Livsberetning

En glad tjeneste trods svigtende helbred

FORTALT AF VARNAVAS SPETSIOTIS

I 1990, da jeg var 68 år gammel, blev jeg fuldstændig lammet. Alligevel har jeg nu i 15 år haft den glæde at tjene som heltidsforkynder på øen Cypern. Hvad har styrket mig til at forblive aktiv i tjenesten for Jehova trods mit svage helbred?

JEG er født den 11. oktober 1922. Vi var ni børn — fire drenge og fem piger. Vi boede i landsbyen Xylophagou på Cypern. Mine forældre var forholdsvis velstillede, men der skulle alligevel arbejdes hårdt i markerne for at forsørge så stor en familie.

Min far, Antonis, var af natur meget læselysten og videbegærlig. Kort tid efter min fødsel fik han en dag da han var på besøg hos landsbyens skolelærer, øje på en traktat med titlen Peoples Pulpit udgivet af bibelstudenterne (som Jehovas Vidner dengang hed). Han begyndte at læse i den og var snart opslugt af dens indhold. Følgen blev at min far og en af hans venner, Andreas Christou, var blandt de første på Cypern der sluttede sig til Jehovas Vidner.

Vækst trods modstand

Min far og Andreas Christou modtog med tiden flere af Jehovas Vidners bibelske publikationer. Inden længe følte de sig begge tilskyndet til at fortælle andre i landsbyen om de bibelske sandheder de havde lært. Deres forkyndelsesarbejde mødte stærk modstand fra præsterne i den  græskortodokse kirke og andre som mente at Jehovas Vidner havde en skadelig indflydelse på folk.

Mange i landsbyen kunne dog ikke andet end respektere de to forkyndere. Min far var kendt for sin venlighed og gavmildhed. Det skete ofte at han gav fattige familier en håndsrækning. Nogle gange listede han ud af huset sent om aftenen for at stille noget mel eller brød uden for familiernes dør. En sådan uselvisk, kristen opførsel gjorde de to forkynderes budskab endnu mere tiltalende. — Mattæus 5:16.

Resultatet blev at omkring en halv snes i området reagerede positivt på Bibelens budskab. Efterhånden som deres forståelse af sandheden voksede, følte de behov for at mødes i private hjem og studere Bibelen sammen. Omkring 1934 ankom Nikos Matheakis, en heltidsforkynder fra Grækenland, til Cypern og virkede sammen med forkyndergruppen i Xylophagou. Tålmodigt og beslutsomt hjalp han brødrene til at organisere gruppen og til at få en bedre forståelse af Skrifterne. Denne gruppe kom til at udgøre kernen i den første menighed af Jehovas Vidner på Cypern.

Efterhånden som forkyndelsesarbejdet skred frem, og flere tog imod sandheden, indså brødrene at det var nødvendigt at finde et permanent mødested. Min ældste bror, George, og hans kone, Eleni, tilbød brødrene at benytte en bygning de anvendte som lade. Denne bygning lå ved siden af huset de boede i, og den blev istandsat og ombygget så den kunne bruges til afholdelse af de kristne møder. Nu havde brødrene på øen deres egen rigssal, og hvor var de taknemmelige! Det satte virkelig skub i tingene og førte til yderligere vækst.

Jeg vælger sandhedens vej

I 1938, da jeg var 16, besluttede jeg mig for at blive tømrer. Min far sendte mig derfor til hovedstaden, Nicosia. Han viste stor  forudseenhed, for han arrangerede at jeg skulle bo hos Nikos Matheakis. Mange på øen husker endnu denne trofaste broders nidkærhed og gæstfrihed. Hans store begejstring og ukuelige mod var egenskaber som enhver kristen på Cypern havde brug for på den tid.

Broder Matheakis medvirkede i høj grad til at jeg blev grundfæstet i sandheden og gjorde åndelige fremskridt. Mens jeg boede hos ham, overværede jeg alle de møder som blev holdt i hans hjem. Jeg mærkede for første gang hvordan min kærlighed til Jehova voksede, og jeg blev mere og mere besluttet på at jeg ville opdyrke et meningsfyldt forhold til Gud. Der gik ikke mange måneder før jeg spurgte broder Matheakis om jeg måtte følges med ham i forkyndelsen. Det var i 1939.

Nogen tid senere tog jeg hjem for at besøge min familie. Ved at være sammen med min far et stykke tid blev jeg yderligere styrket i min overbevisning om at jeg havde fundet sandheden og meningen med livet. I september 1939 udbrød den anden verdenskrig. Mange af de unge mænd på min alder meldte sig frivilligt som soldater, men i overensstemmelse med Bibelens vejledning besluttede jeg at forblive neutral. (Esajas 2:4; Johannes 15:19) Samme år indviede jeg mig til Jehova, og blev døbt i 1940. For første gang følte jeg mig helt fri for menneskefrygt!

I 1948 blev jeg gift med Efprepia, og sammen fik vi fire børn. Det gik hurtigt op for os at det krævede en stor indsats at „opdrage dem i Jehovas tugt og formaning“. (Efeserne 6:4) Vores anstrengelser og bønner var koncentreret om at hjælpe vores børn til at opdyrke en inderlig kærlighed til Jehova og dyb respekt for hans principper og love.

Helbredsproblemer bliver en prøve

I 1964, da jeg var 42, begyndte jeg at miste følelsen i min højre hånd og mit højre ben. Efterhånden bredte det sig også til den venstre side. Diagnosen lød på muskelsvind, en uhelbredelig sygdom der til sidst ville føre til fuldstændig lammelse. Jeg var dybt rystet. Det hele var sket så hurtigt og  uventet! Overvældet af vrede og forbitrelse tænkte jeg: ’Hvorfor skulle det lige ske for mig? Hvad har jeg gjort siden dette er overgået mig?’ Med tiden kom jeg mig over det umiddelbare chok. Men så blev jeg grebet af angst og usikkerhed. Spørgsmålene kørte rundt i mit hoved. Ville jeg blive fuldstændig lammet og helt afhængig af andre? Hvordan ville jeg klare det? Ville jeg være i stand til at forsørge min kone og vores fire børn? Alle disse spekulationer pinte mig.

På dette kritiske tidspunkt i mit liv følte jeg mere end nogen sinde før behov for at vende mig til Jehova i oprigtig bøn og fortælle ham om alt det der bekymrede mig. Med tårer i øjnene bad jeg dag og nat, og inden længe fandt jeg lindring. De styrkende ord fra Filipperbrevet 4:6, 7 viste sig at være sande: „Vær ikke bekymrede for noget, men lad i alt jeres anmodninger blive gjort kendt for Gud ved bøn og anråbelse sammen med taksigelse; og Guds fred, som overgår al forstand, vil ved Kristus Jesus beskytte jeres hjerter og jeres sind.“

Jeg lærer at leve med lammelsen

Min tilstand blev stadig værre, og jeg indså at jeg hurtigt måtte tilpasse mig den nye situation. Da jeg ikke længere kunne arbejde som tømrer, besluttede jeg at finde et arbejde som jeg var i stand til at klare, så jeg kunne tjene til dagen og vejen. Til at begynde med solgte jeg is fra en lille varevogn. Det fortsatte jeg med i omkring seks år indtil mit helbred blev så dårligt at jeg måtte i kørestol. Derefter fandt jeg forskelligt lettere arbejde, alt efter hvad jeg kunne magte.

Siden 1990 har mit helbred været så dårligt at jeg slet ikke har kunnet arbejde. Jeg er nu fuldstændig afhængig af andre, selv når det drejer sig om mindre ting som ikke er noget problem for raske mennesker. Jeg må have hjælp når jeg skal i seng, til at vaske mig og til at klæde mig på. For at komme til de kristne møder må jeg have en til at skubbe kørestolen hen til bilen og løfte mig ind i den. Og henne ved rigssalen må nogen løfte mig ud af bilen, sætte mig ned i kørestolen og køre mig ind i salen. Under mødet sidder jeg med et lille elektrisk varmeapparat der holder mine fødder varme.

Til trods for lammelsen overværer jeg næsten alle møderne. Jeg ved at det er her Jehova oplærer os, og samværet med mine trosfæller forfrisker, hjælper og opmuntrer mig. (Hebræerne 10:24, 25) Det styrker mig også meget at åndeligt modne brødre og søstre regelmæssigt besøger mig. Som David føler jeg at „mit bæger er fyldt op“. — Salme 23:5.

Min kære hustru har i alle disse år været en vidunderlig støtte for mig, og mine børn har også ofret meget for min skyld. I flere år har de hjulpet mig med de daglige gøremål, og det er ikke en let opgave. Som årene går bliver det mere og mere vanskeligt at passe mig. Min familie har virkelig vist tålmodighed og selvopofrelse, og jeg beder til at Jehova fortsat vil velsigne dem.

Bønnen er endnu en fantastisk foranstaltning hvorigennem Jehova styrker sine tjenere. (Salme 65:2) Som svar på mine inderlige anråbelser har Jehova i alle årene givet mig styrke til at bevare troen. Det er især når jeg er langt nede at bønnen hjælper mig til at bevare glæden. Gennem regelmæssig kommunikation med Jehova får jeg nyt mod og bestyrkes i min beslutning om at fortsætte. Jeg er overbevist om at Jehova hører sine tjeneres bønner, og at han giver dem den fred i sindet som de har brug for. — Salme 51:17; 1 Peter 5:7.

Noget af det jeg finder mest opmuntrende at tænke på, er at Gud vil helbrede  alle dem der bliver velsignet med evigt liv på en paradisisk jord under hans søn, Jesu Kristi, styre. Ofte løber tårerne ned ad kinderne på mig når jeg tænker på dette vidunderlige håb. — Salme 37:11, 29; Lukas 23:43; Åbenbaringen 21:3, 4.

Tjenesten som heltidsforkynder

Omkring 1991 tog jeg min situation op til grundig overvejelse og indså at den bedste måde at undgå selvmedlidenhed på var at være travlt optaget af at fortælle andre den gode nyhed om Riget. Samme år begyndte jeg derfor som heltidsforkynder.

På grund af mit handicap foregår det meste af min forkyndelse gennem brevskrivning. Jeg har ikke let ved at skrive, for jeg finder det svært at holde fast om pennen, da min hånd er svækket af muskelsvind. Men ved hjælp af udholdenhed og bøn har jeg nu i over 15 år forkyndt gennem brevskrivning. Jeg benytter også telefonen til forkyndelse. Og når som helst slægtninge, venner eller naboer kommer på besøg, benytter jeg lejligheden til at fortælle dem om den nye verden.

Det har ført til mange gode oplevelser. Det har glædet mig meget at se et af mine børnebørn, som jeg for 12 år siden studerede Bibelen med, gøre åndelige fremskridt og vise værdsættelse af de bibelske sandheder. På grund af sin bibeloplærte samvittighed har han taget et fast standpunkt i forbindelse med spørgsmålet om kristen neutralitet.

Jeg bliver særlig glad når nogle af dem jeg har skrevet til, kontakter mig for at få flere oplysninger om Bibelen. Til tider beder nogle af dem om flere publikationer. En dame ringede for eksempel og takkede mig for det opmuntrende brev jeg havde sendt til hendes mand. Hun syntes at brevet indeholdt nogle interessante tanker. Det førte til flere bibelske samtaler med hende og hendes mand hjemme hos mig.

Et lyst syn på fremtiden

Gennem årene har jeg set hvordan antallet af forkyndere er steget på Cypern. Den lille rigssal ved siden af min bror Georges hus er blevet udvidet og istandsat flere gange. Det er en dejlig rigssal som benyttes af to menigheder.

Min far døde i 1943, kun 52 år gammel. Men han efterlod en stor åndelig arv! Otte af hans børn har taget imod sandheden og tjener stadig Jehova. I landsbyen Xylophagou, hvor far blev født, og i de omkringliggende landsbyer, er der nu tre menigheder med i alt 230 forkyndere!

Det har været meget opmuntrende for mig at være vidne til den store vækst. Nu da jeg er 83, kan jeg fuldt ud tilslutte mig salmisten ord: „De unge løver med manke har lidt savn, og de har været sultne; men de der søger Jehova skal intet godt mangle.“ (Salme 34:10) Jeg ser med spændt forventning frem til den dag da profetien fra Esajas 35:6 går i opfyldelse: „Da springer den halte som hjorten.“ Indtil den dag oprinder, er jeg er fast besluttet på at tjene Jehova med glæde trods et dårligt helbred.

[Kort på side 17]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

TYRKIET

SYRIEN

LIBANON

CYPERN

Nicosia

Xylophagou

Middelhavet

[Illustration på side 17]

Den første rigssal i Xylophagou er stadig i brug

[Illustrationer på side 18]

Sammen med Efprepia i 1946 og i dag

[Illustration på side 20]

Jeg er glad for at forkynde ved hjælp af telefonen og gennem brevskrivning