En mark der er ’hvid til høst’

Halvøen Guajira ligger i Sydamerika, på grænsen mellem det nordlige Colombia og det nordvestlige Venezuela. Brændende sol og begrænset nedbør er de betingelser beboerne må leve under i denne halvørken, hvor temperaturen kan komme op på 43 grader. Til trods for dette er de flittige og produktive bønder. En stadig brise fra havet og en nordøstlig passatvind gør livet tåleligt og giver besøgende mulighed for at nyde det betagende landskab og de smukke strande.

VELKOMMEN til wayuu-indianernes land. Der findes omkring 305.000 wayuu-indianere, af hvilke de 135.000 bor i Colombia, hvor de også har været hjemmehørende længe inden den spanske kolonisering.

Wayuu-indianerne ernærer sig hovedsagelig ved kvægopdræt og agerbrug. De giver sig også af med fiskeri og grænsehandel. Kvinderne er mestre i vævekunst og bruger klare farver, og deres produkter er populære blandt turisterne.

Wayuu-indianerne er kendt for deres oprigtighed og gæstfrihed. De erfarer dog også at vi lever i „kritiske tider som er vanskelige at klare“. (2 Timoteus 3:1) Fattigdom er et af deres største problemer, som igen fører andre ting med sig, såsom analfabetisme, underernærede børn, mangel på lægehjælp og i nogle områder kriminalitet.

I mange år har kristenhedens kirker sendt missionærer ud for at bo blandt wayuu-indianerne. Det har medført at størstedelen af kostskolerne og de institutioner der uddanner lærere, er underlagt kirken. Mange wayuu-indianere har antaget såkaldt kristne skikke som billeddyrkelse og barnedåb, uden dog at aflægge de traditionelle trosopfattelser og ritualer, som har rødder i mytologi og overtro.

Wayuu-indianerne er i almindelighed gudfrygtige og reagerer velvilligt på Jehovas Vidners forkyndelse af Bibelens sandheder. I begyndelsen af 1980’erne var der i Guajira kun syv wayuu-indianere som var forkyndere, hvoraf de tre boede i hovedbyen Ríohacha. Ud over de indfødte Jehovas Vidner var der 20 andre, som forkyndte den gode nyhed om Riget på spansk.

Forkyndelse på indianernes modersmål

Størstedelen af wayuu-indianerne i Ríohacha kan kun tale en lille smule spansk foruden deres modersmål, wayuu. I begyndelsen bar forkyndelsen af Rigets budskab derfor ikke så megen frugt. De indfødte forsøgte tilsyneladende at undgå arijunas, som de kaldte folk der ikke var wayuuer. Når forkynderne henvendte sig til dem, svarede de fleste på wayuu, ikke på spansk. Så måtte forkynderne gå videre med uforrettet sag.

 I slutningen af 1994 havde Jehovas Vidners afdelingskontor imidlertid sendt en gruppe specialpionerer, eller heltidsforkyndere, til menigheden i Ríohacha. Pionererne fik en forkynder som talte wayuu, til at undervise dem i sproget. Efter at have lært nogle enkle præsentationer tog de ud for at forkynde i distriktet og bemærkede straks en helt anderledes reaktion. Selvom forkynderne ikke kunne tale sproget særlig godt, var de besøgte positivt overraskede og lyttede velvilligt, idet de nogle gange ivrigt bestræbte sig for at fortsætte samtalen på spansk.

„Hvide til høst“

Apostelen Paulus sammenlignede de kristnes arbejde med at gøre disciple med det at dyrke en mark, en sammenligning som let forstås af de agerdyrkende wayuu-indianere. (1 Korinther 3:5-9) I billedlig forstand er den wayuu-indianske mark blandt dem der er „hvide til høst“. — Johannes 4:35.

Niel, en wayuu-indianer som boede i Manaure, havde en medfødt lidelse. Niel gav Gud skylden og var så deprimeret at han overvejede at begå selvmord. En forkynder der i forbindelse med sit arbejde rejste fra by til by, benyttede lejligheden til at forkynde fra hus til hus. Her traf han den 14-årige Niel og talte med ham om Guds rige. På grund af hans interesse begyndte forkynderen at studere Bibelen med ham. Niel var utrolig glad for at lære om Jehovas kærlighed, og han forstod at det ikke var Gud der var skyld i hans lidelse. Det rørte ham dybt at læse om Guds løfter om et jordisk paradis, hvor der ikke længere ville være sygdom. — Esajas 33:24; Mattæus 6:9, 10.

På det tidspunkt lå Niels familie i strid med en anden familie. For at beskytte sig udførte Niels slægtninge visse stammeritualer. Niel beretter: „I begyndelsen var jeg bange for at tale med min familie om min nyfundne tro, især med de ældste i familien, som nyder stor respekt.“ Niels forældre blev vrede over at han ikke ville være med til noget der var i modstrid med Bibelen, og heller ikke ville deltage i skikke med forbindelse til spiritisme. Niel flyttede så til Ríohacha og begyndte at komme i menigheden der. Han blev senere døbt. I 1993 blev han udnævnt til menighedstjener, og tre år senere blev han pioner. I 1997 blev han udnævnt til ældste i menigheden, og i 2000 begyndte han at bruge endnu mere af sin tid i forkyndelsen og blev specialpioner.

Der er også Teresa, en wayuu-indianer som begyndte at studere med Jehovas Vidner. Daniel, som hun boede sammen med, latterliggjorde hende og udsatte hende og deres tre børn for fysisk mishandling. Selvom han senere begyndte at studere Bibelen sammen med Teresa, tog han ofte på druk med sine venner, nogle gange i en fire-fem dage. Så var familien overladt til sig selv. Teresa fortsatte trofast med at  studere Bibelen og at komme til de kristne møder. Det hjalp Daniel til at se betydningen af at studere Bibelen. Men så skete der en tragisk ulykke: Et af deres børn faldt ned i en gryde med kogende vand og døde af svære forbrændinger. Teresa måtte foruden tabet af sin søn udholde pres fra venner og naboer som ville have dem til at udføre ubibelske begravelsesskikke.

I denne vanskelige tid fik ægteparret hjælp og trøst af forkyndere fra nærliggende menigheder. Efter begravelsen fik de stadig opmuntrende besøg fra den lokale wayuu-sprogede menighed. Den kærlighed Daniel erfarede, bevægede ham til at gøre fremskridt i åndelig henseende. Han holdt op med at drikke og med at behandle Teresa dårligt. Daniel og Teresa blev gift, og han begyndte at arbejde hårdt for at forsørge sin familie. De voksede i sandheden og blev døbt i 2003. Nu leder de begge adskillige bibelstudier. Takket være det gode vidnesbyrd Teresa har aflagt over for sin familie, er hendes slægtninge nu velvilligt indstillet og lytter når de bliver besøgt af Jehovas Vidner. En af Daniels nevøer er blevet udøbt forkynder, og to af hans niecer studerer Bibelen og kommer til menighedens møder. Teresas svigerinde, som også har mistet en søn ved en ulykke, og hendes familie har ligeledes fået lyst til at undersøge Bibelen.

Åndelig føde på wayuu

I 1998 udkom brochuren Evigt liv på jorden * på wayuu. Den blev et værdifuldt redskab med hensyn til at forkynde og lede bibelstudier på dette sprog. I 2003 blev der taget skridt til at flere brødre skulle oplæres i at oversætte Jehovas Vidners publikationer til wayuu. Takket være det hårde arbejde en gruppe oversættere i Ríohacha har udført, foreligger der nu flere forskellige brochurer som medvirker til den åndelige vækst blandt wayuutalende.

Siden 2001 er dele af områdestævneprogrammet blevet tolket til wayuu. Det virker åndeligt motiverende på interesserede at høre programmet på deres eget sprog. De håber at det bibelske skuespil også en dag vil blive fremført på wayuu.

En mark i vækst

Byen Uribia ligger omkring 100 kilometer nordøst for Ríohacha. I den wayuusprogede menighed i byen er der 16 forkyndere af Riget, hvoraf mange gør en øget indsats for at forkynde for indianere i fjerntliggende områder. En af menighedens ældste beretter således om en af deres forkynderture: „Vi besøgte et landbrugskompleks med omkring 12 lavloftede huse med små vinduer. Foran husene er der et fladt halvtag af yotojolo, kaktusstængelens ved. Dette tag yder beboerne og deres gæster beskyttelse mod den brændende sol. Vi var glade for at mange viste stor interesse, så vi traf aftale om at vende tilbage og påbegynde bibelstudier. Da vi kom igen, fandt vi ud af at mange ikke kunne læse og skrive. De fortalte at de ganske vist havde en skole, men at den var lukket fordi de manglede penge. Den ansvarlige for skolen gav os lov til at bruge et af klasseværelserne til læse- og bibelstudieklasser. Seks har nu lært at læse og skrive, og det går godt fremad med deres studium af Bibelen. Vi er bevægede over den værdsættelse de viser, så vi planlægger at holde møder på landbrugskomplekset.“

Flere forkyndere som ikke er indfødte wayuu-indianere, har lært sig wayuu, og deres arbejde er meget værdsat. På Guajirahalvøen er der nu otte menigheder og to grupper der taler dette sprog.

Jehova lægger tydeligvis sin velsignelse til. Der er uden tvivl stadig meget at gøre i forkyndelsen af den gode nyhed blandt wayuu-indianere. Udsigterne til fremtidig vækst er lovende eftersom de der erkender deres åndelige behov, bliver kristne disciple. Vi beder Jehova sende flere ud for at dyrke denne mark, der er ’hvid til høst’. — Mattæus 9:37, 38.

[Fodnote]

[Kort på side 16]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

VENEZUELA

COLOMBIA

LA GUAJIRA

Manaure

Ríohacha

Uribia

[Kildeangivelse på side 16]

Wayuu-lejr herunder: Victor Englebert