Livsberetning

Hvorfor jeg finder glæde ved at gøre disciple

Fortalt af Pamela Moseley

I 1941, da krigen hærgede England, var jeg med min mor til Jehovas Vidners stævne i Leicester, hvor vi hørte Joseph Rutherford holde et særligt foredrag om børn. Min mor og jeg blev døbt ved det stævne, og jeg lagde mærke til at de der havde hjulpet os frem i åndelig henseende, var meget glade. Dengang var jeg ikke klar over hvor stor en glæde der er forbundet med at gøre disciple af Jesus Kristus.

ALLEREDE året før var vi begyndt at tage skridt til at blive disciple. Jeg husker stadig den frygtelige dag i september 1939 da den anden verdenskrig brød ud. Jeg så tårerne løbe ned ad kinderne på min mor mens hun gentog ordene: „Hvorfor kan der ikke blive fred i verden?“ Mine forældre havde tjent i militæret under den første verdenskrig og oplevet dens rædsler. Mor gik til den anglikanske præst i Bristol med sit spørgsmål. Han svarede blot: „Der har altid været krig, og det bliver der ved med at være.“

Kort efter kom der en ældre kvinde til vores dør. Hun var et af Jehovas Vidner. Mor stillede også hende sit spørgsmål. Forkynderen svarede at krig er en del at det tegn der viser at vi lever ved afslutningen af denne voldsprægede tingenes ordning. (Mattæus 24:3-14) Snart begyndte hendes datter at give os bibelundervisning. De var begge to blandt de glade tilskuere til vores dåb. Hvoraf kommer folks glæde ved at gøre disciple? Det fandt jeg ud af senere. Lad mig nævne noget af det jeg har erfaret i de mere end 65 år hvor jeg har gjort disciple.

 Oplever glæden ved at undervise

Jeg var 11 år gammel og boede i Bristol da jeg begyndte at komme med ud at forkynde Riget. En broder gav mig en grammofon og et vidnesbyrdskort og sagde: „Nu tager du alle besøgene på den ene side af gaden.“ Så gik jeg i gang, helt alene. Jeg var selvfølgelig meget nervøs. Jeg afspillede et bibelsk foredrag og viste den besøgte vidnesbyrdskortet som opfordrede folk til at modtage bibelske publikationer.

Fra 1950’erne blev der lagt større vægt på at læse op fra Bibelen i forkyndelsen fra hus til hus. På grund af min generthed var det i begyndelsen vanskeligt for mig at henvende mig til fremmede og forklare bibelske skriftsteder. Men lidt efter lidt fik jeg mere selvtillid. Da begyndte jeg virkelig at nyde forkyndelsen. Nogle havde blot regnet os for at være bogsælgere, men når vi læste og forklarede bibelske skriftsteder for dem, begyndte de at betragte os som nogle der underviste i Guds ord. Jeg glædede mig så meget over tjenesten at jeg ønskede at få en større andel i den. I september 1955 begyndte jeg derfor i heltidstjenesten som pioner.

Ihærdighed belønnes

En af de første ting jeg erfarede, var at det lønner sig at være vedholdende, men venlig. Ved en lejlighed gav jeg en dame ved navn Violet Morice et eksemplar af Vagttårnet. Da jeg kom for at besøge hende igen, åbnede hun døren på vid gab, lagde armene over kors og lyttede intenst til det jeg havde at fortælle ud fra Skrifterne. Hver gang jeg kom igen, viste hun ægte interesse. Men da jeg tilbød hende et bibelstudium, svarede hun: „Nej tak. Måske når børnene er blevet større.“ Hvor blev jeg skuffet. Bibelen taler om „en tid til at søge og en tid til at lade gå tabt“. (Prædikeren 3:6) Jeg besluttede at jeg ikke ville „lade gå tabt“, altså give op.

En måned efter vendte jeg tilbage og drøftede flere skriftsteder med Violet. Inden længe havde vi et ugentligt bibelstudium ved hendes dør. Til sidst sagde hun: „Du må vist hellere komme indenfor!“ Violet blev døbt som et af Jehovas Vidner og blev en god trosfælle og en af mine nære venner.

En dag hørte Violet at hendes mand uden hendes viden havde solgt deres hus og forladt hende, og det chokerede hende. Men med en broders hjælp var hun så heldig at få et andet sted at bo samme eftermiddag. Af taknemmelighed mod Jehova besluttede hun at bruge resten af sit liv i pionertjenesten. Da jeg så hvordan Jehovas ånd fyldte hende med nidkærhed for den sande tilbedelse, forstod jeg hvorfor der er så stor glæde ved at gøre disciple. Ja, det skulle være min livsgerning!

I 1957 blev jeg og Mary Robinson sendt som pionerer til industriområdet Rutherglen i Glasgow i Skotland. Vi forkyndte i tåge, blæst, regn og slud, men det var indsatsen værd. En dag mødte jeg Jessie. Det var en fryd at studere Bibelen med hende. Hendes mand, Wally, var kommunist, og han undgik mig i begyndelsen. Da han senere kom i gang med at studere Bibelen og fandt ud af at kun Guds rige kan indføre de forhold som vi mennesker længes efter, blev han meget begejstret. Med tiden begyndte de begge at gøre disciple.

Man kan ikke altid regne med den første reaktion

Vi fik senere en ny distriktstildeling, nemlig Paisley i Skotland. En dag i forkyndelsen var der en dame som smækkede døren i for næsen af mig. Men kort  efter kom hun ud for at finde mig og sige undskyld. Da jeg ugen efter kom igen, sagde hun: „Jeg følte at det var Gud jeg havde afvist. Så jeg måtte bare ud og finde dig.“ Hun hed Pearl, og hun fortalte at hun var blevet så skuffet over nogle venner og slægtninge at hun havde bedt til Gud om at få en sand ven. „Og så kom du til min dør,“ sagde hun. „Nu forstår jeg at du må være den sande ven jeg har bedt om.“

Det var ikke let at være Pearls ven. Hun boede nemlig øverst oppe på en stejl bakke som jeg måtte klare til fods. Da hun skulle med til møde for første gang, var blæsten og regnen nær ved at slå mig omkuld da jeg kom for at hente hende. Min paraply blev flået helt fra hinanden. Kun et halvt år efter at Pearl havde smækket døren i for næsen af mig, symboliserede hun sin indvielse til Gud ved vanddåben.

Kort efter besluttede hendes mand at han ville have et bibelstudium, og inden længe var han med ude i forkyndelsen sammen med mig. Det regnede som sædvanlig. „Det skal du ikke bekymre dig om,“ sagde han. „Jeg kan stå i timevis i sådan et vejr når jeg skal se fodbold, så kan jeg vel også gøre det for Jehova.“ Jeg har altid beundret skotternes sejlivethed.

Det var en stor opmuntring for mig at vende tilbage dertil mange år senere og erfare at de fleste af dem jeg havde studeret med, stadig holdt ud i troen. Deri består glæden ved at gøre disciple. (1 Thessaloniker 2:17-20) Efter at have været pioner i Skotland i mere end otte år blev jeg i 1966 indbudt til Vagttårnets Bibelskole Gilead for at blive uddannet som missionær.

I et fremmed distrikt

Jeg blev sendt til den tropiske by Santa Cruz i Bolivia hvor der var en menighed på omkring 50 forkyndere. Byen mindede mig om det vilde vesten som man ser i hollywoodfilm. Når jeg ser tilbage, har mit liv som missionær vist været ret udramatisk. Jeg er hverken blevet angrebet af krokodiller eller omringet af pøbelskarer og har heller ikke oplevet at fare vild i ørkenen eller lide skibbrud på åbent hav. Men for mig har arbejdet med at gøre disciple været endnu mere spændende.

En af de første kvinder jeg studerede Bibelen med i Santa Cruz, var Antonia. Det var svært for mig at undervise på spansk. Engang sagde Antonias lille søn: „Mor, siger hun med vilje noget forkert for at få os til at grine?“ Antonia blev siden en discipel, og det gjorde Yolanda, hendes datter, også. Yolanda havde en ven, en jurastuderende med tilnavnet Dito, som også begyndte at studere Bibelen og at komme til vores møder. I den forbindelse lærte jeg noget andet med hensyn til at undervise i Bibelens sandheder: Nogle gange har folk brug for et lille skub.

Da Dito begyndte at svigte sit bibelstudium, sagde jeg: „Dito, Jehova tvinger dig ikke til at støtte hans rige. Du må selv vælge om du vil gøre det.“ Da han svarede at han ønskede at tjene Gud, sagde jeg: „Du har billeder hængende af en revolutionsleder. Ville en gæst som ser dem, slutte at du har valgt at støtte Guds rige?“ Det var det lille skub han havde behov for.

To uger senere udbrød der revolution, og der opstod skyderi mellem de universitetsstuderende og politiet. „Lad os komme væk herfra,“ skreg Dito til sin ven. „Nej, det er den store dag vi har ventet på,“ råbte kammeraten tilbage, idet han greb fat i et gevær og løb op på taget af universitetsbygningen. Han var én ud af de otte af Ditos venner som døde den dag. Kan du forestille dig hvor glad det gør mig at se denne mand, Dito, som kunne være blevet dræbt hvis ikke han havde besluttet at blive en sand kristen?

Vidne til Jehovas ånd i virksomhed

En dag hvor jeg gik forbi en dør, i den tro at vi allerede havde aflagt besøg der, kom fruen i huset ud og kaldte på mig. Hendes navn var Ignacia. Hun havde kendskab til Jehovas Vidner, men stærk modstand fra hendes mand, Adalberto, en stor, kraftig politibetjent, hindrede hende i at gøre noget ved sandheden. Der var  mange af Bibelens grundlærdomme hun ikke forstod, så jeg begyndte at studere Bibelen med hende. Selvom Adalberto var indstillet på at sætte en stopper for vores bibelstudium, lykkedes det mig at tale en hel del med ham om andre emner. Det var det første skridt hen imod at vi blev venner.

Forestil jer hvilken glæde det var at se Ignacia blive et elsket medlem af menigheden og være optaget af andres åndelige og fysiske velbefindende og deres behov for trøst. Med tiden blev hendes mand og tre af deres børn også en del af menigheden. Da Adalberto endelig forstod betydningen af den gode nyhed, tog han endda hen til politistationen og forkyndte med så stor begejstring at betjentene tegnede 200 abonnementer på Vagttårnet og Vågn op!

Jehova får det til at gro

Efter at have tjent i Santa Cruz i seks år blev jeg bedt om at virke i Bolivias største by, La Paz, hvor jeg tilbragte de næste 25 år. I begyndelsen af 1970’erne var der kun 12 medarbejdere på Jehovas Vidners afdelingskontor i La Paz. Da omfanget af forkyndelsen tog til og der krævedes større faciliteter, blev der bygget et nyt afdelingskontor i den hastigt voksende by Santa Cruz. Afdelingskontoret flyttede dertil i 1998, og jeg blev indbudt til at blive et medlem af betelfamilien, som nu består af over 50 medarbejdere.

Fra 1966 til i dag er antallet af menigheder i Santa Cruz vokset fra blot én menighed til mere end 50. De 640 forkyndere der var i hele Bolivia dengang, er i dag blevet til næsten 18.000.

Jeg glæder mig over at det distrikt jeg fik tildelt, har vist sig at være meget frugtbærende. Jeg føler mig dog altid opmuntret af den trofasthed mine medkristne i hele verden viser. Vi glæder os alle over at se at Jehova velsigner forkyndelsen af Riget. Det er skønt at have en andel i arbejdet med at gøre disciple! — Mattæus 28:19, 20.

[Illustration på side 13]

Fra pionertiden i Skotland

[Illustrationer på side 15]

På afdelingskontoret i Bolivia; (indsat) ved afslutningshøjtideligheden for Gileadskolens 42. klasse