Spørgsmål fra læserne
Spørgsmål fra læserne
Hvad er ’Guds, den Almægtiges krig’ ved Harmagedon, og hvad vil være udfaldet af denne krig? — Åbenbaringen 16:14, 16.
Enkelt sagt er Harmagedonkrigen det kommende verdensomspændende slag hvori Jehovas udnævnte konge, Jesus Kristus, vil tilintetgøre Guds fjender. Bibelen forklarer at disse fjender, „kongerne på hele den beboede jord“, bliver mobiliseret af „udtalelser inspireret af dæmoner“ og samlet til „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag . . . på det sted der på hebraisk kaldes Har-Magedon“. — Åbenbaringen 16:14, 16.
Det sted hvor de kæmpende parter samles, er ikke et bogstaveligt sted. Ordet Harmagedon betyder „Megiddos Bjerg“. (Åbenbaringen 16:16, fodnote) Der har aldrig eksisteret et bjerg med dette navn. Det ville også være umuligt for „jordens konger og deres hære“ rent bogstaveligt at samles på ét sted. (Åbenbaringen 19:19) Det „sted“ der omtales, sigter til den tilstand eller situation hvori jordens politiske herskere og deres tilhængere samles i opposition til Jehova og til ’himmelens hære’ der ledes af Jesus Kristus, „Kongers Konge og Herrers Herre“. — Åbenbaringen 19:14, 16.
Det er dog værd at lægge mærke til at udtrykket Harmagedon har forbindelse med den israelitiske oldtidsby Megiddo. Byen, som lå øst for Karmels Bjerg, beherskede betydningsfulde handels- og hærveje og havde således en strategisk vigtig beliggenhed. Den var også skueplads for mange afgørende slag. For eksempel var det „ved Megiddos vande“ at den israelitiske dommer Barak besejrede en mægtig kana’anæisk hær anført af Sisera. (Dommerne 4:12-24; 5:19, 20) Det var også i dette område at dommeren Gideon slog midjanitterne på flugt. (Dommerne 7:1-22) Ved at forbinde Megiddo med den kommende krig forsikrer Bibelen os om at Gud, gennem sin søn, vil vinde en fuldstændig sejr over alle sine modstandere.
Hvad vil være udfaldet af Harmagedonkrigen? Den vil befri jorden for al korruption og ondskab og bane vej for den mest pragtfulde tidsalder i hele menneskehedens historie. (Åbenbaringen 21:1-4) Under Guds riges kærlige tilsyn vil jorden blive omdannet til et paradis hvor de retfærdige skal bo for evigt. — Salme 37:29.