Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

„I børn, vær lydige mod jeres forældre“

„I børn, vær lydige mod jeres forældre“

„I børn, vær lydige mod jeres forældre“

„I børn, vær lydige mod jeres forældre i samhørighed med Herren, for dette er ret.“ — EFESERNE 6:1.

1. Hvordan kan det beskytte os at lytte til advarsler?

AT VI er i live i dag, skyldes måske at vi har lyttet til advarsler. Andre har mistet livet fordi de ikke har lyttet. Hvad kunne der være tale om? Måske advarsler som vi opfatter med vores sanser fordi vi er underfuldt skabt. (Salme 139:14) Når vi ser mørke skyer på himmelen, hører tordenbrag og måske mærker at den elektriske ladning får hårene til at rejse sig på hovedet af os, tager vi det som en advarsel om at søge i sikkerhed så vi ikke udsætter os for livsfare når uvejret for alvor bryder løs.

2. Hvorfor har børn brug for advarsler, og hvorfor bør de adlyde deres forældre?

2 I børn har brug for at blive advaret om mulige farer, og det er jeres forældres ansvar at give jer disse advarsler. Du husker måske formaninger som: „Rør ikke ved komfuret. Det er varmt.“ „Gå ikke ned til vandet. Det er farligt.“ „Se dig for til begge sider før du går over gaden.“ Sørgeligt nok er nogle børn kommet til skade eller endda blevet dræbt fordi de ikke har hørt efter. At være lydig mod sine forældre „er ret“, altså rigtigt og passende. Det er også klogt. (Ordsprogene 8:33) Et andet skriftsted siger at det er velbehageligt for Herren, Jesus Kristus. Ja, faktisk befaler Gud jer at være lydige mod jeres forældre. — Kolossenserne 3:20; 1 Korinther 8:6.

Lydighed til varig gavn

3. Hvad er „det virkelige liv“ ensbetydende med for de fleste af os, og hvordan kan børn gøre sig håb om at opleve det?

3 At du er lydig mod dine forældre, beskytter dit liv nu, men det vil også gøre det muligt for dig at opleve det liv „som skal komme“, det der kaldes „det virkelige liv“. (1 Timoteus 4:8; 6:19) For de fleste af os er det virkelige liv ensbetydende med evigt liv på jorden i Guds nye verden, som han lover dem der trofast holder hans bud. Et af de vigtigste af disse bud er: „’Ær din fader og moder’, hvilket er det første bud med et løfte: ’For at det kan gå dig godt og du må leve lang tid på jorden.’“ Hvis du adlyder dine forældre, vil du altså være lykkelig. Din fremtid vil være sikret, og du vil have mulighed for at opnå evigt liv i et paradis på jorden! — Efeserne 6:2, 3.

4. Hvordan kan børn ære Gud og opleve de gavnlige virkninger af det?

4 Når du ærer dine forældre ved at adlyde dem, ærer du også Gud, for det er ham der har befalet dig at gøre det. Samtidig er det noget du selv har gavn af. „Jeg, Jehova, er din Gud, den som lærer dig hvad der gavner,“ siger Bibelen. (Esajas 48:17; 1 Johannes 5:3) Hvordan gavner det dig at være lydig? Det gør din far og mor glade, og så vil de også have lyst til at gøre dig glad. (Ordsprogene 23:22-25) Men det vigtigste er at du glæder din himmelske Fader når du er lydig, og han vil belønne dig på mange forskellige måder! Lad os se hvordan Jehova velsignede og beskyttede Jesus, der sagde om sig selv: „Jeg gør altid det han synes om.“ — Johannes 8:29.

Jesus var flittig

5. Hvilke grunde er der til at tro at Jesus arbejdede flittigt?

5 Jesus var Marias førstefødte søn. Hans adoptivfar, Josef, var tømrer, og det blev Jesus også. Josef har sikkert oplært ham i faget. (Mattæus 13:55; Markus 6:3; Lukas 1:26-31) Kan du forestille dig hvordan Jesus var som tømrer? Da han var i himmelen, før han mirakuløst blev undfanget i jomfru Marias moderliv, forklarede han, som den personificerede visdom: „Da var jeg hos [Gud] som værkmester; jeg var den han holdt af dag efter dag.“ Gud var meget tilfreds med det Jesus udrettede som en dygtig værkmester i himmelen. Tror du ikke at Jesus som ung her på jorden også gjorde en indsats for at arbejde flittigt og være en dygtig tømrer? — Ordsprogene 8:30; Kolossenserne 1:15, 16.

6. (a) Hvorfor tror du at Jesus som barn måske har haft pligter derhjemme? (b) På hvilke måder kan børn efterligne Jesus?

6 Der er ingen tvivl om at Jesus som barn indimellem har været optaget af leg, for leg var helt almindeligt på Bibelens tid. (Zakarias 8:5; Mattæus 11:16, 17) Men du kan være sikker på at Jesus som det ældste barn i en fattig familie har haft nogle pligter derhjemme ud over at han er blevet oplært af Josef i tømrerfaget. Senere blev Jesus forkynder og gav afkald på meget af det der ville gøre livet behageligt. (Lukas 9:58; Johannes 5:17) Hvordan kan du efterligne Jesus? Beder dine forældre dig om at gøre rent på dit værelse eller udføre andre pligter? Tilskynder de dig til at være med i tilbedelsen af Gud ved at overvære de kristne møder og fortælle andre om din tro? Kan du forestille dig hvordan Jesus som dreng ville have reageret på lignende opfordringer?

Studerede Skrifterne og ræsonnerede med andre

7. (a) Hvem har Jesus måske rejst sammen med til påskehøjtiden? (b) Hvor var Jesus da de andre påbegyndte hjemrejsen, og hvorfor var han der?

7 Alle mandlige medlemmer af de israelitiske familier havde fået påbud om at gå op til templet for at tilbede Jehova ved de tre jødiske højtider. (5 Mosebog 16:16) Da Jesus var 12 år gammel, rejste måske hele hans familie til Jerusalem for at fejre påsken. Det omfattede sikkert hans halvbrødre og halvsøstre. Blandt dem der har rejst sammen med Jesus og hans familie, var muligvis også Salome, som kan have været søster til Maria, og hendes mand, Zebedæus, og deres sønner Jakob og Johannes, der senere blev apostle. * (Mattæus 4:20, 21; 13:54-56; 27:56; Markus 15:40; Johannes 19:25) På tilbageturen gik Josef og Maria måske ud fra at Jesus var sammen med deres slægtninge, så til at begynde med tænkte de ikke nærmere over at han ikke var hos dem. Men da Maria og Josef tre dage senere endelig fandt Jesus, var han i templet, „hvor han sad midt iblandt lærerne og hørte på dem og stillede dem spørgsmål“. — Lukas 2:44-46.

8. Hvad foretog Jesus sig i templet, og hvorfor blev folk forbavsede over ham?

8 Hvilken form for spørgsmål var det Jesus stillede lærerne i templet? Han har sikkert ikke bare spurgt for at få tilfredsstillet sin nysgerrighed eller blot for at få nogle oplysninger. Det græske ord der her er gengivet med ’at stille spørgsmål’, anvendes blandt andet om at udspørge ved afhøring, og det kunne derfor betegne krydsforhør. Ja, allerede som ung havde Jesus studeret Skrifterne så grundigt at han forbløffede de lærde religiøse lærere med det han sagde. „Alle som hørte ham blev hele tiden slået af forbavselse over hans forståelse og hans svar,“ siger Bibelen. — Lukas 2:47.

9. Hvordan kan du følge Jesu eksempel med hensyn til at studere Bibelen?

9 Hvordan tror du det kan være at Jesus som barn forbløffede selv erfarne lærere med sin kundskab om Skrifterne? Han havde naturligvis den fordel at have gudfrygtige forældre der havde oplært ham i Guds vejledning lige fra han var spæd. (2 Mosebog 12:24-27; 5 Mosebog 6:6-9; Mattæus 1:18-20) Vi kan være sikre på at Josef har taget Jesus med i synagogen for at høre Skrifterne blive læst højt og drøftet. Er du også så heldig at have forældre der studerer Bibelen med dig og tager dig med til de kristne møder? Værdsætter du de bestræbelser de gør sig, ligesom Jesus værdsatte det hans forældre gjorde? Fortæller du andre om det du lærer, ligesom Jesus gjorde?

Jesus underordnede sig

10. (a) Hvorfor burde Jesu forældre have vidst hvor de kunne finde ham? (b) Hvilket godt eksempel var Jesus for børn?

10 Hvordan tror du at Maria og Josef havde det da de efter tre dages forløb endelig fandt Jesus i templet? De er sikkert blevet lettede. Men Jesus var overrasket over at hans forældre ikke vidste hvor han var. De kendte jo begge til hans mirakuløse fødsel. Og selvom de ikke kendte alle detaljerne om hans fremtidige rolle som frelser og hersker i Guds rige, har de dog haft et vist kendskab til det. (Mattæus 1:21; Lukas 1:32-35; 2:11) Jesus spurgte dem derfor: „Hvorfor ledte I efter mig? Vidste I ikke at jeg måtte være i min Faders hus?“ Alligevel tog Jesus lydigt med sine forældre hjem til Nazaret. Bibelen siger: „Han fortsatte med at underordne sig dem.“ Og „hans moder bevarede omhyggeligt alle disse udtalelser i sit hjerte“. — Lukas 2:48-51.

11. Hvad kan du lære om lydighed ved at betragte Jesu eksempel?

11 Synes du det er nemt at efterligne Jesus ved altid at adlyde dine forældre? Eller føler du at de tit ikke forstår hvordan tingene fungerer, og at du ved meget mere end de gør? Det er sikkert rigtigt at du ved mere om visse ting — måske om hvordan man bruger mobiltelefoner, computere eller andre moderne påfund. Men tænk på Jesus, der forbløffede selv erfarne lærere med ’sin forståelse og sine svar’. Du vil sikkert indrømme at du, i sammenligning med ham, ikke ved særlig meget. Og alligevel underordnede Jesus sig sine forældre. Det betyder ikke nødvendigvis at han altid var enig med dem i deres afgørelser. Men i alle sine teenageår ’fortsatte han med at underordne sig dem’. Hvad mon du kan lære af hans eksempel? — 5 Mosebog 5:16, 29.

En udfordring at være lydig

12. Hvordan kan lydighed redde liv?

12 Det er ikke altid let at være lydig. For nogle år siden ville to piger løbe over en sekssporet motorvej i stedet for at benytte gangbroen. „Kom nu, John,“ råbte de til deres kammerat da han gik hen imod gangbroen. „Du løber da med os over vejen, ikke?“ Da han tøvede, råbte en af pigerne hånende til ham: „Du er bare en kylling!“ Skønt John ikke var bange for at løbe over vejen, sagde han: „Jeg er nødt til at adlyde min mor.“ Da han nogle få øjeblikke senere gik oppe på gangbroen, hørte han hvinende bremser, og da han kiggede ned, så han pigerne blive ramt af en bil. Den ene pige mistede livet, og den anden blev så alvorligt kvæstet at hendes ene ben måtte amputeres. Pigernes mor, der havde indskærpet dem altid at benytte gangbroen, sagde senere til Johns mor: „Hvor ville jeg ønske at de havde været lige så lydige som din søn.“ — Efeserne 6:1.

13. (a) Hvorfor skal du adlyde dine forældre? (b) Hvornår vil det være på sin plads at børn undlader at gøre det forældrene beder dem om?

13 Hvorfor siger Gud: „I børn, vær lydige mod jeres forældre“? Fordi lydighed mod forældre er det samme som lydighed mod Gud. Dertil kommer at dine forældre er mere erfarne end dig. Johns mor havde for eksempel en veninde hvis søn blot fem år før den ovennævnte ulykke var blevet dræbt da han havde prøvet at krydse den selv samme motorvej! Det er selvfølgelig ikke sikkert at det altid er let for dig at adlyde dine forældre, men det er Gud der siger du skal gøre det. Hvis dine forældre eller andre derimod vil have dig til at lyve, stjæle eller gøre noget andet der mishager Gud, skal du ’adlyde Gud mere end mennesker’. Når Bibelen siger til børn at de skal ’være lydige mod deres forældre’, føjer den derfor til at det skal være „i samhørighed med Herren“. Det vil sige at du skal adlyde dine forældre i alt hvad der er i overensstemmelse med Guds love. — Apostelgerninger 5:29.

14. Hvorfor er det lettere for et fuldkomment menneske at vise lydighed, men hvorfor skal det alligevel læres?

14 „Hvis bare jeg var fuldkommen ligesom Jesus, ville det være let for mig at adlyde mine forældre,“ tænker du måske. Hvis du var fuldkommen — det vil sige „ubesmittet, skilt fra syndere“ — ville du ikke være tilbøjelig til at gøre det forkerte, som du er nu. (Hebræerne 7:26; 1 Mosebog 8:21; Salme 51:5) Men selv Jesus måtte lære lydighed. Bibelen siger: „Skønt han var søn, lærte han lydighed af det han led.“ (Hebræerne 5:8) Hvordan hjalp lidelser Jesus til at lære lydighed, noget han aldrig havde behøvet at lære i himmelen?

15, 16. Hvordan lærte Jesus lydighed?

15 Under Jehovas ledelse beskyttede Josef og Maria Jesus mod farer da han var barn. (Mattæus 2:7-23) På et tidspunkt tog Gud dog sin overnaturlige beskyttelse bort. Bibelen fortæller at Jesus blev udsat for så voldsomt et psykisk pres og så store fysiske smerter at han ’med stærke råb og tårer frembar bønner og også anmodninger’. (Hebræerne 5:7) Hvornår var det?

16 Det var især i de sidste timer af Jesu jordiske liv da Satan satte alt ind på at bryde hans integritet. Jesus følte sig stærkt plaget ved tanken om at hans død som en formodet gudsbespotter ville sætte hans Fader i et dårligt lys. Da Jesus var i dødsangst, bad han så inderligt til sin Fader i Getsemane Have at „hans sved blev som bloddråber der faldt på jorden“. Da Jesus nogle få timer senere hang på marterpælen, pintes han så meget at han bad til Gud „med stærke råb og tårer“. (Lukas 22:42-44; Markus 15:34) På den måde „lærte han lydighed af det han led“ og fik derved sin Faders hjerte til at fryde sig. Nu hvor Jesus er i himmelen, føler han med os når vi indimellem må kæmpe en hård kamp for at være lydige. — Ordsprogene 27:11; Hebræerne 2:18; 4:15.

Hvordan man lærer lydighed

17. Hvordan bør vi betragte det at få tugt, eller retledning?

17 Når din far eller mor opdrager, eller tugter, dig, viser det at de ønsker det bedste for dig, og at de elsker dig. „Hvad er det for en søn som en fader ikke tugter?“ spørger Bibelen. Ville det ikke være sørgeligt hvis dine forældre ikke elskede dig højt nok til at gøre den nødvendige indsats og tage sig den tid der skal til, for at vejlede dig? Når Jehova retleder dig, er det også fordi han elsker dig. „Sandt nok synes ingen tugt i øjeblikket at være til glæde, men til sorg; men bagefter skænker den dem som er blevet opøvet ved den, en frugt som fører til fred, nemlig retfærdighed.“ — Hebræerne 12:7-11.

18. (a) Hvad er kærlig tugt et bevis for? (b) På hvilke positive måder har du set andre blive formet af en sådan tugt?

18 En konge i fortidens Israel, som Jesus nævnte på grund af hans store visdom, talte om hvor vigtigt det er at forældre kærligt opdrager deres børn. „Den der sparer sin kæp hader sin søn,“ skrev Salomon, „men den der elsker ham er efter ham med tugt.“ * Salomon sagde endda at en person der modtager kærlig retledning, kan få udfriet sin sjæl fra døden. (Ordsprogene 13:24; 23:13, 14; Mattæus 12:42) En kristen kvinde fortæller at hvis hun som barn ikke opførte sig ordentligt ved et kristent møde, sagde hendes far at han ville tale alvorligt med hende når de kom hjem. Nu mindes hun sin far med stor hengivenhed fordi han med sin kærlige opdragelse og retledning formede hendes liv på en god måde.

19. Hvad er den vigtigste grund til at du skal adlyde dine forældre?

19 Hvis du har forældre der elsker dig højt nok til at bruge tid og kræfter på kærligt at opdrage og tugte dig, bør du være taknemmelig. Adlyd dem, ligesom vor Herre Jesus Kristus adlød sine forældre, Josef og Maria. Men adlyd dem især fordi din himmelske Fader, Jehova, siger at du skal gøre det. Derved vil du gavne dig selv, det ’vil gå dig godt, og du vil leve lang tid på jorden’. — Efeserne 6:2, 3.

[Fodnoter]

^ par. 18 Til dette vers har New International Version Study Bible en fodnote hvori der står: „Kæp. Sandsynligvis et billedligt udtryk for tugt af enhver art.“ Vine’s Expository Dictionary of Old and New Testament Words definerer ordet „kæp“ som „et scepter, et symbol på myndighed“.

Hvad vil du svare?

• Hvordan gavner det børn at adlyde deres forældre?

• Hvordan var Jesus som barn et eksempel i at adlyde sine forældre?

• Hvordan lærte Jesus lydighed?

[Studiespørgsmål]

[Illustration på side 24]

Som tolvårig var Jesus godt kendt med Skrifterne

[Illustration på side 26]

Hvordan lærte Jesus lydighed gennem lidelser?