Et eksempel på ærlighed
Et eksempel på ærlighed
NELMA, der arbejder som frisør i Cruzeiro do Sul i Brasilien, fik for nylig sat sin kristne integritet på prøve. Da det område hun bor i, blev ramt af oversvømmelse, forærede en kunde hende noget tøj. Da Nelma sorterede tøjet, fandt hun et beløb der svarer til næsten 6000 kroner, i lommerne på et par bukser.
Det ville tage Nelma omkring syv måneder at tjene så mange penge, og hun havde hårdt brug for dem. Oversvømmelsen havde beskadiget hendes hus, og hendes far og søskende havde mistet næsten alle deres ejendele. Med pengene kunne hun både færdiggøre reparationerne på sit hus og hjælpe sine slægtninge. Men Nelmas bibeloplærte samvittighed tillod hende ikke at beholde pengene. — Hebræerne 13:18.
Næste morgen tog hun på arbejde før normal åbningstid og kontaktede den forretningskvinde som havde foræret hende tøjet. Nelma takkede for tøjet, men tilføjede at hun ikke kunne beholde det hun havde fundet i det. Kvinden var lykkelig for at få pengene. Hun havde lagt dem til side så hun kunne betale de folk hun havde i arbejde. „Ærlighed er ikke noget man ofte støder på,“ sagde hun.
Der er sikkert nogle som vil mene at det ikke kan betale sig at være ærlig. Men hvis man ønsker at behage den sande Gud, Jehova, er ærlighed en meget vigtig egenskab. (Efeserne 4:25, 28) „Jeg ville ikke have kunnet sove om natten hvis jeg havde handlet anderledes,“ sagde Nelma.