Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Vær vís — frygt Gud!

Vær vís — frygt Gud!

Vær vís — frygt Gud!

„Frygt for Jehova er visdommens begyndelse.“ — ORDSPROGENE 9:10.

1. Hvorfor har mange svært ved at forstå begrebet gudsfrygt?

DER var engang hvor det blev betragtet som en kompliment at blive kaldt gudfrygtig. I dag synes mange at gudsfrygt er et gammeldags begreb som de har svært ved at forholde sig til. ’Hvis Gud er kærlighed,’ siger de måske, ’hvorfor skulle jeg så frygte ham?’ For dem er frygt en negativ, ligefrem lammende, følelse. Sand gudsfrygt har imidlertid en meget bredere betydning og er, som vi skal se, ikke blot en følelse.

2, 3. Hvad indbefatter sand gudsfrygt?

2 I bibelsk sprogbrug er gudsfrygt et positivt begreb. (Esajas 11:3) Det er en dyb ærbødighed og respekt for Gud, et stærkt ønske om ikke at mishage ham. (Salme 115:11) Gudsfrygt indebærer at man anerkender og nøje følger Guds moralnormer, og at man gerne vil rette sit liv ind efter det Gud betragter som rigtigt eller forkert. Et opslagsværk peger på at en sådan sund frygt er et udtryk for „en grundlæggende indstilling over for Gud som fører til at man handler med visdom og undgår enhver form for ugudelighed og ondskab“. Meget rammende siger Guds ord: „Frygt for Jehova er visdommens begyndelse.“ — Ordsprogene 9:10.

3 Gudsfrygt er knyttet til en lang række af menneskelivets aspekter. At frygte Gud er ikke kun forbundet med visdom, men også med glæde, fred, velstand, et langt liv, håb, fortrøstning og tillid. (Salme 2:11; Ordsprogene 1:7; 10:27; 14:26; 22:4; 23:17, 18; Apostelgerninger 9:31) Det er nært knyttet til tro og kærlighed. Ja, det indbefatter i virkeligheden alt hvad der har at gøre med vores forhold til Gud og næsten. (5 Mosebog 10:12; Job 6:14; Hebræerne 11:7) Gudsfrygt indbefatter forvisningen om at vor himmelske Fader personligt tager sig af os og er parat til at tilgive os vores overtrædelser. (Salme 130:4) Kun de uforbederligt onde har grund til at nære rædsel for Gud. * — Hebræerne 10:26-31.

Vi må lære at frygte Jehova

4. Hvad kan hjælpe os til at „lære at frygte Jehova“?

4 Eftersom gudsfrygt er af grundlæggende betydning for at kunne træffe kloge beslutninger og få Guds velsignelse, hvordan kan vi da „lære at frygte Jehova“ på den rigtige måde? (5 Mosebog 17:19) Bibelen omtaler mange eksempler på gudfrygtige mænd og kvinder, eksempler som er nedskrevet „til vor belæring“. (Romerne 15:4) For at hjælpe os til at forstå hvad det virkelig vil sige at frygte Gud, vil vi nu se nærmere på et af disse eksempler, kong David af Israel.

5. Hvordan hjalp Davids arbejde som hyrde ham til at lære at frygte Jehova?

5 Jehova forkastede Israels første konge, Saul, fordi han frygtede folket og ikke Gud. (1 Samuel 15:24-26) David, derimod, ejede sand gudsfrygt. Det kom tydeligt til udtryk i hans liv og i hans nære forhold til Jehova. Som dreng vogtede David ofte sin fars småkvæg. (1 Samuel 16:11) De mange nætter David som hyrde tilbragte under stjernerne, må have hjulpet ham til at forstå frygten for Jehova. Skønt David kun var i stand til at se en lille del af universets uendelige omfang, nåede han til den rigtige slutning — Gud fortjener vores respekt og tilbedelse. „Når jeg ser din himmel, dine fingres værk, månen og stjernerne som du gjorde rede,“ skrev han senere, „hvad er da et dødeligt menneske at du husker ham, og en menneskesøn at du tager dig af ham?“ — Salme 8:3, 4.

6. Hvilke følelser vakte det i David at iagttage Jehovas storhed?

6 Det gjorde med rette et stort indtryk på David at sammenligne sin egen lidenhed med de vidtstrakte stjernehimle. Det han så, skræmte ham ikke, men bevægede ham til at lovprise Jehova og sige: „Himmelen forkynder Guds herlighed, ja, den udstrakte himmel fortæller om hans hænders værk.“ (Salme 19:1) Denne ærbødighed for Gud drog David nærmere til Jehova og fik ham til at ønske at lære hans fuldkomne veje at kende så han kunne følge dem. Forestil dig hvordan David må have følt det da han priste Jehova med ordene: „Du er stor og gør undere; du er Gud, du alene. Lær mig, Jehova, din vej. Jeg vil vandre i din sandhed. Forén mit hjerte om at frygte dit navn.“ — Salme 86:10, 11.

7. Hvordan hjalp gudsfrygt David til at kæmpe imod Goliat?

7 Da filistrene trængte ind i Israel, hånede deres næsten tre meter høje tvekæmper, Goliat, israelitterne og sagde i realiteten: ’Udvælg en mand til at kæmpe imod mig mand til mand! Hvis han vinder, vil vi tjene jer.’ (1 Samuel 17:4-10) Saul og hele hans hær var skræmt fra vid og sans — men det var David ikke. Han vidste at det er Jehova man skal frygte, ikke et menneske, uanset hvor magtfuldt dette menneske er. „Jeg kommer imod dig i Hærstyrkers Jehovas, Israels slagrækkers Guds, navn,“ sagde David til Goliat, „og hele denne menighed skal vide at Jehova ikke frelser ved sværd eller spyd, for kampen tilhører Jehova.“ Med sin slynge og en enkelt sten — og med Jehovas hjælp — slog David kæmpen ihjel. — 1 Samuel 17:45-47.

8. Hvad lærer vi af bibelske personer der frygtede Gud?

8 Vi står måske over for vanskeligheder eller fjender der er lige så frygtindgydende som dem David stod over for. Hvad kan hjælpe os? Det samme som hjalp David og andre trofaste i fortiden — gudsfrygt. Gudsfrygt kan overvinde menneskefrygt. Guds trofaste tjener Nehemias tilskyndede sine israelitiske landsmænd, som var under pres fra deres fjender, med ordene: „Frygt ikke for dem. Husk på Jehova, den store og frygtindgydende.“ (Nehemias 4:14) Med Jehovas hjælp lykkedes det David, Nehemias og andre trofaste tjenere for Gud at udføre deres gudgivne opgaver. Det kan også lykkes for os hvis vi frygter Gud.

Gudsfrygt hjælper os til at klare problemer

9. Under hvilke omstændigheder viste David at han frygtede Gud?

9 Efter at David havde dræbt Goliat, skænkede Jehova ham flere sejre. Men Saul blev skinsyg på David og prøvede at slå ham ihjel — først impulsivt, så med list og til sidst med en hel hær. Selvom Jehova havde lovet David at han ville blive konge, måtte David gennem flere år flygte, kæmpe for livet og vente på at Jehova gjorde ham til konge. Gennem alle disse trængsler viste David at han frygtede den sande Gud. — 1 Samuel 18:9, 11, 17; 24:2.

10. Hvordan viste David i en farefuld situation at han frygtede Gud?

10 Ved en lejlighed søgte David tilflugt hos Akisj, kongen i filisterbyen Gat, Goliats hjemby. (1 Samuel 21:10-15) Kongens tjenere anklagede David for at være en fjende af deres folk. Hvordan reagerede David i denne farlige situation? Han udøste sit hjerte for Jehova i bøn. (Salme 56:1-4, 11-13) Selvom David blev nødt til at spille sindssyg for at slippe væk, vidste han at det i virkeligheden var Jehova der havde udfriet ham ved at velsigne hans anstrengelser. Davids helhjertede tillid til Jehova vidnede om at han havde ægte gudsfrygt. — Salme 34:4-6, 9-11.

11. Hvordan kan vi, ligesom David, vise gudsfrygt når vi udsættes for prøvelser?

11 Ligesom David kan vi vise gudsfrygt ved at stole på Jehovas løfte om at han vil hjælpe os til at klare vores problemer. „Vælt din vej over på Jehova, ja, stol på ham, og han vil gribe ind,“ sagde David. (Salme 37:5) Det betyder ikke at vi blot lægger vores problemer over på Jehova uden selv at gøre hvad der står i vores magt for at løse dem, og så forventer at han klarer det hele for os. David nøjedes ikke med at bede Gud om hjælp. Han gjorde brug af de fysiske og intellektuelle evner som Jehova havde givet ham, og gjorde hvad han kunne for at løse sit problem. David vidste imidlertid at der ikke er nogen garanti for at menneskers bestræbelser i sig selv vil lykkes. Det må vi også være os bevidst. Når vi har gjort alt hvad der står i vores magt, må vi lade resten være op til Jehova. Ofte er der i virkeligheden intet andet vi kan gøre end at stole på ham. Det er dér gudsfrygten kommer ind i billedet på et meget personligt plan. Vi kan hente trøst i Davids inderlige ord: „De der frygter Jehova har hans fortrolighed.“ — Salme 25:14.

12. Hvorfor må vi tage vores bønner alvorligt, og hvilken indstilling må vi aldrig have?

12 Vi bør derfor tage vores bønner og vores forhold til Gud alvorligt. Når vi nærmer os Jehova, må vi „tro at han er til og at han belønner dem som ivrigt søger ham“. (Hebræerne 11:6; Jakob 1:5-8) Og når han hjælper os, må vi ’vise os taknemmelige’, som apostelen Paulus rådede os til. (Kolossenserne 3:15, 17) Vi må aldrig blive som dem en erfaren salvet kristen beskrev med ordene: „De tænker på Gud som en slags himmelsk tjener. Når de har brug for noget, ønsker de blot at knipse med fingrene for at få ham til at komme. Og når de har fået hvad de ønsker, kan han godt forsvinde.“ En sådan indstilling røber at man mangler gudsfrygt.

Når gudsfrygten lades ude af betragtning

13. Hvordan undlod David at vise respekt for Guds lov?

13 At erfare Jehovas hjælp i pressede situationer skærpede Davids frygt for Gud og styrkede hans tillid til ham. (Salme 31:22-24) Ved tre lejligheder undlod David imidlertid at vise gudsfrygt, og det fik alvorlige konsekvenser. Første gang var da han lod Jehovas pagts ark transportere til Jerusalem på en vogn i stedet for at lade den blive båret på skuldrene af levitterne, som Guds lov foreskrev. Da Uzza, der førte vognen, rakte ud efter arken for at støtte den, døde han på stedet for sin „uærbødighed“. Ja, Uzza begik en alvorlig synd, men i sidste instans skyldtes begivenhedernes tragiske udfald at David ikke havde vist den rette respekt for Guds lov. At frygte Gud vil sige at man gør tingene på den måde han anviser. — 2 Samuel 6:2-9; 4 Mosebog 4:15; 7:9.

14. Hvad førte det til at David holdt folketælling over Israel?

14 Senere blev David ægget af Satan til at holde folketælling over Israels våbenføre mænd. (1 Krønikebog 21:1) Ved at gøre det viste David at der var en brist i hans gudsfrygt, og det førte til at 70.000 israelitter døde. Skønt David angrede og erkendte sin synd over for Jehova, led han selv og det israelitiske folk under konsekvenserne af det han havde gjort. — 2 Samuel 24:1-16.

15. Hvad fik David til at begå kønslig umoralitet?

15 En anden midlertidig brist i Davids gudsfrygt førte til at han indledte et umoralsk forhold til Urias’ kone, Batseba. David vidste at ægteskabsbrud og endda det at begære en andens ægtefælle var forkert. (2 Mosebog 20:14, 17) Problemet begyndte da David fik øje på Batseba mens hun badede sig. Den rette gudsfrygt skulle have fået David til øjeblikkelig at vende blikket bort og tænke på noget andet. Det gjorde han ikke. Han blev åbenbart ved med at se på Batseba indtil lidenskaberne blev stærkere end hans frygt for Gud. (2 Samuel 11:1-4; Mattæus 5:28) David glemte at Jehova nøje fulgte med i alt hvad han foretog sig. — Salme 139:1-7.

16. Hvilke konsekvenser måtte David udholde på grund af sin synd?

16 Davids umoralske forhold til Batseba førte til undfangelsen af en søn. Kort efter sendte Jehova sin profet Natan til David for at afsløre hans synd. Da David var kommet til fornuft, genvandt han sin gudsfrygt og angrede. Han tryglede Jehova om ikke at kaste ham bort eller tage sin hellige ånd fra ham. (Salme 51:7, 11) Jehova tilgav David og mildnede straffen, men Han skånede ikke David for de dårlige konsekvenser af hans handlinger. Davids søn døde, og fra dette tidspunkt blev hans familie ramt af sorger og tragedier. Det var en høj pris at betale for at glemme sin gudsfrygt! — 2 Samuel 12:10-14; 13:10-14; 15:14.

17. Nævn et eksempel på hvor stor en hjertesorg syndige handlinger kan føre med sig.

17 I dag kan det også få alvorlige og langvarige konsekvenser hvis man forsømmer at vise gudsfrygt i moralske spørgsmål. Forestil dig den smerte en ung kvinde følte da hun fandt ud af at hendes kristne mand havde været hende utro mens han var på job i udlandet. Chok og sorg fik hende til at bryde helt sammen. Hvor lang tid vil det mon tage for hendes mand at genvinde hendes tillid og respekt? Sådanne tragiske konsekvenser kan undgås hvis man virkelig frygter Gud. — 1 Korinther 6:18.

Frygt for Gud afholder os fra at synde

18. Hvad er Satans mål, og hvilken metode bruger han?

18 Satan har umådelig travlt med at undergrave verdens moralnormer, og han ønsker især at fordærve sande kristne. For at gøre dette udnytter han den mest direkte vej til hjertet og sindet — den som går via sanserne, specielt syns- og høresansen. (Efeserne 4:17-19) Hvordan reagerer du når du støder på umoralske billeder, ord eller personer?

19. Hvordan hjalp gudsfrygt en kristen ældste til at modstå en fristelse?

19 Lad os se på hvordan det gik en kristen ældste og familiefar, André *, der er læge i Europa. Når André havde nattevagt på hospitalet, skete det gentagne gange at kvindelige kolleger havde sat små breve med hjerter fast til hans hovedpude hvori de opfordrede ham til at gå i seng med dem. André afviste standhaftigt deres tilnærmelser; og desuden sørgede han for at slippe væk fra det dårlige miljø ved at finde arbejde et andet sted. André lagde visdom for dagen ved at frygte Gud, og det blev han velsignet for. I dag bruger han en del af sin tid på Jehovas Vidners afdelingskontor i sit hjemland.

20, 21. (a) Hvordan kan gudsfrygt hjælpe os til ikke at synde? (b) Hvad vil den næste artikel komme ind på?

20 At dvæle ved forkerte tanker kan føre til en sindstilstand hvor man er villig til at give afkald på sit dyrebare forhold til Jehova i bytte for noget man slet ikke har ret til. (Jakob 1:14, 15) Hvis vi derimod frygter Jehova, vil vi holde os borte fra — ja, endda flygte fra — folk, steder, aktiviteter og underholdning der kunne få os til at slække på vores moralske agtpågivenhed. (Ordsprogene 22:3) Uanset hvor pinligt det måtte være, eller hvilke ofre det måtte koste, er det alt sammen af underordnet betydning i sammenligning med at miste Guds gunst. (Mattæus 5:29, 30) At frygte Gud indebærer at vi aldrig med overlæg beskæftiger os med noget umoralsk, derunder nogen som helst form for pornografi, men i stedet lader øjnene „vige fra at se på det der er uden værdi“. Hvis vi gør det, kan vi have tillid til at Jehova vil ’bevare os i live’ og sørge for alt hvad vi virkelig har behov for. — Salme 84:11; 119:37 .

21 Ja, at lade sig lede af sand gudsfrygt er altid víst. Samtidig fører det til ægte glæde. (Salme 34:9) Det vil tydeligt fremgå af den næste artikel.

[Fodnoter]

^ par. 3 Se artiklen „Hvad siger Bibelen? Kan man frygte en kærlig Gud?“ i Vågn op! for 8. januar 1998. Udgivet af Jehovas Vidner.

^ par. 19 Navnet er ændret.

Kan du forklare følgende?

• Hvilke kristne egenskaber hører med til gudsfrygt?

• Hvordan kan gudsfrygt modvirke menneskefrygt?

• Hvordan kan vi vise at vi har det rette syn på bøn?

• Hvordan kan gudsfrygt afholde os fra at synde?

[Studiespørgsmål]

[Illustration på side 23]

David lærte gudsfrygt ved at betragte Jehovas skaberværk

[Illustrationer på side 24]

Hvordan vil du reagere når du uventet kommer ud for en fristelse?