. I nogle menigheder sad mændene i den ene side af mødelokalet, mens kvinderne sad i den anden. Det var sjældent at møderne begyndte til tiden. I ét område var der en klokke som højlydt ringede for at kalde forkynderne til møde. I andre områder kom de når solen befandt sig i en bestemt position på himmelen. Stævnerne var uregelmæssige, og det samme var besøgene af de rejsende tilsynsmænd. Brødrene var villige til at gøre det der var rigtigt, men de manglede oplæring.

I 1959 sørgede Jehovas organisation for at Rigets Tjenesteskole blev oprettet. Dette verdensomspændende oplæringsprogram har hjulpet kredstilsynsmænd, specialpionerer, missionærer og menighedsældste til at udføre deres bibelske ansvarsopgaver på en bedre måde. Skolen begyndte i Indien i december 1961, og jeg var lærer. Efterhånden kunne man se resultatet af denne oplæring i menighederne rundt om i landet, og brødrene gjorde hurtigt fremskridt. Så snart de vidste hvad der var det rigtige, motiverede Guds ånd dem til at gøre det.

Også de store stævner var med til at opmuntre og forene brødrene. Det mest bemærkelsesværdige af dem var det internationale stævne som blev holdt i New Delhi i 1963 med titlen „En evigvarende god nyhed“. Jehovas Vidner fra hele Indien rejste tusinder af kilometer for at overvære dette stævne. Mange af dem brugte alle deres opsparede midler for at kunne komme med. Der var også 583 delegerede fra 27 andre lande til stede, og det var første gang at Jehovas Vidner i Indien kunne mødes og være sammen med så mange af deres trosfæller.

I 1961 blev Melody og jeg indbudt til at blive en del af betelfamilien i Bombay, hvor jeg senere blev medlem af afdelingskontorets udvalg. Andre forrettigheder fulgte med. I mange år var jeg for eksempel zonetilsynsmand i dele af Asien og i Mellemøsten. Da forkyndelsen var underlagt restriktioner i mange af disse lande, måtte de lokale forkyndere være „forsigtige som slanger og dog uskyldige som duer“. — Mattæus 10:16.

Udvidelser og forandringer

Da vi ankom til Indien i 1959, var der 1514 aktive forkyndere i landet. I dag er dette antal vokset til over 24.000. For at kunne tage os af alle disse forkyndere måtte vi to gange flytte til nye betelhjem i eller nær Bombay. I marts 2002 flyttede betelfamilien igen — denne gang til et nybygget kompleks nær Bangalore i det sydlige Indien. Disse moderne faciliteter huser for tiden 240 medlemmer af betelfamilien, og nogle af dem er med til at oversætte bibelske publikationer til 20 sprog.

Melody og jeg havde med spændt forventning set frem til at flytte til Bangalore, men på grund af dårligt helbred blev vi i 1999 nødt til at vende tilbage til Australien. Vi er nu medlemmer af betelfamilien i Sydney. Selvom vi har forladt Indien, er kærligheden til vores kære venner og åndelige børn i dette land stadig stærk. Vi glæder os over at få breve fra dem.

Når Melody og jeg ser tilbage på de mere end 50 år vi har tilbragt i heltidstjenesten, føler vi os rigt velsignet. Engang arbejdede vi for at bevare billeder af folk på fotopapir, men at arbejde for at bevare folk i live i Guds erindring var et langt bedre valg. Vores beslutning om at sætte Guds vilje før alt andet i vores liv har ført til de mest vidunderlige oplevelser. Ja, at handle efter det Gud siger er det rigtige, fører til lykke!

[Kort på side 15]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

INDIEN

New Delhi

Darjeeling

Bombay (Mumbai)

Bangalore

Madras (Chennai)

Tiruchchirappalli

[Illustrationer på side 13]

Hadyn og Melody i 1942

[Illustration på side 16]

Betelfamilien i Indien, 1975