Lad menigheden blive opbygget
Lad menigheden blive opbygget
„Menigheden [kom] ind i en periode med fred og blev opbygget.“ — APOSTELGERNINGER 9:31.
1. Hvilke spørgsmål kan man stille i forbindelse med „Guds menighed“?
PÅ PINSEDAGEN i år 33 anerkendte Jehova en gruppe af Kristi disciple som en ny nation, „Guds Israel“. (Galaterne 6:16) Disse salvede kristne kom også til at udgøre det Bibelen kalder „Guds menighed“. (1 Korinther 11:22) Men hvad ville det indebære? Hvordan skulle „Guds menighed“ organiseres? Hvordan skulle den fungere på jorden, uanset hvor dens medlemmer befandt sig? Og hvad betyder det for vores liv og tilfredshed?
2, 3. Hvordan viste Jesus at der ville være en menighedsstruktur?
2 Som nævnt i den foregående artikel forudsagde Jesus at denne menighed af salvede disciple ville blive oprettet. Med henvisning til sig selv sagde han til apostelen Peter: „På denne klippe vil jeg bygge min menighed, og Hades’ porte skal ikke få magt over den.“ (Mattæus 16:18) Mens Jesus stadig var sammen med apostlene, kom han desuden med nogle oplysninger om hvordan denne menighed der snart ville blive dannet, skulle organiseres og komme til at fungere.
3 I ord og gerning belærte Jesus sine disciple om at der ville være nogle som skulle føre an i menigheden. Det skulle de gøre ved at tjene, eller betjene, andre. Jesus sagde: „I ved at de der synes at herske over nationerne, spiller herrer over dem, og deres store udøver myndighed over dem. Men sådan er det ikke blandt jer; tværtimod, enhver der ønsker at blive stor blandt jer, skal være jeres tjener, og enhver der ønsker at være først blandt jer, skal være alles træl.“ (Markus 10:42-44) Det er tydeligt at „Guds menighed“ ikke blot skulle bestå af isolerede enkeltpersoner her og der, som skulle udgøre en løst struktureret menighed. Der ville tværtimod være en menighedsstruktur, der dannede ramme om de enkeltes samarbejde.
4, 5. Hvordan ved vi at menigheden ville have behov for åndelig vejledning?
4 Den der skulle være hovedet for denne „Guds menighed“, pegede på at hans apostle og andre der var blevet oplært af ham, ville have et særligt ansvar over for resten af menigheden. Et ansvar for hvad? En af deres vigtigste opgaver ville være at give menighedens medlemmer åndelig vejledning. Husk at den opstandne Jesus, i nærværelse af nogle af de andre apostle, sagde til Peter: „Simon, Johannes’ søn, elsker du mig?“ Peter svarede: „Ja, Herre, du ved at jeg holder af dig.“ Jesus sagde til ham: „Giv mine lam føde. . . . Vær hyrde for mine små får. . . . Giv mine små får føde.“ (Johannes 21:15-17) Det var en omfattende opgave der skulle røgtes samvittighedsfuldt!
5 Ud fra Jesu ord kan vi se at de der bliver indsamlet i menigheden, sammenlignes med får i en fold. Disse får — kristne mænd, kvinder og børn — ville have behov for at omsorgsfulde hyrder tog sig af dem og gav dem åndelig føde. Og eftersom Jesus havde givet alle sine efterfølgere befaling om at undervise andre og gøre disciple, ville alle der blev hans får, desuden have behov for at blive undervist i hvordan de skulle udføre dette guddommelige hverv. — Mattæus 28:19, 20.
6. Hvilken ordning blev indført i den nyoprettede „Guds menighed“?
6 Da „Guds menighed“ var blevet oprettet, begyndte dens medlemmer regelmæssigt at komme sammen for at blive undervist og opmuntre hinanden: „De blev ved med at være helt optaget af apostlenes lære og af fællesskabet, af måltiderne og af bønnerne.“ (Apostelgerninger 2:42, 46, 47) En anden interessant detalje fra den historiske beretning er at der blev udnævnt kvalificerede mænd til at tage sig af bestemte praktiske opgaver. De blev hverken valgt på grundlag af skoleuddannelse eller faglig kunnen. Disse mænd var „fulde af ånd og visdom“. En af dem var Stefanus, og beretningen nævner at han var „en mand fuld af tro og hellig ånd“. Menighedsordningen førte blandt andet til at „Guds ord [havde] fremgang, og antallet af disciple i Jerusalem øgedes fortsat stærkt“. — Apostelgerninger 6:1-7.
Mænd som Gud gjorde brug af
7, 8. (a) Hvilken opgave havde apostlene og de ældste i Jerusalem i den første kristne menighed? (b) Hvad blev resultatet da der blev givet en vejledning gennem menighederne?
7 Forståeligt nok var det apostlene der førte an i den første kristne menighed, men de var ikke alene om det. På et tidspunkt vendte Paulus og hans rejsefæller tilbage til Antiochia i Syrien. Apostelgerninger 14:27 beretter: „Da de var ankommet og havde samlet menigheden, fortalte de om de mange ting som Gud havde gjort ved hjælp af dem.“ Mens de stadig var sammen med denne lokale menighed, opstod der et spørgsmål om hvorvidt hedningekristne behøvede at blive omskåret. For at få afklaret spørgsmålet blev Paulus og Barnabas sendt „til apostlene og de ældste i Jerusalem“, der tjente som et styrende råd. — Apostelgerninger 15:1-3.
8 Jesu halvbroder Jakob, der var ældste i den kristne menighed, men ikke en af apostlene, førte ordet da „apostlene og de ældste samledes for at tage sig af denne sag“. (Apostelgerninger 15:6) Efter at have holdt rådslagning og fået den hellige ånds hjælp nåede de frem til en konklusion der var i overensstemmelse med Skrifterne. De sendte et brev ud til de lokale menigheder og fortalte hvad de var nået frem til. (Apostelgerninger 15:22-32) Menighederne tog imod oplysningerne og rettede sig efter dem. Hvad blev resultatet? Brødrene og søstrene blev opbygget og fik nyt mod. Bibelen beretter: „Så blev menighederne da fortsat styrket i troen, og de voksede i tal fra dag til dag.“ — Apostelgerninger 16:5.
9. Hvilke ansvarsopgaver nævner Bibelen at kvalificerede kristne mænd skulle varetage?
9 Men hvordan skulle de lokale menigheder fungere i det daglige? Tag for eksempel menighederne på øen Kreta. Selvom mange af dem der boede dér, havde et dårligt ry, var der nogle af dem der ændrede sig og blev sande kristne. (Titus 1:10-12; 2:2, 3) De boede i forskellige byer, og alle befandt sig langt væk fra det styrende råd i Jerusalem. Det var imidlertid ikke et stort problem, for i hver eneste af de lokale menigheder på Kreta og andre steder blev der udnævnt åndeligsindede ældste. Sådanne mænd levede op til de kvalifikationskrav som vi finder nedskrevet i Bibelen. De blev udnævnt til ældste, eller tilsynsmænd, der kunne „tilskynde med den lære der er sund og retlede dem som siger imod“. (Titus 1:5-9; 1 Timoteus 3:1-7) Andre åndeligsindede mænd var kvalificerede til at hjælpe menighederne som menighedstjenere, eller diakoner. — 1 Timoteus 3:8-10, 12, 13.
10. Hvordan skulle man ifølge Mattæus 18:15-17 løse alvorlige problemer?
10 Jesus viste at der ville eksistere en sådan menighedsstruktur. Ifølge Mattæus 18:15-17 nævnte han at der indimellem kunne opstå problemer mellem to af Guds tjenere fordi den ene begik en synd imod den anden. Den der følte sig forurettet, skulle henvende sig til modparten og ’blotlægge hans fejl’ under fire øjne. Hvis dette skridt ikke løste problemet, kunne man bede en eller to andre der kendte til sagen, om at hjælpe. Hvad så hvis problemet stadig ikke blev løst? Jesus sagde. „Hvis han ikke hører på dem, så sig det til menigheden. Hvis han end ikke hører på menigheden, så lad ham være for dig som en fra nationerne og som en skatteopkræver.“ Dengang Jesus sagde dette, udgjorde jøderne stadig „Guds menighed“, så til at begynde med var det dem vejledningen gjaldt. * Men da den kristne menighed var blevet oprettet, gjaldt Jesu vejledning den. Det er endnu et bevis for at Guds folk ville have en menighedsordning hvorigennem den enkelte kristne kunne blive opbygget og modtage vejledning.
11. Hvilken rolle skulle de ældste have i forbindelse med at løse problemer?
11 Meget passende skulle de ældste, eller tilsynsmændene, repræsentere den lokale menighed når problemer skulle løses eller der blev begået en overtrædelse som skulle behandles. Det harmonerer med kvalifikationskravene til ældste som nævnes i Titus 1:9. De lokale ældste var naturligvis ufuldkomne mennesker, ligesom Titus, som Paulus sendte til menigheden for at „rette de ting der var mangler ved“. (Titus 1:4, 5) Også i dag må de der anbefales som ældste, have bevist deres tro og hengivenhed over en periode. Andre i menigheden har derfor grund til at sætte deres lid til den vejledning der bliver givet gennem denne ordning.
12. Hvilket ansvar har de ældste over for menigheden?
12 Til de ældste i menigheden i Efesus sagde Paulus: „Giv agt på jer selv og på hele den hjord i hvilken den hellige ånd har sat jer som tilsynsmænd til at vogte Guds menighed, som han købte med blodet af sin egen søn.“ (Apostelgerninger 20:28) Også i dag er tilsynsmændene sat til at „vogte Guds menighed“. De gør det kærligt, uden at spille herrer over hjorden. (1 Peter 5:2, 3) Tilsynsmændene bør bestræbe sig for at opbygge og hjælpe ’hele hjorden’.
Hold dig nær til menigheden
13. Hvilken situation kan der indimellem opstå i en menighed, og hvorfor?
13 De ældste og alle andre i menigheden er ufuldkomne, så fra tid til anden vil der opstå misforståelser og problemer, ligesom der gjorde i det første århundrede mens nogle af apostlene stadig var i live. (Filipperne 4:2, 3) En tilsynsmand eller en anden siger måske noget der virker uhøfligt, uvenligt eller ikke helt sandt. Eller vi mener måske at der foregår noget ubibelsk, men at det ikke umiddelbart ser ud som om de lokale ældste gør noget ved problemet selvom de er opmærksomme på det. Det kan naturligvis være at sagen er blevet behandlet i overensstemmelse med de bibelske principper eller er ved at blive det, og måske er der også nogle kendsgerninger vi ikke kender til. Men selv hvis situationen er som vi tror den er, så overvej engang følgende: I en periode foregik der noget meget forkert i menigheden i Korinth, en menighed som Jehova havde omsorg for. Til sidst sørgede han for at overtrædelsen blev behandlet, korrekt og med fasthed. (1 Korinther 5:1, 5, 9-11) Man kunne måske spørge sig selv: ’Hvis jeg havde boet i Korinth dengang, hvordan ville jeg så have reageret i den mellemliggende tid?’
14, 15. Hvorfor holdt nogle op med at følges med Jesus, og hvad kan vi lære af det?
14 Overvej også en anden situation der kan opstå i menigheden. Forestil dig at en broder eller søster synes at en bestemt bibelsk lære er svær at forstå og anerkende. Han eller hun har måske undersøgt emnet ud fra Bibelen og de publikationer der er tilgængelige gennem menigheden, og søgt hjælp hos modne trosfæller, måske endda de ældste. Alligevel har han eller hun stadig vanskeligt ved at forstå eller acceptere læren. Hvad skal vedkommende stille op? En lignende situation opstod cirka et år før Jesus døde. Han sagde at han var „livets brød“, og at man for at få evigt liv skulle ’spise Menneskesønnens kød og drikke hans blod’. Det chokerede nogle af hans disciple. I stedet for at søge en forklaring eller simpelt hen vente i tro var der mange af disciplene der ’ikke mere færdedes sammen med Jesus’. (Johannes 6:35, 41-66) Igen kan vi spørge os selv om hvad vi ville have gjort hvis vi havde været der.
15 I vor tid er nogle holdt op med at komme sammen med den lokale menighed fordi de hellere vil tjene Gud på egen hånd. De begrunder det måske med at deres følelser er blevet såret, at de mener der er foregået noget forkert i menigheden som ikke er blevet rettet, eller at der er en bestemt lære de ikke kan acceptere. Hvor fornuftig er deres handlemåde? Mens det selvfølgelig er sandt at den enkelte kristne bør have et personligt forhold til Gud, kan vi ikke benægte at Gud gør brug af en verdensomspændende menighed, ligesom han gjorde i apostlenes dage. Desuden brugte og velsignede Jehova lokale menigheder i det første århundrede, og han sørgede for kvalificerede ældste og menighedstjenere som virkede til gavn for menighederne. Sådan er det også i dag.
16. Hvad bør man tænke over hvis man skulle føle sig fristet til at forlade menigheden?
16 Hvis en kristen mener at han kan klare sig med udelukkende at have et personligt forhold til Gud, vender han sig bort fra en ordning som Gud står bag — en ordning der både omfatter den verdensomspændende menighed og Guds folks lokale menigheder. Vedkommende trækker sig måske helt tilbage fra menigheden eller kommer blot sammen med nogle få andre, men hvad så med ordningen med ældste og menighedstjenere? Det er interessant at bemærke at da Paulus skrev til menigheden i Kolossæ og gav anvisninger om at brevet også skulle læses op i Laodikea, talte han om at de kristne skulle være „rodfæstede i [Jesus] og opbygges i ham“. Det var dem der var i menighederne, og ikke enkeltpersoner der skilte sig ud, som ville nyde godt af dette. — Kolossenserne 2:6, 7; 4:16.
En sandhedens søjle og støtte
17. Hvad viser Første Timoteusbrev 3:15 om menigheden?
17 I sit første brev til den kristne ældste Timoteus opremsede apostelen Paulus kvalifikationskravene til ældste og menighedstjenere i lokale menigheder. Lige derefter nævnte Paulus „den levende Guds menighed“ og sagde at den er „en sandhedens søjle og støtte“. (1 Timoteus 3:15) Der er ingen tvivl om at hele menigheden af salvede kristne viste sig at være en sådan søjle i det første århundrede. Og det er hævet over enhver tvivl at det var gennem den lokale menighed at de enkelte kristne modtog en sådan sandhed. Det var dér Bibelens sandhed blev fremlagt og forsvaret, og dér de kristne kunne blive opbygget.
18. Hvorfor er menighedens møder så vigtige?
18 Den verdensomspændende kristne menighed er på samme måde Guds husstand, „en sandhedens søjle og støtte“. Når vi regelmæssigt overværer møderne i vores lokale menighed og deltager i dem, bliver vi opbygget og får styrket vores forhold til Gud, og vi bliver udrustet til at gøre hans vilje. Da Paulus skrev til menigheden i Korinth, fokuserede han på hvad der blev sagt ved sådanne møder. Han skrev at han ønskede at det der blev sagt ved deres møder, var klart og forståeligt, så de der var til stede, kunne blive ’opbygget’. (1 Korinther 14:12, 17-19) I dag kan vi blive opbygget hvis vi anerkender at Jehova Gud står bag ordningen med lokale menigheder og støtter den.
19. Hvorfor føler du dig i gæld til din menighed?
19 Ja, hvis vi ønsker at blive opbygget som kristne, er vores plads i menigheden. Den har længe vist sig at være et bolværk mod falske læresætninger. Og Gud har brugt menigheden til at få forkyndt den gode nyhed om sit messianske rige jorden over. Der er ingen tvivl om at Gud har udrettet meget gennem den kristne menighed. — Efeserne 3:9, 10.
[Fodnote]
^ par. 10 Bibelforskeren Albert Barnes nævner at Jesu vejledning om at ’sige det til menigheden’ kunne hentyde til „dem der er bemyndiget til at prøve sådanne sager — kirkens repræsentanter, eller dem der handler på deres vegne. I den jødiske synagoge var der ældste der fungerede som dommere, og som behandlede sager af denne art.“
Husker du?
• Hvorfor skulle vi forvente at Gud ville gøre brug af menigheder på jorden?
• Hvad gør de ældste for menigheden, selvom de er ufuldkomne?
• Hvordan bliver du opbygget gennem den lokale menighed?
[Studiespørgsmål]
[Illustration på side 26]
Apostlene og de ældste i Jerusalem tjente som et styrende råd
[Illustration på side 28]
Ældste og menighedstjenere bliver undervist i at varetage deres ansvar over for menigheden
