En tapper indsats for at udbrede Bibelen

Han drog sit sidste suk på Sibiriens frosne sletter som en smædet og vanæret mand. I dag er der kun få som erindrer sig at han er en af de skikkelser der har haft størst betydning for sine græske landsmænds åndelige udvikling. Denne glemte banebryder var kendt under navnet Serafim. Hans tapre indsats for at udbrede Bibelen var en af årsagerne til at hans liv fik en så sørgelig afslutning.

SERAFIM levede på den tid hvor Grækenland var en del af Osmannerriget. Ifølge den græskortodokse historiker Georgios Metallinos var denne periode præget af „en mangel på ordentlige skoler“ og „en mangelfuld uddannelse af folk i almindelighed“, endda af de gejstlige.

Der var en kløft mellem koinégræsk (fællesgræsk) og den tids folkesprog med alle dets forskellige dialekter og varianter. Kløften blev så stor at koinégræsk, som De Kristne Græske Skrifter var skrevet på, ikke længere kunne forstås af folk med begrænsede skolekundskaber. I den strid der opstod, valgte kirken at holde fast ved det uforståelige koinégræsk.

Det var i dette klima at Stefanos Ioannis Pogonatos omkring 1670 blev født i en fremtrædende familie på den græske ø Lesbos. En stor del af øens befolkning var fattige mennesker der hverken kunne læse eller skrive. Mangelen på skoler tvang Stefanos til at få sin grundlæggende uddannelse i et lokalt munkekloster. I en meget ung alder blev han ordineret som diakon i den græskortodokse kirke og fik navnet Serafim.

Omkring 1693 førte Serafims tørst efter kundskab ham til Konstantinopel (nu Istanbul i Tyrkiet). Takket være sin dygtighed vandt han med tiden fremtrædende grækeres respekt. Snart blev han af en hemmelig græsk nationalistisk bevægelse sendt som emissær til den russiske zar Peter den Store. På turen til og fra Moskva rejste Serafim gennem en stor del af Europa, og her blev han præget af de religiøse og intellektuelle reformer der var i gang. I 1698 rejste Serafim til England og fik etableret nogle vigtige kontakter i London og Oxford. Han blev forestillet for ærkebiskoppen af Canterbury, overhovedet for den anglikanske kirke, og denne forbindelse viste sig snart at blive nyttig for Serafim.

Udgiver en bibel

Mens Serafim opholdt sig i England, nåede han til den konklusion at der var et presserende behov blandt grækerne for at få en ny, letforståelig udgave af „Det Nye Testamente“ (De Kristne Græske Skrifter). Med udgangspunkt i munken Maximos’ oversættelse, der var godt halvtreds år gammel, gik Serafim derfor i gang med at udarbejde en ny oversættelse af Bibelen der var lettere at forstå, og hvor tidligere fejl var rettet. Fuld af entusiasme kastede han sig over arbejdet, men inden længe løb han tør for midler. Det lysnede da ærkebiskoppen af Canterbury lovede at sørge for den nødvendige økonomiske hjælp. Ansporet af en  sådan støtte købte Serafim papir til trykning og fik en aftale i stand med en bogtrykker.

Man nåede imidlertid kun at trykke til og med halvdelen af Lukasevangeliet før der skete nogle politiske ændringer i England som førte til at ærkebiskoppen af Canterbury måtte indstille al yderligere støtte. Det lod Serafim sig ikke slå ud af. Han fik nogle velhavende mænd til at sponsorere projektet, og i 1703 lykkedes det ham at udgive sin reviderede oversættelse. En del af omkostningerne blev dækket af et selskab der arbejdede på at udbrede evangeliet i fremmede lande.

Maximos’ ældre oversættelse i to bind omfattede den græske originaltekst og var et tungt og digert værk. Serafims reviderede oversættelse blev trykt med mindre typer, og da den kun indeholdt teksten på nygræsk, var den både tyndere og billigere.

Får en strid til at blusse op

„Der er ingen tvivl om at denne ajourførte publikation dækkede et stort behov hos folket,“ bemærker forskeren Georgios Metallinos. „Serafim greb imidlertid muligheden for at rette et angreb mod en lille gruppe præster som var imod oversættelse [af Bibelen].“ Præsterne blev rasende over at Serafim i forordet skrev at han ’først og fremmest havde udarbejdet sin bibeloversættelse af hensyn til de præster og presbytere der ikke forstod koiné[græsk], således at de med den hellige ånds hjælp ville kunne læse og forstå noget af originalteksten og være i stand til at formidle den til almindelige kristne’. (The Translation of the Bible Into Modern Greek—During the 19th Century) Serafim blev således fanget i en malstrøm af modstridende synspunkter inden for den græskortodokse kirke.

Den ene part i striden var dem der erkendte at folks åndelige og moralske udvikling afhang af at de blev undervist i Bibelen. Disse fortalere for bibeloversættelse mente også at de gejstlige kunne have behov for at øge deres viden om Skrifterne. Desuden mente de at sandhederne fra Bibelen kan udtrykkes på et hvilket som helst sprog. — Åbenbaringen 7:9.

Modstanderne hævdede at enhver oversættelse af Bibelen ville forfalske dens indhold og fratage kirken dens beføjelser til at fortolke Skriften og fastsætte læren. Det de i virkeligheden frygtede, var imidlertid at protestanterne ville bruge bibeloversættelsen til at undergrave den græskortodokse kirke. Mange præster mente at de havde pligt til at modarbejde enhver tendens der kunne tolkes som sympati for protestanterne, derunder bestræbelser for at gøre Bibelen forståelig for det jævne folk. Bibeloversættelse blev således det mest brandfarlige emne i konflikten mellem protestanter og ortodokse.

Serafim følte ikke nogen trang til at forlade den ortodokse kirke, men alligevel afslørede han modigt hvor uvidende og fordomsfulde hans gejstlige modstandere var. I forordet til sit „Nye Testamente“ skrev han: „Enhver gudfrygtig kristen har brug for at læse Den Hellige Bibel“ så han kan „efterligne Kristus og adlyde [hans] lære“. Serafim holdt på at et forbud mod at studere Skrifterne måtte stamme fra Djævelen.

En bølge af modstand

Da Serafims oversættelse nåede Grækenland, fremkaldte den vrede i religiøse kredse. Eksemplarer af oversættelsen blev brændt, og enhver der ejede den eller blot læste i den, blev truet med ekskommunikation. Patriarken Gabriel III kaldte Serafims oversættelse unødvendig og ubrugelig og forbød at den blev distribueret.

Serafim mistede ikke modet, men indså at han måtte være forsigtig. Til trods for kirkens officielle forbud tog en del præster og lægmænd imod den nye oversættelse med kyshånd, og det lykkedes Serafim at give den en virkelig stor udbredelse. Hans konflikt med magtfulde modstandere var dog langtfra overstået.

 Begyndelsen til enden

Ud over at fremme udbredelsen af Bibelen engagerede Serafim sig også i revolutionære og nationalistiske bevægelser. Det var grunden til at han i sommeren 1704 vendte tilbage til Moskva. Han blev Peter den Stores fortrolige ven, og for en tid virkede han som professor ved Ruslands kejserlige akademi. I 1705 rejste Serafim imidlertid tilbage til Konstantinopel fordi han var bekymret for hvad der kunne ske med hans oversættelse.

Samme år fik Serafim lavet et genoptryk af sin oversættelse hvor han havde fjernet det kritiske forord som var i den oprindelige udgave. Han erstattede det med et enkelt forord der tilskyndede til bibellæsning. Denne udgave fik stor udbredelse, og der findes ingen optegnelser om fjendtlige reaktioner fra patriarkatet.

Ikke desto mindre kom der i 1714 et ødelæggende angreb fra den berejste græker Alexander Helladios, der var modstander af bibeloversættelse. I sin bog Status Præsens Ecclesiæ Græcæ (Den græske kirkes nuværende status) rettede han et voldsomt angreb mod bibeloversætterne og deres arbejde. Helladios ofrede et helt kapitel på Serafim hvor han omtalte ham som en tyv, en fupmager og en ulærd og umoralsk bedrager. Var der noget som helst hold i disse anklager? Forfatteren Stylianos Bairaktaris sætter ord på mange forskeres saglige vurdering når han kalder Serafim ’en arbejder og en oplyst banebryder’ og siger at han blev angrebet fordi han var forud for sin tid. Under alle omstændigheder bidrog Helladios’ bog til Serafims sørgelige endeligt.

Under mistanke

Da Serafim i 1731 vendte tilbage til Rusland, var Peter den Store død, og den græske diakon nød derfor ikke nogen officiel beskyttelse. Den regerende kejserinde, Anna Ivanovna, var på vagt over for alt hvad der kunne skabe uro i hendes rige. I januar 1732 verserede der rygter i Sankt Petersborg om at en græsk spion modarbejdede kejserrigets interesser. Den mistænkte var Serafim. Han blev arresteret og sendt til Nevskij-klosteret for at blive forhørt. I klosteret havde man et eksemplar af Helladios’ bog, som anklagede Serafim for adskillige forbrydelser. I tre forsvarsskrifter forsøgte han at gendrive anklagerne. Forhørene strakte sig over cirka fem måneder, men det var svært for den græske diakon at blive renset for mistanke.

Eftersom der ikke blev fremlagt nogen håndgribelige beviser mod Serafim, undgik han dødsstraf. Men på grund af Helladios’ smædeskrift var myndighederne tilbageholdende med at lade den græske diakon gå fri. Han blev forvist til Sibirien på livstid. Af kendelsen fremgik det at anklagen var baseret på beskyldningerne i „den græske forfatter Helladios’ afhandling“. I juli 1732 ankom Serafim i lænker til det østlige Sibirien, hvor han blev spærret inde i det berygtede Okhotsk-fængsel.

Omkring tre år senere døde Serafim som en glemt mand, ene og forladt. Til tider havde hans dømmekraft været mangelfuld og hans metoder letsindige og ukloge, men hans oversættelse af Bibelen er en af mange der i dag findes på nygræsk. * Blandt disse er Ny Verden-Oversættelsen af De Hellige Skrifter, en letforståelig oversættelse der også er tilgængelig på en lang række andre sprog. Hvor kan vi være taknemmelige for at Jehova har bevaret sit ord så mennesker overalt har mulighed for at „komme til nøjagtig kundskab om sandheden“. — 1 Timoteus 2:3, 4.

[Fodnote]

[Illustration på side 12]

Peter den Store

[Kildeangivelse på side 10]

Fotos: Med tilladelse fra American Bible Society