„Den der giver agt på retledning er klog“

„RET dit hjerte mod tugt, og dit øre mod kundskabs ord,“ siges der i Ordsprogene 23:12. Ordet „tugt“, eller moralsk oplæring, omfatter i dette skriftsted både selvtugt og retledning som vi får af andre. For at „tugte“ på rette måde må man vide hvilken form for irettesættelse der er brug for, og hvordan den skal gives. Det er derfor af afgørende betydning at „kundskabs ord“ kommer fra en pålidelig kilde.

I Ordsprogenes Bog finder man mange vise ord. De ordsprog bogen indeholder, er „skrevet for at man kan lære visdom og tugt at kende, . . . for at man kan tage imod tugt der giver indsigt, imod retfærdighed, retsbevidsthed og retskaffenhed“. (Ordsprogene 1:1-3) Vi gør klogt i at ’rette vort øre’ mod dem. Det 15. kapitel i Ordsprogenes Bog giver god vejledning om hvordan man kan beherske sin vrede, bruge tungen på rette måde og videregive kundskab. Lad os se på nogle vers fra dette kapitel.

Hvad „afvender forbitrelse“?

Kong Salomon af Israel beskriver hvordan vrede påvirkes af det man siger: „Et mildt svar afvender forbitrelse, men et sårende ord vækker vrede.“ (Ordsprogene 15:1) Vrede er et udtryk der bruges til at beskrive en stærk følelse af uvilje. Forbitrelse betegner en mere indædt eller nagende vrede. Hvordan kan dette ordsprog hjælpe os til at reagere rigtigt når andre bliver vrede på os, og til at beherske vores egen vrede?

Hårde ord som volder smerte, kan gøre en ubehagelig situation værre. Et mildt svar har derimod ofte en beroligende virkning. Men det er ikke altid let at give en vred person et mildt svar. Det hjælper dog hvis man prøver at forstå hvorfor vedkommende er vred. Bibelen siger: „Et menneskes indsigt bremser hans vrede, og det er til hæder for ham at han bærer over med andres overtrædelse.“ (Ordsprogene 19:11) Kunne det være at personen er vred fordi han eller hun føler sig usikker eller vil have opmærksomhed? Den egentlige årsag har måske slet ikke noget at gøre med hvad vi har sagt eller gjort. Når vi bliver mødt med vrede i den kristne forkyndelse, skyldes det så ikke ofte at den besøgte er fejlunderrettet om  vores tro eller er forblindet på grund af en eller anden misforståelse? Skal vi tage det personligt og svare skarpt igen? Selv når man ikke ved hvorfor en person er vred, ville dét at svare igen med sårende ord være et udtryk for manglende selvdisciplin fra vores side. Sådan bør vi ikke reagere.

At give et mildt svar er også et rigtig godt råd i forbindelse med at beherske sin egen vrede. Vi kan følge dette råd ved at lære at give udtryk for vores følelser på en måde der ikke sårer andre. I familien bør vi bestræbe os for at udtrykke os på en rolig måde i stedet for at gøre brug af hårde ord eller nedsættende øgenavne. Fjendtlige ord giver ofte modparten lyst til at give igen med samme mønt. Hvis man i stedet på en mild og kærlig måde fortæller den anden hvordan man føler, vil det virke mindre anklagende og måske motivere vedkommende til at gøre skaden god igen.

„De vises tunge gør vel“

Selvdisciplin påvirker både den måde vi siger tingene på, og hvad vi siger. „De vises tunge gør vel med kundskab,“ siger Salomon, „men tåbers mund lader dårskab vælde frem.“ (Ordsprogene 15:2) Når vi opdyrker et ønske om at hjælpe andre og taler med dem om Guds hensigt og hans vidunderlige foranstaltninger, kan det siges at vi „gør vel med kundskab“. Det er ikke noget en tåbe kan gøre, for han mangler kundskab.

Før Salomon giver yderligere vejledning om brugen af tungen, siger han noget tankevækkende. „Jehovas øjne er alle steder, holder vagt over onde og gode.“ (Ordsprogene 15:3) Det kan vi glæde os over, for vi får denne forsikring: „Hvad Jehova angår, hans øjne skuer ud over hele jorden for at han kan vise sig stærk sammen med dem hvis hjerte er helt med ham.“ (2 Krønikebog 16:9) Gud ved når vi gør det gode. Han lægger også mærke til dem der handler ondt, og vil kræve dem til regnskab for det.

Salomon understreger igen vigtigheden af at have en mild tunge: „Tungens ro er et livets træ, men falskhed på den sønderbryder ånden.“ (Ordsprogene 15:4) Udtrykket „livets træ“ sigter blandt andet til helbredende og styrkende egenskaber. (Åbenbaringen 22:2) Den vises rolige tale styrker ånden hos dem der lytter til ham, og appellerer til deres gode egenskaber. En bedragerisk eller fordærvet tunge knuser derimod ånden hos dem der lytter til den.

Om at modtage tugt og ’udstrø kundskab’

Den vise konge fortsætter: „Dåren ringeagter sin faders tugt, men den der giver agt på retledning er klog.“ (Ordsprogene 15:5) Hvordan kan nogen ’give agt på retledning’ hvis ikke den bliver givet? Viser dette skriftsted ikke at der bør gives retledning når der er brug for det? I familien er det forældrenes, især faderens, ansvar at give børnene moralsk oplæring, og børnene har pligt til at tage imod en sådan oplæring. (Efeserne 6:1-3) Men alle Jehovas tjenere bliver tugtet på den ene eller den anden måde. I Hebræerbrevet 12:6 siges der: „Den Jehova elsker, tugter han; ja, han svinger svøben over enhver som han tager imod som søn.“ Den måde vi reagerer på når vi tugtes, viser om vi er kloge eller dåragtige.

Salomon bruger nu endnu en kontrast. Han siger: „De vises læber udstrør kundskab, men sådan er tåbernes hjerte ikke.“ (Ordsprogene 15:7) At videregive kundskab er som at udstrø sæd. I gammel tid såede landmænd ikke al deres sædekorn på ét sted; de strøede nogle få sædekorn ad gangen ud over marken. Det samme gør sig gældende når vi deler ud af vores kundskab. Når vi for eksempel taler med nogen i forkyndelsen, vil det ikke være klogt at fortælle alt det vi ved om Bibelen, på én gang. Den der er vís, behersker sin  tale. Han „udstrør“ kundskab ved at fremhæve én bibelsk tanke ad gangen, samtidig med at han tager hensyn til hvad den besøgte siger. Det var det vores forbillede, Jesus Kristus, gjorde da han talte med den samaritanske kvinde. — Johannes 4:7-26.

At formidle kundskab indebærer at man siger noget der er oplysende, gavnligt og tilskyndende. Det kræver at man på forhånd tænker over hvad man vil sige. „Den retfærdiges hjerte grunder over hvordan det skal svare.“ (Ordsprogene 15:28) Hvor er det vigtigt at vores ord kommer som en stille, velgørende regn der gennemvæder jorden, og ikke er som en rivende strøm der skyller alt bort på sin vej!

’Hellige i vores adfærd’

Det er et udtryk for visdom at udstrø kundskab om Jehova og hans hensigt og at bringe ham „lovprisningsoffer“, det vil sige „frugt af læber“. (Hebræerne 13:15) Men hvis et sådant offer skal være antageligt for Jehova, må vi være ’hellige i hele vores adfærd’. (1 Peter 1:14-16) Salomon henleder vores opmærksomhed på denne vigtige sandhed ved hjælp af to ordsprog som indeholder kontraster. Han siger: „De ugudeliges slagtoffer er en vederstyggelighed for Jehova, men de retskafnes bøn har hans velbehag. Den ugudeliges vej er en vederstyggelighed for Jehova, men han elsker den der jager efter retfærdighed.“ — Ordsprogene 15:8, 9.

Hvordan ser de der forlader vejen til livet, på retledning, og hvad venter der dem? (Mattæus 7:13, 14) „Tugten er slem for den der forlader stien; den der hader retledning dør.“ (Ordsprogene 15:10) I stedet for at tage imod korrigerende tugt fra de ansvarshavende i den kristne menighed og vise ægte sindsændring vælger nogle der følger en forkert kurs, at forlade retfærdighedens sti. Hvor tåbeligt! En anden oversættelse af ordsproget lyder: „Streng straf rammer den, der forlader vejen, den, der hader retledning, dør.“ — Den danske autoriserede oversættelse.

Hvad hvis nogen foregiver at tage imod retledning, men i virkeligheden hader den? Også det er uklogt. „Sheol og Ødelæggelsen er blottede for Jehova,“ siger Israels konge. „Hvor meget mere menneskesønnernes hjerter!“ (Ordsprogene 15:11) Intet kan i billedlig forstand være længere væk fra den levende Gud end Sheol, et dødens sted. Alligevel er Sheol lige foran ham. Han kender alle som befinder sig der, til mindste detalje og er i stand til at oprejse dem. (Salme 139:8; Johannes 5:28, 29) Derfor er det ingen sag for ham  at vide hvad der bor i menneskenes hjerter! „Alle ting er nøgne og blottede for hans øjne, ham vi skal stå til regnskab,“ skrev apostelen Paulus. (Hebræerne 4:13) Man kan narre mennesker, men ikke Gud.

En der afviser tugt, hader ikke blot retledning, men har også foragt for den der giver ham den. „Spotteren elsker ikke den der retleder ham,“ siger Salomon. Ved hjælp af en parallelisme uddyber han tanken med ordene: „Han går ikke hen til de vise.“ (Ordsprogene 15:12) Der er ikke meget håb om at en sådan person vil ændre kurs!

Et optimistisk livssyn

I de næste tre ordsprog af Salomon tales der om hjertet. Den vise konge beskriver den virkning vores følelser har på vores ansigtsudtryk: „Et hjerte der fryder sig er godt for ansigtet, men ved hjertesorg kommer en nedslået ånd.“ — Ordsprogene 15:13.

Hvad kan forårsage hjertesorg? „Ængstelse i en mands hjerte nedbøjer det,“ siger Bibelen. (Ordsprogene 12:25) Hvordan kan vi forhindre at negative ting i livet tager modet fra os? I stedet for hele tiden at dvæle ved alt det negative som vi måske ikke kan gøre så meget ved, kan vi tænke over de mange åndelige velsignelser vi får fra Jehova nu, og det han vil gøre for os i fremtiden. Det vil bringe os nærmere til ham. Ja, at komme nær til ’den lykkelige Gud’ vil helt sikkert gøre vores hjerte glad. — 1 Timoteus 1:11.

Noget andet der giver stor trøst og glæde, er Bibelens budskab. Salmisten priser den mand lykkelig som ’har lyst til Jehovas lov, og som dæmpet læser i den dag og nat’. (Salme 1:1, 2) Selv når vi har hjertesorg, kan dét at læse i Bibelen og grunde over det den siger, opmuntre os. Så er der også forkyndelsen som Gud har pålagt os at udføre. Vi forsikres om at „de der sår med tårer skal høste med glædesråb“. — Salme 126:5.

„Et forstandigt hjerte søger kundskab,“ siger Salomon, „men tåbernes mund stiler efter dårskab.“ (Ordsprogene 15:14) Dette ordsprog henleder vores opmærksomhed på den slående kontrast der er mellem de råd man får fra en der er forstandig, og dem man får fra en der er dåragtig. Den der har et forstandigt hjerte, vil søge kundskab før han giver et råd. Han lytter til det vedkommende fortæller ham, og sætter sig grundigt ind i sagens kendsgerninger. Han undersøger Bibelen for at finde frem til de love og principper som kan anvendes i den givne situation. Hans vejledning er baseret på Guds ord. En uforstandig person, derimod, gør sig ikke den ulejlighed at sætte sig ind i kendsgerningerne, og han buser ud med det første det bedste råd han kommer i tanker om. Når vi søger råd, er det derfor klogt at henvende os til nogle der er forstandige og modne frem for nogle der måske blot vil fortælle os hvad vi ønsker at høre. Hvor er det dejligt at der i den kristne menighed er „gaver i form af mennesker“ som „søger kundskab“ inden de rådgiver andre! — Efeserne 4:8.

Det næste ordsprog viser hvor gavnligt det er at have et positivt livssyn. Israels konge siger: „Alle den nødstedtes dage er onde, men den hvis hjerte er vel til mode har altid fest.“ (Ordsprogene 15:15) Gennem hele livet oplever vi medgang og modgang, glæder og sorger. Hvis vi kun dvæler ved det negative, vil problemer og bekymringer beherske vores tankegang, og tilværelsen bliver mørk og trist. Hvis vi derimod har de velsignelser og det håb Gud har givet os, i tanke, vil livets negative sider blive skubbet i baggrunden, og vi vil få en indre glæde. Når vi har et positivt livssyn, vil vi ’altid have fest’.

Der er derfor al mulig grund til at værdsætte retledning. Måtte vi lade den få indflydelse ikke blot på vores følelser, tale og adfærd, men også på vores syn på livet.

[Illustration på side 13]

„Et mildt svar afvender forbitrelse“

[Illustration på side 15]

Det er forældrenes ansvar at give børnene moralsk oplæring

[Illustration på side 15]

„De vises læber udstrør kundskab“