Livsberetning

Vi venter et rige som ’ikke er en del af denne verden’

Fortalt af Nikolai Gutsulyak

I 41 dage havde jeg befundet mig midt i et fængselsoprør. Jeg vågnede pludselig ved lyden af kanonild. Kampvogne og soldater trængte ind i lejren og angreb fangerne. Mit liv hang i en tynd tråd.

HVORDAN var jeg havnet i denne situation? Lad mig forklare. Den omtalte begivenhed fandt sted i 1954. Jeg var på det tidspunkt 30 år. Som mange andre Jehovas Vidner blev jeg under det sovjetiske styre fængslet fordi jeg forholdt mig neutral i politiske anliggender, og fordi jeg fortalte andre om Guds rige. Vores gruppe af fængslede Jehovas Vidner bestod af 46 mænd og 34 kvinder. Arbejdslejren som vi befandt os i, lå i nærheden af en landsby ved navn Kengir i det centrale Kasakhstan. Her var vi sammen med tusindvis af andre fanger.

Sovjetunionens statsoverhoved, Josef Stalin, var død det foregående år. Mange fanger håbede på at det nye styre i Moskva ville lytte til deres klager over de hårde vilkår i fængslerne. Fangerne blev mere og mere utilfredse, og det førte til sidst til åbent oprør. Under den efterfølgende konfrontation måtte vi som Jehovas Vidner gøre rede for vores neutrale standpunkt over for de ophidsede rebeller, og vi måtte også forklare vores standpunkt for vagterne fra militæret.  Det krævede tro på Gud at forholde sig neutral.

Oprør!

Fængselsoprøret begyndte den 16. maj. To dage efter nægtede 3200 fanger at arbejde. De forlangte bedre forhold i lejren og flere rettigheder for politiske fanger. Begivenhederne tog hurtig fart. Først tvang oprørerne vagterne ud af lejren. Så lavede de åbninger i muren der omkransede lejren. Derefter nedrev de væggene mellem mændenes og kvindernes afdelinger og indrettede såkaldte familiebarakker. Under de følgende dages opløftede stemning blev nogle fanger endog gift. Vielserne blev foretaget af præster som selv var fanger. Flertallet af de 14.000 fanger i de tre afdelinger i fangelejren hvor opstanden fandt sted, tog aktivt del i oprøret.

Oprørerne dannede en lejrkomité der skulle forhandle med militæret. Men komitémedlemmerne kom hurtigt op at skændes, og til sidst endte magten i hænderne på de mest yderliggående elementer i lejren. Stemningen blev mere og mere fjendtlig. For at håndhæve ’ro og orden’ etablerede oprørslederne en sikkerhedsafdeling, en militærafdeling og en propagandaafdeling. Gennem højttalere der var spændt fast på pæle rundt om i lejren, sørgede lederne for at den oprørske stemning blev holdt på kogepunktet ved at udsende opildnende budskaber. Oprørerne forhindrede andre i at flygte, straffede dem der modstod dem, og erklærede at de var rede til at dræbe enhver som de ikke godkendte. Der gik rygter om at nogle fanger allerede var blevet henrettet.

Eftersom oprørerne forventede et militært angreb, forberedte de sig omhyggeligt på at forsvare sig. For at gøre så mange som muligt rede til at forsvare lejren beordrede oprørslederne at alle fanger skulle bære våben. Til det formål fjernede fangerne jerngitrene fra vinduerne og fremstillede knive og andre våben af jernet. Det lykkedes dem endda at fremskaffe skydevåben og sprængstof.

Presset til at deltage

På det tidspunkt kontaktede to oprørere mig. Den ene rakte en nyskærpet kniv frem. „Tag denne her!“ beordrede han. „Du får brug for den til at forsvare dig med.“ Jeg bad en stille bøn til Jehova om at han ville hjælpe mig til at bevare fatningen. Derefter sagde jeg: „Jeg er kristen, et af Jehovas Vidner. Jeg selv og andre Jehovas Vidner er i denne fangelejr fordi vi kæmper, ikke imod  mennesker, men imod usynlige åndemagter. Vores våben imod dem er vores tro og håb på Guds rige.“ — Efeserne 6:12.

Til min overraskelse nikkede den ene mand forstående. Den anden slog mig derimod hårdt. Derefter gik de. Oprørerne gik fra barak til barak i et forsøg på at tvinge Jehovas Vidner til at tage del i opstanden. Men alle vores kristne brødre og søstre nægtede.

Jehovas Vidners neutrale standpunkt blev drøftet ved et af oprørskomitéens møder. „Medlemmer af alle trossamfund — pinsebevægelsen, adventisterne, baptisterne og alle andre — tager del i opstanden. Kun Jehovas Vidner nægter,“ konstaterede de. „Hvad skal vi gøre ved dem?“ En foreslog at man smed et af Jehovas Vidner i fængselets ovn for at gøre os bange. Men en tidligere leder inden for militæret, en fange som var respekteret af de andre, stod frem og sagde: „Det er uklogt. Vi skulle hellere flytte dem alle sammen over i en barak i yderkanten af lejren, ved siden af porten. Hvis hæren angriber os med kampvogne, vil Vidnerne så være de første der bliver dræbt. Og det vil ikke være vores skyld.“ De andre gik med til hans forslag.

Et udsat sted

Kort efter gik nogle fanger rundt og råbte: „Jehovas Vidner, kom ud!“ Derefter førte de os alle 80 hen til en barak i yderkanten af lejren. De hev køjesengene ud af barakken for at skabe mere plads og beordrede os ind. For os blev denne barak et fængsel i fængselet.

Søstrene fra gruppen syede nogle lagner sammen så barakken kunne opdeles i to afdelinger — en til mænd og en til kvinder. (Et af Jehovas Vidner i Rusland lavede senere en tegning af denne barak. Tegningen kan ses herunder). Mens vi boede i den overfyldte barak, bad vi ofte inderligt sammen til Jehova om at han ville give os visdom og „kraft som er ud over det normale“. — 2 Korinther 4:7.

 I al den tid befandt vi os på et meget udsat sted imellem oprørerne og den sovjetiske hær. Ingen af os vidste hvad de to parter nu ville gøre. „I skal ikke blive ved med at spekulere på det,“ sagde en ældre, trofast broder. „Jehova vil ikke svigte os.“

Vores kære søstre — unge såvel som gamle — viste en usædvanlig udholdenhed. En af dem var omkring de 80 og måtte have særlig hjælp. Andre var syge og trængte til lægehjælp. I hele denne periode skulle dørene til barakken forblive åbne så oprørerne konstant kunne holde øje med os. Om natten kom bevæbnede fanger ind i barakken. Nogle gange kunne man høre dem sige: „Guds rige sover.“ Om dagen når de tillod os at gå hen til lejrens spisesal, forblev vi altid samlet og bad Jehova om at beskytte os mod voldsmænd.

I barakken forsøgte vi at styrke hinanden åndeligt. Det skete for eksempel ofte at en broder genfortalte en beretning fra Bibelen, lige akkurat højt nok til at vi alle kunne høre det. Derefter sammenholdt han den bibelske beretning med den situation vi befandt os i. En ældre broder var især glad for at tale om Gideons hær. „I Jehovas navn kæmpede 300 mænd med musikinstrumenter i hænderne imod 135.000 bevæbnede soldater,“ mindede han os om. „Alle 300 vendte uskadte tilbage.“ (Dommerne 7:16, 22; 8:10) Denne og andre bibelske beretninger gav os åndelig styrke. Jeg var først for nylig blevet et af Jehovas Vidner, men den stærke tro som mere erfarne brødre og søstre lagde for dagen, opmuntrende mig meget. Jeg følte virkelig at Jehova var med os.

Kampen begynder

Ugerne gik, og situationen i lejren blev mere og mere spændt. Forhandlingerne mellem oprørerne og myndighederne intensiveredes. Oprørslederne insisterede på at regeringen i Moskva skulle udsende en repræsentant som de kunne mødes med. Myndighederne forlangte at oprørerne overgav sig, afleverede deres våben og begyndte at arbejde igen. Ingen af de to parter var villige til at gå på kompromis. Lejren var nu omringet af militærstyrker som var klar til at angribe så snart der blev givet signal. Oprørerne var også klar til kamp. De havde bygget barrikader og samlet et våbenlager. Man forventede at det endelige opgør mellem hæren og fangerne ville begynde når som helst.

Den 26. juni blev vi vækket af en række øredøvende kanonskud. Kampvogne smadrede muren og trængte ind i lejren. De blev efterfulgt af soldater der skød med maskinpistoler. Fanger — mænd og kvinder — løb hen imod kampvognene der nærmede sig, mens de råbte „hurra!“ og smed med sten,  hjemmelavede bomber eller hvad de ellers kunne få fat i. Der fulgte en voldsom kamp, og vi Jehovas Vidner var fanget midt i den. Hvordan ville Jehova besvare vores bønner om hjælp?

Med ét stormede nogle soldater ind i vores barak. „Kom så ud, I hellige!“ råbte de. „Skynd jer at komme uden for muren!“ Den kommanderende officer gav soldaterne ordre til ikke at skyde os, men i stedet blive og beskytte os. Mens kampen rasede, sad vi på græssteppen lige uden for lejren. I fire timer hørte vi eksplosioner, skud, skrig og jamren inde fra lejren. Derefter blev der helt stille. Senere så vi i morgenlyset hvordan soldaterne bar de døde ud af lejren. Vi fik at vide at i hundredvis var blevet såret eller dræbt.

Senere samme dag kom en officer som jeg kendte, over til os og spurgte stolt: „Nå, Nikolai, hvem var det så der reddede jer? Var det os eller Jehova?“ Vi takkede ham oprigtigt for at have reddet vores liv og tilføjede: „Vi tror at vores almægtige Gud, Jehova, fik jer til at skåne os, ligesom han på Bibelens tid bevægede andre til at udfri sine tjenere.“ — Ezra 1:1, 2.

Det var også denne officer der forklarede os hvordan soldaterne kunne vide hvem vi var, og hvor vi befandt os. Han fortalte at militæret under et af forhandlingsmøderne med oprørerne havde beskyldt dem for at dræbe de fanger som ikke støttede dem. Oprørerne havde forsvaret sig med at Jehovas Vidner ikke tog del i oprøret, men alligevel ikke var blevet dræbt. I stedet blev alle Vidnerne som straf holdt indespærret i en af barakkerne. Militærlederne havde bidt mærke i disse ord.

Vi stod fast

Den kendte russiske forfatter Aleksandr Solzjenitsyn omtaler i sin bog Gulag øhavet det fængselsoprør som vi var vidner til. Om hvorfor oprøret begyndte, siger Solzjenitsyn i sin bog: „Vi ønsker naturligvis frihed . . . men hvem skal give os den?“ Som Jehovas Vidner i den samme fangelejr længtes vi også efter frihed; ikke alene frihed fra fangelejren, men den frihed som kun Guds rige kan give. I al den tid vi var i fangelejren, var vi os meget bevidst at vi havde brug for styrke fra Gud for at stå fast. Og Jehova gav os alt hvad vi behøvede. Han lod os sejre uden brug af knive eller granater. — 2 Korinther 10:3.

Jesus sagde til Pilatus: „Mit rige er ikke en del af denne verden. Hvis mit rige havde været en del af denne verden, ville mine tjenere have kæmpet.“ (Johannes 18:36) Som Kristi disciple tog vi derfor ikke del i politiske stridigheder. Vi var lykkelige for at vores loyalitet mod Guds rige var tydelig for alle, både under og efter opstanden. Angående vores handlemåde i den periode skrev Aleksandr Solzjenitsyn: „Jehovas Vidner gav sig helt hen i deres regler og afviste at . . . bygge befæstninger eller indgå i vagttjenesten.“

Det er nu over 50 år siden at disse turbulente begivenheder fandt sted. Men jeg tænker ofte tilbage på den tid med taknemmelighed, for jeg lærte noget af varig værdi, nemlig at vente på Jehova og helt at stole på hans vældige styrke. Ja, som så mange andre kære brødre og søstre i det tidligere Sovjetunionen har jeg oplevet hvordan Jehova befrier, beskytter og udfrier dem der venter et rige som ’ikke er en del af denne verden’.

[Illustrationer på side 8, 9]

Arbejdslejren i Kasakhstan hvor vi var fanger

[Illustration på side 10]

Tegning af barakken hvor Jehovas Vidner blev holdt indespærret, kvindernes afdeling

[Illustration på side 11]

Sammen med brødre da vi blev løsladt