Mand og kvinde — Hver sin meningsfyldte opgave

JEHOVA GUD skabte Adam først, derefter Eva. Før Eva blev skabt, nåede Adam at opnå en vis livserfaring, og i den periode gav Jehova ham nogle retningslinjer han skulle følge. (1 Mosebog 2:15-20) Som Guds talsmand skulle Adam give disse instruktioner videre til sin hustru, og det var derfor helt naturligt at Adam skulle føre an i alt hvad der havde med tilbedelsen af Gud at gøre.

En tilsvarende ordning findes i den kristne menighed, og vi kan lære meget af at analysere den. Apostelen Paulus skrev: „Jeg tillader ikke en kvinde . . . at udøve myndighed over en mand, men at være stille. For Adam blev formet først, derpå Eva.“ (1 Timoteus 2:12, 13) Det betyder ikke at en kvinde ikke må sige noget ved et møde i den kristne menighed. Hun skal være stille i den forstand at hun ikke under et møde diskuterer med en mand eller påbegynder en ordstrid med ham. Hun må ikke vise mangel på respekt for hans stilling som ældste eller menighedstjener eller forsøge at undervise i menigheden. Det er mænd der har fået tildelt opgaven med at præsidere og undervise i menigheden, men kvinder kan yde et stort bidrag til de kristne møder ved at deltage i dem på forskellig vis.

Paulus giver os indsigt i mandens og kvindens respektive opgaver i Guds ordning med ordene: „Manden er ikke fra kvinden, men kvinden fra manden . . . Desuden, i forbindelse med Herren er hverken kvinden blevet til uden manden eller manden uden kvinden [de er altså afhængige af hinanden]. For ligesom kvinden er fra manden, således er også manden ved kvinden; men alle ting er fra Gud.“ — 1 Korinther 11:8-12.

Kvinder nyder store privilegier

Under Loven som Gud gav Israel, havde kvinder mange privilegier og frihed til at handle på eget initiativ. I Ordsprogene 31:10-31 omtales for eksempel „en dygtig hustru“ som køber fint stof og fremstiller smukke klæder til sin husstand. Ja, „hun laver underklædninger og sælger dem“! (Vers 13, 21-24) „Som en købmands skibe“ finder denne dygtige kvinde frem til den bedste mad, selvom hun må hente den langvejsfra. (vers 14) „Hun har en mark i tanke og hun får den; hun planter en vingård.“ (Vers 16) Eftersom „hendes forretninger går godt“, giver hendes indsats et fint udbytte. (Vers 18) Ud over at hun „holder øje med hvordan det går hendes husstand“, hjælper denne flittige, gudfrygtige kvinde også andre. (Vers 20, 27) Det er ikke så mærkeligt at hun bliver lovprist! — Vers 31.

Moseloven gav kvinder rigelig mulighed for åndelig vækst. I Josua 8:35 står der for eksempel: „Der var ikke et ord af alt det Moses  havde givet påbud om, som Josua ikke læste op for hele Israels menighed, med kvinderne og småbørnene og de fastboende udlændinge der vandrede med iblandt dem.“ Angående præsten Ezra siger Bibelen: „Da bragte præsten Ezra loven frem for menigheden bestående af både mænd og kvinder og alle der kunne forstå det de hørte, på den første dag i den syvende måned. Derpå læste han op af den foran torvet der er foran Vandporten, fra det blev lyst til midt på dagen, i overværelse af mændene og kvinderne og de øvrige der kunne forstå det; og hele folket lyttede til lovbogen.“ (Nehemias 8:2, 3) Kvinder havde gavn af en sådan oplæsning af Loven. De deltog også i fejringen af de religiøse højtider. (5 Mosebog 12:12, 18; 16:11, 14) Og det vigtigste af det hele var at kvinder i det gamle Israel kunne have et personligt forhold til Jehova og som enkeltpersoner henvende sig til ham i bøn. — 1 Samuel 1:10.

I det første århundrede fik gudfrygtige kvinder det privilegium at sørge for Jesus. (Lukas 8:1-3) En kvinde gød olie ud over hans hoved og fødder under et aftensmåltid i Betania. (Mattæus 26:6-13; Johannes 12:1-7) Der var kvinder blandt dem Jesus viste sig for efter sin opstandelse. (Mattæus 28:1-10; Johannes 20:1-18) Den gruppe på omkring 120 personer som kom sammen efter at Jesus var steget til himmelen, omfattede „nogle kvinder og Maria, Jesu moder“. (Apostelgerninger 1:3-15) Mange af disse kvinder, muligvis dem alle, var til stede på pinsedagen i år 33 i den sal ovenpå et sted i Jerusalem hvor den hellige ånd blev udgydt og Jesu disciple mirakuløst begyndte at tale på forskellige sprog. — Apostelgerninger 2:1-12.

Der var både mænd og kvinder blandt dem der erfarede opfyldelsen af Joel 2:28, 29, som apostelen Peter citerede på Pinsedagen: „I de sidste dage . . . vil jeg udgyde noget af min ånd over al slags kød, og jeres sønner og jeres døtre skal profetere . . . og selv over mine trælle og over mine trælkvinder vil jeg udgyde noget af min ånd i de dage.“ (Apostelgerninger 2:13-18) Efter pinsedagen i år 33 blev kristne kvinder i en periode begunstiget ved at få del i åndens gaver. De talte fremmede sprog og profeterede, ikke nødvendigvis ved at forudsige begivenheder, men ved at give udtryk for bibelske sandheder.

I sit brev til de kristne i Rom sender Paulus en varm anbefaling af „Føbe, vor søster“ med  til menigheden. Han omtaler også Tryfæna og Tryfosa som kvinder der „arbejder flittigt i Herren“. (Romerne 16:1, 2, 12) Disse kvinder var ganske vist ikke udnævnt som ældste eller menighedstjenere i den kristne menighed, men de — og mange andre kvinder — havde det store privilegium at være udvalgt af Gud til at være sammen med hans søn, Jesus Kristus, i det himmelske rige. — Romerne 8:16, 17; Galaterne 3:28, 29.

I dag har gudfrygtige kvinder også en storslået forret. I Salme 68:11 siges der: „Jehova lader ordet lyde; de kvinder der forkynder godt nyt er en talrig hær.“ Sådanne kvinder fortjener ros. Deres gode undervisning ved bibelstudier bevirker at mange tager imod den sande lære som behager Gud. Kristne kvinder der hjælper deres børn til at blive troende og støtter deres mænd som har mange pligter i menigheden, fortjener ros. (Ordsprogene 31:10-12, 28) Enlige kvinder indtager også en ærefuld plads i Guds ordning, og kristne mænd tilskyndes til at ’appellere . . . til ældre kvinder som til mødre, til yngre kvinder som til søstre i al renhed’. — 1 Timoteus 5:1, 2.

Mandens opgave

Kristne mænd har fået tildelt en opgave af Gud, og det forventes at de varetager den på en god måde. Paulus sagde: „Jeg ønsker I skal vide at hver mands hoved er Messias; og en kvindes hoved er manden; og Messias’ hoved er Gud.“ (1 Korinther 11:3) Manden har også et overhoved — nemlig Messias. En mand er altså ansvarlig over for Kristus og i sidste instans over for Gud. Og Gud forventer at manden udøver sin myndighed på en kærlig måde. (Efeserne 5:25) Sådan har det været siden menneskets skabelse.

Bibelen viser at Gud gav mænd opgaver som var i overensstemmelse med deres stilling som overhoved. Jehova lod for eksempel Noa bygge en ark til bevarelse af liv under vandfloden. (1 Mosebog 6:9–7:24) Gud lovede Abraham at alle jordens slægter og nationer ville velsigne sig ved hans afkom. Den primære del af dette afkom er Jesus Kristus. (1 Mosebog 12:3; 22:18; Galaterne 3:8-16) Gud udvalgte Moses til at være den der skulle føre israelitterne ud af Ægypten. (2 Mosebog 3:9, 10, 12, 18) Det var også gennem Moses at Jehova gav dem den lovkodeks som bliver kaldt Lovpagten eller Moseloven. (2 Mosebog 24:1-18) Bibelskribenterne var alle sammen mænd.

Da Paulus opregnede kvalifikationerne for dem der skulle føre tilsyn i menigheden, var det tydeligvis mænd han talte om. (1 Timoteus 3:1-7; Titus 1:5-9) I Jehovas Vidners menigheder er det derfor mænd der tjener som tilsynsmænd eller ældste, og mænd der udnævnes til at være menighedstjenere. (Filipperne 1:1, 2; 1 Timoteus 3:8-10, 12) Det er kun mænd der skal fungere som hyrder i den kristne menighed. (1 Peter 5:1-4) Men som vi allerede har været inde på, har Gud også givet kvinder nogle vigtige forrettigheder.

Glade for deres opgave

Både mænd og kvinder opnår glæde når de påtager sig den opgave Gud har tildelt dem hver især. Når ægtemænd og hustruer efterligner det forhold der er mellem Kristus og menigheden, fører det til lykkelige ægteskaber. Paulus skrev: „I mænd, elsk fortsat jeres hustruer, ligesom Messias også elskede menigheden og gav sig selv hen for den . . . Lad også hver enkelt af jer elske sin hustru som sig selv.“ (Efeserne 5:25-33) Ægtemænd skal altså udøve deres myndighed på en kærlig måde, aldrig på en selvisk måde. Kristi menighed består af ufuldkomne mennesker. Alligevel er den genstand for Jesu kærlighed og omsorg. En kristen ægtemand bør på tilsvarende måde elske og værne om sin hustru.

En kristen hustru „skal have dyb respekt for sin mand“. (Efeserne 5:33) I den forbindelse kan hun betragte menigheden som eksempel.  I Efeserbrevet 5:21-24 står der: „I skal underordne jer hinanden i Kristi frygt. Lad hustruerne underordne sig deres mænd som under Herren, for en mand er sin hustrus hoved, ligesom Messias er menighedens hoved, idet han er dette legemes frelser. Ja, ligesom menigheden underordner sig Messias, således må hustruerne også underordne sig deres mænd i alt.“ En gang imellem synes en hustru måske at det kan være vanskeligt, eller ligefrem en udfordring at underordne sig sin mand, men det „passer sig i Herren“. (Kolossenserne 3:18) Det vil være lettere for hende at underordne sig sin mand hvis hun husker at det er noget Jesus Kristus har behag i.

Selvom hendes ægtemand ikke har den samme tro som hende, skal en kristen hustru underordne sig hans myndighed. Apostelen Peter siger: „I hustruer [skal] underordne jer jeres egne mænd, for at de af dem som ikke er lydige mod ordet, kan vindes uden ord ved deres hustruers adfærd efter at have været øjenvidner til jeres rene adfærd og dybe respekt.“ (1 Peter 3:1, 2) Sara, som havde respekt for sin mand, Abraham, fik det privilegium at blive mor til Isak og på den måde stammoder til Jesus Kristus. (Hebræerne 11:11, 12; 1 Peter 3:5, 6) Hustruer med en adfærd som Saras vil helt sikkert blive belønnet af Gud.

Når mænd og kvinder hver især påtager sig den opgave Gud har givet dem, fører det til indbyrdes fred og harmoni. Begge parter bliver glade og tilfredse. Desuden vil man ved at leve op til Bibelens krav opnå den værdighed der er forbundet med at have en privilegeret stilling i Guds ordning.

[Ramme på side 7]

Hvordan betragter de den opgave Gud har tildelt dem?

„Min mand udøver sin myndighed på en kærlig og omsorgsfuld måde,“ siger Susan. „Vi drøfter som regel de spørgsmål der skal tages stilling til, og når han beslutter hvad der skal gøres, og hvad der ikke skal gøres, ved jeg at hans afgørelse vil være til vores fælles bedste. Jehovas ordning for hustruer giver mig glæde og styrker vores ægteskab. Vi har et nært og kærligt forhold til hinanden og et godt samarbejde når det gælder om at nå vores åndelige mål.“

En kvinde ved navn Mindy siger: „Den opgave Jehova har tildelt sine kvindelige tjenere, er et bevis på hans kærlighed til os. Jeg føler at jeg kan give udtryk for min værdsættelse af Jehovas ordning ved at vise min mand ære og respekt, og ved at støtte ham i forbindelse med de pligter han har i menigheden.“

[Illustrationer på side 5]

I overensstemmelse med mandens stilling som overhoved tildelte Gud Noa, Abraham og Moses forskellige opgaver

[Illustration på side 7]

„De kvinder der forkynder godt nyt er en talrig hær“