Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Arbejdet med at gøre disciple har formet mit liv

Arbejdet med at gøre disciple har formet mit liv

Livsberetning

Arbejdet med at gøre disciple har formet mit liv

Fortalt af Lynette Peters

De var kommet for at evakuere os. På taget af bygningen havde man placeret en skarpskytte. I græsset lå marineinfanterister med deres skudklare geværer. Mens de andre missionærer og jeg hurtigt løb mod den ventende helikopter den søndag morgen, tvang vi os til at bevare roen. Snart var vi i luften. Ti minutter senere befandt vi os sikkert om bord på et skib, som lå for anker ud for kysten.

NÆSTE morgen fandt vi ud af at oprørerne havde bombet det hotel hvor vi havde søgt tilflugt natten før. De mange år med uroligheder i Sierra Leone havde til sidst udviklet sig til krig. Med meget kort varsel blev alle udlændinge, heriblandt os, tvunget til at forlade landet. Men for at forklare hvordan jeg var havnet i den situation, må jeg hellere begynde med begyndelsen.

Jeg er vokset op i Britisk Guyana, som siden 1966 blot har heddet Guyana. Min barndom i 1950’erne var sorgløs og fornøjelig. Mange forældre lagde stor vægt på uddannelse, og man forventede at unge klarede sig godt i skolen. Jeg husker at en bankassistent engang spurgte min far: „Hvorfor bruger du så mange penge på dine børns skolegang?“ Til det svarede min far: „Kun den bedst mulige uddannelse vil sikre at det går dem godt.“ Dengang troede han at den bedste uddannelse kunne fås på de prestigefyldte skoler. Han skulle snart komme til at ændre opfattelse.

Da jeg var 11 år gammel, begyndte min mor at studere Bibelen sammen med Jehovas Vidner. Hun havde overværet et møde i deres rigssal sammen med en af vores naboer. Det de hørte den aften, overbeviste dem om at de havde fundet sandheden. Senere fortalte min mor en anden nabo om det de havde hørt. Inden længe studerede de alle tre med missionærerne Daphne Harry (senere Baird) og Rose Cuffie. Inden der var gået et år, var min mor og hendes to veninder blevet døbt. Fem år senere holdt min far op med at komme hos syvendedagsadventisterne og blev døbt som et af Jehovas Vidner.

Jeg og to af mine søstre, som var de tre ældste i en børneflok på ti, tilbragte mange lykkelige stunder i det missionærhjem hvor Daphne og Rose boede. Ved disse lejligheder fortalte de oplevelser fra tjenesten. Det kunne ses på disse missionærer at de fandt glæde ved utrætteligt at tage sig af andres åndelige ve og vel. Det var deres eksempel som gav mig ønsket om at blive missionær.

Men hvad hjalp mig til fortsat at holde heltidstjenesten for øje mens jeg var omgivet af slægtninge og skolekammerater som alle gik meget op i at gøre karriere? Der var så mange fristende muligheder. Jeg kunne læse jura, musik, medicin eller noget helt andet. Mine forældres gode eksempel hjalp mig til at træffe et godt valg. De levede efter sandheden, studerede Bibelen flittigt og brugte al deres energi på at hjælpe andre til at lære Jehova at kende. * Desuden inviterede de regelmæssigt heltidstjenere hjem til os. Den glæde og tilfredshed disse brødre og søstre udstrålede, styrkede mig i min beslutning om at lade arbejdet med at gøre disciple forme mit liv.

Jeg blev døbt da jeg var 15, og så snart jeg var færdig med skolen, begyndte jeg i heltidstjenesten som pioner. Philomena, som arbejdede på et hospital, var den første jeg hjalp frem til indvielse og dåb. Glæden ved at se hende få kærlighed til Jehova forstærkede mit ønske om at fortsætte i heltidstjenesten. Kort efter fik jeg tilbudt en bedre stilling i den offentlige forvaltning, hvor jeg arbejdede som sekretær. Det afslog jeg og valgte i stedet at fortsætte i pionertjenesten.

Jeg boede stadig hjemme, og missionærerne kom fortsat på besøg hos os. Jeg elskede at lytte til deres oplevelser! Det var alt sammen med til at forstærke mit ønske om at blive missionær, også selvom det virkede som om muligheden var meget lille. Dengang såvel som nu blev der sendt missionærer til Guyana. En dag i 1969 blev jeg dog glædeligt overrasket over at modtage en indbydelse til at overvære Vagttårnets Bibelskole Gilead i Brooklyn, New York.

En uventet distriktstildeling

Der var 54 elever fra 21 lande i den 48. gileadklasse. Sytten af os var ugifte søstre. Det er 37 år siden, men de fem måneders kursus står alligevel levende i min erindring. Der var så meget at lære. Vi gennemgik ikke blot mange bibelske sandheder, men fik også praktisk anvendelige råd om livet som fremtidige missionærer. For eksempel lærte jeg at følge vejledning, være ligevægtig med hensyn til tøjmode og holde ud trods vanskelige omstændigheder.

Mine forældre havde altid lagt vægt på regelmæssig overværelse af møderne. Var man for syg til at komme med til møde om søndagen, blev man ikke pludselig så rask at man for eksempel kunne tage til klaverkoncert den følgende aften. Under kurset på Gileadskolen fik min mødedeltagelse imidlertid et dyk. En fredag aften forsøgte jeg at undskylde det over for Don og Dolores Adams, et ægtepar på Betel som jeg kørte med til møderne. Mængden af lektier, rapporterne! Hvordan skulle jeg få tid til at overvære Den Teokratiske Skole og tjenestemødet? Efter at broder Adams havde ræsonneret med mig i et stykke tid, sagde han: „Følg din samvittighed.“ Jeg fulgte hans råd og kom til mødet den aften såvel som alle møderne derefter. I årenes løb har jeg kun i ekstreme tilfælde måttet blive hjemme fra møderne.

Halvvejs inde i kurset talte vi om hvor vi mon skulle sendes hen. Jeg havde hele tiden forestillet mig at jeg ville blive sendt tilbage til Guyana, hvor der var brug for flere til at forkynde. Forestil jer hvor overrasket jeg blev da jeg fik at vide at jeg ikke skulle tilbage! Jeg skulle i stedet til Sierra Leone i Vestafrika. Jeg var Jehova meget taknemmelig for at han havde opfyldt mit ønske om at være missionær langt borte!

Meget at lære

„Malerisk“ er det ord som bedst beskriver mit første indtryk af Sierra Leone med dets mange bakker og bjerge, bugter og strande. Men dette vestafrikanske lands virkelige skønhed er indbyggerne, hvis kærlighed og venlighed får selv fremmede til at føle sig velkomne. Dette medvirker i høj grad til at nye missionærer kan overvinde deres hjemve. Sierraleonere elsker at tale om deres skikke og kultur og er meget ivrige efter at hjælpe tilflytterne med at lære krio, landets lingua franca.

Det kriotalende folk har mange billedrige ordsprog. For eksempel ’abe arbejder, bavian æder’, hvilket betyder at den der sår, ikke altid er den der høster. Det er en rammende beskrivelse af den uretfærdighed der er så fremherskende i verden. — Esajas 65:22.

Arbejdet med at forkynde og gøre disciple var meget tilfredsstillende. Det var sjældent man mødte nogle som ikke var interesseret i Bibelen. I årenes løb har missionærer og andre der i lang tid har tjent Jehova, hjulpet både unge og gamle fra alle samfundslag og fra forskellige stammer til at tage imod sandheden.

Min første missionærmakker, Erla Saint Hill, var en utrættelig forkynder. Den iver hvormed hun tog sig af sine pligter i missionærhjemmet, blev kun overgået af hendes nidkærhed i forkyndelsen. Hun hjalp mig blandt andet til at forstå vigtigheden af at lære sine naboer at kende, besøge de syge og de nyinteresserede og være med til begravelser når man har mulighed for det. Hun fortalte mig også hvor vigtigt det er aldrig at gå fra et distrikt man lige har forkyndt i, uden at aflægge de brødre og søstre som bor i området, en visit, uanset hvor kort den er. Ved at gøre alt dette fik jeg hurtigt mødre, brødre, søstre og venner, og jeg følte mig hjemme i mit missionærdistrikt. — Markus 10:29, 30.

Jeg knyttede også stærke venskabsbånd til de andre missionærer. Blandt dem var min værelsesmakker Adna Byrd, som tjente i Sierra Leone mellem 1978 og 1981, og Cheryl Ferguson, som har været min værelsesmakker de sidste 24 år.

Borgerkrig medfører prøvelser

I 1997, cirka en måned efter at det nye afdelingskontor i Sierra Leone blev indviet, tvang krig os, som tidligere nævnt, til at forlade landet. Seks år tidligere havde de liberianske brødres tro gjort stort indtryk på os. De var flygtet til Sierra Leone for at undslippe krigen i Liberia. Nogle havde ingenting da de ankom. Trods den vanskelige situation var de med i forkyndelsen hver dag. Det var meget rørende at se deres kærlighed til Jehova og til deres medmennesker.

Nu da vi selv var flygtninge i Guinea, efterlignede vi de liberianske brødres eksempel og stolede fortsat på Jehova og lod Rigets interesser komme først. Et år senere kunne vi vende tilbage til Sierra Leone, men inden der var gået syv måneder, brød kampene igen løs, og vi måtte flygte til Guinea endnu en gang.

Kort efter hørte vi at nogle fra en af de krigsførende grupper, brugte vores missionærhjem i Kissy som bolig, og at alle vores ejendele var blevet plyndret eller ødelagt. Vi blev dog ikke nedtrykte. Det vigtigste for os var at vi var i live. Vi havde kun få ejendele tilbage, men vi klarede det.

Efter at vi missionærer var blevet evakueret for anden gang, forblev Cheryl og jeg i Guinea. Det betød at vi måtte lære fransk. Nogle af de andre missionærer var hurtige til at bruge det fransk de lærte, og bekymrede sig ikke så meget om de sproglige fejl de begik. Men jeg hadede tanken om at udtrykke mig forkert, så jeg talte kun fransk når det var absolut nødvendigt. Det var alt sammen meget vanskeligt for mig. Jeg måtte hver dag minde mig selv om hvorfor jeg var i Guinea — for at hjælpe andre til at lære Jehova at kende.

Jeg gjorde langsomt fremskridt ved at studere og ved at lytte til dem der talte sproget flydende. Desuden fik jeg hjælp af menighedens børn, der var meget frimodige. Men så kom der en helt uventet og kærkommen hjælp fra Jehovas organisation. Fra september 2001 har der i Rigets Tjeneste været forslag til hvordan man kan præsentere bladene, samt hvordan man kan tilbyde bøger og brochurer til folk med forskellige religiøse overbevisninger. Jeg føler mig nu mere sikker når jeg forkynder, også selvom jeg ikke kan formulere mig så præcist som på mit modersmål.

Det at jeg er vokset op i en stor familie, har hjulpet mig meget til at kunne bo sammen med så mange andre. På et tidspunkt var vi hele 17 på missionærhjemmet. I de 37 år jeg har været missionær, har jeg boet sammen med over 100 missionærer. Det har været en stor forret at få lov til at lære så mange forskellige mennesker at kende med hver deres personlighed, men med samme mål! Og det er en stor glæde at være Guds medarbejder og have en andel i at hjælpe folk til at tage imod Bibelens sandheder! — 1 Korinther 3:9.

I årenes løb er jeg gået glip af mange store begivenheder inden for min egen familie, som for eksempel at se flere af mine yngre søskende blive gift. Og jeg har ikke set mine niecer og nevøer så ofte som jeg kunne ønske. Det har været et offer for mig og min familie, som uselvisk har tilskyndet mig til at forblive i missionærtjenesten.

Men det jeg er gået glip af derhjemme, har jeg på et eller andet tidspunkt oplevet i missionærtjenesten. Jeg har valgt at forblive ugift, men jeg har alligevel mange børn i åndelig forstand — både dem jeg har studeret med, og andre som har knyttet sig til mig. Desuden har jeg set deres børn blive voksne, blive gift og oplære deres egne børn i sandheden. Nogle af dem har ligesom jeg også ladet arbejdet med at gøre disciple forme deres liv.

[Fodnote]

^ par. 9 Min mor var pioner i mere end 25 år, og da min far gik på pension, blev han hjælpepioner.

[Kort på side 15]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Jeg blev sendt til Sierra Leone i Vestafrika

GUINEA

SIERRA LEONE

[Illustration på side 13]

Mine to søstre. Vi tilbragte mange lykkelige stunder sammen med missionærerne i 1950’erne

[Illustration på side 14]

Blandt mine klassekammerater fra den 48. gileadklasse

[Illustration på side 16]

Indvielsen af afdelingskontoret i Sierra Leone