Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Hold dig fri af falsk religion!

Hold dig fri af falsk religion!

Hold dig fri af falsk religion!

„’Gå ud fra dem, og skil jer ud,’ siger Jehova, ’og hold op med at røre det urene.’“ — 2 KORINTHER 6:17.

1. Hvilken åndelig tilstand befinder mange oprigtige mennesker sig i?

MANGE oprigtige mennesker kender ikke sandheden om Gud og om menneskehedens fremtid. Eftersom de ikke har fået svar på de religiøse spørgsmål der optager dem, er deres liv præget af forvirring og usikkerhed. Millioner er trælbundet af overtro, ritualer og højtider som vanærer Skaberen. Nogle af dine naboer eller slægtninge tror sandsynligvis på et brændende helvede, en treenig Gud, sjælens udødelighed eller på andre falske læresætninger.

2. Hvad har religiøse ledere gjort, og med hvilket resultat?

2 Hvad er årsagen til at der hersker et så udbredt åndeligt mørke? Paradoksalt nok skyldes det religion — nærmere bestemt de religiøse organisationer og ledere der fører en lære som er i strid med Guds tanker. (Markus 7:7, 8) Som følge heraf er mange blevet narret til at tro at de tilbeder den sande Gud, men i virkeligheden vanærer de ham. Denne sørgelige situation er et direkte resultat af falsk religion.

3. Hvem står bag falsk religion, og hvordan bliver han beskrevet i Bibelen?

3 Der står en usynlig skabning bag falsk religion. Angående ham sagde apostelen Paulus: „Denne tingenes ordnings gud har forblindet de ikketroendes forstand, for at lysskæret fra den herlige gode nyhed om Messias, som er Guds billede, ikke skal trænge igennem.“ (2 Korinther 4:4) „Denne tingenes ordnings gud“ er ingen anden end Satan Djævelen. Det er ham der står bag falsk religion, og han gør alt for at fremme den. Paulus skrev: „Satan selv giver sig ud for at være en lysets engel. Det er derfor intet stort om hans tjenere også giver sig ud for at være retfærdigheds tjenere.“ (2 Korinther 11:14, 15) Satan får det onde til at fremtræde som noget godt og fører folk bag lyset så de tror på hans løgne.

4. Hvad sagde Guds lov til det gamle Israel om falske profeter?

4 Det er derfor ikke så mærkeligt at Bibelen indeholder en stærk fordømmelse af falsk religion. I Moseloven blev Guds udvalgte folk for eksempel direkte advaret imod falske profeter. Enhver der fremmede usande læresætninger og støttede dyrkelsen af falske guder, skulle ’lide døden fordi han havde opfordret til genstridighed mod Jehova’. Israelitterne fik befaling om ’at fjerne det onde fra deres midte’. (5 Mosebog 13:1-5) Ja, Jehova betragter falsk religion som noget ondt. — Ezekiel 13:3.

5. Hvilke advarsler må vi give agt på i dag?

5 Jesus Kristus og hans apostle havde samme afgjorte holdning til falsk religion som Jehova. Jesus gav sine disciple følgende advarsel: „Vær på vagt over for de falske profeter der kommer til jer forklædt som får, men som inderst inde er glubske ulve.“ (Mattæus 7:15; Markus 13:22, 23) Paulus skrev at „Guds vrede åbenbares fra himmelen over al ugudelighed og uretfærdighed hos mennesker som undertrykker sandheden“. (Romerne 1:18) Det er derfor meget vigtigt at sande kristne giver agt på disse advarsler og undgår enhver der udbreder falsk lære, eller som hindrer andre i at lære sandheden fra Guds ord at kende. — 1 Johannes 4:1.

Flygt fra „Babylon den Store“

6. Hvordan fremstilles „Babylon den Store“ i Bibelen?

6 Læg mærke til hvordan falsk religion bliver beskrevet i Åbenbaringens Bog. Den falske religion fremstilles som en beruset prostitueret der har magt over mange riger og deres undersåtter. Denne symbolske kvinde begår utugt med mange konger og er beruset af blodet af Guds sande tjenere. (Åbenbaringen 17:1, 2, 6, 18) På hendes pande er der skrevet et navn der passer til hendes urene og modbydelige adfærd. Navnet er „Babylon den Store, moderen til jordens skøger og afskyeligheder“. — Åbenbaringen 17:5.

7, 8. Hvordan har falsk religion prostitueret sig, og med hvilke følger?

7 Bibelens beskrivelse af Babylon den Store passer på verdens falske religioner som et hele. Selvom alle disse tusinder af trosretninger ikke officielt udgør en verdensorganisation, er de uadskilleligt forenet i hensigt og handling. Som det fremgår af beskrivelsen af den umoralske kvinde i Åbenbaringens Bog, øver falsk religion en kolossal indflydelse på regeringerne i verden. Falsk religion har, som en kvinde der ikke er tro mod sit ægteskabsløfte, prostitueret sig ved at danne forbund med den ene regering efter den anden. Disciplen Jakob skrev: „Ægteskabsbrydersker, ved I ikke at venskabet med verden er fjendskab med Gud? Enhver der ønsker at være ven med verden, gør sig derfor til fjende af Gud.“ — Jakob 4:4.

8 Denne sammenblanding af falsk religion og verdens regeringer har resulteret i store menneskelige lidelser. Ph.d Xolela Mangcu, en politisk analytiker i Afrika, har gjort denne iagttagelse: „Verdenshistorien er fuld af eksempler på massedrab som har fundet sted fordi man har blandet religion og politik.“ En avis har for nylig udtalt: „De blodigste og farligste stridigheder i dag . . . er forbundet med religion.“ Millioner er blevet slået ihjel i konflikter der er blevet støttet af religiøse organisationer. Babylon den Store har endog forfulgt og dræbt Guds sande tjenere, ja, hun er så at sige blevet beruset af deres blod. — Åbenbaringen 18:24.

9. Hvordan fremgår det af Åbenbaringens Bog at Jehova hader falsk religion?

9 Jehova hader falsk religion. Det fremgår tydeligt af det der vil ske med Babylon den Store. I Åbenbaringen 17:16 læser vi: „De ti horn som du så, og vilddyret, disse vil hade skøgen og gøre hende øde og nøgen, og de vil æde hendes kød og opbrænde hende med ild.“ Først bliver hun dødeligt lemlæstet og ædt af et stort vilddyr. Derefter bliver det der måtte være tilbage af hende, fuldstændig opbrændt. I lighed hermed vil verdens regeringer snart gribe ind over for falsk religion. Det vil være Gud der får dem til at gøre det. (Åbenbaringen 17:17) Babylon den Store, den falske religions verdensimperium, er dømt til udslettelse. „Hun skal aldrig findes mere.“ — Åbenbaringen 18:21.

10. Hvordan bør vi forholde os til falsk religion?

10 Hvordan bør sande kristne forholde sig til Babylon den Store? I Bibelen finder vi denne utvetydige befaling: „Gå ud fra hende, mit folk, for at I ikke skal være delagtige med hende i hendes synder, og for at I ikke skal få del i hendes plager.“ (Åbenbaringen 18:4) De der ønsker at blive frelst, må forlade falsk religion inden det er for sent. Da Jesus var på jorden, forudsagde han at der i de sidste dage ville være mange som påstod at de fulgte ham. (Mattæus 24:3-5) Til sådanne siger han: „Jeg har aldrig kendt jer! Fjern jer fra mig, I som øver lovløshed.“ (Mattæus 7:23) Jesus Kristus, der nu er indsat som konge, har intet at gøre med falsk religion.

Hvordan holder man sig fri af falsk religion?

11. Hvad bør vi gøre for at holde os fri af falsk religion?

11 Sande kristne holder sig fri af falsk religion ved at afvise falske religiøse læresætninger. Det betyder at vi undgår religiøse programmer i radio eller i fjernsyn så vel som religiøs litteratur der er med til at udbrede løgne om Gud og hans ord. (Salme 119:37) Vi gør også klogt i ikke at deltage i arrangementer og fritidsaktiviteter som organisationer der har tilknytning til falsk religion, står bag. Vi ønsker på ingen måde at støtte falsk tilbedelse. (1 Korinther 10:21) Sådanne forholdsregler vil beskytte os mod at blive ført bort „som [nogens] bytte ved den filosofi og det tomme bedrag der er i overensstemmelse med menneskers overlevering, i overensstemmelse med verdens elementære ting og ikke i overensstemmelse med Kristus“. — Kolossenserne 2:8.

12. Hvordan kan man frigøre sig fra enhver forbindelse man har haft til falske religiøse organisationer?

12 Hvad skal en der er registreret som medlem af et trossamfund, gøre hvis han eller hun ønsker at blive et af Jehovas Vidner? I de fleste tilfælde vil det være tilstrækkeligt at personen skriftligt melder sig ud af trossamfundet som en tilkendegivelse af at vedkommende ikke længere ønsker at blive betragtet som et medlem af falsk religion. Det er under alle omstændigheder vigtigt at han eller hun beslutsomt tager skridt til fuldstændig at undgå enhver form for åndelig besmittelse fra falsk tilbedelse. De skridt som den der ønsker at være et af Jehovas Vidner, tager i den forbindelse, skal gøre det tydeligt for den religiøse organisation og lokalsamfundet at vedkommende har afsluttet sit medlemskab.

13. Hvilken vejledning i Bibelen viser at det er nødvendigt at holde sig fri af falsk religion?

13 „Lad jer ikke spænde i ulige åg med ikketroende,“ skrev Paulus. „For hvad samfund har retfærdighed med lovløshed? Eller hvad fællesskab har lys med mørke? Og hvad harmoni er der mellem Kristus og Beliar? Eller hvad del har en troende med en ikketroende? Og hvad overensstemmelse er der mellem Guds tempel og afguder? . . . ’Derfor, gå ud fra dem, og skil jer ud,’ siger Jehova, ’og hold op med at røre det urene.’“ (2 Korinther 6:14-17) Vi giver agt på disse ord ved at holde os fri af falsk religion. Kræver Paulus’ vejledning at vi også undgår at have kontakt med dem der udøver falsk religion?

„Bliv ved med at vandre i visdom“

14. Er det nødvendigt at vi fuldstændig undgår dem der udøver falsk religion? Forklar.

14 Skal Guds tjenere undgå enhver kontakt med mennesker der udøver falsk religion? Skal vi holde os helt på afstand af dem der har en anden tro? Nej, bestemt ikke. Det andet af de to største bud lyder: „Du skal elske din næste som dig selv.“ (Mattæus 22:39) Vi viser i høj grad at vi elsker vores medmennesker ved at fortælle dem om den gode nyhed om Riget. Det er også et udtryk for kærlighed når vi studerer Bibelen med dem og gør dem opmærksom på at de må holde sig fri af falsk religion.

15. Hvad menes der med at vi ’ikke er en del af verden’?

15 Selvom vi forkynder den gode nyhed for vores medmennesker, er vi som Jesu disciple ’ikke en del af verden’. (Johannes 15:19) Ordet verden betegner her det gudfremmede menneskesamfund. (Efeserne 4:17-19; 1 Johannes 5:19) Vi holder os adskilt fra verden i den betydning at vi holder os fri af de holdninger og de former for tale og adfærd der vanærer Jehova. (1 Johannes 2:15-17) I overensstemmelse med princippet om at „dårligt selskab ødelægger gode vaner“, undgår vi desuden at opdyrke et nært venskab med dem der ikke lever efter de kristne normer. (1 Korinther 15:33) At vi ikke er en del af verden, indebærer at vi fortsat ’holder os uplettede af verden’. (Jakob 1:27) At vi holder os adskilt fra verden, betyder derfor ikke at vi rent fysisk holder os på lang afstand af andre mennesker. — Johannes 17:15, 16; 1 Korinther 5:9, 10.

16, 17. Hvordan bør kristne være over for dem der ikke kender Bibelens sandheder?

16 Hvordan skal vi da behandle dem der ikke kender Bibelens sandheder? Paulus skrev til menigheden i Kolossæ: „Bliv ved med at vandre i visdom over for dem som er udenfor, idet I køber jer den belejlige tid. Lad altid jeres tale være med ynde, krydret med salt, så I ved hvordan I bør svare enhver især.“ (Kolossenserne 4:5, 6) Apostelen Peter skrev: „I skal hellige Messias som Herre i jeres hjerter, idet I altid er rede til at forsvare jer over for enhver som kræver jer til regnskab for det håb der er i jer, men gør det med mildhed og dyb respekt.“ (1 Peter 3:15) Paulus påbød de kristne „ikke at spotte nogen, ikke at være krigeriske, at være rimelige, at udvise al mildhed mod alle mennesker“. — Titus 3:2.

17 Som Jehovas Vidner ønsker vi ikke at være ubehøvlede eller arrogante over for andre. Og vi bruger på ingen måde nedsættende udtryk om folk der tilhører andre trossamfund. I stedet er vi taktfulde, også i det tilfælde at den vi besøger, eller vores nabo eller kollega er uvenlig eller overfuser os med skældsord. — Kolossenserne 4:6; 2 Timoteus 2:24.

’Bevar mønsteret af sunde ord’

18. Hvilken sørgelig åndelig tilstand befinder de der vender tilbage til falsk religion, sig i?

18 Hvor ville det være sørgeligt hvis nogen, efter at de havde lært sandheden fra Bibelen at kende, vendte tilbage til falsk religion! Bibelen beskriver de skadelige konsekvenser det ville have, med ordene: „Det er afgjort at hvis de, efter at være undsluppet verdens besmittelser ved nøjagtig kundskab om Herren og Frelseren Jesus Kristus, igen bliver indviklet i netop disse ting og bliver overvundet, er det sidste blevet værre for dem end det første. . . . Det er gået dem som det sande ordsprog siger: ’En hund vender tilbage til sit eget bræk, og en badet so for at vælte sig i sølen.’“ — 2 Peter 2:20-22.

19. Hvorfor er det så vigtigt at vi forbliver vågne over for alt det der kan udgøre en trussel mod vores åndelige helbred?

19 Vi må være vågne over for alt det der kan udgøre en trussel mod vores åndelige helbred. Der er nemlig en reel fare for at vi ellers kunne miste vores åndelighed. Paulus advarer: „Den inspirerede udtalelse siger udtrykkeligt at i senere tidsperioder vil nogle falde fra troen, idet de agter på vildledende inspirerede udtalelser og dæmoners lærdomme.“ (1 Timoteus 4:1) Vi lever i disse „senere tidsperioder“, hvor de der ikke holder sig fri af falsk religion, kan blive kastet om „som af bølger og [ført] hid og did af enhver lærdoms vind ved menneskers kneb, ved deres list i at udtænke vildfarelse“. — Efeserne 4:13, 14.

20. Hvordan kan vi beskytte os imod den skadelige indflydelse fra falsk religion?

20 Hvordan kan vi beskytte os imod den skadelige indflydelse fra falsk religion? Tænk på alt det Jehova har stillet til vores rådighed. Vi har Guds ord, Bibelen. (2 Timoteus 3:16, 17) Jehova har også sørget for rigeligt med åndelig føde gennem „den trofaste og kloge træl“. (Mattæus 24:45) Bør vi ikke, efterhånden som vi gør fremskridt i sandheden, få mere smag for „den faste føde [som] er for de modne“ og større lyst til at overvære de kristne møder hvor vi lærer om Bibelens sandheder? (Hebræerne 5:13, 14; Salme 26:8) Lad os være besluttede på at drage fuld nytte af det Jehova har stillet til rådighed for os, så vi kan ’bevare det mønster af sunde ord’ som vi har hørt. (2 Timoteus 1:13) Gør vi det, kan vi holde os fri af falsk religion.

Hvad har du lært?

• Hvad er „Babylon den Store“?

• Hvad må vi gøre for at holde os fri af falsk religion?

• Hvilke farer, som kunne ødelægge vort forhold til Gud, må vi undgå?

[Studiespørgsmål]

[Illustration på side 28]

Ved du hvorfor „Babylon den Store“ bliver skildret som en umoralsk kvinde?

[Illustration på side 29]

„Babylon den Store“ er dømt til udslettelse

[Illustration på side 31]

Vi må vise „mildhed og dyb respekt“ over for anderledestroende