Hvordan man når ind til et barns hjerte
Hvordan man når ind til et barns hjerte
HAR du nogen sinde følt dig ilde berørt over at se et barn lege krig? Denne form for leg er blevet almindelig selv blandt de helt små, for underholdningsbranchen er gennemsyret af vold. Hvordan ville du hjælpe et barn med at skifte sit krigslegetøj ud med noget der var mere fredeligt? En kvinde ved navn Waltraud, som har været missionær for Jehovas Vidner i Afrika igennem mange år, fandt ud af hvordan hun kunne hjælpe en lille dreng med at gøre det.
På grund af krig måtte Waltraud forlade det land hun boede i, og flytte til et andet land i Afrika. Her begyndte hun at studere Bibelen med moderen til en fireårig dreng. Hver gang hun besøgte hende, legede drengen med et lille gevær af plastic, det eneste legetøj han ejede. Waltraud så ham aldrig sigte på et mål, men han var altid travlt optaget af at åbne og lukke geværet, som om han ladede det.
Waltraud sagde til drengen: „Ved du hvorfor jeg bor i dit land, Werner? Det er på grund af krig. Jeg måtte flygte fra det land jeg boede i, for at slippe væk fra nogle farlige mænd som gik rundt med geværer der ligner dit, og skød efter folk. Tror du det er godt at skyde på andre?“
„Nej, det er det ikke,“ svarede han sørgmodigt.
„Det har du helt ret i,“ sagde Waltraud. „Ved du hvorfor jeg besøger din mor hver uge? Det er fordi Jehovas Vidner gerne vil hjælpe folk til at have fred med Gud og med andre mennesker.“ Med Werners mors tilladelse sagde Waltraud til ham: „Hvis du giver mig dit gevær, vil jeg smide det væk, men til gengæld vil jeg sørge for at du får en legetøjsbil.“
Werner rakte hende geværet. Han måtte vente fire uger, men så fik han sit nye legetøj — en lastbil i træ, som han tog imod med et stort smil.
Tager du dig tid til at tale med dine børn og prøve at nå deres hjerte så de føler sig tilskyndet til at kassere deres krigslegetøj? Hvis du gør, lærer du dem noget som vil gavne dem hele livet.