Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Hjælp andre til at adlyde det Bibelen lærer

Hjælp andre til at adlyde det Bibelen lærer

Hjælp andre til at adlyde det Bibelen lærer

„Det i den gode jord, det er dem der har hørt ordet med et smukt og godt hjerte, og som beholder det og bærer frugt med udholdenhed.“ — LUKAS 8:15.

1, 2. (a) Hvad er formålet med bogen Hvad er det Bibelen virkelig lærer? (b) Hvordan har Jehova i de seneste år velsignet sit folks bestræbelser på at gøre disciple?

„DET er simpelt hen en fantastisk bog. Mine bibelstudieelever er utrolig glade for den, og det er jeg også. Med denne bog kan man oprette bibelstudier direkte ved folks dørtrin.“ Sådan sagde en af Jehovas Vidners heltidsforkyndere om bogen Hvad er det Bibelen virkelig lærer? * Og med tanke på den samme bog sagde en ældre forkynder: „Jeg har haft den forret at hjælpe mange til at lære Jehova at kende i de 50 år jeg har forkyndt. Men jeg må sige at denne bog er enestående. Jeg er meget glad for de inspirerende billeder og illustrationerne i teksten.“ Er det også sådan du har det med vores nye bibelstudiebog? Den er udarbejdet for at hjælpe dig til at adlyde Jesu befaling: „Gå derfor ud og gør disciple af folk af alle nationerne, . . . idet I lærer dem at holde alt det jeg har befalet jer.“ — Mattæus 28:19, 20.

2 Der er ingen tvivl om at Jehovas hjerte fryder sig når han ser at hans tjenere på jorden, som tæller cirka 6,6 millioner, villigt adlyder Jesu befaling om at gøre disciple. (Ordsprogene 27:11) Det er tydeligt at Jehova velsigner deres bestræbelser. I 2005 blev den gode nyhed for eksempel forkyndt i 235 lande, og der blev i gennemsnit ledet over 6.061.500 bibelstudier. Som følge heraf har mange hørt Guds ord, og de har ’ikke taget imod det som menneskers ord, men, sådan som det i sandhed er, som Guds ord’. (1 Thessaloniker 2:13) I løbet af de sidste to år har over en halv million nye disciple rettet deres liv ind efter Jehovas normer og indviet sig til ham.

3. Hvilke spørgsmål angående den nye bibelstudiebog vil vi se på i denne artikel?

3 Har du for nylig haft den glæde at lede et bibelstudium med nogen? På verdensplan er der stadig mange „med et smukt og godt hjerte“ som efter at have hørt ordet vil ’beholde det og bære frugt med udholdenhed’. (Lukas 8:11-15) Lad os se nærmere på hvordan du kan bruge den nye bibelstudiebog i arbejdet med at gøre disciple. Vi vil se på tre spørgsmål: (1) Hvordan kan du oprette et bibelstudium? (2) Hvilke undervisningsmetoder virker bedst? (3) Hvordan kan du hjælpe en elev til både selv at studere Guds ord, Bibelen, og til at kunne undervise andre?

Hvordan du kan oprette et bibelstudium

4. Hvorfor er nogle måske lidt tilbageholdende med at sige ja til at studere Bibelen, og hvordan kan du hjælpe dem til at overvinde deres modvilje?

4 Hvis du blev bedt om at springe over et vandløb, kan det godt være at du ville vægre dig ved det. Men hvis der nu lå nogle trædesten med passende afstand, ville du sikkert ikke være så bange for at prøve at krydse vandløbet. På samme måde vil en der har travlt, måske være lidt tilbageholdende med at sige ja til at studere Bibelen. Måske tror vedkommende at det vil tage alt for meget tid og kræve alt for mange anstrengelser. Hvordan kan du hjælpe ham til at overvinde sin modvilje? Ved at have nogle korte, oplysende drøftelser med ham over bogen Hvad er det Bibelen virkelig lærer? Sådanne samtaler kan med tiden føre til et regelmæssigt bibelstudium. Når du er godt forberedt, vil hvert genbesøg være som en trædesten der hjælper den besøgte til at få et nærmere forhold til Jehova.

5. Hvorfor må du selv læse den nye bibelstudiebog?

5 Men for at du kan hjælpe andre til at få gavn af vores nye bibelstudiebog, må du selv være godt kendt med den. Har du læst den igennem fra ende til anden? Et ægtepar tog bogen med på ferie og læste i den mens de slappede af på stranden. Da en kvinde som solgte varer til turisterne, nærmede sig ægteparret, lagde hun mærke til bogens titel: Hvad er det Bibelen virkelig lærer? Hun fortalte parret at hun blot nogle få timer tidligere havde bedt til Gud om at få svar på netop det spørgsmål. De gav hende med glæde et eksemplar af bogen. Har du ’købt dig tid’ til at læse bogen, måske for anden gang, for eksempel mens du venter på nogen eller når du holder en pause på dit arbejde eller i skolen? (Efeserne 5:15, 16) Hvis du gør det, vil du blive bedre kendt med bogen og måske også skabe muligheder for at tale med andre om den.

6, 7. Hvordan kan du oprette bibelstudier ved hjælp af bogen Hvad er det Bibelen virkelig lærer?

6 Når du tilbyder bogen i forkyndelsen, gør da god brug af billederne, skriftstederne og spørgsmålene på side 4-6. Du kunne for eksempel indlede en samtale ved at sige: „I dag står menneskeheden over for mange problemer. Hvor tror du man kan finde pålidelig vejledning?“ Efter at du har lyttet opmærksomt til hvad den besøgte svarer, kan du læse Andet Timoteusbrev 3:16, 17 og forklare at Bibelen fortæller hvad der er den virkelige løsning på menneskehedens problemer. Henled så den besøgtes opmærksomhed på side 4 og 5, og spørg: „Hvilken af de situationer der skildres på disse sider, bekymrer dig mest?“ Når den besøgte peger på en af dem, kan du lade ham holde bogen mens du læser det tilhørende skriftsted fra din bibel. Bagefter kan du læse side 6 og spørge: „Hvilket af de seks spørgsmål der er nævnt her nederst på siden, kunne du tænke dig at få besvaret?“ Når han peger på et af spørgsmålene, kan du vise ham det kapitel som besvarer det. Derefter kan du give ham bogen og træffe aftale om at komme igen og drøfte spørgsmålet.

7 Denne præsentation tager cirka fem minutter. Men i løbet af disse få minutter har du fundet ud af hvad der bekymrer den besøgte. Du har læst to skriftsteder og vist hvordan de kan anvendes, og lagt grunden til et genbesøg. Din korte drøftelse med den besøgte kan meget vel være den mest opmuntrende og trøstende samtale han længe har haft. Som følge heraf vil selv en der har travlt, sandsynligvis se frem til igen at bruge et par minutter sammen med dig. Så vil du måske kunne hjælpe ham til at tage det næste skridt for at komme ind på „den vej som fører til livet“. (Mattæus 7:14) Efterhånden som den besøgte får større interesse, kan man studere i længere tid ad gangen. Du kan for eksempel foreslå at I sætter jer ned og studerer i et nærmere aftalt tidsrum.

De bedste undervisningsmetoder

8, 9. (a) Hvordan kan du forberede din bibelstudieelev på at klare de hindringer og prøvelser han måtte komme ud for? (b) Hvor findes de ildbestandige materialer der skal til for at opbygge en stærk tro?

8 Når en bibelstudieelev begynder at adlyde det Bibelen lærer, vil han sandsynligvis komme ud for prøvelser som kunne hindre ham i at gøre fremskridt. Apostelen Paulus sagde: „Alle de som ønsker at leve gudhengivent i samfund med Kristus Jesus vil også blive forfulgt.“ (2 Timoteus 3:12) Paulus sammenlignede disse prøvelser med en ild der ville ødelægge dårlige byggematerialer, men som ikke kunne skade materialer som guld, sølv og kostbare sten. (1 Korinther 3:10-13; 1 Peter 1:6, 7) For at hjælpe eleven til at opdyrke de egenskaber der skal til for at klare de prøvelser han måtte komme ud for, må du bygge med ildbestandige materialer.

Salmisten sammenligner „ord fra Jehova“ med „sølv der er rensmeltet i en jordovn, lutret syv gange“. (Salme 12:6) Ja, Bibelen indeholder alle de ’kostbare materialer’ der skal til for at opbygge en stærk tro. (Salme 19:7-11; Ordsprogene 2:1-6) Og den nye bog viser dig netop hvordan du kan gøre god brug af Bibelen.

10. Hvordan kan du henlede elevens opmærksomhed på Bibelen?

10 Når I studerer, så henled elevens opmærksomhed på skriftstederne i det kapitel I gennemgår. Stil spørgsmål for at hjælpe eleven til at forstå nøgleskriftstederne og anvende dem i sit liv. Vær forsigtig med at fortælle ham hvad han skal gøre. Tag i stedet ved lære af Jesus. Da en lovkyndig spurgte Jesus om noget, svarede han: „Hvad står der skrevet i loven? Hvordan læser du?“ Manden citerede Skrifterne, og Jesus hjalp ham til at forstå hvordan han kunne anvende princippet i sit eget liv. Jesus brugte også en illustration for at hjælpe ham til at forstå hvordan det burde påvirke ham. (Lukas 10:25-37) Bogen Hvad er det Bibelen virkelig lærer? er fyldt med enkle illustrationer som du kan bruge for at hjælpe en bibelstudieelev til at anvende Bibelens principper.

11. Hvor meget stof skal man gennemgå ad gangen?

11 Bogen bruger et enkelt og direkte sprog for at forklare Guds ord, ligesom Jesus forklarede vanskelige begreber på en enkel måde. (Mattæus 7:28, 29) Efterlign Jesu eksempel. Undervis på en enkel, klar og præcis måde. Gå ikke for hurtigt igennem stoffet. Lad elevens evner og omstændigheder afgøre hvor mange paragraffer I skal studere ad gangen. Jesus kendte sine disciples begrænsninger og bebyrdede dem ikke med flere oplysninger end de havde brug for på det givne tidspunkt. — Johannes 16:12.

12. Hvordan skal man bruge tillægget?

12 Den nye bibelstudiebog indeholder et tillæg med 14 emner. Alt efter elevens behov må du som lærer afgøre hvordan du bedst kan bruge tillægget. Hvis en elev for eksempel har svært ved at forstå et emne eller stiller nogle specifikke spørgsmål på grund af det han tidligere har troet, kan det måske være nok at henlede hans opmærksomhed på det relevante emne i tillægget og lade ham læse det selv. Det kan også være at det er bedst at I gennemgår det sammen. Tillægget behandler vigtige bibelske emner som „Den virkelige betydning af udtrykkene ’sjæl’ og ’ånd’“ og „’Babylon den Store’ identificeres“. Måske er dét nogle emner det vil være godt at drøfte med din elev. Eftersom der ikke er nogen spørgsmål i tillægget, må du være godt kendt med stoffet, så du selv kan formulere nogle meningsfyldte spørgsmål.

13. Hvilken betydning har bøn i forbindelse med at styrke troen?

13 „Hvis ikke Jehova bygger huset, er det forgæves at de der bygger det har haft møje med det,“ siger Salme 127:1. Når du forbereder dig på at lede et bibelstudium, må du derfor bede Jehova om at hjælpe dig. Lad de bønner du beder før og efter et studium, afspejle dit kærlige forhold til Jehova. Tilskynd eleven til at bede Jehova om visdom til at forstå hans ord og om styrke til at leve efter det. (Jakob 1:5) Når han gør det, vil han blive styrket til at modstå prøvelser og blive ved med at opbygge en stærk tro.

Hjælp bibelstudieelever til at undervise andre

14. Hvad skal vores bibelstudieelever blive i stand til?

14 Hvis vores elever skal adlyde „alt det“ Jesus befalede sine disciple, er det ikke nok at de selv studerer Guds ord. De må også gøre tilstrækkelige åndelige fremskridt så de kan undervise andre. (Mattæus 28:19, 20; Apostelgerninger 1:6-8) Hvordan kan du hjælpe en elev til at nå dertil?

15. Hvorfor skal du tilskynde din elev til at overvære møderne?

15 Inviter eleven med dig til møde lige fra første gang I studerer. Forklar ham at det er ved møderne du selv lærer at undervise i Guds ord. Du kan over nogle uger bruge et par minutter ved slutningen af hvert bibelstudium på at fortælle om den åndelige oplæring vi får ved vores møder og stævner. Tal begejstret om hvor stor gavn du selv har af dem. (Hebræerne 10:24, 25) Når en elev begynder at overvære møderne regelmæssigt, er der stor sandsynlighed for at han vil kunne undervise andre i Guds ord.

16, 17. Hvilke fornuftige mål kan en elev sætte sig?

16 Hjælp eleven til at sætte sig nogle mål som han kan nå. Du kan for eksempel tilskynde ham til at fortælle en ven eller slægtning om det han lærer. Du kan også foreslå ham at sætte sig det mål at læse hele Bibelen igennem. Hvis du hjælper ham til at gøre bibellæsning til en vane, vil det gavne ham længe efter at han er blevet døbt. Hvorfor ikke også foreslå ham at huske mindst ét skriftsted som besvarer et af hovedspørgsmålene i hvert kapitel i bogen Hvad er det Bibelen virkelig lærer? Ved at gøre dette vil han blive „en arbejder der intet har at skamme sig over, som behandler sandhedens ord på rette måde“. — 2 Timoteus 2:15.

17 I stedet for blot at lære en elev at huske skriftsteder udenad eller gengive hovedtanken i dem, så tilskynd ham til at forklare hvordan han kan bruge skriftstederne når han skal besvare spørgsmål om sin tro. Det kan være en god idé at øve sammen med ham. Du kunne eventuelt spille rollen som en slægtning eller arbejdskammerat der gerne vil vide hvad han tror. Når eleven har vist hvordan han vil gøre det, må du fortælle ham hvordan man svarer andre „med mildhed og dyb respekt“. — 1 Peter 3:15.

18. Hvordan kan du yderligere hjælpe en elev når han er blevet udøbt forkynder?

18 Efter et stykke tid vil eleven måske være kvalificeret til at være med i forkyndelsen. Understreg at det er en forret at få lov til at være med i dette arbejde. (2 Korinther 4:1, 7) Når de ældste har besluttet at eleven kan blive udøbt forkynder, må du hjælpe ham med at forberede en enkel præsentation. Derefter må du følges med ham i tjenesten. Bliv ved med at arbejde regelmæssigt sammen med ham i de forskellige grene af forkyndelsen, og lær ham at forberede sig til at aflægge virkningsfulde genbesøg. Dit eget gode eksempel vil have en positiv indvirkning på ham. — Lukas 6:40.

Du kan „frelse både dig selv og dem der hører på dig“

19, 20. Hvilket mål bør vi have, og hvorfor?

19 Der er ingen tvivl om at det kræver hårdt arbejde at hjælpe en til at få „nøjagtig kundskab om sandheden“. (1 Timoteus 2:4) Men der er få ting i livet som giver lige så stor glæde som det at hjælpe en til at adlyde det Bibelen lærer. (1 Thessaloniker 2:19, 20) Ja, det er et stort privilegium at vi er „Guds medarbejdere“ i dette verdensomspændende undervisningsarbejde! — 1 Korinther 3:9.

20 Ved hjælp af Jesus Kristus og mægtige engle vil Jehova inden længe kræve dem til regnskab som „ikke adlyder den gode nyhed om vor Herre Jesus“. (2 Thessaloniker 1:6-8) Der står liv på spil. Kan du sætte dig det mål at lede mindst ét bibelstudium over bogen Hvad er det Bibelen virkelig lærer? Når du tager del i dette arbejde, har du mulighed for at „frelse både dig selv og dem der hører på dig“. (1 Timoteus 4:16) Det er nu mere nødvendigt end nogen sinde at hjælpe andre til at adlyde det Bibelen lærer.

[Fodnote]

^ par. 1 Udgivet af Jehovas Vidner.

Hvad har du lært?

• Hvad er formålet med bogen Hvad er det Bibelen virkelig lærer?

• Hvordan kan du oprette bibelstudier ved hjælp af denne bog?

• Hvilke undervisningsmetoder virker bedst?

• Hvordan kan du hjælpe en elev til at undervise andre i Guds ord?

[Studiespørgsmål]

[Illustration på side 26]

Gør du god brug af denne bog?

[Illustration på side 27]

En kort drøftelse kan skærpe en persons appetit på bibelkundskab

[Illustration på side 29]

Hvad kan du gøre for at henlede elevens opmærksomhed på Bibelen?

[Illustration på side 30]

Hjælp eleven til at gøre fremskridt