Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Et stridsspørgsmål du er inddraget i

Et stridsspørgsmål du er inddraget i

Et stridsspørgsmål du er inddraget i

HAR du en ven eller en i familien som du føler dig særlig knyttet til? Forestil dig at nogen anklagede dig for udelukkende at være ven med vedkommende fordi du havde fordel af det. Mon ikke det ville såre dig eller gøre dig vred? Det er præcis en sådan anklage Satan Djævelen har rettet mod alle der har et nært forhold til Jehova Gud.

Tænk over det der skete da Satan fik det første menneskepar, Adam og Eva, til at overtræde Guds lov og slutte sig til ham i hans oprør mod Gud. Betød denne hændelse at menneskene kun ville forblive lydige mod Jehova så længe de havde fordel af at adlyde ham? (1 Mosebog 3:1-6) Omkring 2500 år efter Adams frafald bragte Satan lige netop dette spørgsmål på bane — denne gang i forbindelse med en mand der hed Job. Den anklage Satan fremsatte, viser klart hvad det stridsspørgsmål vi alle er inddraget i, drejer sig om. Lad os derfor se nærmere på den bibelske beretning om Job.

’Jeg lader ikke min uangribelighed vige fra mig’

Job er „en uangribelig og retskaffen mand som frygter Gud og viger fra det onde“. Men Satan giver et forvrænget billede af Jobs motiv til at være retskaffen. „Er det for intet Job frygter Gud?“ spørger han Jehova. Derefter taler Djævelen ondt om Gud og Job, idet han hævder at Jehova har købt Jobs loyalitet ved at beskytte og velsigne ham. „Men til en forandring: ræk engang din hånd ud“, siger Satan udfordrende, „og rør ved alt hvad han ejer, og se om han ikke vil forbande dig lige op i dit ansigt.“ — Job 1:8-11.

For at disse påstande kan blive imødegået, tillader Jehova at Satan sætter Job på prøve. Djævelen bringer den ene ulykke efter den anden over denne trofaste mand for at vende ham bort fra Gud. Alle Jobs husdyr bliver enten stjålet eller slået ihjel, hans karle omkommer, og hans børn mister livet. (Job 1:12-19) Men opnår Satan det han vil? Nej, slet ikke! Skønt uvidende om at det er Djævelen der er skyld i hans trængsler, siger Job: „Jehova gav, og Jehova tog. Jehovas navn være velsignet.“ — Job 1:21.

Bagefter kommer Satan frem for Jehova, der siger til ham: „[Job] holder stadig fast ved sin uangribelighed, selv om du ægger mig mod ham, til at opsluge ham uden grund.“ (Job 2:1-3) Det vigtige stridsspørgsmål drejer sig om Jobs uangribelighed — en egenskab der kræver at man viser kompromisløs loyalitet over for Gud og holder fast ved retfærdighed. Job har indtil videre bestået denne prøve på sin loyalitet. Men Djævelen giver ikke op.

Derefter fremsætter han en grov påstand der inddrager hele menneskeheden. Han siger til Jehova: „Hud for hud; et menneske giver alt hvad han har, for sin sjæl. Men til en forandring: ræk engang din hånd ud og rør ved hans ben og hans kød, og se om han ikke vil forbande dig lige op i dit ansigt.“ (Job 2:4, 5) Ved at bruge det generelle udtryk „et menneske“ i stedet for navnet Job skabte Satan tvivl om hvert eneste menneskes loyalitet over for Gud. Han hævdede i realiteten: ’Et menneske vil gøre alt for at redde sit liv. Hvis jeg fik mulighed for det, kunne jeg vende hvem som helst bort fra Gud.’ Er det virkelig rigtigt at intet menneske vil forblive loyalt over for Gud under alle forhold og til alle tider?

Jehova tillader at Satan slår Job med en ondartet sygdom. Jobs lidelser bliver så svære at Job beder om at få lov til at dø. (Job 2:7; 14:13) Dog siger han: „Til jeg udånder lader jeg ikke min uangribelighed vige fra mig.“ (Job 27:5) Jobs kærlighed til Gud er urokkelig. Han viser at han er en uangribelig mand. I Bibelen læser vi derfor at „Jehova velsignede Jobs sidste tid mere end den første“. (Job 42:10-17) Er der andre der har været som Job? Hvad har tiden vist?

Hvordan Satans påstand er blevet modbevist

I Hebræerbrevet, kapitel 11, nævner apostelen Paulus nogle trofaste mænd og kvinder der levede i førkristen tid, blandt andet Noa, Abraham, Sara og Moses. Derefter erklærer han: „Tiden vil jo ikke slå til for mig hvis jeg fortsætter med at fortælle om [andre].“ (Hebræerne 11:32) De tjenere som havde vist sig trofaste over for Gud, var så talrige at Paulus omtaler dem som ’en stor sky af vidner’. Han sammenligner dem med en stor skymasse der rækker fra den ene ende af himmelen til den anden. (Hebræerne 12:1) Ja, utallige mennesker har i århundredernes løb valgt at bruge deres frie vilje til trofast at tjene Jehova Gud. — Josua 24:15.

Den der endegyldigt modbeviste Satans påstand om at han kunne vende alle mennesker bort fra Jehova, var Guds egen søn, Jesus Kristus. Selv ikke en pinefuld død på en marterpæl kunne få ham til at bryde sin loyalitet over for Gud. Lige inden Jesus udåndede, råbte han: „Fader, i dine hænder betror jeg min ånd.“ — Lukas 23:46.

Som tiden er gået, er det blevet tydeligt at Djævelen ikke har kunnet få hvert eneste menneske til at holde op med at tjene den sande Gud. Utallige har lært Jehova at kende og er kommet til at ’elske ham af hele deres hjerte og af hele deres sjæl og af hele deres sind’. (Mattæus 22:37) Deres urokkelige loyalitet over for Jehova er et bevis på at Satan har uret i stridsspørgsmålet om menneskenes uangribelighed. Ved at forblive loyal kan du også vise at Satan har uret.

Hvad du må gøre

Det er Guds vilje at „alle slags mennesker skal frelses og komme til nøjagtig kundskab om sandheden“. (1 Timoteus 2:4) Hvordan kan du få en sådan kundskab? Ved at tage dig tid til at studere Bibelen og ’lære den eneste sande Gud at kende og den som han har udsendt, Jesus Kristus’. — Johannes 17:3.

Satan satte spørgsmålstegn ved menneskets uangribelighed da han betvivlede dets motiv til at tjene Gud. Hvis dine motiver skal påvirkes af den kundskab du får, må du sørge for at den når ned i hjertet. Og for at den kan det, må du gøre mere end blot at søge oplysninger i Bibelen. Du må gøre det til en vane at grunde over eller fordybe dig i det du lærer. (Salme 143:5) Når du læser i Bibelen eller i en bibelsk publikation, bør du tage dig tid til at tænke over spørgsmål som: ’Hvad lærer dette mig om Jehova? Hvilke af Guds egenskaber kommer til udtryk her? På hvilke områder bør jeg efterligne ham i denne henseende? Hvad synes Gud om, og hvad synes han ikke om? Hvordan berører det mine følelser for Gud?’ En sådan fordybelse vil fylde dit hjerte med taknemmelighed mod Skaberen og give dig kærlighed til ham.

At være loyal over for Gud er ikke kun et spørgsmål om hvorvidt ens tro er i overensstemmelse med Guds ord. (1 Kongebog 9:4) For at kunne forblive loyal over for Jehova må man være moralsk sund på alle livets områder. Man går ikke glip af noget ved at forblive loyal. Som ’den lykkelige Gud’ Jehova er, ønsker han at vi skal glæde os over livet. (1 Timoteus 1:11) Læg i det følgende mærke til hvilke handlinger du må undgå for at kunne forblive moralsk ren — og dermed få et lykkeligere liv og Guds godkendelse.

Hold dig fri af kønslig umoralitet

Jehova har fastsat normen for ægteskabet i sit ord, Bibelen, hvor der står: „En mand [forlader] sin fader og sin moder, og han skal holde sig til sin hustru, og de skal blive ét kød.“ (1 Mosebog 2:21-24) Eftersom ægtefællerne er blevet „ét kød“, ærer de Guds ægteskabelige ordning ved ikke at have et seksuelt forhold til andre end hinanden. Apostelen Paulus har sagt: „Sørg for at ægteskabet holdes i ære blandt alle og at ægtesengen er ubesmittet, for Gud vil dømme utugtige og ægteskabsbrydere.“ (Hebræerne 13:4) Udtrykket „ægtesengen“ betegner det seksuelle samvær mellem en mand og en kvinde der er lovformeligt gift med hinanden. Hvis en af dem dyrkede seksuelt samkvem med en uden for ægteskabet, ville han eller hun begå ægteskabsbrud, og det kunne medføre en ugunstig dom fra Gud. — Malakias 3:5.

Hvad med sex før ægteskabet? Det er også i modstrid med de moralnormer Jehova har fastsat. Bibelen siger: „Dette er Guds vilje . . . at I afholder jer fra utugt.“ (1 Thessaloniker 4:3) Homoseksualitet, incest og sodomi er alvorlige synder som Gud fordømmer. (3 Mosebog 18:6, 23; Romerne 1:26, 27) Enhver der ønsker at glæde Gud og leve et lykkeligt liv, må afholde sig fra sådanne umoralske handlinger.

Hvad med seksuelt kæleri før ægteskabet? Det er også noget der mishager Jehova. (Galaterne 5:19) Man må desuden bevare sindet rent ved ikke at give plads for umoralske tanker. Jesus sagde: „Enhver der bliver ved med at se på en kvinde for at begære hende, har allerede begået ægteskabsbrud med hende i sit hjerte.“ (Mattæus 5:28) Jesu udtalelse gælder også dét at se pornografiske billeder, hvad enten det er i trykt form, på en skærm eller på internettet, dét at læse erotiske historier eller at lytte til sjofle sangtekster. Ved fuldstændig at tage afstand fra sådanne ting glæder man Gud og opbygges selv.

Hvordan skal man betragte det at flirte? Flirten er blevet defineret som „en letfærdig og indladende“ optræden. At en gift mand eller kvinde retter en sådan opmærksomhed mod en uden for ægteskabet, er i modstrid med Bibelens principper og et tegn på manglende respekt for Jehova. (Efeserne 5:28-33) Det er heller ikke passende at ugifte viser hinanden romantisk interesse uden at mene noget med det. Hvad nu hvis denne interesse tages mere alvorligt end det var hensigten? Tænk på de hjertesorger det kunne medføre. En anden grund til at man bør tænke sig om, er at flirten kan føre til ægteskabsbrud eller utugt. Et ærbart forhold til en af det modsatte køn højner derimod ens selvrespekt. — 1 Timoteus 5:1, 2.

Hvordan man glæder Gud på andre områder

Alkohol er let tilgængeligt i mange lande. Er det noget kristne skal holde sig fra? At nyde vin, øl eller andre former for alkohol med måde er ikke forbudt ifølge Skrifterne. (Salme 104:15; 1 Timoteus 5:23) Men drikkeri og drukkenskab er forkert i Guds øjne. (1 Korinther 5:11-13) Du ønsker uden tvivl ikke at umådeholdent drikkeri skal ødelægge dit helbred og din familie. — Ordsprogene 23:20, 21, 29-35.

Jehova er „sandhedens Gud“. (Salme 31:5) „Det er umuligt for Gud at lyve,“ siger Bibelen. (Hebræerne 6:18) Hvis du ønsker Guds godkendelse, må du undgå at lyve. (Ordsprogene 6:16-19; Kolossenserne 3:9, 10) Bibelen tilskynder kristne til at ’tale sandhed hver med sin næste’. — Efeserne 4:25.

Man må også tage sig i agt for hasardspil. Selvom hasardspil for mange er en yndet beskæftigelse, så er det en form for begærlighed eftersom man forsøger at tjene penge på andres bekostning. Jehova godkender ikke dem der er „begærlige efter uærlig vinding“. (1 Timoteus 3:8) Hvis du ønsker at glæde Jehova, må du derfor afholde dig fra enhver form for hasardspil, herunder lottospil, bankospil og hestevæddeløb. Til gengæld vil du sikkert opdage at du har flere penge til rådighed så du kan dække din families behov.

At stjæle er at tage noget der ikke tilhører en selv, og det er også en form for begærlighed. Bibelen siger: „Du må ikke stjæle.“ (2 Mosebog 20:15) Det er forkert at købe noget som man ved er tyvegods, og at tage noget uden tilladelse. I Bibelen står der: „Lad den der stjæler, ikke stjæle mere, men hellere slide i det og med sine hænder udføre godt arbejde, så han har noget at dele ud af til den som er i nød.“ (Efeserne 4:28) De der elsker Jehova, vil udføre en ærlig dags arbejde og ikke stjæle tid fra deres arbejdsgiver. De ’ønsker at bære sig ærligt ad i alle ting’. (Hebræerne 13:18) Og en ren samvittighed giver i høj grad ro i sindet.

Hvordan ser Gud på dem der ikke kan beherske deres temperament? Bibelen advarer: „Gør dig ikke til ven med en vredladen mand, og kom ikke hos en mand der let bliver forbitret.“ (Ordsprogene 22:24) En ukontrolleret vrede fører ofte til voldshandlinger. (1 Mosebog 4:5-8) Og Bibelen siger om det at hævne sig: „Gengæld ikke nogen ondt med ondt. Vær i forvejen indstillet på det der er godt i alle menneskers øjne. Om muligt, så vidt det står til jer, hold fred med alle mennesker. I må ikke hævne jer, I elskede, men giv plads for vreden; for der står skrevet: ’Hævnen er min; jeg vil gengælde, siger Jehova.’“ (Romerne 12:17-19) Når vi følger dette råd, vil vores liv blive mere fredfyldt — og det vil øge vores glæde og tilfredshed.

Det kan også lykkes for dig

Kan du bevare din loyalitet over for Gud selvom nogen forsøgte at presse dig til at gøre det modsatte? Ja, det kan du. Du må forstå at Gud ønsker at det skal lykkes for dig at bevise at Satan har uret i stridsspørgsmålet om menneskets uangribelighed. Hans ord siger nemlig: „Vær vís, min søn, og lad mit hjerte fryde sig, så jeg kan svare den der smæder mig.“ — Ordsprogene 27:11.

Du kan bede Jehova om styrke til at gøre det der er rigtigt i hans øjne. (Filipperne 4:6, 7, 13) Du må derfor sørge for at få mere kundskab om Guds ord, Bibelen. Hvis du med værdsættelse tænker over det du lærer ud fra Bibelen, vil det styrke din kærlighed til Gud og give dig lyst til at glæde ham. I Første Johannesbrev 5:3 læser vi: „Dette er hvad kærligheden til Gud vil sige, at vi holder hans bud; og hans bud er ikke byrdefulde.“ Jehovas Vidner vil være glade for at hjælpe dig til at undersøge Bibelen. Du er velkommen til at kontakte dem i dit lokalområde, eller du kan skrive til udgiverne af dette blad.

[Illustration på side 4]

Job forblev trofast under prøve

[Illustration på side 7]

Hvis du sætter dig bedre ind i Bibelen, vil det styrke dig i din beslutning om at gøre det rigtige