Livsberetning

Vores familie er endelig blevet forenet!

FORTALT AF SUMIKO HIRANO

Jeg havde fundet en tro der gav mit liv mening, og jeg ønskede at min mand ville få samme overbevisning. Der skulle gå toogfyrre år før det skete.

MIN mand og jeg blev gift i 1951 da jeg var 21 år gammel. I løbet af fire år fik vi to sønner, og mit liv så ud til at være perfekt på enhver måde.

En dag i 1957 fortalte min storesøster mig at hun havde haft besøg af en missionær fra Jehovas Vidner. Selvom min søster var buddhist, begyndte hun at studere Bibelen med missionæren og tilskyndede også mig til det. Det sagde jeg ja til. Jeg kom i den protestantiske kirke og mente derfor at jeg kunne påvise hvor Jehovas Vidner tog fejl.

Jeg fandt snart ud af hvor lidt jeg vidste om Bibelen. Jeg var nødt til at spørge missionæren: „Hvem er Jehova?“ Jeg havde aldrig hørt dette navn blive nævnt i min kirke. Missionæren, Daphne Cooke (senere Pettitt), viste mig Esajas 42:8, hvor der ganske tydeligt står at navnet på den almægtige Gud er Jehova. Daphne besvarede alle mine spørgsmål ved hjælp af Bibelen.

Jeg stillede min præst de samme spørgsmål, men han sagde til mig: „Det at stille spørgsmål er en synd. Du skal blot tro på det du får at vide.“ Jeg følte ikke det var forkert at stille spørgsmål, men alligevel fortsatte jeg det næste halve år med at gå i kirke hver søndag formiddag. Om eftermiddagen overværede jeg Jehovas Vidners møder.

Hvordan det påvirkede mit ægteskab

Det jeg lærte fra Bibelen, gjorde dybt indtryk på mig, og efter hvert studium og møde fortalte jeg min mand, Kazuhiko, om min nye  viden. Det førte til at der blev „kold luft“ imellem os. Han ønskede ikke at jeg skulle blive et af Jehovas Vidner. Jeg følte dog så stor tilfredsstillelse ved at undersøge Bibelen at jeg fortsatte med at studere og at komme til Jehovas Vidners møder.

Inden jeg forlod huset de aftener der var møde, lavede jeg Kazuhikos livretter til ham. Han foretrak imidlertid at spise ude. Når jeg kom hjem, var han i dårligt humør og nægtede at tale med mig. Efter to-tre dage blev hans humør bedre, men så skulle jeg igen til møde.

Omkring det tidspunkt fik jeg tuberkulose. Sygdommen havde allerede forårsaget adskillige dødsfald i min mands familie. Kazuhiko blev meget bekymret og sagde til mig at når jeg fik det bedre, måtte jeg gøre lige hvad jeg havde lyst til. Mit eneste ønske var at han ikke opponerede imod at jeg overværede de ugentlige møder. Det accepterede han.

Jeg var et halvt år om at komme mig, og i den tid studerede jeg Bibelen grundigt. Jeg prøvede at finde fejl ved Jehovas Vidners lære og tænkte at hvis jeg bare fandt én, ville jeg stoppe mit studium, men jeg fandt ingen. Den protestantiske kirkes misfortolkninger blev derimod mere og mere tydelige. Jeg lærte Jehovas kærlighed og retfærdighed at kende og så hvilken gavn man kan have af at følge hans love.

Efter at jeg var blevet rask, holdt min mand sit løfte og modsatte sig ikke at jeg gik til møderne. Jeg fortsatte med at gøre åndelige fremskridt, og i maj 1958 blev jeg døbt som et af Jehovas Vidner. Mit store ønske var at vi som familie kunne tilbede den sande Gud.

Jeg hjælper mine børn til at vokse åndeligt

Mine sønner var altid med mig til møderne og i forkyndelsen, og nogle hændelser viste at deres bibelkundskab var blevet større. En dag legede min seksårige søn, Masahiko, uden for huset. Jeg hørte en høj lyd — og derefter en der skreg. En nabo kom farende og råbte at min søn var blevet ramt af en bil. Var han mon død? Jeg tvang mig til ikke at gå i panik da jeg styrtede ud ad døren. Synet af hans ødelagte cykel fik mig til at ryste, men i det samme så jeg ham komme gående hen imod mig. Tilsyneladende var han kun kommet lettere til skade. Idet han klyngede sig til mig, sagde han: „Mor, tror du ikke Jehova hjalp mig?“ At se ham i live og høre ham sige disse vidunderlige ord fik mig til at græde.

En dag vi var ude at forkynde, mødte vi en ældre mand som råbte: „Hvordan kan du finde på slæbe et barn med til sådan noget? Det er synd for ham!“ Før jeg kunne nå at svare ham, sagde min otteårige søn, Tomoyoshi: „Min mor tvinger mig ikke til at forkynde. Jeg er med fordi jeg gerne vil tjene Jehova.“ Den ældre mand stirrede blot på os — han havde helt tabt mælet.

Rent åndeligt var mine sønner faderløse. Det var op til mig at undervise dem i Bibelens sandheder, og det til trods for at jeg selv havde  meget at lære. Jeg arbejdede på at opdyrke kærlighed, få en stærkere tro, og udvise større nidkærhed. Desuden prøvede jeg at være et godt eksempel. Hver dag kunne børnene se at jeg takkede Jehova. Jeg fortalte dem om de gode oplevelser jeg havde haft i forkyndelsen, og det var med til at styrke dem. Da de senere meldte sig som pionerer eller heltidsforkyndere og blev spurgt om hvorfor, svarede de: „Vi så at det gav vores mor stor glæde at være pioner, og vi ville også gerne være glade.“

Jeg var meget opmærksom på aldrig at tale nedsættende om deres far eller om nogen i menigheden, for jeg var klar over at negativ tale kunne skade mine børn. De kunne ikke blot miste respekten for den der blev talt om, men også for den der talte.

Forhindringer overvindes

I 1963 måtte vi på grund af min mands arbejde flytte til Taiwan. Han sagde til mig at hvis jeg forkyndte for japanere i området, ville det skabe stor uro. Vi ville blive sendt tilbage til Japan og derved skabe problemer for det firma han arbejdede for. Han ønskede åbenbart ikke at vi skulle komme sammen med Jehovas Vidner.

I Taiwan, hvor alle møderne blev holdt på kinesisk, fik vi en varm velkomst af menigheden. Jeg besluttede at jeg ville lære kinesisk så jeg kunne forkynde for lokalbefolkningen i stedet for at henvende mig til japanere. På den måde kunne jeg undgå de problemer min mand havde nævnt.

Vores venskab med Jehovas Vidner i Taiwan var til stor opmuntring for os. Et missionærpar, Harvey og Kathy Logan, hjalp os meget. Broder Logan blev en slags åndelig far for mine drenge. Han viste dem at det langt fra var et glædesløst og strengt liv at tilbede Jehova. Jeg tror det var mens vi var i Taiwan at mine sønner besluttede at de ville være vidner for Jehova.

Tomoyoshi og Masahiko kom til at gå i en amerikansk skole, hvor de lærte både engelsk og kinesisk. Det udrustede dem til deres fremtidige gerning som tjenere for den sande Gud, Jehova. Jeg er Jehova dybt taknemmelig for at han ændrede det der kunne være blevet en vanskelig tid for os, til en tid der blev til varig gavn. Efter tre og et halvt år, som vi stadig mindes med glæde, vendte vores familie hjem til Japan.

Drengene var nu teenagere og ville gerne være uafhængige. Jeg brugte mange timer på at ræsonnere med dem på grundlag af de bibelske principper, og Jehova hjalp dem igennem denne svære tid. Tomoyoshi begyndte som pioner da han gik ud af skolen. I de første år han var pioner, hjalp han fire mennesker  frem til indvielse og dåb. Masahiko gik i sin brors fodspor og begyndte som pioner efter endt skolegang. I de første fire år som pioner hjalp han fire unge til at tage standpunkt for Jehova.

Jehova velsignede drengene endnu mere. Tomoyoshi fik et bibelstudium med en mand hvis kone jeg havde hjulpet til at lære Bibelens sandheder at kende. Deres to døtre blev også Jehovas Vidner. Senere giftede Tomoyoshi sig med den ældste pige, Nobuko, og Masahiko giftede sig med den yngste, Masako. Tomoyoshi og Nobuko virker nu på Jehovas Vidners hovedkontor i Brooklyn, New York. Og Masahiko og Masako er missionærer i Paraguay.

Små forandringer med min mand

Min mand virkede uinteresseret i vores tro, men jeg lagde mærke til nogle små ting som tydede på at han var ved at forandre sig. Når andre var imod mig, forsvarede han min tro, og uden at vide det stod han faktisk op for Bibelens sandheder. Han sørgede for materiel hjælp til Jehovas Vidner som var i nød. I en lille tale ved en af vores sønners bryllup, sagde han: „At lære folk den rette måde at leve på er det mest ædle arbejde der findes, men også det vanskeligste. Mine sønner og deres koner har valgt at gøre dette vanskelige arbejde til deres livsgerning. Jeg håber inderligt I vil støtte dem.“ Alt dette fik mig til at tænke på at han helt sikkert ville slutte sig til os i tilbedelsen af Jehova.

Jeg inviterede nogle fra menigheden hjem så Kazuhiko kunne lære dem at kende. Jeg tilskyndede ham til at tage med til de kristne møder og stævner samt til højtiden til minde om Kristi død. Når hans arbejde tillod det, tog han med til disse sammenkomster, selvom det var modstræbende. Mange gange følte jeg at nu var tiden kommet hvor han ville sige ja til et bibelstudium, så jeg inviterede kristne ældste hjem til os. Men han afslog tilbuddet om et bibelstudium, og jeg spekulerede på hvad årsagen kunne være.

Så kom jeg til at tænke over apostelen Peters ord: „I hustruer [skal] underordne jer jeres egne mænd, for at de af dem som ikke er lydige mod ordet, kan vindes uden ord ved deres hustruers adfærd efter at have været øjenvidner til jeres rene adfærd og dybe respekt.“ (1 Peter 3:1, 2) Jeg indså at jeg ikke altid havde fulgt denne vejledning. For at leve op til disse ord måtte jeg gøre fremskridt i åndelig modenhed.

I 1970 begyndte jeg som pioner med det mål at blive mere åndelig moden. Der gik ti år, og derefter tyve. Men jeg så stadig ingen forandringer hos min mand. En der studerede Bibelen, sagde engang: „Det må være svært at hjælpe andre mennesker når du ikke engang kan hjælpe din egen mand.“ Denne bemærkning virkede ret nedslående, men jeg gav ikke op.

I slutningen af 1980’erne var både mine og min mands forældre højt oppe i årene. Foruden andre pligter måtte jeg også tage mig af dem. Det var både udmattende og stressende. I mange år havde de været imod at jeg var et af Jehovas Vidner, men jeg prøvede at vise dem så meget kærlighed som jeg kunne. Min mor blev 96 år, og lige før sin død sagde hun: „Sumiko, hvis jeg bliver oprejst, vil jeg slutte mig til din religion.“ Jeg forstod nu at mine anstrengelser ikke havde været forgæves.

Min mand havde lagt mærke til alt det jeg havde gjort for hans og mine forældre. For at vise sin værdsættelse begyndte han at overvære møderne regelmæssigt. Det gjorde han i mange år, men uden at gøre nogen større åndelige fremskridt. Jeg gjorde fortsat hvad jeg kunne for at behage ham. For eksempel inviterede jeg hans venner og udenlandske forretningsforbindelser hjem til middag. I fritiden tog jeg med ham til det der interesserede ham. Da timemålet for pionerer blev sat ned, brugte jeg mere tid sammen med ham.

 Pensionering fører til en forandring

I 1993 gik min mand på pension. Nu får han endelig tid til at studere Bibelen, tænkte jeg. Men han sagde at hvis det kun var fordi han havde fået mere tid at han begyndte at tilbede Gud, ville det være blasfemi. Han sagde at han ville tilbede Gud når hans hjerte bevægede ham til det, og at jeg ikke måtte presse ham.

En dag spurgte Kazuhiko mig om jeg ville bruge resten af livet på at leve for ham. Det sårede mig, for jeg havde gjort alt hvad jeg kunne, for at gøre ham tilpas lige siden vi blev gift. Jeg havde virkelig prøvet at gøre ham lykkelig, men han følte at jeg havde levet mere for Jehova end for ham. Efter at have tænkt over det en tid sagde jeg til ham at jeg ikke kunne gøre mere for ham end jeg gjorde. Men hvis han ville tage del i det jeg foretog mig, kunne vi få et vidunderligt liv sammen, ikke blot i nogle få år, men for evigt. Der gik flere dage inden min mand kommenterede det jeg havde sagt. Endelig spurgte han mig: „Vil du så studere Bibelen med mig?“ Hver gang jeg tænker på de ord, får jeg hjertebanken.

Snart fik jeg arrangeret at en kristen ældste skulle studere med min mand. Men min mand sagde til mig: „Jeg vil kun studere med dig.“ Fra da af begyndte vi at studere Bibelen sammen hver dag. Det foregik på kinesisk, da min mand taler dette sprog flydende, og jeg er tilsluttet en kinesisk menighed. Derforuden læste vi hele Bibelen sammen på mindre end et år.

Et ægtepar som også hører til den kinesiske menighed og hvor manden er ældste, tog sig af os. Skønt de var yngre end vores børn, blev vi nære venner. Også mange andre i menigheden var omsorgsfulde over for min mand. De var meget gæstfrie over for os og talte med Kazuhiko som om han var deres far. Det gjorde ham meget glad.

En dag modtog vi en invitation til et bryllup i menigheden. Den var adresseret til min mand. Denne anerkendelse af ham som familiens overhoved rørte ham dybt, og han besluttede at tage med. Han åbnede sig mere og mere over for forkynderne i menigheden og begyndte at studere Bibelen med en af de ældste. Det at han studerede Bibelen, kom til møderne og var glad for menigheden, hjalp ham til at gøre åndelige fremskridt.

Endelig en forenet familie

I december 2000 blev min mand døbt som et symbol på sin indvielse til Jehova. Vores sønner og deres koner kom langvejsfra for at se dette fantastiske „mirakel“. Endelig er vi en forenet familie, men der skulle gå 42 år.

Nu drøfter vi hver morgen et skriftsted og læser Bibelen sammen. Derudover har vi hver dag åndelige samtaler og deltager i åndelige gøremål. Min mand er nu menighedstjener, og for nylig holdt han et offentligt foredrag på kinesisk. Jeg takker Jehova for at vores familie endelig er blevet forenet. Sammen med alle dem der står mig nær, ser jeg frem til at hellige Jehovas navn og støtte hans suveræne herredømme for evigt.

[Kort på side 13]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

KINA

DEN DEMOKRATISKE FOLKEREPUBLIK KOREA

REPUBLIKKEN KOREA

Det Japanske Hav

JAPAN

Tokyo

Det Østkinesiske Hav

TAIWAN

Taipei

[Illustration på side 12]

Med min familie i 1958, det år jeg blev døbt

[Illustration på side 13]

Vi blev åndeligt styrket af venner som Harvey og Kathy Logan da vi flyttede fra Tokyo til Taipei

[Illustration på side 15]

I dag er min familie forenet i den sande tilbedelse