Døden — en barsk realitet!

„FRA det øjeblik et menneske fødes, er der hele tiden mulighed for at det kan dø hvornår det skal være,“ skrev den britiske historiker Arnold Toynbee. Han tilføjede: „Denne mulighed vil uvægerligt blive en fuldbyrdet kendsgerning.“ Hvilken stor sorg føler vi ikke når døden berøver os et elsket familiemedlem eller en nær ven!

I årtusinder har døden været en barsk realitet for menneskeheden. Vi føler stor magtesløshed når vi mister en vi holder af. Døden gør ikke forskel på folk; ingen går fri. „Sorgen gør os alle til børn igen — den udvisker alle forstandsforskelle. Selv de viseste ved ingenting.“ Sådan skrev en essayist der levede i det 19. århundrede. Vi bliver som små børn — hjælpeløse, ude af stand til at gøre noget. Hverken rigdom eller magt kan give os den døde tilbage. De vise og intellektuelle har ingen svar, og både de stærke og de svage græder.

Kong David af Israel oplevede en sådan sorg da hans søn Absalom døde. Da kongen fik meddelelsen om sin søns død, græd han og udbrød: „Min søn Absalom, min søn, min søn Absalom! Gid det var mig der var død i stedet for dig, Absalom, min søn, min søn!“ (2 Samuel 18:33) Denne mægtige konge som havde undertvunget stærke fjender, magtede ikke at gøre andet end at ønske at det var ham selv der i sin søns sted havde overgivet sig til ’den sidste fjende, døden’. — 1 Korinther 15:26.

Er der noget der kan ophæve døden? Hvis det er tilfældet, hvilket håb er der da for de døde? Vil vi nogen sinde gense dem vi har mistet i døden? Den næste artikel giver bibelske svar på disse spørgsmål.