Troen på bibelprofetien bevarer liv

JESUS er på vej ud af templet i Jerusalem for sidste gang da en af hans disciple udbryder: „Lærer, se! hvilke sten og hvilke bygninger!“ Det prægtige tempel er den jødiske nations stolthed. Men Jesus svarer: „Ser du disse store bygninger? Her skal afgjort ikke lades sten på sten tilbage som ikke vil blive revet ned.“ — Markus 13:1, 2.

Alene tanken er ufattelig! Nogle af stenene i templet er enorme. Det Jesus siger om templet, betyder desuden at Jerusalem og måske endda hele den jødiske nation, hvor templet er centret for tilbedelse, vil blive lagt øde. Jesu disciple spørger ham ivrigt: „Sig os: Hvornår vil disse ting ske, og hvad vil være tegnet når alle disse ting skal komme til en afslutning.“ — Markus 13:3, 4.

„Enden er der ikke endnu,“ advarer Jesus. Først vil disciplene komme til at høre om krige, jordskælv, hungersnød og pestsygdomme det ene sted efter det andet. Derefter vil dramatiske begivenheder kaste den jødiske nation ud i en voldsom omvæltning af hidtil uset omfang, ja, ’en stor trængsel’. Gud vil dog gribe ind for at frelse „de udvalgte“, det vil sige de trofaste kristne. Hvordan vil han gøre det? — Markus 13:7; Mattæus 24:7, 21, 22; Lukas 21:10, 11.

Jødernes opstand mod Rom

Der går 28 år, og de kristne i Jerusalem venter stadig på at enden skal komme. Det romerske imperium er plaget af krige, jordskælv, hungersnød og pestsygdomme. (Se rammen på side 9). Judæa er en heksekedel af uroligheder og etniske stridigheder. Der er dog forholdsvis fredeligt inden for Jerusalems mure. Folk spiser, arbejder, gifter sig og får børn, som de altid har gjort. Det store tempel giver folk en fornemmelse af stabilitet og kontinuitet i byen.

Omkring år 61 modtager de kristne i Jerusalem et brev fra apostelen Paulus. Han roser  dem for deres udholdenhed, men han er bekymret over at nogle i menigheden ser ud til at have mistet en fornemmelse af tidens alvor. Flere er i åndelig forstand ved at glide bort eller mangler kristen modenhed. (Hebræerne 2:1; 5:11, 12) Paulus giver dem denne tilskyndelse: „Kast derfor ikke jeres frimodighed i tale bort . . . For endnu ’en ganske kort tid’, og ’han som kommer vil ankomme og vil ikke tøve’. ’Men min retfærdige skal leve som følge af tro’, og ’hvis han unddrager sig har min sjæl ikke behag i ham’.“ (Hebræerne 10:35-38) Det er en betimelig vejledning! Men vil de kristne vise tro og fortsat være vågne over for opfyldelsen af Jesu profeti? Og er Jerusalems ødelæggelse virkelig så nær?

I løbet af de næste fem år forværres forholdene i Jerusalem. I år 66 bemægtiger den korrupte romerske landshøvding Florus sig 17 talenter fra den hellige tempelkasse under påskud af at det er skyldig skat. Jøderne bliver rasende og starter en opstand. Jødiske oprørere, eller zeloter, strømmer i stort tal ind i Jerusalem og anretter et blodbad på de romerske styrker dér. Derefter erklærer de Judæa for uafhængigt af Rom. Judæa og Rom er nu i krig med hinanden.

Inden der er gået tre måneder, marcherer den romerske landshøvding i Syrien, Cestius Gallus, sydpå med 30.000 mand for at slå jødernes opstand ned. Hans hær når frem til Jerusalem under løvhyttefesten, og den trænger hurtigt gennem forstadskvartererne. Zeloterne, der er i undertal, søger tilflugt inde bag templets mure. Inden længe begynder de romerske soldater at underminere tempelmuren. Jøderne er rædselsslagne. Tænk, hedenske soldater er i færd med at besudle jødedommens helligste sted! De kristne i byen husker nu hvad Jesus sagde: ’Når I får øje på afskyeligheden der står på et helligt sted, så lad dem der er i Judæa flygte til bjergene.’ (Mattæus 24:15, 16) Vil de tro på Jesu profeti og føle sig tilskyndet til at handle i overensstemmelse med hans ord? Som det viser sig, afhænger deres liv af at de gør det. Men hvordan skal de kunne flygte?

Pludselig og tilsyneladende uden grund trækker Cestius Gallus sine tropper tilbage, og de marcherer mod kysten skarpt forfulgt af zeloterne. Trængselen over byen er overraskende nok blevet afkortet. De kristne viser at de tror på Jesu profetiske advarsel ved at flygte fra Jerusalem til Pella, en neutral by i bjergene på den anden side af Jordanfloden. Det er i  rette tid de flygter, for kort tid efter vender zeloterne tilbage til Jerusalem og tvinger de tilbageblevne indbyggere til at slutte sig til dem i deres oprør. * I mellemtiden afventer de kristne, som befinder sig i sikkerhed i Pella, begivenhedernes videre udvikling.

Anarkistiske tilstande

I løbet af få måneder har en ny romersk hær kurs mod Jerusalem. I år 67 mobiliserer feltherren Vespasian og hans søn Titus en vældig styrke på 60.000 mand. I de følgende to år rykker denne altødelæggende militærmaskine frem mod Jerusalem og knuser al modstand på sin vej. I samme periode er der voldsomme kampe mellem jødiske rivaliserende grupper inde i Jerusalem. Byens kornlagre ødelægges, husene i området omkring templet jævnes med jorden, og mere end 20.000 jøder bliver slået ihjel. Vespasian forhaler sin fremrykning mod Jerusalem idet han siger: ’Gud er en bedre feltherre end jeg selv; vore fjender dræber hinanden med egne hænder.’

Da den romerske kejser Nero dør, begiver Vespasian sig til Rom for at sikre sig tronen og overlader det til Titus at føre felttoget til ende. Titus når frem til Jerusalem lidt før påsken år 70, og indbyggerne og de mange pilgrimme er nu spærret inde i byen. Hans styrker rydder egnen omkring Jerusalem for træer og bygger en 7 kilometer lang palisade af spidse pæle rundt om den belejrede hovedstad. Det er nøjagtig sådan Jesus forudsagde at det skulle ske: „Dine fjender vil lægge en skanse af spidse pæle omkring dig og omringe dig og trænge dig hårdt fra alle sider.“ — Lukas 19:43.

Snart hærges byen af hungersnød. Bevæbnede røverbander plyndrer de dødes og døendes hjem. Mindst én desperat kvinde dræber og spiser sit spædbarn. Derved opfylder hun profetien der siger: „Du [skal] spise din livsfrugt, kødet af dine sønner og dine døtre, . . . på grund af den belejring og den trængsel hvormed din fjende sætter ind på dig.“ — 5 Mosebog 28:53-57.

 Til sidst, efter en belejring på fem måneder, falder Jerusalem. Byen og dens storslåede tempel bliver plyndret og brændt og derefter revet ned sten for sten. (Daniel 9:26) Det samlede antal omkomne er cirka 1.100.000, og 97.000 andre jøder sælges som slaver. * (5 Mosebog 28:68) Judæa bliver praktisk taget affolket. Det er virkelig en national katastrofe uden sidestykke, et vendepunkt i jødernes politiske, religiøse og kulturelle liv. *

Imens takker de kristne i Pella af hele deres hjerte Gud for at de er blevet udfriet. Deres tro på bibelprofetien har bevaret dem i live!

Når vi ser tilbage på disse begivenheder, gør hver enkelt af os klogt i at spørge sig selv: ’Har jeg den tro der vil bevare mig i live under den kommende store trængsel? Hører jeg „til dem som har tro, så sjælen bevares i live“?’ — Hebræerne 10:39; Åbenbaringen 7:14.

[Fodnoter]

[Oversigt på side 9]

Dele af tegnet som blev opfyldt i det første århundrede

KRIGE:

Gallien (år 39-40)

Nordafrika (år 41)

Britannien (år 43 og 60)

Armenien (år 58-62)

Uroligheder og etniske stridigheder i Judæa (år 50-66)

JORDSKÆLV:

Rom (år 54)

Pompeji (år 62)

Lilleasien (år 53 og 62)

Kreta (år 62)

HUNGERSNØD:

Rom, Grækenland, Ægypten (ca. år 42)

Judæa (ca. år 46)

PESTSYGDOMME:

Babylon (år 40)

Rom (år 60 og 65)

FALSKE PROFETER:

Judæa (ca. år 56)

[Kort/illustration på side 10]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Det romerske felttog i Palæstina, år 67-70

Ptolemais

Galilæas Sø

Pella

PERÆA

SAMARIA

Jerusalem

Salthavet

JUDÆA

Cæsarea

[Kildeangivelse]

Kort: Baseret på kort som Pictorial Archive (Near Eastern History) Est. and Survey of Israel har ophavsret til

[Illustration på side 11]

’Vore fjender dræber hinanden med egne hænder’ — Vespasian

[Illustrationer på side 11]

I år 70 ødelagde romerske styrker Jerusalem

[Kildeangivelser på side 11]

Relief: Soprintendenza Archeologica di Roma; Vespasian: Bildarchiv Preussischer Kulturbesitz/Art Resource, NY