En 105-årig med et meningsfyldt liv
En 105-årig med et meningsfyldt liv
ELIN er en af 60 svenskere som ifølge en nylig optælling er 105 år eller ældre. Selv er hun 105. Hun er bundet til alderdomshjemmet, men hun er rask nok til stadig at være et aktivt Jehovas vidne, en livsform hun har fulgt i mere end 60 år.
Når Elin forkynder for andre, følger hun Paulus’ eksempel da han var under husarrest og ikke kunne komme ud. Paulus forkyndte for alle der besøgte ham. (Apostelgerninger 28:16, 30, 31) Elin benytter også enhver lejlighed til at forkynde Bibelens gode nyhed for rengøringspersonale, tandlæger, læger, frisører, sygeplejersker og andre hun møder på alderdomshjemmet. Det hænder endda at Elins trosfæller inviterer nogle de studerer Bibelen med, hen til hende for at høste gavn af hendes viden og erfaring.
Brødrene og søstrene i Elins menighed værdsætter hendes glade væsen og den interesse hun viser menigheden. En trosfælle siger: „Hun har en fantastisk evne til at følge med i det der sker i menigheden. Hun husker navnene på alle børnene og på dem der for nylig er flyttet til menigheden.“ Elin er også kendt for sin gæstfrihed, sin humoristiske sans og sit positive livssyn.
Hvad har hjulpet Elin til at bevare glæden og forblive målrettet? Hver dag læser hun et skriftsted og kommentaren til det fra hæftet Undersøg daglig Skrifterne, som er udgivet af Jehovas Vidner. Ved hjælp af et forstørrelsesglas læser hun også et afsnit i Bibelen hver dag. Elin forbereder sig til Jehovas Vidners ugentlige møder, og selvom hun ikke selv kan være til stede, lytter hun til optagelser af møderne. Uanset alder kan regelmæssig læsning i Bibelen og de bibelske publikationer samt det at vi ikke forsømmer de kristne møder medvirke til et indholdsrigt og meningsfyldt liv. — Salme 1:2; Hebræerne 10:24, 25.