Hovedpunkter fra den anden bog i Salmerne
Jehovas ord er levende
Hovedpunkter fra den anden bog i Salmerne
SOM Jehovas tjenere ved vi at vi kan komme ud for trængsler og prøver. „Alle de som ønsker at leve gudhengivent i samfund med Kristus Jesus vil også blive forfulgt,“ skrev apostelen Paulus. (2 Timoteus 3:12) Hvad kan hjælpe os til at udholde prøver og forfølgelse og derved vise vores loyalitet over for Gud?
Det kan den anden af de fem samlinger af Salmernes Bog. Salme 42 til 72 viser at vi for at holde trofast ud under trængsler må have fuld tillid til Jehova og lære at vente på at han griber ind og udfrier os. Dette fortæller os noget vigtigt! Budskabet i Salmernes anden bog er, ligesom resten af Guds ord, „levende og virkende“, selv i vore dage. — Hebræerne 4:12.
JEHOVA ER VOR „TILFLUGT OG STYRKE“
En levit er i eksil. Bedrøvet over at han ikke kan tilbede Jehova i hans helligdom, trøster han sig selv med ordene: „Hvorfor er du fortvivlet, min sjæl, og hvorfor bruser du i mig? Vent på Gud.“ (Salme 42:5, 11; 43:5) Dette vers, som gentages, forbinder de tre strofer i Salme 42 og 43 så de udgør et samlet digt. Salme 44 er en indtrængende bøn for Juda — en nation i fare, måske fordi assyrerne truede med at invadere landet på kong Ezekias’ tid.
Salme 45, en sang om et kongeligt bryllup, er en profeti om den messianske konge. De tre følgende salmer skildrer Jehova som „en tilflugt og styrke“, som „en stor konge over hele jorden“ og som „et tilflugtsbjerg“. (Salme 46:1; 47:2; 48:3) Salme 49 viser at „end ikke en broder“ kan noget menneske „på nogen måde løskøbe“. (Salme 49:7) De første otte salmer i den anden samling er skrevet af Koras sønner. Den niende, Salme 50, er skrevet af Asaf.
Svar på spørgsmål til bibelteksten:
44:19 — Hvad var „sjakalers sted“? Salmisten henviste måske til en slagmark hvor de døde blev ædt af sjakaler.
45:13, 14a — Hvem er „kongedatteren“ som „føres . . . til kongen“? Hun er datter af „evighedens Konge“, Jehova Gud. (Åbenbaringen 15:3) Hun repræsenterer den herliggjorte menighed af 144.000 kristne, som Jehova adopterer som sine børn ved at salve dem med sin ånd. (Romerne 8:16) Denne ’datter’ af Jehova der er „beredt som en brud smykket for sin ægtemand“, vil blive bragt til brudgommen, den messianske konge. — Åbenbaringen 21:2.
45:14b, 15 — Hvem er „jomfruerne“ et billede på? De er et billede på den ’store skare’ af sande tilbedere som slutter sig til og støtter den salvede rest. Eftersom de „kommer ud af den store trængsel“, vil de være på jorden når den messianske konges bryllup er fuldbyrdet i himmelen. (Åbenbaringen 7:9, 13, 14) Ved den lejlighed vil de blive fyldt med „fryd og jubel“.
45:16 — På hvilken måde vil der være sønner i kongens forfædres sted? Da Jesus blev født på jorden, havde han jordiske forfædre. De vil blive hans sønner når han oprejser dem fra de døde under sit tusindårige herredømme. Nogle af dem vil være blandt dem der udnævnes til „fyrster på hele jorden“.
50:2 — Hvorfor omtales Jerusalem som „fuldendt i skønhed“? Det var ikke på grund af byens udseende, men fordi Jehova brugte den og omgav den med pragt og herlighed ved at lade sit tempel opføre dér og gøre den til hovedstad for sine salvede konger.
Hvad vi kan lære:
42:1-3. Som en hind, eller hunhjort, længes efter vand i et tørt område, længtes levitten efter Jehova. Så intens var denne mands bedrøvelse over at han ikke kunne tilbede Jehova i hans helligdom, at ’hans tårer blev hans brød dag og nat’ — han mistede appetitten. Hvor må vi værdsætte det når vi kan tilbede Jehova sammen med vore trosfæller!
42:4, 5, 11; 43:3-5. Hvis vi af en eller anden grund som vi ikke har indflydelse på, midlertidigt er afskåret fra den kristne menighed, kan erindringen om den glæde vi følte ved samværet med vore trosfæller, holde os oppe. Selvom det til at begynde med kan forstærke ensomhedsfølelsen, vil det også minde os om at Gud er vor tilflugt, og at vi må vente på at han bringer udfrielse.
46:1-3. Uanset hvilken modgang vi oplever, må vi have urokkelig tillid til at Gud er „en tilflugt og styrke“ for os.
50:16-19. Enhver som taler svig og øver det der er slet, har ingen ret til at repræsentere Gud.
50:20. Vi bør ikke udbasunere andres fejl, men overse dem. — Kolossenserne 3:13.
„VENT TAVST PÅ GUD, MIN SJÆL“
Denne gruppe af salmer begynder med Davids inderlige bøn efter hans synd med Batseba. Salme 52 til 57 viser at Jehova vil udfri dem der kaster deres byrde på ham og venter på at han frelser dem. Som udtrykt i Salme 58-64 gør David i al sin kval Jehova til sin tilflugt. Han synger: „Ja, vent tavst på Gud, min sjæl, for fra ham kommer mit håb.“ — Salme 62:5.
Nært venskab med Jehova Gud, vor Befrier, skulle få os til at ’synge og spille til pris for hans navns herlighed’. (Salme 66:2) I Salme 65 lovsynges Jehova som en gavmild forsørger, i Salme 67 og 68 som en Gud der gør frelsesgerninger, og i Salme 70 og 71 som den der kan bringe os i sikkerhed.
Svar på spørgsmål til bibelteksten:
51:12 — Hvad mente David da han bad om at blive støttet af „en villig ånd“? Her hentydes der hverken til Guds villighed til at hjælpe David eller til Jehovas hellige ånd, men derimod til Davids egen ånd — hans sinds drivkraft. Han beder Gud om at indgive ham ønsket om at gøre hvad der er ret.
53:1 — På hvilken måde er den der benægter Guds eksistens, ’uforstandig’? Den uforstandighed der omtales her, sigter ikke til mangel på forstandsevner, men til mangel på moralsk sans. Det fremgår af Salme 53:1-4, hvor det moralske fordærv som uforstandighed resulterer i, er beskrevet.
58:3-5 — På hvilken måde er de ugudelige som en slange? De løgne de fortæller om andre, er ligesom slangegift. De forgifter, eller ødelægger, ofrenes gode rygte. „Som brilleslangen der stopper sit øre til,“ nægter de ugudelige at lytte til vejledning.
58:7 — Hvordan ’svinder’ de ugudelige „som vand der flyder bort“? David kan have tænkt på vandstrømmene i visse flodlejer i det forjættede land. Et skybrud kan få vandstanden til at stige i sådanne flodlejer, men vandet løber hurtigt bort og forsvinder. David bad om at de ugudelige hurtigt måtte forsvinde.
68:13 — Hvad menes der med at ’duens vinger vil være dækket med sølv, og dens svingfjer med gulgrønt guld’? Visse blågrå duer har et perlemorsagtigt farvespil i nogle af deres fjer. Deres fjerdragt får derved et metallisk changerende skær i det gyldne sollys. David så måske en vis lighed mellem de sejrrige israelitter der kom hjem fra et slag, og en sådan due med sine stærke vinger og sin strålende fremtoning. Som nogle bibelforskere mener, kan beskrivelsen af en sådan due måske også sigte til et kunstværk der tages som bytte, et sejrstrofæ. Under alle omstændigheder hentydede David til de sejre Jehova havde givet sit folk over dets fjender.
68:18 — Hvem var de „gaver i form af mennesker“ som omtales i verset? Det var nogle af de mænd der blev taget til fange under erobringen af det forjættede land. Disse mænd blev senere sat til at hjælpe levitterne med deres arbejde. — Ezra 8:20.
68:30 — Hvad menes der med anmodningen om at ’revse det vilde dyr i rørskoven’? Her omtaler David i symbolske vendinger Jehovas folks fjender som vilde dyr, og han beder Gud om at irettesætte dem, eller hindre dem i at bruge deres styrke til at volde skade.
69:23 — Hvad ligger der i udtrykket ’få fjendernes lænder til at ryste’? Musklerne i området omkring lænden er nødvendige for at udføre tungt arbejde, som for eksempel at løfte og bære tunge byrder. Når lænden ryster eller skælver, betyder det derfor at man har mistet kraften. David bad om at hans fjender måtte få frataget deres styrke.
Hvad vi kan lære:
51:1-4, 17. Selvom vi begår en alvorlig synd, betyder det ikke nødvendigvis at vort forhold til Jehova er ødelagt. Hvis vi angrer, kan vi have tillid til at han vil vise os barmhjertighed.
51:5, 7-10. Vi har arvet synden, men når vi synder, kan vi bede Jehova om tilgivelse. Vi kan også bede ham om at rense os, give os styrke til at komme åndeligt på fode igen, hjælpe os til at fjerne syndige tilbøjeligheder fra vort hjerte og give os en fast ånd.
51:18. Davids synder truede hele nationens velfærd. Derfor bad han Gud om at vise velvilje mod Zion. Når vi begår en alvorlig synd, bringer det ofte vanære over Jehovas navn og over menigheden. Vi må derfor bede Gud om at gøre den skade god igen vi har forvoldt.
52:8. Vi kan være „som et frodigt oliventræ i Guds hus“ — tæt på Jehova og produktive i tjenesten for ham — ved at adlyde ham og villigt tage imod hans tugt. — Hebræerne 12:5, 6.
55:4, 5, 12-14, 16-18. Det voldte David stor sorg at hans egen søn Absalom havde anstiftet en sammensværgelse mod ham, og at hans betroede rådgiver Akitofel havde forrådt ham. Men det svækkede ikke hans tillid til Jehova. Hvis vi bliver udsat for noget der volder os stor sorg, må det heller ikke svække vores tillid til Gud.
55:22. Hvordan kan vi kaste vores byrde på Jehova? Det kan vi (1) ved i en bøn at fortælle Jehova hvad der bekymrer os, (2) ved at vende os til hans ord og organisation for at få vejledning og støtte, og (3) ved at gøre hvad vi kan for at lette situationen. — Ordsprogene 3:5, 6; 11:14; 15:22; Filipperne 4:6, 7.
56:8. Jehova er ikke blot klar over hvilken situation vi befinder os i, men også hvordan den berører os følelsesmæssigt.
62:11. Gud er ikke afhængig af ydre energikilder. Det er ham der er kilden til al kraft. ’Styrken er hans.’
63:3. Guds „loyale hengivenhed er bedre end livet“, for uden den er livet tomt og meningsløst. Vi gør derfor klogt i at opdyrke venskab med Jehova.
63:6. Nattetimerne — en tid hvor der er stille og fredfyldt — kan være et udmærket tidspunkt til eftertanke.
64:2-4. Nedbrydende sladder kan ødelægge et menneskes gode navn. Vi skal hverken lægge øre til en sådan sladder eller sprede den.
69:4. For at bevare freden kan det somme tider være klogt af os at „give tilbage“ ved at give en undskyldning selvom vi ikke mener at vi har gjort noget forkert.
70:1-5. Jehova lytter til vores tryglen om hjælp. (1 Thessaloniker 5:17; Jakob 1:13; 2 Peter 2:9) Måske tillader Gud at en prøvelse fortsætter, men han vil give os visdom til at klare situationen og styrke til at udholde den. Han vil ikke lade os ’blive fristet ud over hvad vi kan tåle’. — 1 Korinther 10:13; Hebræerne 10:36; Jakob 1:5-8.
71:5, 17. David fik mod og styrke ved at stole på Jehova i sin ungdom — også før han stod over for filisterkæmpen Goliat. (1 Samuel 17:34-37) Unge gør vel i at støtte sig til Jehova i alt hvad de gør.
„Måtte hans herlighed fylde hele jorden“
Den sidste sang i Salmernes anden samling, Salme 72, omhandler Salomons styre og skildrer samtidig hvordan forholdene vil blive på jorden under Messias’ herredømme. De velsignelser der beskrives her, er vidunderlige — stor fred, ingen vold og undertrykkelse, bugnende afgrøder! Vil vi være blandt dem der kommer til at opleve disse og andre af Rigets velsignelser? Ja, hvis vi, som salmisten, er indstillet på at vente på Jehova og gøre ham til vor tilflugt og styrke.
Davids bønner slutter med ordene: „Velsignet være Jehova Gud, Israels Gud, som alene gør undergerninger. Og velsignet være hans herlige navn evindelig, ja, måtte hans herlighed fylde hele jorden. Amen og amen.“ (Salme 72:18-20) Lad os på samme måde med hele vort hjerte prise Jehova og hans herlige navn.
[Illustration på side 9]
Hvem er „kongedatteren“ et billede på?
[Illustration på side 10, 11]
Hvorfor omtales Jerusalem som „fuldendt i skønhed“?
