Menneskenes søgen efter oplysning

„UVIDENHED er aldrig bedre end viden,“ har Laura Fermi, hustru til den kendte fysiker Enrico Fermi, engang sagt. Ikke alle er enige i dette. Nogle siger at hvad man ikke ved, har man ikke ondt af. Den ovennævnte udtalelse holder dog som regel stik, ikke kun inden for videnskabelig forskning, men også på andre af livets områder. Uvidenhed, i betydningen mangel på viden om hvad der er sandhed, har i århundreder fået folk til at tumle rundt i intellektuelt, åndeligt og moralsk mørke. — Efeserne 4:18.

Det er derfor at mange der tænker dybere over tingene, gerne vil have oplysning. De ønsker at vide hvorfor vi er her, og hvor vi er på vej hen. Ned gennem tiden har menneskenes søgen efter oplysning ført dem ind på mange forskellige veje. Lad os kort se på nogle af dem.

Skal man søge oplysning ad religiøs vej?

Ifølge buddhistisk tradition var Siddhartha Gautama, buddhismens grundlægger, dybt foruroliget over døden og lidelserne i verden. Han bad nogle hinduistiske lærere om hjælp til at finde „vejen til sandhed“. Nogle anbefalede yoga og streng selvfornægtelse. Med tiden nåede Gautama til det resultat at dyb meditation var vejen til oplysning.

Andre har brugt bevidsthedsudvidende stoffer i deres søgen efter oplysning. For eksempel hævder medlemmer af Native American Church i USA at peyote — en kaktus som indeholder hallucinogener — kan „åbenbare skjult kundskab“.

Den franske filosof Jean-Jacques Rousseau, som levede i det 18. århundrede, mente at enhver oprigtigt søgende kunne få en åbenbaring fra Gud. Hvordan? Ved at lytte til „hvad Gud siger til hjertet“. Så ville det man føler — hvad ens følelser og samvittighed siger en — blive „en sikrere fører i den umådelige labyrint af menneskelige meninger,“ sagde Rousseau. — Vestens filosofi.

Ad fornuftens vej?

Mange af Rousseaus samtidige var stærkt uenige i at oplysning skulle søges gennem religion. En af Rousseaus landsmænd, Voltaire, mente for eksempel at religionen langtfra oplyste folk, men tværtimod var den primære årsag til at Europa i århundreder i den mørke middelalder havde været underlagt uvidenhed, overtro og intolerance.

Voltaire blev en af foregangsmændene for rationalismen i Europa i den såkaldte oplysningstid. Dens tilhængere var påvirket af de gamle grækeres anskuelser — nemlig at  fornuft og videnskab var nøglen til oplysning. En af tilhængerne, Bernard de Fontenelle, mente at fornuften alene ville føre menneskeheden til „et århundrede som dag for dag ville blive mere oplyst og danne en skærende kontrast til alle tidligere århundreders uvidenhed“. — Encyclopædia Britannica.

Det er blot nogle få af de mange modstridende idéer og forestillinger om hvordan man kan finde oplysning. Er der nogen ’sikker fører’ vi kan bruge i vores søgen efter sandhed? Læg mærke til hvad den næste artikel har at sige om den mest pålidelige kilde til oplysning.

[Illustrationer på side 3]

Gautama (Buddha), Rousseau og Voltaire gik forskellige veje i deres søgen efter oplysning