Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

’Vor Gud kan redde os’

’Vor Gud kan redde os’

„Vi bør adlyde Gud som vor hersker mere end mennesker“

’Vor Gud kan redde os’

DER var lagt op til en storslået begivenhed. En enorm guldbilledstøtte var blevet opstillet på Durasletten, øjensynlig nær byen Babylon. Billedstøtten skulle indvies ved en særlig ceremoni hvor regeringsembedsmænd ville være til stede. Det forventedes at de ville bøje sig for billedstøtten når de hørte lyden af mange forskellige musikinstrumenter. Babylons konge, Nebukadnezar, havde påbudt at enhver som ikke ville tilbede billedstøtten, skulle dø i en overophedet ildovn. Hvem havde mod til at nægte at adlyde denne ordre?

Til stor overraskelse for de tilstedeværende nægtede Sjadrak, Mesjak og Abed-Nego — tre gudfrygtige tilbedere af Jehova — at bøje sig. De vidste at en sådan handling ville være et brud på deres loyalitet over for Jehova Gud. (5 Mosebog 5:8-10) Da Nebukadnezar krævede en forklaring på deres urokkelige standpunkt, som kunne føre til at de blev kastet i ildovnen, svarede de ham frygtløst: „Hvis det sker, kan vor Gud som vi tjener, redde os. Han vil redde os ud af den brændende ildovn og af din hånd, o konge. Og hvis ikke, så skal du vide, o konge, at dine guder tjener vi ikke, og guldbilledstøtten som du har opstillet, tilbeder vi ikke.“ — Daniel 3:17, 18.

Da de tre hebræere blev kastet i den brændende ildovn, var det kun et mirakel der kunne redde dem. Gud sendte en engel for at beskytte sine trofaste tjenere. Men de var allerede fast besluttede på at forblive lydige mod Jehova selvom det skulle koste dem livet. * De havde samme standpunkt som Jesu apostle, der over seks hundrede år senere erklærede over for den jødiske højesteret: „Vi bør adlyde Gud som vor hersker mere end mennesker.“ — Apostelgerninger 5:29.

En vigtig belæring for os

Sjadrak, Mesjak og Abed-Nego er gode eksempler med hensyn til at vise tro, lydighed og loyalitet. De tre hebræere udviste tro på Jehova. Deres bibeloplærte samvittighed tillod dem ikke at udføre nogen handling der havde med afgudsdyrkelse eller nationalisme at gøre. Også nutidens kristne har ubetinget tillid til den sande Gud. De er ledet af deres bibeloplærte samvittighed og nægter at deltage i afgudsdyrkelse eller ceremonier som er en krænkelse af Guds love og principper.

De tre trofaste hebræere stolede på Jehova, og deres lydighed mod ham kom forud for alt hvad den babyloniske verdensmagt kunne tilbyde i form af anerkendelse, status eller ære. De unge mænd var villige til at lide og dø frem for at ødelægge deres forhold til Gud. Som Moses ’holdt de stand som så de den usynlige’. (Hebræerne 11:27) De var besluttede på ikke at gå på kompromis for at redde livet, men være trofaste over for Jehova uanset om han ville udfri dem fra døden eller ej. Det var tydeligvis deres eksempel apostelen Paulus hentydede til da han nævnte nogle der ved tro „slukkede ilds magt“. (Hebræerne 11:34) Også i vore dage viser Jehovas tjenere tro og lydighed når de bliver udsat for trosprøver.

Det der skete med Sjadrak, Mesjak og Abed-Nego, lærer os at Gud belønner dem der viser ham loyalitet. Salmisten sang: „Jehova . . . forlader ikke sine loyale.“ (Salme 37:28) I dag kan vi ikke forvente at Gud vil udfri os mirakuløst, som han gjorde i tilfældet med de tre hebræere. Men vi kan have tillid til at uanset hvilke prøvelser vi kommer ud for, vil vor himmelske Fader hjælpe os. Gud kan fjerne problemet, give os styrke til at holde ud, eller oprejse os hvis vi bevarer vores integritet indtil døden. (Salme 37:10, 11, 29; Johannes 5:28, 29) Vores tro, lydighed og loyalitet sejrer hver gang vi bevarer vores integritet under prøve og vælger at adlyde Gud mere end mennesker.

[Fodnote]

^ par. 5 Se Jehovas Vidners kalender 2006, juli og august.

[Ramme/​illustration på side 9]

VIDSTE DU DET?

• De tre hebræere var sidst i tyverne da de stod over for denne trosprøve.

• Ovnen blev tydeligvis gjort så varm som muligt. — Daniel 3:19.