Har du „frimodighed i tale“?

MERE end seks millioner mennesker i 235 lande har dét Bibelen kalder „frimodighed i tale“. Dette udtryk forekommer sammen med udtrykket ’at tale med frimodighed’ 18 gange i teksten til De Kristne Græske Skifter i Ny Verden-Oversættelsen på dansk. (Filipperne 1:20; Hebræerne 3:6; 1 Johannes 3:21) Hvad vil det sige at have „frimodighed i tale“? Hvordan kan vi få det? Hvornår tillader denne egenskab os at tale uhindret?

Det græske ord som er gengivet med „frimodighed i tale“, betegner ifølge Vine’s Expository Dictionary of Old and New Testament Words „det at være frimodig og ligefrem i sin tale, . . . det at tale frimodigt, uden frygt; dernæst det at være kæk, dristig og at have tillid uden at ordet nødvendigvis har med talen at gøre“. En sådan frimodighed må dog ikke forveksles med det at være brysk eller uforskammet. Bibelen siger: „Lad altid jeres tale være med ynde.“ (Kolossenserne 4:6) At have frimodighed i tale indebærer at man er taktfuld samtidig med at man ikke lader prøvende omstændigheder eller menneskefrygt afholde en fra at tale.

Er vi født med evnen til at tale med frimodighed? Tænk engang over det apostelen Paulus skrev til de kristne i Efesus: „Til mig, der er ringere end den ringeste af alle hellige, blev denne ufortjente godhed skænket, at forkynde den gode nyhed om Messias’ uudgrundelige rigdom.“ Paulus tilføjede at det var ved hjælp af Jesus Kristus at „vi har denne frimodighed i tale og adgang med tillid ved vor tro på ham“. (Efeserne 3:8-12) Evnen til at tale med frimodighed er altså ikke noget vi er født med; den udspringer af vort forhold til Jehova Gud på grundlag af troen på Jesus Kristus. Lad os se hvordan vi kan tilegne os denne evne og bruge den når vi forkynder, underviser og beder.

Hvad kan hjælpe os til at forkynde frimodigt?

Jesus Kristus er det største eksempel med hensyn til at tale med frimodighed. Drevet af nidkærhed greb han enhver lejlighed til at forkynde. Hvad enten han hvilede sig, gik på vejen eller spiste i en andens hjem, forpassede han aldrig en mulighed for at tale om Guds rige. Hverken latterliggørelse eller direkte modstand kunne lukke munden på Jesus. I stedet for at blive skræmt afslørede han  modigt datidens falske religiøse ledere. (Mattæus 23:13-36) Selv da han blev arresteret og stillet for en domstol, talte han frygtløst. — Johannes 18:6, 19, 20, 37.

Den samme frimodighed i tale fik Jesu apostle. På pinsedagen i år 33 talte Peter med frimodighed til en skare på over 3000 mennesker. Det er værd at lægge mærke til at han kort tid forinden var blevet bange da en tjenestepige havde genkendt ham. (Markus 14:66-71; Apostelgerninger 2:14, 29, 41) Da han og Johannes blev stillet for de religiøse ledere, krøb de ikke sammen i frygt. Uden at tøve fortalte de frimodigt om den opstandne Jesus Kristus. Det var faktisk Peters og Johannes’ frimodighed der fik de religiøse ledere til at genkende dem som de mænd der havde været sammen med Jesus. (Apostelgerninger 4:5-13) Hvad satte dem i stand til at tale med så stor frimodighed?

Jesus havde lovet sine apostle: „Når de overgiver jer, da vær ikke bekymrede for hvordan I skal tale eller hvad I skal sige, for det I skal sige vil blive givet jer i samme time; for det er ikke bare jer der taler, men det er jeres Faders ånd der taler gennem jer.“ (Mattæus 10:19, 20) Den hellige ånd hjalp Peter og andre til at overvinde enhver snert af frygt der kunne have hindret dem i at tale frimodigt. Den samme virksomme kraft kan hjælpe os.

Desuden gav Jesus dem der fulgte ham, befaling til at gøre disciple. Det var helt på sin plads, eftersom han er den der er blevet givet „al myndighed i himmelen og på jorden“. Og han ’er med dem’. (Mattæus 28:18-20) Bevidstheden om at have Jesu støtte indgød de første disciple mod når de stod over for myndighedspersoner der var besluttede på at standse deres forkyndelsesarbejde. (Apostelgerninger 4:18-20; 5:28, 29) At tænke på at Jesus støtter os, kan også indgyde os mod.

Paulus pegede på endnu en grund til at vi ikke skal holde os tilbage fra at tale frit, da han knyttede håbet sammen med det at tale med stor frimodighed. (2 Korinther 3:12; Filipperne 1:20) Eftersom dette budskab om håb var for godt til at de kristne kunne holde det for sig selv, måtte de fortælle andre om det. Ja, vores håb giver os grund til at tale med frimodighed. — Hebræerne 3:6.

De forkyndte med frimodighed

Hvordan kan vi forkynde med frimodighed selv i skræmmende situationer? Læg mærke til hvad Paulus gjorde. Mens han var fange i Rom, opfordrede han sine trosfæller til at bede om ’at der måtte blive givet ham evne til at tale når han åbnede sin mund, at han kunne tale med frimodighed, sådan som han burde tale’. (Efeserne 6:19, 20) Blev disse bønner besvaret? Ja, for Paulus fortsatte under sit fangenskab med at ’forkynde Guds rige med den største frimodighed uden at blive hindret’. — Apostelgerninger 28:30, 31.

Vores frimodighed bliver sat på prøve når der opstår en lejlighed til at forkynde på arbejdspladsen, i skolen eller under en rejse. Generthed, manglende selvtillid og frygt for folks reaktion kan få os til at forholde os tavse. Igen er Paulus et godt eksempel for os. Han skrev: „Ved hjælp af vor Gud tog [vi] mod til os til at fremholde Guds gode nyhed for jer med megen kamp.“ (1 Thessaloniker 2:2) At Paulus kunne gøre noget han ikke var i stand til i egen kraft, var kun muligt fordi han satte sin lid til Jehova.

Bøn hjalp en kvinde ved navn Sherry til at tage mod til sig da der åbnede sig en mulighed for at aflægge et uformelt vidnesbyrd. En dag mens hun ventede på sin mand, lagde hun mærke til en kvinde der også ventede. „Med hjertebanken,“ fortæller Sherry, „bad jeg Jehova om mod.“ Idet Sherry henvendte sig til kvinden, dukkede der en præst op. Sherry var ikke forberedt på at møde en præst. Men hun bad igen og kunne aflægge et vidnesbyrd. Hun gav kvinden noget bibelsk læsestof og traf aftale om at besøge hende. Når vi griber lejligheden til at aflægge et  vidnesbyrd, kan vi være forvissede om at vores tillid til Jehova vil hjælpe os til at være frimodige.

Når vi underviser

At kunne undervise er nært forbundet med at have ’frimodighed i troen’. Bibelen siger om de mænd „der tjener på en god måde“ i menigheden: „[De] erhverver sig en smuk stilling og stor frimodighed i den tro der er forbundet med Kristus Jesus.“ (1 Timoteus 3:13) De har stor frimodighed i troen og kan undervise andre med frimodighed når de selv følger de tilskyndelser de giver. Ved at gøre dét beskytter og styrker de menigheden.

Når vi har en sådan frimodighed i troen, vil vores vejledning være mere virkningsfuld, og der er større sandsynlighed for at andre vil følge den. I stedet for at tilhørerne bliver distraheret af et dårligt eksempel, vil de føle sig tilskyndet når den der underviser dem, selv følger den vejledning han giver. Med en sådan frimodighed kan de der har åndelige kvalifikationer, ’bringe deres broder på fode’ inden problemet bliver større. (Galaterne 6:1) En der er et dårligt eksempel, vil måske tøve med at give vejledning fordi han ikke føler at det tilkommer ham at give den. Hvis man undlader at give vejledning i rette tid, kan det få katastrofale følger.

At have frimodighed i tale er ikke ensbetydende med at man er kritisk, dogmatisk eller påståelig. Paulus tilskyndede Filemon „på grundlag af kærlighed“. (Filemon 8, 9) Og apostelens ord blev tilsyneladende godt modtaget. En ældste bør altid være motiveret af kærlighed når han giver et råd.

Det har altså virkelig stor betydning at man har frimodighed i tale når man vejleder andre. Også i andre situationer er det vigtigt. Paulus skrev til menigheden i Korinth: „Jeg taler med stor frimodighed til jer. Jeg roser mig meget af jer.“ (2 Korinther 7:4) Han holdt sig ikke tilbage fra at rose sine brødre og søstre når det var på sin plads. Kærlighed fik ham til at fokusere på sine trosfællers gode egenskaber — selvom han var klar over at de havde fejl og mangler. Det opbygger også den kristne menighed i dag når ældste åbent roser og opmuntrer deres brødre og søstre.

Kristne har brug for frimodighed i tale for at være dygtige til at undervise. Sherry, der blev nævnt tidligere, ville gerne tilskynde sine børn til at forkynde i skolen. „Til trods for at jeg selv var opdraget i sandheden, forkyndte jeg sjældent i skolen. Og jeg forkynder næsten aldrig uformelt,“ indrømmer hun. „Jeg spurgte mig selv: ’Er jeg egentlig et godt eksempel for mine børn?’“ Det fik Sherry til  at gøre en større indsats for at forkynde uformelt.

Ja, andre ser hvad vi foretager os, og lægger mærke til det hvis vi ikke selv følger de tilskyndelser vi giver. Lad os derfor bestræbe os på at handle i overensstemmelse med det vi siger, og derved opnå frimodighed i tale.

Når vi beder

Det er særlig vigtigt at vi har frimodighed i tale når vi beder til Jehova. Vi kan uden hindringer udøse vort hjerte for Jehova i tillid til at han lytter til vore bønner og besvarer dem. Det giver os et varmt og nært forhold til vor himmelske Fader. Vi bør aldrig tøve med at komme frem for Jehova fordi vi mener at vi er alt for ubetydelige i hans øjne. Hvad skal vi gøre hvis vi har svært ved at give udtryk for det der bor i vort hjerte, fordi vi er tyngede af skyld efter at have begået et fejltrin eller en synd? Kan vi så stadig frit henvende os til den allerhøjeste i universet?

Jesus indtager en ophøjet stilling som ypperstepræst, og det giver os endnu større grund til at være frimodige når vi beder. Vi læser i Hebræerbrevet 4:15, 16: „Vi har ikke en ypperstepræst som ikke kan føle med vore svagheder, men en som er blevet prøvet i alle henseender ligesom vi, men uden synd. Lad os derfor med frimodighed i tale træde frem for den ufortjente godheds trone, for at vi kan opnå barmhjertighed og finde ufortjent godhed til hjælp i rette tid.“ Ja, Jesu død og hans rolle som ypperstepræst har stor værdi for os.

Hvis vi oprigtigt bestræber os for at adlyde Jehova, kan vi være sikre på at han vil lytte til os. Apostelen Johannes skrev: „I elskede, hvis vort hjerte ikke fordømmer os, har vi frimodighed i tale over for Gud; og hvad vi end beder om, får vi fra ham, fordi vi holder hans bud og gør det der er tiltalende i hans øjne.“ — 1 Johannes 3:21, 22.

At vi uhindret kan henvende os til Jehova i bøn, betyder at vi kan fortælle ham alt. Uanset hvad vi frygter eller hvilke bekymringer eller ængstelser der plager os, kan vi fortælle Jehova om dem i tillid til at han ikke vil vende det døve øre til vore oprigtige bønner. Ikke engang hvis vi har begået alvorlige synder, behøver skyldfølelse at hindre os i at tale frit til Jehova i bøn når blot vi angrer oprigtigt.

Det er en ufortjent og dyrebar gave at have frimodighed i tale. Når vi har det, kan vi ære Gud i vores forkyndelse og undervisning og knytte os stadig nærmere til ham i bøn. Lad os derfor ikke ’kaste vor frimodighed i tale bort; den har en stor løn at få udbetalt’, det evige liv. — Hebræerne 10:35.

[Illustration på side 13]

Apostelen Paulus talte med frimodighed

[Illustrationer på side 15]

For at kunne være dygtig til at undervise må man have frimodighed i tale

[Illustration på side 16]

Det er vigtigt at have frimodighed i tale når vi beder