Livsberetning

Udholdenhed giver glæde

FORTALT AF MÁRIO ROCHA DE SOUZA

„Der er ikke stor sandsynlighed for at hr. Rocha vil overleve en operation.“ Trods denne negative prognose fra en læge er jeg i dag, 20 år senere, stadig i live og tjener som en af Jehovas Vidners heltidsforkyndere. Hvad har hjulpet mig til at holde ud i alle disse år?

JEG tilbragte min barndom på en gård i nærheden af Santo Estêvão, en landsby i delstaten Bahia i det nordøstlige Brasilien. Da jeg var syv, begyndte jeg at hjælpe min far med arbejdet på gården. Hver dag når jeg kom hjem fra skole, gav han mig en opgave at udføre. Med tiden lod min far mig passe gården når han var væk for at gøre forretninger i delstatshovedstaden Salvador.

Vi havde hverken elektricitet, rindende vand eller andre af de bekvemmeligheder man har i dag, men vi var alligevel glade. Jeg fløj med drage eller legede med de træbiler som jeg og mine venner lavede. Jeg spillede også på klarinet ved religiøse processioner og var kordreng i den lokale kirke. Det var i kirken at jeg så en bog der hed História Sagrada (Hellig historie), og den vakte min interesse for Bibelen.

I 1932, da jeg var 20, blev den nordøstlige del af Brasilien ramt af en hård og langvarig tørke. Vores kvæg døde, og høsten slog fejl, så jeg flyttede til Salvador, hvor jeg fik arbejde med at køre sporvogn. Senere lejede jeg et hus og hentede min familie så de kunne bo hos mig. Min far døde i 1944, så jeg måtte tage mig af min mor, mine otte søstre og tre brødre.

 Fra sporvognsstyrer til forkynder

Noget af det første jeg gjorde da jeg ankom til Salvador, var at købe en bibel. Efter at være kommet i baptistkirken gennem nogle år blev jeg venner med Durval, der også var vognstyrer. Durval og jeg havde ofte lange samtaler om Bibelen, og en dag gav han mig brochuren Hvor er de døde? * Selv troede jeg på at mennesket har en udødelig sjæl, men jeg var nysgerrig nok til at tjekke skriftstederne der var henvist til i brochuren. Jeg blev meget overrasket over at se at Bibelen siger at den sjæl der synder, skal dø. — Ezekiel 18:4.

Durval lagde mærke til min interesse for brochuren og spurgte Antônio Andrade, en af Jehovas Vidners heltidsforkyndere, om han ville besøge mig. Efter sit tredje besøg inviterede Antônio mig til at tage med ham ud for at fortælle andre om det Bibelen lærer. Han talte ved de to første besøg og sagde så: „Nu er det din tur.“ Jeg var rædselsslagen, men jeg blev meget glad da en familie lyttede opmærksomt og tog imod de to bøger jeg tilbød dem. Den dag i dag føler jeg en lignende dyb glæde når jeg møder nogle der er interesseret i at høre Bibelens sandheder.

Den 19. april 1943, som var dagen til minde om Jesu død, blev jeg døbt i Atlanterhavet ud for Salvador. Da der var mangel på erfarne kristne mænd, blev jeg udnævnt til at hjælpe en gruppe Vidner der mødtes i broder Andrades hjem i en af de smalle gader som forbinder den øvre og nedre del af Salvador.

Modstand

Vores kristne virksomhed var ikke særlig populær under den anden verdenskrig (1939-45). Nogle embedsfolk mistænkte os for at være amerikanske spioner fordi de fleste af vores publikationer kom fra USA. Det skete derfor ikke sjældent at vi blev arresteret og forhørt. Når en forkynder ikke vendte tilbage efter at have været ude i tjenesten, regnede vi med at han var blevet arresteret, og vi tog hen til politistationen for at få ham frigivet.

I august 1943 ankom Adolphe Messmer, et Jehovas vidne fra Tyskland, til Salvador for at hjælpe med at organisere vores første stævne. Efter at vi havde fået myndighedernes tilladelse til at afholde stævnet, annoncerede vi stævnets offentlige foredrag „Frihed i den nye Verden“ i lokalaviser og på plakater i butiksvinduer og på siden af sporvogne. Men på stævnets anden dag informerede en politimand os om at vores tilladelse til at mødes var blevet annulleret. Ærkebiskoppen af Salvador havde presset politimesteren til at sætte en stopper for vores stævne. Året efter, i april, fik vi endelig tilladelse til at holde det annoncerede offentlige foredrag.

 Jeg sætter mig et mål

I 1946 blev jeg inviteret til „Glade nationers teokratiske stævne“ i São Paulo. Kaptajnen på et fragtskib lod en gruppe af os rejse med skibet på betingelse af at vi sov på dækket. Til trods for en kraftig storm, som gjorde os alle sammen søsyge, nåede vi efter fire dages sejlads sikkert frem til Rio de Janeiro. Forkyndere i Rio bød os velkommen og lod os hvile et par dage hjemme hos sig inden vi fortsatte vores rejse med tog. Da vores tog ankom til São Paulo, stod en hel gruppe og hilste os velkomne med et banner hvorpå der stod: „Velkommen, Jehovas Vidner.“

Kort tid efter at jeg var vendt tilbage til Salvador, talte jeg med Harry Black, en missionær fra USA, om at jeg gerne ville være pioner, som Jehovas Vidners heltidsforkyndere kaldes. Harry mindede mig om at jeg havde en familie at forsørge og rådede mig til at være tålmodig. Endelig, i juni 1952, var alle mine søskende økonomisk uafhængige, og jeg blev tildelt opgaven som pioner i en lille menighed i Ilhéus, en by der ligger ved kysten, 210 kilometer syd for Salvador.

Der bliver sørget godt for mig

Året efter blev jeg bedt om at flytte til Jequié, en stor by inde i landet hvor der ikke var nogen Jehovas Vidner. Den første jeg besøgte, var den lokale præst. Han forklarede at byen tilhørte ham og forbød mig at forkynde der. Han advarede sognebørnene om at en „falsk profet“ var kommet til byen, og posterede spioner for at holde øje med hvad jeg foretog mig. På trods af det spredte jeg alligevel 90 publikationer og påbegyndte fire bibelstudier den dag. To år senere var der 36 forkyndere i Jequié, og de havde deres egen rigssal! I dag er der otte menigheder og omkring 700 Jehovas Vidner i byen.

De første måneder jeg boede i Jequié, lejede jeg et lille værelse i udkanten af byen. Men så mødte jeg Miguel Vaz de Oliveira, ejeren af Hotel Sudoeste, et af byens bedste hoteller. Miguel tog imod tilbuddet om et bibelstudium, og han insisterede på at jeg flyttede ind i et værelse på hans hotel. Både Miguel og hans kone blev senere Jehovas Vidner.

Endnu et dejligt minde fra min tid i Jequié har at gøre med Luiz Cotrim som jeg studerede Bibelen med. Han var skolelærer for de højere klasser, og han tilbød at hjælpe mig med at blive bedre til portugisisk og matematik. Jeg havde kun haft en begrænset skolegang, så jeg tog ivrigt imod hans tilbud. De lektioner Luiz hver uge gav mig efter at vi havde studeret Bibelen, var en hjælp til at forberede mig på de yderligere privilegier Jehovas organisation snart skulle give mig.

En ny udfordring

I 1956 modtog jeg et brev fra afdelingskontoret, der dengang lå i Rio de Janeiro. Jeg blev indbudt for at blive oplært til kredstilsynsmand, som Jehovas Vidner kalder en rejsende tilsynsmand. Der var otte andre på kurset, som varede i lidt over en måned. Ved kursets slutning fik jeg til opgave at tjene i São Paulo, men jeg var lidt beklemt ved det. Jeg spurgte mig selv: ’Hvad skal jeg, som er sort, gøre blandt alle de italienere? Vil de kunne acceptere mig?’ *

 I den første menighed jeg besøgte i Santo Amaro-området, blev jeg opmuntret over at se hvor mange af mine trosfæller og andre interesserede der var i rigssalen. Jeg blev klar over at mine bekymringer havde været ubegrundede da alle menighedens 97 forkyndere tog del i forkyndelsen sammen med mig den weekend. ’De er virkelig mine brødre,’ tænkte jeg ved mig selv. Den varme jeg mødte fra disse kære brødre og søstre, gav mig mod til at fortsætte i rejsetjenesten.

Æsler, heste og myreslugere

En af de største udfordringer ved rejsetjenesten dengang var de lange rejser for at nå frem til menighederne og de små grupper af forkyndere rundt om i landdistrikterne. Derude var det enten for risikabelt at benytte de offentlige transportmidler eller også fandtes de slet ikke, og de fleste veje var smalle jordveje.

I nogle kredse løste man transportproblemet ved at købe et æsel eller en hest som stod til kredstilsynsmandens rådighed. Jeg har på mange mandage sadlet op, spændt mine ejendele fast og redet i op til 12 timer for at nå frem til den næste menighed. I Santa Fé do Sul havde forkynderne et æsel der hed Dourado, som selv kunne finde vej til studiegrupperne i landområdet. Dourado stoppede ved lågerne til gårdene og ventede tålmodigt på at jeg lukkede dem op. Efter at have besøgt en gruppe drog Dourado og jeg videre til den næste.

Mangelen på pålidelige kommunikationsmidler gjorde ikke rejsetjenesten lettere. For eksempel måtte jeg, når jeg skulle besøge en lille gruppe Jehovas Vidner som mødtes på en gård i delstaten Mato Grosso, krydse Araguaiafloden med båd og derefter ride omkring 25 kilometer gennem et skovområde. Engang da jeg skulle besøge denne gruppe, havde jeg i forvejen skrevet et brev om at jeg ville komme. Men brevet må være gået tabt, for da jeg nåede den anden side af floden, var der ikke nogen der ventede på mig. Det var sent om eftermiddagen, så jeg bad ejeren af en lille bar om at passe på min bagage, og kun udstyret med min mappe gik jeg videre til fods.

Snart blev det mørkt. Og mens jeg famlede mig frem i mørket, kunne jeg høre en myresluger fnyse. Jeg havde hørt at en myresluger kan rejse sig og dræbe en mand med sine kraftige forlemmer. Så hver gang jeg hørte en lyd fra underskoven, gik jeg forsigtigt frem og holdt min mappe beskyttende foran mig. Efter en vandring på flere timer kom jeg til et lille vandløb. Desværre havde jeg i mørket ikke set at der var et pigtrådshegn på den anden side af vandet. Jeg sprang over i ét hop, men landede i hegnet og rev mig!

Jeg nåede endelig frem til gården og blev mødt af gøende hunde. Dengang var fåretyve ofte på færde om natten, så jeg skyndte mig at  præsentere mig selv så snart døren blev åbnet. Det må have været et sørgeligt syn som jeg stod der i mit forrevne, blodplettede tøj, men brødrene var glade for at se mig.

På trods af den slags genvordigheder var det alligevel en glædelig tid. Jeg nød de lange ture på hesteryg og til fods. Nogle gange lagde jeg mig til hvile i træernes skygge, lyttede til fuglenes sang og kiggede på rævene der kom forbi på de øde veje jeg færdedes ad. Jeg fandt også stor glæde ved tanken om at mine besøg var til gavn for andre. Mange skrev til mig for at udtrykke deres værdsættelse. Andre takkede mig personligt når vi sås ved stævnerne. Det var en glæde at se hvordan nogle overvandt personlige problemer og gjorde åndelige fremskridt!

Endelig en medhjælp

I disse år i rejsetjenesten var jeg tit alene. Det lærte mig at stole helt på Jehova som „mit klippebjerg og min borg“. (Salme 18:2) Jeg var også klar over at min ugifte stand gjorde det muligt for mig at tjene Rigets interesser med udelt opmærksomhed.

I 1978 mødte jeg imidlertid en pionersøster ved navn Júlia Takahashi. Hun havde sagt farvel til et godt arbejde som sygeplejerske på et stort hospital i São Paulo for at kunne tjene hvor der var større behov for forkyndere. De kristne ældste som kendte hende, talte meget positivt om hendes åndelige kvalifikationer og om hvor dygtig hun var som pioner. Som man kan forestille sig, blev nogle overrasket da jeg efter at have været alene i så mange år besluttede at gifte mig. En af mine gode venner troede ikke på det og sagde at han ville give mig en tyr på 270 kilo hvis jeg blev gift. Vi grillede tyren ved vores bryllup den 1. juli 1978.

Fortsætter trods dårligt helbred

Júlia fulgtes med mig i rejsetjenesten, og i de næste otte år besøgte vi menighederne i den sydlige og sydøstlige del af Brasilien. Men så begyndte jeg at få problemer med hjertet. To gange faldt jeg om mens jeg var i forkyndelsen. Da det nu var mere begrænset hvad jeg kunne klare, tog vi imod tilbuddet om at blive specialpionerer i Birigui i delstaten São Paulo.

Forkynderne i Birigui tilbød at køre mig til en læge i byen Goiânia, der lå 500 kilometer væk. Da min tilstand senere blev stabiliseret, fik jeg indopereret en pacemaker. Det er nu 20 år siden. Jeg har gennemgået to hjerteoperationer siden da, men jeg er stadig aktiv i forkyndelsesarbejdet. Som så mange andre trofaste kristne hustruer har Júlia altid været en kilde til styrke og opmuntring.

Skønt mit helbred sætter begrænsninger for hvad jeg kan magte, og til tider gør mig nedslået, har jeg formået at fortsætte som pioner. Jeg minder mig selv om at Jehova aldrig har lovet os at livet i denne gamle verden ville være en dans på roser. Når apostelen Paulus og andre trofaste kristne i fortiden måtte udholde så meget, hvorfor skulle vi så slippe? — Apostelgerninger 14:22.

For nylig fandt jeg min første bibel som jeg fik i 1930’erne. På indersiden af omslaget havde jeg skrevet 350 — antallet af Rigets forkyndere i Brasilien da jeg begyndte at overvære møderne i 1943. Det er utroligt at der nu er over 600.000 Jehovas Vidner i Brasilien. Det har været en stor forret at kunne have en lille andel i denne vækst! Jehova har i sandhed belønnet mig for at have vist udholdenhed. Som salmisten kan jeg sige: „Det er storslået hvad Jehova har gjort med os. Vi kan fryde os.“ — Salme 126:3.

[Fodnoter]

[Illustration på side 9]

Jehovas Vidner averterer det offentlige foredrag ved det første stævne i byen Salvador, 1943

[Illustration på side 10]

Jehovas Vidner ankommer til São Paulo for at overvære „Glade nationers teokratiske stævne“, 1946

[Illustrationer på side 10, 11]

I rejsetjenesten i slutningen af 1950’erne

[Illustration på side 12]

Med min kone, Júlia