Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Religion — Til hvilken nytte?

Religion — Til hvilken nytte?

Religion — Til hvilken nytte?

„MAN kan sagtens være et godt menneske uden at være troende!“ Det er en udbredt holdning. Mange hæderlige, næstekærlige og ansvarsbevidste mennesker synes ikke at religion siger dem noget. For eksempel går meget få vesteuropæere i kirke selvom de fleste siger at de tror på Gud. * Selv i Latinamerika er det kun 15-20 procent af katolikkerne der er faste kirkegængere.

Måske mener du ligesom mange andre at religion ikke har betydning for livskvaliteten. Som alle ved, var folk på vore bedsteforældres tid generelt mere religiøse end folk er i dag. Hvordan gik det til at mange vendte religionen ryggen? Kan man være et godt menneske uden at være troende? Findes der en nyttig form for religion?

Hvorfor mange har vendt religionen ryggen

I flere hundrede år troede de fleste i de kristne lande at Gud har krav på lydighed. De gik i kirke for at behage Gud, enten gennem ceremonier som blev forrettet af en præst, eller ved at lytte til en prædikant. Naturligvis vidste mange besked med det religiøse hykleri. Kirkernes medansvar for krigene var velkendt, og det samme var visse gejstliges anstødelige livsførelse. Alligevel så flertallet noget godt i religion som sådan. Andre var betagede af mystikken, traditionerne og musikken. Nogle syntes endda at truslen om evig fortabelse i helvedes ild — en ubibelsk lære — havde sin berettigelse. Men med tiden skete der omvæltninger som forandrede manges holdning til kirkerne.

Blandt andet vandt evolutionsteorien tilslutning. Nogle blev overbevist om at livet var opstået ved et tilfælde, uden Guds medvirken. De fleste kirker svarede ikke med overbevisende vidnesbyrd om at Gud er livets kilde. (Salme 36:9) Desuden gik lægevidenskab, samfærdsel og kommunikation fremad med stormskridt, og det fik mange til at tro at videnskaben kunne løse ethvert problem. Samtidig mente mange at sociologerne og psykologerne gav mere kvalificeret vejledning end kirkerne, som forsømte at lære folk at den bedste livsform er at leve efter Guds lov. — Jakob 1:25.

I stedet ændrede mange af kirkerne deres budskab. De skrinlagde tanken om at man skal adlyde Gud, og lærte at man personligt må afgøre hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert. Nogle religiøse ledere søgte popularitet ved at påstå at Gud tager imod enhver, uanset hvordan vedkommendes livsførelse er. Det leder tanken hen på Bibelens forudsigelse: „Der kommer en tid da de ikke vil finde sig i den sunde lære, men efter deres egne ønsker vil de samle sig en masse lærere for at få deres ører kildret.“ — 2 Timoteus 4:3.

Budskaber som dette virkede ikke tiltrækkende, men frastødende. Folk spurgte naturligt nok: ’Hvis kirkerne sår tvivl om Guds magt til at skabe og om hans visdom til at fastsætte love, hvad har jeg så ud af at gå i kirke? Hvorfor skulle jeg undervise mine børn i religion?’ Mange som ganske enkelt forsøgte at leve et hæderligt liv, begyndte at anse religion for irrelevant og meldte sig ud af deres kirke. Hvor gik det galt for det som skulle være så godt? Det giver Bibelen en god forklaring på.

Når religionen bliver misbrugt

Apostelen Paulus advarede sin tids kristne om at nogle ville misbruge kristendommen. Han sagde: „Der . . . vil komme undertrykkende ulve ind iblandt jer, og de vil ikke behandle hjorden skånsomt, og fra jer selv skal der fremstå mænd som vil fremføre fordrejede ting for at trække disciplene bort efter sig.“ (Apostelgerninger 20:29, 30) En af dem der ’fremførte fordrejede ting’, var den katolske teolog Augustin. Jesus havde lært sine disciple at de skulle overbevise andre ved at ræsonnere ud fra Skrifterne. Men Augustin fordrejede betydningen af Jesu ord i Lukas 14:23: „Nød dem til at komme ind.“ Augustin udlagde det sådan at det var i orden at tvangsomvende folk. (Mattæus 28:19, 20; Apostelgerninger 28:23, 24) Han brugte religion som magtmiddel.

Det er Satan, en oprørsk engel, der står bag forvanskningen og misbruget af religion. Han æggede nogle religiøse mænd i det første århundrede til at prøve om de kunne fordærve de kristne menigheder. Bibelen giver dem dette skudsmål: „Sådanne mennesker er . . . falske apostle, svigefulde arbejdere, der giver sig ud for at være Kristi apostle. Og intet under, for Satan selv giver sig ud for at være en lysets engel. Det er derfor intet stort om hans tjenere også giver sig ud for at være retfærdigheds tjenere.“ — 2 Korinther 11:13-15.

Satan benytter stadig religiøse systemer der foregiver at være kristne og at være moralske autoriteter og formidlere af oplysning, som redskab for at få folk til at leve efter hans normer frem for Guds. (Lukas 4:5-7) Du har sikkert lagt mærke til at mange gejstlige udnytter deres stilling til at smykke sig selv med ophøjede titler og få fingre i de troendes penge. Og magthaverne har i religionens navn overtalt folk til at ofre sig selv i krig.

Djævelen gør brug af religion i langt større udstrækning end de fleste forestiller sig. Man kunne tro at kun nogle få religiøse ekstremister går Satan Djævelens ærinde. Men ifølge Bibelen „vildleder [han] hele den beboede jord“. Den siger også at „hele verden ligger i den ondes magt“. (Åbenbaringen 12:9; 1 Johannes 5:19) Hvad synes Gud om trossamfund der misbruges af ledere som kun er ude på at trække folk bort efter sig?

Ofre som Jehova ikke bryder sig om

Hvis du er rystet over det man ser i nogle kirker, så skal du vide at den almægtige Gud i højeste grad misbilliger dem. Ligesom fortidens Israel hævder kirkerne at de har indgået en pagt med Gud. Men de har vist sig troløse ligesom israelitterne. Jehovas fordømmelse af Israel gælder derfor i lige så høj grad kirkerne i dag. Han sagde: „De har ikke hørt efter mine ord, og de har forkastet min lov. Hvad bryder jeg mig om røgelse fra Saba? . . . Jeres ofre behager mig ikke.“ (Jeremias 6:19, 20, New International Version) Gud godkendte ikke hyklernes tilbedelse. Han brød sig ikke om deres ritualer og bønner. Til Israel sagde han: „Jeres festtider hader min sjæl. De er blevet en belastning for mig; jeg er blevet træt af at bære dem. Og når I breder jeres håndflader ud, skjuler jeg mine øjne for jer. Selv om I beder mange bønner, hører jeg ikke efter.“ — Esajas 1:14, 15.

Har Jehova behag i højtider som kirkerne kalder kristne, men som oprindelig var til ære for falske guder? Lytter han til bønner fra gejstlige som udvander Kristi lære? Godkender Gud trossamfund som vrager hans lov? Du kan være sikker på at han bryder sig lige så lidt om vor tids kirkeritualer som han brød sig om israelitternes ofre — dem han afviste med ordene: „Hvad bryder jeg mig om [dem]?“

Men Jehova bryder sig i høj grad om at oprigtige mennesker tilbeder ham i sandhed. Det glæder Gud når de udtrykker værdsættelse af alt det de får af ham. (Malakias 3:16, 17) Hvad er da svaret på spørgsmålet: Kan man være et godt menneske uden at tilbede Gud? En der ikke gør noget for sine kærlige forældre, kan næppe påberåbe sig at være god, vel? Kan den der ikke gør noget for Gud, kaldes god? Det er kun rimeligt at vi viser en levende interesse for den sande Gud, som skabte livet. I den følgende artikel vil vi se hvordan den sande tilbedelse ikke kun ærer Gud, men også gavner os.

[Fodnote]

^ par. 2 ’I mange lande markerede 1960’erne begyndelsen til det religiøse værdigrundlags generelle sammenbrud.’ — The Decline of Christendom in Western Europe, 1750-2000.

[Illustration på side 4]

Har kirkerne henvist til vidnesbyrdene om at Gud skabte alt?

[Illustration på side 4, 5]

Har en Guds tjener noget at gøre her?

[Illustration på side 5]

Hvordan ser Gud på at man fejrer højtider på denne måde?

[Kildeangivelse]

AP Photo/​Georgy Abdaladze