Kan du „udvide“ din kærlighed?

ET SKIBS ankerkæde må kunne klare en enorm belastning hvis den skal forhindre et skib i at drive bort. Det kan den imidlertid kun hvis alle dens led er sikre og stærke. Er de ikke det, vil kæden briste.

Noget lignende kan siges om den kristne menighed. For at en menighed kan være sund og stærk, må dens enkelte medlemmer være knyttet sammen i enhed. Hvad knytter en menigheds medlemmer sammen? Det gør kærlighed, den mest forenende kraft der findes. Med god grund sagde Jesus til sine disciple: „Jeg giver jer et nyt bud, at I skal elske hinanden; at ligesom jeg har elsket jer, skal I også elske hinanden. På dette skal alle kende at I er mine disciple, hvis I har kærlighed til hinanden.“ Ja, sande kristnes indbyrdes kærlighed er betydeligt dybere end tilfældige venskaber og gensidig respekt. De opdyrker selvopofrende kærlighed. — Johannes 13:34, 35.

Vi værdsætter vores trosfæller

Mange menigheder består af brødre og søstre i forskellige aldre og af forskellig race, nationalitet og kultur samt med forskellige sprog og forskellig social baggrund. Alle har noget de synes om, og noget de ikke synes om, og alle har deres forhåbninger og bekymringer. De fleste af os har en personlig byrde vi bærer på — måske et dårligt helbred eller en vaklende økonomi. Denne forskelligartethed kan være en udfordring i forbindelse med kristen enhed. Hvordan kan vi på trods af det vokse i kærlighed til hinanden og bevare enheden? Hvis vi oprigtigt værdsætter alle i menigheden, vil den indbyrdes kærlighed vokse.

Men hvad vil det sige at værdsætte andre? Definitionen på at værdsætte er ifølge Den Danske Ordbog at „være glad og taknemmelig for; [at] vurdere højt“. Når vi værdsætter vores trosfæller, er vi opmærksomme på deres behov. Vi agter dem højt, påskønner deres fortrin og er taknemmelige for at de tilbeder Jehova sammen med os. Det medfører at vi kommer til at elske dem højt. Ved at se lidt nærmere på hvad apostelen Paulus skrev til de kristne i Korinth i det første århundrede, vil vi bedre kunne forstå hvordan vi kan vise kristen kærlighed i fuldt mål.

Korintherne havde „kneben plads“

Paulus skrev sit første brev til korintherne i år 55, og inden der var gået et år, skrev han sit andet brev til dem. Det han skrev, vidner om at nogle i menigheden i Korinth ikke værdsatte deres trosfæller. Paulus beskriver situationen med følgende ord: „Vor mund er åben over for jer, korinthere, vort hjerte har udvidet sig. I har ikke kneben plads hos os, men der er kneben plads hos jer med hensyn til inderlig hengivenhed.“ (2 Korinther 6:11, 12) Hvad mente Paulus med at der var „kneben plads“ hos dem?

 Han mente at de var snæversynede og smålige. Ifølge en bibelforsker var korinthernes kærlighed til Paulus „hæmmet på grund af vanskeligheder der var opstået som følge af ubegrundet mistro . . . og krænket stolthed“.

Læg mærke til den vejledning Paulus gav dem: „For at gøre gengæld — jeg taler som til børn — må I også udvide.“ (2 Korinther 6:13) Paulus opfordrede korintherne til at udvide deres kærlighed til deres trosfæller. De skulle ikke lade sig lede af smålighed og mistro, men af en positiv indstilling og storsindethed.

Hvordan vi kan „udvide“ i dag

Det er opmuntrende at se hvordan Guds sande tilbedere i dag bestræber sig for at lade deres indbyrdes kærlighed vokse. Naturligvis kræver det en indsats. Det er ikke nok at forstå hvad det indebærer rent teoretisk. Vi kan ikke udvide vores kærlighed hvis vi efterligner mennesker der ikke følger Bibelens normer. Ofte har de ikke meget tilovers for andre og er måske ligegyldige, respektløse eller sarkastiske over for dem. Vi må derfor aldrig lade os præge af en sådan indstilling. Det ville være sørgeligt hvis vores kærlighed blev forhindret i at vokse fordi vi ikke havde tillid til andre, ligesom det skete for korintherne. Det kunne ske hvis vi er hurtige til at se en broders fejl, men ikke påskønner hans gode sider, eller hvis vi har „kneben plads“ og ikke viser kærlighed over for en broder fordi han har en anden kulturel baggrund end vi selv.

En tjener for Gud som ’udvider’ sin kærlighed, værdsætter derimod sine trosfæller. Han agter dem højt, behandler dem værdigt  og er opmærksom på deres behov. Selv når der er grund til at klage, tilgiver han villigt og nægter at bære nag. Han tror det bedste om sine trosfæller. Og hans storsind sætter ham i stand til at udvise den form for kærlighed som Jesus beskrev med ordene: „På dette skal alle kende at I er mine disciple, hvis I har kærlighed til hinanden.“ — Johannes 13:35.

Gør en indsats for at opdyrke nye venskaber

Ægte kærlighed vil give os lyst til at udvide vores vennekreds og søge fællesskab med dem i menigheden vi normalt ikke har et nært forhold til. Hvem kunne det være? Nogle brødre og søstre er generte eller har af en eller anden grund ikke så mange venner. Ud over tjenesten for Jehova føler vi måske ikke at vi har meget tilfælles med sådanne brødre og søstre. Men tænk på at nogle af de stærkeste venskaber som omtales i Bibelen, opstod mellem personer der tilsyneladende ikke havde meget tilfælles.

Rut og Noomi var for eksempel meget nære venner skønt de havde forskellig alder, nationalitet, kultur og modersmål. Jonatan voksede op som prins, og David som hyrde. Der var stor aldersforskel mellem dem, men Bibelen fortæller at de havde et meget nært venskab. Begge disse venskaber var til gensidig glæde og åndelig opmuntring. — Rut 1:16; 4:15; 1 Samuel 18:3; 2 Samuel 1:26.

Også i dag opstår der nære venskaber mellem sande kristne som tilhører hver sin generation, eller hvis omstændigheder afviger meget fra hinanden. Regina, for eksempel, er en enlig mor med to teenagebørn. a Hun har altid travlt og har derfor sjældent tid til at dyrke selskabeligt samvær med andre. Harald og Ute er et pensioneret ægtepar som ikke har børn. Umiddelbart ser det ikke ud til at disse to familier har meget tilfælles. Men Harald og Ute fulgte Bibelens vejledning om at „udvide“. De satte sig for at inddrage Regina og hendes børn i forskellige arrangementer ved blandt andet at bruge tid sammen med dem i forkyndelsen og nyde forskellige adspredelser i fællesskab.

Kan du også udvide din vennekreds? Hvorfor ikke søge kontakt med trosfæller der har en anden nationalitet, kultur eller alder?

Opmærksomme på andres behov

Hvis vi giver plads for andre i vores hjerte, vil vi være opmærksomme på deres behov. Hvilke behov kunne det være? Det kan vi finde ud af ved at lægge mærke til menighedens forskellige medlemmer. Der er unge som har brug for vejledning, ældre der har brug for opmuntring, heltidstjenere som har brug for ros og støtte, samt trosfæller som er nedtrykte og har brug for et lyttende øre. Alle har behov. Vi vil gerne reagere på disse behov og hjælpe hvor vi kan.

At „udvide“ sin kærlighed indebærer også at man viser forståelse for dem der har særlige behov. Kender du en som har en kronisk sygdom eller står over for andre prøvende omstændigheder? Hvis du lader din kærlighed vokse, vil du bedre kunne vise forståelse og hjælpe dem der har særlige behov.

Efterhånden som Bibelens profetier om den nærmeste fremtid får deres opfyldelse, vil dét at knytte stærke, forenende bånd i menigheden være af langt større værdi end ejendele, evner eller præstationer. (1 Peter 4:7, 8) Vi kan alle bidrage til at styrke enhedens bånd i menigheden ved at „udvide“ kærligheden til vores trosfæller. Vi kan være forvissede om at Jehova vil velsigne os rigt hvis vi efterlever hans søns, Jesu Kristi, ord: „Dette er mit bud, at I skal elske hinanden ligesom jeg har elsket jer.“ — Johannes 15:12.

[Fodnote]

[Tekstcitat på side 10]

Når vi værdsætter vores brødre og søstre, agter vi dem højt, behandler dem værdigt og er opmærksomme på deres behov