Spørgsmål fra læserne

Kan man blive udelukket af den kristne menighed på grund af urenhed, sådan som man kan på grund af utugt og skamløshed?

Ja, man kan blive udelukket af menigheden hvis man gør sig skyldig i enten utugt, skamløshed eller visse former for urenhed og man ikke angrer eller ændrer sind. Apostelen Paulus anfører alle tre synder sammen med andre overtrædelser der kan føre til at man bliver udelukket af menigheden, idet han skriver: „Kødets gerninger er tydelige; det er utugt, urenhed, skamløshed . . . Om dette siger jeg jer forud . . . at de der øver sådanne ting ikke skal arve Guds rige.“ — Galaterne 5:19-21.

Utugt (græsk: porneiʹa) er kønslig omgang uden for et bibelsk ægteskab. Det indbefatter ægteskabsbrud, prostitution og kønslig forbindelse mellem ugifte samt oral og anal sex og seksuel manipulation af kønsorganerne hos en person man ikke er gift med. En der gør sig skyldig i utugt og ikke angrer, hører ikke til i den kristne menighed.

Skamløshed (græsk: aselʹgeia) betegner „tøjlesløshed, letfærdighed, løsagtighed“. The New Thayer’s Greek-English Lexicon definerer det græske ord som „ubehersket lyst, . . . skændighed, uforskammethed“. Ifølge et andet leksikon er skamløshed en adfærd der „overskrider alle grænser for hvad der er acceptabelt i samfundet“.

Som disse definitioner viser, indgår der to elementer i en skamløs adfærd: (1) Adfærden i sig selv, som er en alvorlig krænkelse af Guds  love, og (2) overtræderens indstilling, som er respektløs og uforskammet.

„Skamløshed“ er derfor ikke en uret adfærd af mindre alvorlig karakter. Det er en betegnelse for handlinger som er en alvorlig krænkelse af Guds love, og som afspejler en fræk og formastelig indstilling — en indstilling der vidner om manglende respekt, ja endog foragt, for myndighed, love og normer. Paulus forbinder skamløshed med ulovlig kønslig omgang. (Romerne 13:13, 14) Da skamløshed i Galaterbrevet 5:19-21 nævnes sammen med flere syndige handlinger der fører til at en person ikke vil arve Guds rige, vil en sådan adfærd danne grundlag for en retledning og muligvis udelukkelse af den kristne menighed.

Urenhed (græsk: akatharsiʹa) er det bredeste af de tre nævnte udtryk: „utugt“, „urenhed“ og „skamløshed“. Det omfatter urenhed af enhver art — både med hensyn til kønslig umoralitet og urenhed i tale, handling og åndelig, eller religiøs, henseende. Udtrykket spænder over en lang række alvorlige synder.

I Andet Korintherbrev 12:21 taler Paulus om „dem som før har syndet og som ikke har ændret sind efter den urenhed og utugt og skamløshed som de har øvet“. Da „urenhed“ her nævnes sammen med „utugt og skamløshed“, viser det at nogle former for urenhed kan danne grundlag for at der nedsættes et dømmende udvalg. Men eftersom „urenhed“ er et bredt udtryk, omfatter det også handlinger som ikke giver anledning til en udvalgssag. Ligesom et hus kan være alt fra lidt til meget snavset, er der forskellige grader af urenhed.

I Efeserbrevet 4:19 nævner Paulus nogle som havde „mistet al moralsk sans“ og havde „givet sig selv hen til skamløshed for i havesyge at øve al slags urenhed“. Her anbringer Paulus „urenhed“ sammen med „havesyge“, eller begær, i samme kategori som skamløshed. Hvis en der er døbt, ’i havesyge øver al slags urenhed’ og ikke angrer, kan det føre til at vedkommende udelukkes af menigheden på grund af grov urenhed.

Lad os antage at et forlovet par flere gange har hengivet sig til lidenskabelige intime kærtegn. De ældste vurderer at selvom parret ikke har givet udtryk for den respektløse indstilling der kendetegner skamløshed, har deres adfærd alligevel været forbundet med et mål af havesyge, eller begær. De ældste vil måske derfor nedsætte et dømmende udvalg på grund af grov urenhed. Grov urenhed kan også være grundlag for at behandle en sag mod en der gentagne gange foretager telefonopringninger med et sjofelt eller frivolt indhold, især hvis vedkommende tidligere har fået vejledning om det.

Det kræver skelneevne og dømmekraft hos de ældste når de skal bedømme sådanne sager. Når de skal vurdere om der er grundlag for en udvalgssag, må de se nøje på hvad der er foregået, og i hvilket omfang det har fundet sted. Man bør ikke anklage nogen for at have øvet skamløshed blot fordi vedkommende ikke tager imod bibelsk vejledning. Man kan heller ikke sætte tal på hvor mange gange en person kan begå en bestemt syndig handling før der bliver tale om en udvalgssag. De ældste må omhyggeligt og under bøn vurdere hver enkelt situation og finde ud af hvad der er sket, og hvor ofte det har fundet sted; de må se på overtrædelsens art og omfang og overtræderens hensigt og motiv.

Grov urenhed er ikke kun begrænset til seksuelle overtrædelser. En dreng der er døbt, ryger måske nogle få cigaretter i løbet af et forholdsvis kort tidsrum og fortæller sine forældre det. Han har besluttet ikke at ville ryge mere. Der er tale om urenhed, men det har ikke udviklet sig til at blive grov urenhed eller til „i havesyge“ at have øvet urenhed. Det vil være tilstrækkeligt at én eller to ældste giver drengen bibelsk vejledning, og at forældrene træder til og støtter ham. Men hvis drengen regelmæssigt ryger tobak, er det en bevidst  besmittelse af kødet, og der må nedsættes et dømmende udvalg fordi der er tale om grov urenhed. (2 Korinther 7:1) Hvis drengen ikke ændrer sind, vil han blive udelukket af menigheden.

Nogle kristne er kommet i vane med at se pornografi på internettet eller andre steder. Det er anstødeligt i Guds øjne, og det er ikke mærkeligt hvis de ældste er chokerede over det. Der er dog ikke i alle tilfælde grundlag for at nedsætte et dømmende udvalg. Lad os for eksempel antage at en broder ved flere lejligheder har set på såkaldt „blød porno“. Han skammer sig over sig selv, bekender det over for en ældste og er besluttet på at det ikke skal gentage sig. Ældstebroderen finder at broderens adfærd ikke har nået det punkt hvor der er tale om „i havesyge at øve . . . urenhed“. Han har heller ikke vist en fræk og respektløs indstilling der kommer ind under betegnelsen skamløshed. Selvom der ikke er grundlag for at nedsætte et dømmende udvalg, er det nødvendigt at der gives alvorlig bibelsk vejledning, som måske må følges op med hjælp fra de ældste.

Men lad os antage at en kristen i hemmelighed gennem lang tid har betragtet seksuelt nedværdigende pornografi, såkaldt „hård porno“, på nettet og har gjort alt for at skjule det. Det drejer sig for eksempel om gruppevoldtægt, „bondage“, sadistisk tortur, nedværdigende brutal behandling af kvinder, eller endog børneporno. Da andre opdager det, er han dybt beskæmmet. Han er dog ikke fræk og respektløs, men de ældste vurderer at han har „givet sig selv hen“ til denne smudsige vane og ’i havesyge har øvet urenhed’. Der er tale om grov urenhed, og derfor vil der blive nedsat et dømmende udvalg. Hvis overtræderen ikke viser ægte sindsændring og ikke er fast besluttet på aldrig mere at se pornografi, vil han blive udelukket af menigheden. Hvis han har inviteret andre hjem til sig med det formål at de skal se pornografi, og han på den måde er med til at udbrede pornografi, vidner det om en fræk og respektløs indstilling, et kendetegn på skamløshed.

Udtrykket „skamløshed“ i bibelsk forstand betegner altid en alvorlig synd, som oftest af seksuel art. Når ældste skal afgøre om en bestemt adfærd er „skamløshed“, skal de se efter om der er tale om en fræk, respektløs, tøjlesløs og sjofel indstilling og adfærd og noget som strider imod almindelig anstændighed. Hvis der derimod er tale om alvorlige overtrædelser af Jehovas lov begået af en der ikke viser en fræk og respektløs indstilling, kan det karakteriseres som ’urenhed der er øvet i havesyge’. Sådanne tilfælde må behandles som ’grov urenhed’.

Det er et stort ansvar at skulle bedømme om nogen er gået så vidt som til at gøre sig skyldig i grov urenhed eller skamløshed, for det er menneskeliv der står på spil. De der skal dømme i sådanne sager, må forberede sig under bøn idet de må bede Gud om hans hellige ånd,og om at de må kunne vise dømmekraft og forståelse. De ældste skal sørge for at menighedens renhed bevares og må basere deres dom på Guds ord og den vejledning der kommer fra „den trofaste og kloge træl“. (Mattæus 18:18; 24:45) Og i disse tider må de ældste mere end nogen sinde huske på ordene: „Se efter hvad det er I gør, for det er ikke for et menneske I dømmer, men for Jehova.“ — 2 Krønikebog 19:6.