Livsberetning

Familiens loyalitet kom mig til gode

FORTALT AF KATHLEEN COOKE

DA MIN mormor, Mary Ellen Thompson, i 1911 besøgte nogle slægtninge i Glasgow i Skotland, overværede hun et foredrag af Charles Taze Russell, et fremtrædende medlem af bibelstudenterne, som senere fik navnet Jehovas Vidner. Mormor var begejstret for det hun hørte. Da hun kom tilbage til Sydafrika, kontaktede hun de lokale bibelstudenter. I april 1914 var hun blandt de 16 der blev døbt ved bibelstudenternes første stævne i Sydafrika. Mormors datter Edith, som blev min mor, var dengang seks år gammel.

Efter Russels død i 1916 var der uenighed blandt bibelstudenterne rundt om på jorden. I Durban var det kun 12 ud af 60 der forblev trofaste. Min farmor, Ingeborg Myrdal, og hendes søn Henry, en ganske ung nydøbt broder, var blandt de loyale. I 1924 blev Henry kolportør, som Jehovas Vidners heltidstjenere dengang blev kaldt. Han forkyndte i de efterfølgende fem år i mange sydafrikanske områder. I 1930 blev Henry og Edith gift, og tre år senere blev jeg født.

Et åbent hjem

Vi boede et stykke tid i Mocambique, men i 1939 flyttede vi ind hos mormor og morfar i Johannesburg. Morfar var ikke interesseret i sandheden fra Bibelen og modarbejdede til tider mormor, men ikke desto mindre var  han meget gæstfri. Min søster, Thelma, blev født i 1940, og vores forældre opdrog os til at have omsorg for ældre mennesker. Mange gange sad vi alle i lang tid over aftensmaden og talte om dagens begivenheder eller om gamle dage.

Vores familie kunne godt lide at beværte besøgende Jehovas Vidner, især heltidstjenere. De havde så meget at bidrage med ved samtalerne omkring middagsbordet, og det de fortalte, gav os større værdsættelse af vores åndelige arv. Thelma og jeg fik herved styrket ønsket om at blive pionerer ligesom dem.

Fra en meget tidlig alder lærte vi glæden ved at læse. Mor, far og mormor var alle med til at læse højt for os af gode historiebøger eller direkte fra Bibelen. De kristne møder og tjenesten fra hus til hus var en integreret del af vores hverdag. Far var kredstjener (nu kaldt præsiderende tilsynsmand) for menigheden i Johannesburg, så vi var nødt til at komme i god tid til møderne. Når vi havde stævne, var far travlt optaget af administrationen, og mor hjalp de delegerede med logi.

Et stævne af særlig betydning for os

Stævnet i Johannesburg i 1948 var noget ganske særligt. For første gang havde vi besøg fra Jehovas Vidners hovedkontor i Brooklyn, New York. Far havde fået til opgave at køre for Nathan H. Knorr og Milton G. Henschel under deres ophold. Det var ved dette stævne jeg blev døbt.

Til fars overraskelse betroede min farfar ham kort tid efter hvor meget han havde fortrudt at han efter broder Russells død havde ladet sig påvirke af dem som forlod bibelstudenterne. Han døde nogle få måneder senere. Min farmor, Ingeborg Myrdal, forblev derimod trofast indtil hun afsluttede sit jordiske livsløb i 1955.

Vigtige begivenheder i mit liv

Den 1. februar 1949 begyndte jeg i pionertjenesten. Kort tid efter blev det bekendtgjort at der skulle holdes et internationalt stævne i New York City det følgende år. Det lød naturligvis spændende. Vi havde stor lyst til at tage med, men vores midler rakte ikke til det. I februar 1950 døde morfar imidlertid, og mormor brugte så de penge hun arvede, til at betale billetten for os alle fem.

Nogle uger inden vi skulle af sted, modtog jeg et brev fra Jehovas Vidners hovedkontor i Brooklyn, New York. Jeg blev indbudt til den 16. klasse på missionærskolen Gilead. Jeg følte mig helt overvældet, for jeg var endnu ikke fyldt 17 år. Så da skolen begyndte, var jeg blandt de ti elever fra Sydafrika som havde det store privilegium at være med.

 Da vi i februar 1951 havde afsluttet skolen, vendte otte af os tilbage til Sydafrika for at tjene som missionærer. I de næste par år forkyndte min makker og jeg hovedsagelig i små byer hvor der blev talt afrikaans. I begyndelsen var jeg ikke fortrolig med sproget, og jeg husker en dag jeg cyklede grædende hjem fordi jeg følte mig så magtesløs i forkyndelsen. Med tiden kom jeg dog til at beherske sproget bedre, og Jehova velsignede mine anstrengelser.

Ægteskab og rejsetjeneste

I 1955 lærte jeg John Cooke at kende. Han havde udført et banebrydende forkyndelsesarbejde i Frankrig, Portugal og Spanien inden og efter den anden verdenskrig og var lige blevet missionær i Afrika da jeg mødte ham. Han skrev herefter: „På én uge fik jeg tre overraskelser . . . En gavmild broder forærede mig en lille bil; jeg blev udnævnt til sektionstjener; og jeg blev forelsket.“ * Vi giftede os i december 1957.

I vores forlovelsestid havde John forsikret mig om at jeg sammen med ham aldrig ville komme til at kede mig, og han fik ret. Vi besøgte menigheder i hele Sydafrika, hovedsagelig i sorte kvarterer. Hver uge kæmpede vi for at få tilladelse til at bevæge os ind i sådanne områder, for ikke at tale om at få lov at overnatte der. Enkelte gange sov vi på gulvet i en tom forretning i nærheden af et hvidt kvarter og bestræbte os for ikke at blive set af forbipasserende. Ellers måtte vi sædvanligvis overnatte hos de nærmestboende hvide forkyndere, ofte flere kilometer derfra.

Vi måtte også klare udfordringerne ved de beskedne stævnefaciliteter ude i selve bushen. Vi viste film fremstillet af Jehovas Vidner, og disse film hjalp folk til at få øjnene op for det store, verdensomspændende brodersamfund.  Vi medbragte selv en generator fordi der ikke plejede at være elektricitet sådanne steder. Der var også vanskeligheder forbundet med at tjene i britiske protektorater, hvor vores publikationer dengang var forbudt, og hvor vi måtte lære zulu. Men vi glædede os over at vi kunne betjene vore brødre.

I august 1961 skulle John som den første i Sydafrika være lærer på Rigets Tjenesteskole. Kurset var til gavn for tilsynsmændene i menighederne og varede i fire uger. John var dygtig til at undervise, og hans klare og logiske tale samt levende illustrationer virkede meget appellerende. I næsten halvandet år rejste vi fra sted til sted — til den ene engelsktalende klasse efter den anden. Mens John underviste, gik jeg i tjenesten med lokale forkyndere. En dag modtog vi til vores store overraskelse et brev der oplyste os om at vi fra 1. juli 1964 var indbudt til at tjene på det sydafrikanske afdelingskontor i nærheden af Johannesburg.

Omkring dette tidspunkt var Johns helbred begyndt at volde os problemer. I 1948 havde han haft tuberkulose, og som følge heraf var hans modstandskraft blevet svækket. Han fik ofte influenzalignende symptomer og måtte ligge i sengen i flere dage ad gangen — han orkede ikke at foretage sig noget eller at se nogen. Vi havde allerede kontaktet en læge kort før vi blev kaldt på Betel, og hans diagnose lød på at John havde en depression.

Det var utænkeligt for os at opgive heltidstjenesten, sådan som lægen havde foreslået. På afdelingskontoret fik John til opgave at virke i tjenesteafdelingen, og jeg i korrekturafdelingen. Og vi glædede os over at have vores eget værelse. John havde virket i portugisiske distrikter inden vi blev gift, og af den grund blev vi i 1967 anmodet om at hjælpe den eneste portugisiske familie der var Jehovas Vidner, med at forkynde for den store portugisiske befolkningsgruppe i og omkring Johannesburg. Det betød at jeg måtte lære endnu et sprog.

Den portugisiske befolkningsgruppe var spredt over et større område, og det indebar at vi måtte rejse langt, nogle gange op til 300 kilometer, for at tage os af retsindige mennesker. Ved den tid begyndte portugisisktalende forkyndere fra Mocambique at besøge os i perioden omkring stævnerne, og det var en stor hjælp for de nye. I de 11 år hvor vi virkede i det portugisiske distrikt, så vi hvordan en lille gruppe på omkring 30 voksede og blev til fire menigheder.

Ændrede omstændigheder

I mellemtiden havde forholdene ændret sig for min familie. I 1960 havde min søster, Thelma, giftet sig med John Urban, en pioner fra USA. I 1965 overværede de den 40. gileadklasse og tjente loyalt som missionærer i Brasilien i 25 år. I 1990 tog de til Ohio for at tage sig af Johns aldrende forældre. Trods det krævende omsorgsarbejde er de stadig i heltidstjenesten.

Min mormor afsluttede sit jordiske livsløb i 1965 som en 98-årig loyal tjener for Gud. Far var holdt op med at arbejde samme år, så da John og jeg blev bedt om at hjælpe i det lokale portugisiske distrikt, kom far og mor og sluttede sig til os. De var en stabiliserende faktor i gruppen, og efter få måneder blev den første menighed oprettet. Kort efter begyndte det at gå nedad med mors helbred; hun havde cancer, som førte til hendes død i 1971. Far døde syv år senere.

John bliver syg

I 1970’erne stod det klart for os at Johns helbred ikke blev bedre. Lidt efter lidt havde han givet afkald på nogle af de tjenesteprivilegier han satte så stor pris på, som for eksempel at lede betelfamiliens ugentlige studium af Vagttårnet og dagens tekst om morgenen. Fra at have virket i tjenesteafdelingen fik han  til opgave at tage sig af posten og senere at arbejde i haven.

Med Johns kampånd var det svært for ham at foretage forandringer. Når jeg gang på gang forsøgte at få ham til at sætte tempoet ned, kaldte han mig drillende for sin fodlænke, hvorefter han som regel gav mig et kærligt knus. Til sidst fandt vi det tilrådeligt at forlade det portugisiske distrikt og virke i den menighed som havde møder i rigssalen på afdelingskontoret.

Alt imens Johns helbred forværredes, var det rørende at se hans nære forhold til Jehova. Hvis John vågnede midt om natten og var dybt deprimeret, talte vi sammen indtil han faldt så meget til ro at han kunne hente hjælp hos Jehova i bøn. Han klarede med tiden sådanne svære stunder alene, idet han tvang sig til at gentage Filipperne 4:6, 7: „Vær ikke bekymrede for noget . . .“ Så blev han rolig nok til at kunne begynde at bede. Jeg lå ofte vågen og kunne i stilhed se hans læber bevæge sig mens han vendte sig i inderlig bøn til Jehova.

Afdelingskontorets faciliteter var efterhånden blevet for små, så derfor begyndte man at bygge et nyt afdelingskontor uden for Johannesburg. John og jeg tog hyppigt ud til dette fredfyldte sted, borte fra byens larm og forurening. Det var en stor hjælp for John at vi fik lov til at flytte ind i nogle midlertidige værelser dér indtil det nye afdelingskontor stod færdigt.

Nye udfordringer

Johns evne til at tænke og ræsonnere blev mere og mere hæmmet, hvilket gjorde det vanskeligt for ham at passe et arbejde. Jeg var meget rørt over den måde andre støttede John på i hans kamp. Når en broder for eksempel skulle ned på kommunebiblioteket for at undersøge noget, tog han John med. Inden de tog af sted havde John fyldt sine lommer med traktater og blade. På den måde følte han at han udrettede noget, og bevarede derved sit selvværd.

På grund af Alzheimers sygdom kunne John til sidst ikke længere forstå det skrevne ord. Vi var taknemmelige for de indspillede bånd med Rigets sange og bibelsk litteratur. Vi hørte disse bånd igen og igen. John blev ofte urolig hvis jeg ikke satte mig ned og lyttede sammen med ham, så jeg holdt mig beskæftiget i disse mange timer med håndarbejde. Efterhånden var vi derfor velforsynede med trøjer og tæpper.

Til sidst krævede Johns situation mere pleje fra min side. Skønt jeg ofte var for træt til at læse eller studere, var jeg glad for at jeg kunne passe ham til det sidste. I 1998 sov John stille ind i mine arme kort tid efter at han var fyldt 85 — ubetinget loyal til det sidste. Jeg længes efter at se ham igen i opstandelsen, hvor han vil være rask på sind og legeme.

Jeg får ny styrke

Efter Johns død havde jeg ikke let ved at finde mig selv igen. I maj 1999 tog jeg derfor over og besøgte min søster, Thelma, og hendes mand i USA. Hvor var det dejligt og styrkende at møde mange af mine kære loyale venner igen, især under vores besøg på Jehovas Vidners hovedkontor i New York. Det var lige det åndelige løft jeg havde brug for.

Når jeg tænker på min kære og loyale familie, minder det mig om så mange ting der er kommet mig til gode. Gennem deres vejledning, eksempel og hjælp har jeg lært at udvide min kærlighed til folk af andre nationaliteter og racer. Jeg har lært tålmodighed, udholdenhed og fleksibilitet. Og mest af alt har jeg erfaret Jehovas venskab og kærlighed, blandt andet gennem bønnen. Jeg tilslutter mig salmisten, som så dybtfølt skrev: „Lykkelig er den du udvælger og lader nærme sig dig, så han kan bo i dine forgårde. Vi mættes med godt i dit hus.“ — Salme 65:4.

[Fodnote]

[Illustration på side 8]

Mormor med sine døtre

[Illustration på side 9]

Med mine forældre ved min dåb i 1948

[Illustration på side 10]

Med Albert Schroeder, Gileadskolens registrator, og ni andre elever fra Sydafrika

[Illustration på side 10]

John og mig i 1984