Livsberetning

Vores kamp for at forblive åndeligt stærke

FORTALT AF ROLF BRÜGGEMEIER

Det første brev jeg fik efter at jeg var blevet fængslet, kom fra en ven. Han meddelte mig at min mor og mine yngre brødre — Peter, Jochen og Manfred — også var blevet arresteret. Det betød at vores to små søstre hverken havde forældre eller søskende til at tage sig af dem. Hvorfor blev vores familie forfulgt af de østtyske myndigheder? Hvad hjalp os til at forblive åndeligt stærke?

DEN anden verdenskrig gjorde ende på vores fredelige barndom, og vi fik krigens grusomhed at mærke. Far gik ind i den tyske hær og døde som krigsfange. Det betød at mor, som hed Berta, nu var alene om at tage sig af seks børn i alderen fra 1 til 16 år.

Den kirke min mor tilhørte, gjorde hende så skuffet over religion at hun ikke længere havde lyst til at høre mere om Gud. Men en dag i 1949 kom en lille, taktfuld kvinde ved navn Ilse Fuchs til vores dør for at tale om Guds rige. Hendes spørgsmål og ræsonnementer vakte mors nysgerrighed, og et bibelstudium indgav mor håb.

Vi drenge var derimod skeptiske i begyndelsen. Nazisterne og senere hen kommunisterne var kommet med store løfter, men de havde skuffet os. Selvom vi var forbeholdne over for alle nye løfter, gjorde det et dybt indtryk på os at høre om nogle Jehovas Vidner som havde været i koncentrationslejr fordi de havde nægtet at støtte krigsindsatsen. Året efter blev mor, Peter og jeg døbt.

Vores yngre bror Manfred blev også døbt, men sandheden fra Bibelen havde åbenbart ikke rodfæstet sig i hans hjerte. Da kommunisterne i 1950 forbød vores arbejde og han blev udsat for pres af det berygtede hemmelige politi,  Stasi, røbede han hvor vores møder blev holdt. Det var det der førte til arrestationen af min mor og mine andre brødre.

Under forbuddet

På grund af forbuddet måtte vi smugle bibelske publikationer ind i Østtyskland. Som kurér hentede jeg forsyninger i den vestlige del af Berlin, hvor der ikke var udstedt forbud mod vores publikationer, og transporterede dem over grænsen. Jeg undslap politiet flere gange, men i november 1950 blev jeg arresteret.

Stasi anbragte mig i en underjordisk celle uden vinduer. Jeg fik ikke lov til at sove om dagen, og om natten blev jeg forhørt og undertiden slået. Jeg havde ingen kontakt med min familie før marts 1951 da min mor, Peter og Jochen kom for at overvære retssagen mod mig. Jeg blev idømt seks års fængsel.

Peter, Jochen og mor blev arresteret seks dage senere. En af vores trosfæller tog sig af min søster Hannelore, som var 11 år, og en moster lod Sabine, som var 7 år, bo hos sig. Stasi-vagterne behandlede mor og mine brødre som farlige forbrydere; de tog endda deres snørebånd fra dem. Under afhøringerne blev de tvunget til at stå op. Også de blev idømt fængselsstraf. De fik hver seks år.

I 1953 blev nogle af de fængslede brødre og jeg beordret til at bygge en militærflyveplads, men det nægtede vi. Fængselsledelsen idømte os 21 dages isolation. I den tid blev vi ikke tildelt arbejde, og vi fik ingen breve og meget lidt mad. Nogle kristne søstre smuglede noget af deres sparsomme brødration ind til os. En af disse søstre var Anni, som jeg lærte at kende og giftede mig med efter at hun og jeg i henholdsvis 1956 og 1957 blev løsladt. Et år efter at vi var blevet gift, blev vores datter, Ruth, født. Peter, Jochen og Hannelore blev gift på nogenlunde samme tidspunkt.

Cirka tre år efter min løsladelse blev jeg arresteret igen. En Stasi-agent prøvede at overtale mig til at blive informant. Han sagde: „Kære hr. Brüggemeier, vær nu lidt fornuftig. Du ved hvordan det er at være i fængsel, og vi ønsker ikke at du skal gå alt det igennem én gang til. Du kan fortsætte med at være et af Jehovas Vidner, blive ved med dine studier og tale om Bibelen som du har lyst. Vi vil bare gerne holdes ajour. Du må tænke på din kone og din lille datter.“ Hans sidste bemærkning skar mig i hjertet. Men jeg vidste at Jehova ville tage sig af min familie bedre end jeg selv kunne mens jeg var i fængsel, og det gjorde han!

 Myndighederne prøvede at tvinge Anni til at arbejde fuldtids på hverdagene og lade andre passe Ruth imens. Men Anni modsatte sig det og arbejdede om natten så hun kunne tage sig af Ruth om dagen. Vores åndelige brødre var utrolig omsorgsfulde og gav min kone så mange ting at hun kunne give noget af det til andre. I mellemtiden sad jeg næsten seks år til bag tremmer.

Hvordan vi bevarede troen under fængsling

Da jeg kom tilbage til fængselet, var mine indespærrede kristne brødre ivrige efter at høre hvad der var blevet bragt i publikationerne for nylig. Hvor var jeg glad for at jeg omhyggeligt havde studeret Vagttårnet og overværet møderne regelmæssigt så jeg kunne være til åndelig opmuntring for dem!

Da vi bad vagterne om at få en bibel, svarede de: „At give Jehovas Vidner en bibel er lige så farligt som at give en fængslet indbrudstyv værktøj så han kan flygte.“ Hver dag valgte de brødre der førte an, et skriftsted som vi kunne drøfte. Under vores halvtimes gårdture var vi ikke så interesserede i motion og frisk luft som i at få gavn af dagens skriftsted. Selvom der skulle være fem meters afstand imellem os, og vi ikke måtte tale sammen, fandt vi ud af hvordan vi kunne give dagens tekst videre til hinanden. Da vi kom tilbage til vores celler, sammenstykkede vi det vi havde været i stand til at høre, hvorefter vi holdt vores daglige bibeldrøftelse.

Til sidst blev vi forrådt af en informant, og jeg blev sat i isolationsfængsel. Hvor var jeg taknemmelig for at jeg på det tidspunkt havde lært flere hundrede skriftsteder udenad! Jeg kunne bruge tiden dér til at grunde over mange forskellige bibelske emner. Så blev jeg flyttet til et andet fængsel, hvor en vagt anbragte mig i en celle sammen med to andre Jehovas Vidner og — til vores store glæde — gav os en bibel. Efter at have været seks måneder i isolationscelle var jeg meget glad for atter at kunne drøfte bibelske emner med mine trosfæller.

Min bror Peter forklarer hvad der hjalp ham til at holde ud i det fængsel han var anbragt i: „Jeg forestillede mig hvordan det bliver at leve i den nye verden, og jeg holdt mit sind beskæftiget med bibelske tanker. Vi Jehovas Vidner styrkede hinanden ved at stille spørgsmål fra Bibelen eller ved at høre hinanden i skriftsteder. Livet var ikke nemt. Nogle gange var vi 11 der var stuvet sammen i en celle på cirka 12 kvadratmeter. Dér skulle vi spise, sove, vaske os og endda forrette vores nødtørft. Nerverne blev tyndslidte.“

En anden af mine brødre, Jochen, fortæller om sit fængselsophold: „Jeg sang sange som jeg kunne huske fra vores sangbog. Hver dag grundede jeg over et skriftsted som jeg havde lært udenad. Efter at jeg var blevet løsladt, fortsatte jeg med at have gode åndelige vaner. Jeg drøftede dagens tekst sammen med min familie hver dag, og vi forberedte os også til alle møderne.“

Mor løslades

Efter lidt over to års fængsling blev mor løsladt. Hun brugte sin frihed til at studere Bibelen med Hannelore og Sabine og hjælpe dem med at lægge en god grundvold for deres tro. Hun lærte dem også hvordan de kunne tackle de situationer der opstod i skolen på grund af deres tro på Gud. Hannelore siger: „Vi tog os ikke af de prøvelser vi blev udsat for, for vi opmuntrede hinanden når vi var hjemme. Vores stærke familiesammenhold opvejede alle de problemer vi kom ud for.“

Hannelore fortsætter: „Vi sørgede også for at viderebringe åndelig føde til vores brødre der var i fængsel. Med lille skrift afskrev vi et helt eksemplar af Vagttårnet på vokspapir. Derefter pakkede vi siderne ind i vandtæt papir og gemte dem blandt nogle svesker som vi sendte i den månedlige pakke. Hvor var vi glade da vi fik en tilbagemelding om at sveskerne var ’meget velsmagende’. Vi var så opslugte af vores  arbejde at jeg faktisk følte det som en dejlig tid.“

Livet under forbuddet

Peter beskriver hvordan det var at leve under forbud i Østtyskland i flere årtier: „Vi mødtes i små grupper i private hjem, og vi kom og gik på forskellige tidspunkter. Ved hvert møde aftalte vi hvor og hvornår vi skulle mødes næste gang. Det gjorde vi ved hjælp af fagter og skriftlige beskeder, for der var altid fare for at Stasi aflyttede os.“

Hannelore fortæller: „Nogle gange fik vi båndoptagelser fra stævneprogrammer. De var altid til stor opmuntring for os. Vores lille gruppe mødtes og lyttede i adskillige timer til den bibelske undervisning. Selvom vi ikke kunne se talerne, lyttede vi opmærksomt og gjorde notater.“

Peter siger: „Vores kristne brødre i andre lande gjorde sig store anstrengelser for at forsyne os med bibelsk litteratur. Ti år før Berlinmurens fald i 1989 fremstillede de publikationer i små lommeudgaver til os. Nogle satte deres bil, penge og endog frihed på spil for at transportere åndelig føde ind i Østtyskland. En aften ventede vi på et ægtepar, men de dukkede ikke op. Politiet havde fundet publikationerne og konfiskeret deres bil. Trods farerne faldt det os aldrig ind at holde op med forkyndelsesarbejdet for at få en roligere tilværelse.“

Manfred, min lillebror som forrådte os i 1950, fortæller hvad der hjalp ham til at genvinde og bevare sin tro: „Efter at jeg var blevet holdt i forvaring i nogle måneder, flyttede jeg til Vesttyskland og forlod sandheden. Jeg rejste tilbage til Østtyskland i 1954 og blev gift året efter. Kort efter tog min kone imod Bibelens budskab, og i 1957 blev hun døbt. Med tiden begyndte min samvittighed at plage mig, og med min kones hjælp vendte jeg tilbage til menigheden.

Kristne brødre som kendte mig før jeg forlod sandheden, tog kærligt imod mig som om intet var hændt. Det er vidunderligt at blive hilst med et varmt smil og en omfavnelse. Jeg er lykkelig for at jeg er blevet forligt med Jehova og med mine brødre.“

Den åndelige kamp fortsætter

Alle i vores familie har måttet kæmpe en hård kamp for troen. Min bror Peter fortæller: „I dag er vi mere end nogen sinde omgivet af materielle fristelser og ting der kan distrahere os. Under forbuddet var vi tilfredse med det vi havde. For eksempel kunne ingen af os finde på at bede om at komme i en anden studiegruppe blot af personlige grunde, og ingen klagede over at mødestedet lå for langt væk eller at møderne blev holdt for sent om aftenen. Vi nød at komme sammen, også selvom nogle af os måtte vente til klokken elleve om aftenen før det blev vores tur til at forlade mødestedet.“

I 1959 besluttede mor at flytte til Vesttyskland sammen med Sabine, som da var 16 år.  Eftersom de gerne ville tjene hvor behovet for forkyndere var større, opfordrede afdelingskontoret dem til at flytte til byen Ellwangen i delstaten Baden-Württemberg. Mors nidkærhed trods dårligt helbred motiverede Sabine til at begynde som pioner da hun blev 18. Da Sabine blev gift, lærte mor i en alder af 58 at køre bil for at kunne yde mere i forkyndelsesarbejdet. Lige indtil sin død i 1974 satte hun stor pris på forkyndelsen.

Da jeg havde afsonet næsten seks år af min anden fængselsstraf, blev jeg i 1965 deporteret til Vesttyskland uden min families vidende. Med tiden blev jeg dog forenet med min kone, Anni, og vores datter, Ruth. Jeg spurgte afdelingskontoret om vi måtte tjene hvor der var større behov for forkyndere, og de bad os rejse til Nördlingen i Bayern. Ruth og hendes bror, Johannes, voksede op dér. Anni blev pioner, og hendes gode eksempel fik Ruth til at begynde som pioner da hun gik ud af skolen. Begge vores børn giftede sig med pionerer. Nu har de stiftet familie, og vi er blevet velsignet med seks dejlige børnebørn.

I 1987 fik jeg mulighed for at gå på efterløn, og jeg begyndte at tjene som pioner sammen med Anni. Tre år senere blev jeg indbudt til at komme på afdelingskontoret i Selters for at hjælpe til med at udvide faciliteterne. Derefter var vi med til at bygge den første stævnehal i det tidligere Østtyskland. Det var i byen Glauchau, hvor min kone og jeg blev tildelt opgaven med at tage vare på stævnehallen. Senere flyttede vi af helbredsårsager tilbage til Bayern for at være sammen med vores datter i Nördlingen-menigheden, hvor vi nu virker som pionerer.

Til min store glæde tjener alle mine brødre og søstre og de fleste af vores slægtninge fortsat vores vidunderlige Gud, Jehova. Gennem årene har vi lært at så længe vi forbliver åndeligt stærke, kan vi erfare sandheden i det der står i Salme 126:3: „Det er storslået hvad Jehova har gjort med os. Vi kan fryde os.“

[Illustration på side 13]

På vores bryllupsdag, 1957

[Illustration på side 13]

Med min familie i 1948: (forrest, fra venstre til højre) Manfred, Berta, Sabine, Hannelore, Peter; (bagerst, fra venstre til højre) mig og Jochen

[Illustrationer på side 15]

En lille lommeudgave af en bog som blev brugt under forbuddet, og aflytningsudstyr som anvendtes af Stasi

[Kildeangivelse]

Forschungs- und Gedenkstätte NORMANNENSTRASSE

[Illustration på side 16]

Med mine søskende; (forrest, fra venstre til højre) Hannelore og Sabine; (bagerst, fra venstre til højre) mig, Jochen, Peter og Manfred