Livsberetning

Jehova hjalp mig til at klare livets udfordringer

FORTALT AF DALE IRWIN

„OTTE ER RIGELIGT! DOBBELT OP ER DOBBELT JOB.“ Sådan lød en overskrift i lokalavisen da vores børneflok på fire piger blev forøget med firlinger. Som ung havde jeg ikke tænkt mig at blive gift, og da slet ikke at få børn. Men nu var jeg altså far til otte!

JEG er født i 1934 i byen Mareeba i Australien. Jeg var den yngste af tre børn. Senere flyttede familien til Brisbane, hvor min mor underviste i den metodistiske søndagsskole.

I begyndelsen af 1938 kunne man i de lokale aviser læse at Joseph F. Rutherford fra Jehovas Vidners hovedkontor muligvis ville blive nægtet indrejse i Australien. „Hvorfor behandler de ham sådan?“ spurgte min mor da et af Jehovas Vidner næste gang kom på besøg. Til det svarede forkynderen: „Sagde Jesus ikke at hans disciple ville blive forfulgt?“ Det fik min mor til at tage imod brochuren Lægedom, der opremsede en hel række forskelle mellem sand og falsk religion. * Brochuren gjorde et stort indtryk på min mor, så hun tog os med til et af Jehovas Vidners møder den følgende søndag. Til at begynde med var min far meget imod det, men fra tid til anden skrev han en liste med bibelske spørgsmål som min mor gav videre til en af brødrene. Broderen nedskrev så de bibelske svar, og min mor gav dem til min far.

En søndag tog min far med os til møde fordi han ville beklage sig over Jehovas Vidner. Men efter at han havde talt med den  rejsende tilsynsmand som var på besøg i menigheden, ændrede han indstilling og gik endda med til at det ugentlige bogstudium, som blev overværet af alle de interesserede i området, blev holdt hjemme hos os.

I september 1938 blev mine forældre døbt. Mine søskende og jeg blev døbt i december 1941 ved et landsstævne i Hargreave Park i Sydney, New South Wales. Jeg var syv år. Fra da af tog jeg regelmæssigt del i forkyndelsen sammen med mine forældre. Dengang brugte Jehovas Vidner grammofoner og spillede bibelske foredrag for dem de besøgte fra dør til dør.

Et af de Jehovas Vidner jeg især husker, er Bert Horton. Han havde en højttalerbil — en bil som var udstyret med en kraftig forstærker og en stor højttaler på taget. Det var spændende at arbejde sammen med Bert, især for en dreng på min alder. Når vi for eksempel afspillede et bibelsk foredrag fra en bakketop, kunne vi ofte se en politibil komme op imod os. Så slukkede Bert hurtigt for sit udstyr og kørte flere kilometer væk til en anden bakke for at spille et andet foredrag. Bert og andre modige og trofaste brødre lærte mig at stole på Jehova og at være frimodig. — Mattæus 10:16.

Da jeg var 12 år, tog jeg tit alene ud i forkyndelsen efter skole. Ved en lejlighed traf jeg familien Adshead. Med tiden tog begge forældre, deres otte børn og mange børnebørn fra denne familie sandheden til sig. Jeg er meget taknemmelig for at Jehova lod mig, der endnu var dreng, medvirke til at denne dejlige familie lærte Bibelens sandheder at kende. — Mattæus 21:16.

Tjenesteforrettigheder som ung

Da jeg var 18, blev jeg pioner og fik tildelt et distrikt i Maitland, New South Wales. I 1956 blev jeg indbudt til at tjene på det australske afdelingskontor i Sydney. Vi var cirka 20 på afdelingskontoret, og omkring en tredjedel var salvede brødre, der havde håb om at herske med Kristus i det himmelske rige. Det var et stort privilegium at få lov til at arbejde sammen med dem! — Lukas 12:32; Åbenbaringen 1:6; 5:10.

Min beslutning om at forblive ugift forsvandt som dug for solen da jeg mødte Judy Helberg, en køn pionersøster som midlertidigt blev indbudt til afdelingskontoret for at hjælpe mig med et stort projekt. Judy og jeg forelskede os og blev gift to år senere. Efter at vi var blevet gift, begyndte vi i rejsetjenesten. Det betød at vi hver uge besøgte en af Jehovas Vidners menigheder for at opmuntre brødrene.

I 1960 fødte Judy vores første datter, Kim. I dag ville det at få et barn betyde at man måtte forlade rejsetjenesten og slå sig ned et sted. Men til vores store overraskelse blev vi spurgt om vi ville fortsætte med at besøge menighederne. Efter mange bønner besluttede vi at sige ja. I løbet af de næste syv måneder rejste vi alle tre 13.000 kilometer med bus, fly og tog. Vi besøgte menigheder der lå så langt væk som i Queensland og Northern Territory. Dengang havde vi ikke nogen bil.

Vi boede altid hos brødrene. På grund af det tropiske klima var der som regel ingen dør til soveværelset, men bare et gardin. Det var  lidt af et problem når Kim græd om natten. Efterhånden blev det for vanskeligt for os både at tage os af et spædbarn og af vores tildelte opgave. Vi slog os derfor ned i Brisbane, og jeg begyndte at arbejde som skiltemaler. Da Kim var to år, fik vi endnu en datter, Petina.

Vi rammes af tragedie

I 1972, da pigerne var 12 og 10, døde Judy af Hodgkins sygdom, en form for malignt lymfom. Det var et tab vi som familie næsten ikke kunne bære. Men gennem hele Judys sygdomsforløb og efter hendes død mærkede vi hvordan Jehova trøstede os gennem sit ord, sin hellige ånd og brodersamfundet. Vi følte os også styrket af et nummer af Vagttårnet som udkom lige efter tragedien. I dette blad var der en artikel som handlede om personlige prøvelser, deriblandt tabet af en man holder af. Artiklen kom ind på hvordan prøvelser kan give én lejlighed til at opdyrke egenskaber som udholdenhed, tro og integritet. * — Jakob 1:2-4.

Pigerne og jeg knyttede stærke bånd til hinanden efter Judys død. Men jeg skal indrømme at det var svært at udfylde rollen som både mor og far. Mine to dejlige piger medvirkede dog til at lette byrden for mig.

Gift igen og familieforøgelse

Med tiden giftede jeg mig igen. Mary, min nye kone, og jeg havde meget tilfælles. Hendes ægtefælle var også død af Hodgkins sygdom, og hun havde også to døtre — Colleen og Jennifer. Colleen var omkring tre år yngre end Petina. Nu havde vi fire piger på henholdsvis 14, 12, 9 og 7 år.

Mary og jeg besluttede at vi til at begynde med ville tage os af opdragelsen af vores respektive børn, indtil alle følte det naturligt at tage imod vejledning fra os begge. I vores ægteskab havde vi to vigtige regler. For det første ville vi aldrig give udtryk for nogen form for uenighed over for børnene. For det andet talte vi, i overensstemmelse med Efeserbrevet 4:26, altid ud om tingene indtil vi fandt en løsning — om det så tog flere timer!

Alle medlemmer af vores nye familie tilpassede sig forbløffende hurtigt, men det betød ikke at alle vores sorger var glemte. Mandag aften blev for eksempel til Marys „grædeaften“. Efter vores familiestudium, når pigerne var gået i seng, blev hun ofte overvældet af følelser hun ellers havde holdt tilbage.

Mary ville gerne have at vi fik et barn sammen. Vi mistede sørgeligt nok vores første barn ved en spontan abort. Da Mary igen blev gravid, ventede der en stor overraskelse. En ultralydsscanning viste at Mary ikke var gravid med ét, men med fire børn! Jeg var lamslået. Jeg var nu 47 år gammel og skulle snart være far til otte! Firlingerne blev født ved kejsersnit den 14. februar 1982, efter 32 ugers graviditet. Først kom Clint på 1600 gram, så Cindy på 1900 gram, Jeremy på 1400 gram og til sidst  Danette der vejede 1700 gram. Ingen af dem lignede hinanden.

Lige efter fødselen kom Marys læge og satte sig ved siden af mig.

„Er du nervøs for hvordan I skal klare at tage jer af børnene?“ spurgte han.

„Tja, det er jo en temmelig ny situation for mig,“ svarede jeg.

Derefter sagde lægen noget der både overraskede og opmuntrede mig.

„Jeres menighed vil ikke svigte jer,“ sagde han. „Et enkelt nys, og I vil få tilbudt tusinder af lommetørklæder!“

Takket være denne usædvanlige fødselslæge og hans lægehold kunne vi tage fire forholdsvis sunde børn med os hjem fra hospitalet inden der var gået to måneder.

Udfordringerne ved at opdrage firlinger

For at have lidt orden i tingene udarbejdede Mary og jeg et 24-timers skema. De fire ældste piger var meget hjælpsomme som barnepiger. Og lægens ord viste sig at være sande — et enkelt „nys“, og hele menigheden kom os til undsætning. En af mine gamle venner, John MacArthur, havde i forvejen arrangeret at nogle brødre som var håndværkere, hjalp til med at udvide vores hus. Da firlingerne ankom, hjalp et hold søstre os med pasningen af dem. Alle disse gode gerninger var bevis på ægte kristen kærlighed. — 1 Johannes 3:18.

På en måde var firlingerne hele menighedens børn. Selv i dag betragter børnene de brødre og søstre der hjalp os, som en del af familien. Hvad angår Mary, så har hun vist sig at være en utrolig god hustru og mor som har ofret sig for sine børn. Hun har virkelig praktiseret det hun har lært fra Bibelen og gennem organisationen. Der findes ikke nogen bedre vejledning! — Salme 1:2, 3; Mattæus 24:45.

Selvom det var en udfordring med fire små børn, forblev de kristne møder og forkyndelsen en vigtig del af vores ugentlige rutine. Det var en stor velsignelse at vi på det tidspunkt havde bibelstudium med to ægtepar, som var så flinke at komme hjem til os når vi skulle studere. Det gjorde det lettere for os. Men nogle gange var Mary alligevel så træt at hun, med et sovende barn i armene, faldt i søvn under studiet. Med tiden blev begge disse par en del af vores åndelige familie.

Åndelig oplæring mens børnene var små

Endnu før børnene kunne gå, tog Mary, jeg selv og de ældste piger dem med ud i forkyndelsen. Mens de var små, tog Mary og jeg hver to børn med ud, og det var ikke noget problem. Faktisk var børnene ofte skyld i at vi fik en god samtale med flinke mennesker i distriktet. En dag traf jeg en mand som hævdede at hvis man var født under et særligt stjernetegn på en bestemt dag, ville ens personlighed passe ind i et bestemt mønster. Jeg argumenterede ikke med ham, men spurgte blot om jeg måtte komme igen senere på formiddagen. Det indvilligede han i, så jeg kom tilbage med firlingerne. Han kiggede forbavset da jeg stillede dem op på række efter det tidspunkt de var født på. Vi fik så en hyggelig samtale, ikke kun om børnenes udseende, som tydeligvis var vidt forskelligt indbyrdes, men også om hvor forskellige deres personligheder var. Hans teori faldt helt til jorden. „Tænk at jeg lige skulle nævne denne teori for dig,“ sagde han. „Mon ikke jeg skulle have sat mig lidt bedre ind i tingene?“

 Selv som helt små syntes firlingerne ikke om at blive vejledt i samlet flok hvis de havde været uartige. Derfor vejledte vi dem en for en. Men de lærte at de samme regler gjaldt dem alle. Når de i skolen blev stillet over for situationer der berørte deres samvittighed, forsvarede de altid de bibelske principper og støttede hinanden. Cindy blev deres talsmand. Alle fandt hurtigt ud af at firlinger ikke sådan er til at kue!

Mens børnene var teenagere, stod Mary og jeg over for de samme udfordringer som de fleste forældre står over for når de gerne vil hjælpe deres børn til at forblive trofaste mod Jehova. Det eneste vi kan sige, er at det ville have været meget vanskeligere at klare uden den kærlige støtte fra brødre og søstre i menigheden og uden den overflod af åndelig føde som vi modtager fra Jehovas synlige organisation. Selvom det ikke altid var let, forsøgte vi at have et regelmæssigt familiebibelstudium og at bevare en åben kommunikation. Det har vist sig at være anstrengelserne værd, for alle otte børn har valgt at tjene Jehova.

Vanskelighederne ved at blive ældre

I årenes løb har jeg haft mange åndelige privilegier. Jeg har virket som menighedsældste, bytilsynsmand og vikar for kredstilsynsmanden. Jeg har også været medlem af det lokale Kontaktudvalg til Hospitaler, som har den opgave at hjælpe læger til at samarbejde med patienter der er Jehovas Vidner, når spørgsmålet om blodtransfusion kommer på tale. Igennem 34 år har jeg også haft det privilegium at være vielsesforretter. Jeg har forrettet omkring 350 vielser, deriblandt vielserne for mine seks døtre.

Jeg takker altid Jehova for den loyale støtte jeg gennem årene har fået, først fra Judy og nu fra Mary. (Ordsprogene 31:10, 30) De har altid bakket mig op i min opgave som ældste og samtidig været gode eksempler i forkyndelsen. Desuden har de indprentet børnene åndelige værdier.

I 1996 fik jeg diagnosticeret en hjernelidelse der får mine hænder til at ryste, og som påvirker min balanceevne. Jeg kunne derfor ikke fortsætte mit arbejde som skiltemaler. Men jeg tjener stadig Jehova med stor glæde, selvom jeg ikke længere er så hurtig til at klare tingene. Som noget positivt har jeg fået større forståelse for andre ældre mennesker.

Når jeg ser tilbage på mit liv, takker jeg Jehova fordi han har hjulpet mig og min familie til at bevare glæden gennem alle livets udfordringer. (Esajas 41:10) Mary, jeg selv og vores otte børn er også taknemmelige for at have en skøn åndelig familie der støtter og hjælper os. Den kærlighed de alle har vist os, er så stor at den ikke kan beskrives. — Johannes 13:34, 35.

[Fodnoter]

[Illustration på side 12]

Sammen med min mor, min ældre bror Garth og min søster Dawn, klar til at tage til stævnet i Sydney i 1941

[Illustration på side 13]

Med Judy og lille Kim mens vi var i kredstjenesten i Queensland

[Illustration på side 15]

Da firlingerne ankom, var vores fire ældste piger og menigheden mere end villige til at hjælpe til