Find glæde ved livet — frygt Jehova
Find glæde ved livet — frygt Jehova
„Frygt Jehova, I hans hellige, for de der frygter ham mangler intet.“ — SALME 34:9.
1, 2. (a) Hvilke holdninger til gudsfrygt finder man i kristenheden? (b) Hvilke spørgsmål vil vi nu tage op?
DE PRÆSTER der prædiker at man skal frygte Gud, påstår som regel at Gud straffer syndere med evig pine i et brændende helvede. Men den lære strider imod Bibelens beskrivelse af Jehova som en kærlig og retfærdig Gud. (1 Mosebog 3:19; 5 Mosebog 32:4; Romerne 6:23; 1 Johannes 4:8) Andre præster i kristenheden går til den modsatte yderlighed. De taler aldrig om gudsfrygt, men lærer at Gud er så tolerant at han godtager nærmest hvem som helst uanset hvordan vedkommende lever. Men det stemmer heller ikke med Bibelens lære. — Galaterne 5:19-21.
2 Faktum er at Bibelen opfordrer os til at frygte Gud. (Åbenbaringen 14:7) Det får os til at spørge: Hvorfor ønsker en kærlig Gud at vi frygter ham? Hvilken form for frygt kræver Gud? Og hvilken gavn har vi af at frygte Gud? Disse spørgsmål vil vi tage op i den fortsatte gennemgang af Salme 34.
Hvorfor vi skal frygte Gud
3. (a) Hvad mener du om den befaling at vi skal frygte Gud? (b) Hvorfor er de der frygter Jehova, lykkelige?
3 Som universets Skaber og Suveræn fortjener Jehova at blive frygtet. (1 Peter 2:17) Men der er ikke tale om en sygelig rædsel for en grusom gud. Gudsfrygt er derimod ærefrygt for Jehova på grund af hans egenskaber og hans storhed samt frygt for at mishage ham. Frygten for Gud er ædel og velgørende, ikke nedslående eller skræmmende. Jehova, ’den lykkelige Gud’, ønsker at vi mennesker, som han har skabt, finder glæde ved livet. (1 Timoteus 1:11) Men det kan vi kun hvis vi retter os efter Guds krav. For manges vedkommende betyder det at de må gøre gennemgribende forandringer. Men alle der foretager de nødvendige ændringer, erfarer at det er sandt hvad salmisten David skrev: „Smag og se at Jehova er god; lykkelig er den mand som søger tilflugt hos ham. Frygt Jehova, I hans hellige, for de der frygter ham mangler intet.“ (Salme 34:8, 9) Ingen der frygter Jehova, mangler noget af varig værdi, for de har et godt forhold til Gud.
4. Hvilken forsikring gav både David og Jesus?
4 Læg mærke til at David ærede sine mænd ved at omtale dem som „hellige“. Det kunne de kaldes fordi de hørte til Guds hellige nation. Desuden satte de deres liv på spil for at følge David. De måtte hele tiden flygte for kong Saul, men David havde tillid til at Jehova ville blive ved med at sørge for det de behøvede. David skrev: „De unge løver med manke har lidt savn, og de har været sultne; men de der søger Jehova skal intet godt mangle.“ (Salme 34:10) Jesus gav sine disciple en lignende forsikring. — Mattæus 6:33.
5. (a) Hvilken baggrund havde mange af Jesu disciple? (b) Hvilken vejledning gav Jesus dem angående frygt?
5 Mange af Jesu tilhørere var fattige og jævne jøder. Jesus „fik . . . inderligt ondt af dem, for de var medtagne og omtumlede som får uden hyrde“. (Mattæus 9:36) Havde disse jævne mennesker mod til at følge Jesus? Det krævede at de opdyrkede frygt for Jehova, ikke for mennesker. Jesus sagde: „Frygt ikke for dem som dræber legemet og derefter ikke evner at gøre mere. Men jeg vil vise jer hvem I skal frygte: Frygt ham der efter at have dræbt, har myndighed til at kaste i Gehenna. Ja, jeg siger jer, frygt ham. Sælges fem spurve ikke for to småmønter? Dog er ikke én af dem glemt hos Gud. Men endog alle jeres hovedhår er talt. Vær ikke bange; I er mere værd end mange spurve.“ — Lukas 12:4-7.
6. (a) Hvilke ord af Jesus har styrket kristne? (b) Hvorfor er Jesus det bedste eksempel med hensyn til at vise gudsfrygt?
6 Når fjender forsøger at presse dem der frygter Jehova, til at holde op med at tjene Gud, er Jesu ord relevante: „Enhver der vedgår samhørighed med mig over for menneskene, ham vil Menneskesønnen også vedgå samhørighed med over for Guds engle. Men den som fornægter mig over for menneskene, han vil blive fornægtet over for Guds engle.“ (Lukas 12:8, 9) Disse ord har styrket kristne, især i lande hvor den sande tilbedelse er underlagt forbud. Sådanne steder bliver kristne ved med at lovsynge Jehova ved møder og i den offentlige forkyndelse uden at tiltrække sig unødig opmærksomhed. (Apostelgerninger 5:29) Jesus er selv det bedste eksempel med hensyn til at vise „gudsfrygt“. (Hebræerne 5:7) Om ham forudsagde Guds profetiske ord: „Over ham skal Jehovas ånd hvile, . . . Jehovas frygts ånd; og han har sin glæde i frygten for Jehova.“ (Esajas 11:2, 3) Jesus er derfor yderst kvalificeret til at lære os om det gavnlige ved at frygte Gud.
7. (a) Hvordan tager kristne imod en indbydelse som den David fremsatte? (b) Hvordan kan forældre følge Davids gode eksempel?
7 Alle der følger Jesu eksempel og adlyder hans lære, tager i virkeligheden imod en indbydelse som den David fremsatte: „Kom, I sønner, hør på mig; Jehovas frygt skal jeg lære jer.“ (Salme 34:11) Det var naturligt for David at kalde sine mænd for sine „sønner“, for de så hen til ham som deres anfører. David gav desuden sine fæller åndelig hjælp så de kunne være forenede og glæde sig over Guds gunst. Det er et godt eksempel for kristne forældre! Jehova har bemyndiget dem til at „opdrage [deres børn] i Jehovas tugt og formaning“. (Efeserne 6:4) Når forældre hver dag drøfter åndelige emner med deres børn og fast studerer Bibelen med dem, kan børnene lære at finde glæde ved livet idet de frygter Jehova. — Femte Mosebog 6:6, 7.
Hvordan vi viser gudsfrygt i praksis
8, 9. (a) Hvorfor er det godt at leve et liv i gudsfrygt? (b) Hvad hører med til at vi vogter tungen?
8 Som tidligere nævnt berøver frygten for Jehova os ikke glæden. David spurgte: „Hvem er den mand som har lyst til livet, som elsker dage til at se det gode?“ (Salme 34:12) Det er tydeligt at frygten for Jehova er en betingelse for at glæde sig over et langt liv hvor man ’ser det gode’. Det er nemt sagt at man frygter Gud. Det er noget helt andet at bevise det i sin adfærd. Derfor kommer David ind på hvordan vi viser gudsfrygt.
9 „Hold din tunge fra ondt, og dine læber fra at tale svig.“ (Salme 34:13) Apostelen Peter blev inspireret til at citere denne del af Salme 34 efter at han havde opfordret nogle kristne til at vise hinanden broderlig hengivenhed. (1 Peter 3:8-12) At holde vores tunge fra ondt indebærer at vi afholder os fra at udbrede skadelige rygter og sladder. I stedet vil vi altid søge at være opbyggende når vi taler med andre. Desuden vil vi sætte ind på at være modige og tale sandt. — Efeserne 4:25, 29, 31; Jakob 5:16.
10. (a) Beskriv hvad det vil sige at vende sig fra det onde. (b) Hvad hører med til at gøre det gode?
10 „Vend dig bort fra det onde, og gør det gode; søg fred og jag efter den.“ (Salme 34:14) Vi afholder os fra det som Gud fordømmer, såsom umoralitet, pornografi, tyveri, spiritisme, vold, alkoholmisbrug og stofmisbrug. Vi tager også afstand fra underholdning der forherliger sådanne frastødende laster. (Efeserne 5:10-12) I stedet bruger vi vores tid på at gøre det gode. Det bedste vi kan gøre, er trofast at forkynde Riget og gøre disciple så vi hjælper andre til at opnå frelse. (Mattæus 24:14; 28:19, 20) At gøre det gode indbefatter også at vi velforberedt overværer de kristne møder, bidrager til det verdensomspændende arbejde, er med til at passe rigssalen og tager os af kristne der har særlige behov.
11. (a) På hvilken måde praktiserede David det han lærte andre om fred? (b) Hvad kan vi gøre for at ’jage efter fred’ i menigheden?
11 David var et godt eksempel med hensyn til at jage efter fred. To gange havde han mulighed for at slå Saul ihjel, men ved begge lejligheder afholdt han sig fra vold og talte senere respektfuldt til kongen i håb om 1 Samuel 24:8-11; 26:17-20) Hvad kan vi gøre i dag når noget truer menighedens fred? Så bør vi ’søge fred og jage efter den’. Hvis vi for eksempel har et anspændt forhold til en af vores trosfæller, vil vi adlyde Jesu vejledning: „Slut først fred med din broder.“ Derefter kan vi fortsætte med andre aspekter af den sande tilbedelse. — Mattæus 5:23, 24; Efeserne 4:26.
at genoprette freden. (Gudsfrygt bliver belønnet rigt
12, 13. (a) På hvilke måder er det gavnligt at frygte Gud? (b) Hvilken storslået belønning vil Jehovas trofaste tilbedere om kort tid modtage?
12 „Jehovas øjne hviler på de retfærdige, og hans ører lytter til deres råb om hjælp.“ (Salme 34:15) Beretningen om hvad Gud gjorde for David, beviser at disse ord er sande. Vi der lever i dag, mærker dyb glæde og indre fred fordi vi véd at Jehova våger over os. Vi har den tillid at han altid vil dække vores behov, også når vi er hårdt presset. Vi véd at alle sande tilbedere snart som forudsagt vil blive angrebet af Gog fra Magog og opleve „Jehovas . . . frygtindgydende dag“. (Joel 2:11, 31; Ezekiel 38:14-18, 21-23) Uanset hvad vi kommer ud for, vil Davids ord blive opfyldt på os: „De råbte, og Jehova hørte dem, og han udfriede dem af alle deres kvaler.“ — Salme 34:17.
13 Det bliver betagende at se Jehova herliggøre sit store navn når det sker! Vores hjerter vil blive fyldt med større ærefrygt end nogen sinde før, og alle modstandere vil blive udslettet på en ydmygende måde. „Jehovas ansigt er imod dem der handler ondt, for at udrydde deres minde af jorden.“ (Salme 34:16) Det vil være en rig belønning at opleve den storslåede udfrielse og komme ind i Guds retfærdige nye verden!
Løfter der får os til at holde ud
14. Hvad vil hjælpe os til at holde ud trods ulykker?
14 Imidlertid kræver det udholdenhed at blive ved med at adlyde Jehova i denne fordærvede og fjendtlige verden. Gudsfrygt er en stor hjælp til at opdyrke lydighed. På grund af de kritiske tider kommer nogle af Jehovas tjenere ud for hårde prøvelser der så at sige ’sønderbryder deres hjerte’ og ’knuser dem i ånden’. Men de kan være fuldstændig forvissede om at hvis de ser hen til Jehova, vil han hjælpe dem til at holde ud. Davids ord er meget trøsterige: „Nær er Jehova hos dem med sønderbrudt hjerte, og han frelser dem der er knust i ånden.“ (Salme 34:18) Meget opmuntrende fortsatte David: „Mange ulykker rammer den retfærdige, men Jehova udfrier ham af dem alle.“ (Salme 34:19) Uanset hvor mange ulykker der rammer os, er Jehova stærk nok til at udfri os.
15, 16. (a) Hvad hørte David om kort efter at han havde skrevet Salme 34? (b) Hvad vil sætte os i stand til at udholde prøvelser?
Salme 34, hørte han at Saul havde nedslagtet indbyggerne og de fleste af præsterne i Nob. Det må have smertet ham at tænke på at det var hans besøg i Nob der havde fremkaldt Sauls vrede. (1 Samuel 22:13, 18-21) David vendte sig uden tvivl til Jehova efter hjælp, og han fandt helt sikkert trøst ved at se frem til ’de retfærdiges opstandelse’. — Apostelgerninger 24:15.
15 Kort efter at David havde skrevet16 Også vi finder styrke i opstandelseshåbet. Vi véd at vores fjender ikke kan skade os uopretteligt. (Mattæus 10:28) David gav udtryk for den samme overbevisning med ordene: „Han vogter alle [den retfærdiges] knogler; ikke en af dem sønderbrydes.“ (Salme 34:20) Det vers fik en bogstavelig opfyldelse på Jesus. Han led en grusom død, men ingen af hans knogler blev ’sønderbrudt’. (Johannes 19:36) I et større perspektiv forsikrer Salme 34:20 os om at uanset hvilke prøvelser de salvede og deres medarbejdere, de „andre får“, kommer ud for, vil de aldrig blive skadet uigenkaldeligt. Deres knogler vil i overført forstand aldrig blive knust. — Johannes 10:16.
17. Hvilken ulykke venter dem der vedvarende hader Jehovas folk?
17 Det forholder sig helt anderledes med de ugudelige. Snart vil de høste det dårlige de har sået. „En ulykke vil bringe død over den ugudelige; og de der hader den retfærdige vil blive kendt skyldige.“ (Salme 34:21) Alle der vedvarende modstår Guds folk, vil blive ramt af den værst tænkelige ulykke. Ved Jesu åbenbarelse vil de „lide retslig straf i form af evig undergang“. — 2 Thessaloniker 1:9.
18. I hvilken forstand er ’den store skare’ allerede løskøbt, og hvad vil dens medlemmer komme til at opleve?
18 Davids salme slutter med de trøsterige ord: „Jehova løskøber sine tjeneres sjæl; og ingen af dem der søger tilflugt hos ham vil blive kendt skyldige.“ (Salme 34:22) David sagde nær afslutningen på sin 40 år lange regeringstid: „Jehova . . . har løskøbt min sjæl fra hver en trængsel.“ (1 Kongebog 1:29) Ligesom David vil de der frygter Jehova, snart kunne se tilbage og glæde sig over at være blevet løskøbt fra enhver syndeskyld og udfriet af alle deres prøvelser. De fleste af de salvede kristne har allerede modtaget deres himmelske belønning. „En stor skare“ af alle nationer slutter sig nu til resten af Jesu brødre i tjenesten for Gud og er derfor rene i Jehovas øjne. Det kan de fordi de viser tro på Jesu udgydte blods genløsende kraft. I Kristi kommende tusindårsrige vil genløsningsofferets fulde værdi komme dem til gavn, og de vil opnå fuldkommenhed. — Åbenbaringen 7:9, 14, 17; 21:3-5.
19. Hvad er de der hører til ’den store skare’, besluttede på?
19 Hvorfor opnår ’den store skare’ af Guds tilbedere alle disse velsignelser? Fordi dens medlemmer er besluttede på fortsat at frygte Jehova og tjene ham med ærefrygt, beundring og ærbødig lydighed. Ja, frygten for Jehova gør virkelig livet til en glæde nu og hjælper os til at „få et fast greb om det virkelige liv“ — det evige liv i Guds nye verden. — 1 Timoteus 6:12, 18, 19; Åbenbaringen 15:3, 4.
Husker du dette?
• Hvorfor bør vi frygte Gud, og hvad vil det sige at frygte ham?
• Hvilken virkning bør gudsfrygt have på vores adfærd?
• Hvad godt kommer der ud af at frygte Gud?
• Hvilke løfter hjælper os til at holde ud?
[Studiespørgsmål]
[Illustration på side 26]
De der frygter Jehova, tjener ham diskret når de er underlagt forbud
[Illustration på side 28]
Det bedste vi kan gøre for vores medmennesker, er at forkynde den gode nyhed om Riget for dem