Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Et besøg der gav nyt mod

Et besøg der gav nyt mod

Et besøg der gav nyt mod

„JEG kunne næsten ikke vente med at fortælle min familie om de to ’engle’ Gud havde sendt til mig.“ Sådan skrev en venlig mand der havde haft besøg af to unge Jehovas Vidner. Nogle uger inden deres besøg havde han mistet sin kone efter 45 års ægteskab. Han var fuldstændig knust. Hans voksne børn havde støttet og trøstet ham, men de boede langt væk. Ingen venner eller naboer havde besøgt ham.

„Gud og jeg er ikke på talefod,“ sagde manden til de to forkyndere da de bankede på hans dør. De var imidlertid meget medfølende og gav ham en lille bibelsk traktat med titlen: Hvilket håb er der for de døde? Samme aften læste han traktaten og blev trøstet.

Ikke længe efter kom de to unge Jehovas Vidner igen. De havde tænkt på hvor trist han havde været sidst de var der, og kom nu for at se hvordan det gik ham. „Jeg var målløs,“ skrev manden senere. „Disse to fremmede bekymrede sig for mig og var interesserede i hvordan jeg havde det.“ Forkynderne opmuntrede ham med nogle tanker ud fra Bibelen og sagde at de ville komme igen. Det glædede den venlige mand, og han blev så rørt at han skrev ovennævnte ord i et brev som han sendte til Jehovas Vidners lokale rigssal.

Inden manden flyttede hen i nærheden af et af sine børn, overværede han et af Jehovas Vidners kristne møder og var også hjemme hos den ene af de unge forkynderes familie og spise et måltid mad. Han skrev: „Jeg rejser nu væk fra området, men disse unge mennesker og jeres kirke vil altid have en plads i mit hjerte og i mine bønner. Ja, nu beder jeg — ofte. Jeg har fået nyt mod på livet, og det er i høj grad takket være disse unge mennesker. Jeg vil altid være dem taknemmelig.“