Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Unge — sæt jer mål der ærer Gud!

Unge — sæt jer mål der ærer Gud!

Unge — sæt jer mål der ærer Gud!

„Opøv . . . dig selv med gudhengivenhed som mål.“ — 1 TIMOTEUS 4:7.

1, 2. (a) Hvorfor roste Paulus Timoteus? (b) Beskriv hvordan unge i dag ’opøver sig selv med gudhengivenhed som mål’.

„JEG har . . . ingen med en indstilling som hans, ingen der så oprigtigt vil bekymre sig for jeres situation. . . . Han har trællet sammen med mig, som et barn hos sin fader, for at fremme den gode nyhed.“ (Filipperne 2:20, 22) Sådan skrev apostelen Paulus i et brev til de kristne i Filippi i det første århundrede. Hvem gjaldt de meget rosende ord? Paulus’ yngre rejsefælle, Timoteus. Det må virkelig have varmet Timoteus om hjertet at få dette bevis for at Paulus holdt af ham og stolede på ham!

2 Åndeligsindede unge som Timoteus har altid været et værdifuldt aktiv blandt Jehovas folk. (Salme 110:3) I Guds organisation i dag tjener mange unge som pionerer, missionærer, byggearbejdere og betelitter, og det glæder vi os meget over. Andre der virkelig fortjener ros, er dem der gør en flittig indsats i menigheden samtidig med at de tager sig af andre ansvarsopgaver. Sådanne unge opnår den ægte tilfredshed der kommer af at stræbe mod mål der ærer vores himmelske Fader, Jehova. Man må afgjort sige at de ’opøver sig selv med gudhengivenhed som mål’. — 1 Timoteus 4:7, 8.

3. Hvilke spørgsmål vil vi tage op i denne artikel?

3 Arbejder du på at nå nogle specifikke åndelige mål? Hvordan kan du få den hjælp og opmuntring du har brug for? Hvordan kan du modstå presset fra denne materialistiske verden? Hvilke velsignelser kan du regne med at høste hvis du stræber efter at nå mål der ærer Gud? Lad os finde svar på de spørgsmål ved at se nærmere på Timoteus’ liv og de valg han traf.

Timoteus’ baggrund

4. Fortæl kort hvordan Timoteus’ liv som kristen formede sig.

Timoteus voksede op i den lille by Lystra i den romerske provins Galatien. Han kom sikkert i kontakt med kristendommen som teenager da Paulus forkyndte i Lystra omkring år 47. Timoteus fik hurtigt et vældig godt ry blandt de lokale kristne. Og da Paulus to år senere vendte tilbage til Lystra og fandt ud af hvilke gode fremskridt Timoteus havde gjort, udvalgte han ham som sin missionærmakker. (Apostelgerninger 14:5-20; 16:1-3) Efterhånden som Timoteus blev mere moden, fik han betroet et endnu større ansvar, blandt andet vigtige opgaver i forbindelse med at styrke brødrene. Da Paulus omkring år 65 skrev til Timoteus fra fængselet i Rom, virkede Timoteus som ældste i Efesus.

5. Hvilke to faktorer bidrog ifølge Andet Timoteusbrev 3:14, 15 til at Timoteus satte sig åndelige mål?

5 Det er tydeligt at Timoteus valgte at forfølge åndelige mål. Men hvad var det der motiverede ham til det? I sit andet brev til Timoteus nævnte Paulus to afgørende faktorer. Han skrev: „Bliv i det du har lært og er blevet overbevist om, da du ved hvem du har lært det af, og da du fra den spæde barndom af har kendt de hellige skrifter.“ (2 Timoteus 3:14, 15) Lad os først se på hvilken indflydelse andre kristne havde på de valg Timoteus traf.

Få gavn af andres positive påvirkning

6. Hvilken undervisning fik Timoteus, og hvordan reagerede han på den?

Timoteus var opdraget i et religiøst delt hjem. Hans far var græker, mens hans mor, Eunike, og hans mormor, Lois, var jøder. (Apostelgerninger 16:1) Lige fra Timoteus var spæd, havde Eunike og Lois undervist ham i sandhederne fra De Hebraiske Skrifter. Efter at de var gået over til kristendommen, gjorde de uden tvivl hvad de kunne for at overbevise ham om den kristne lære. Det er tydeligt at Timoteus drog fuld nytte af denne fantastiske undervisning. Paulus skrev: „Jeg mindes . . . den tro der, uden hykleri, er i dig, den der først boede i din mormoder Lois og din moder Eunike, men som jeg er overbevist om også er i dig.“ — 2 Timoteus 1:5.

7. Hvad er mange unge så heldige at have, og hvordan kan det gavne dem?

7 I dag er mange unge så heldige at have gudfrygtige forældre og bedsteforældre der, ligesom Lois og Eunike, véd hvor vigtigt det er at man sætter sig åndelige mål. Vi kunne nævne Samira som et eksempel. Hun mindes stadig de lange samtaler hun havde med sine forældre da hun var teenager . „Min mor og far lærte mig at have Jehovas syn på tingene og at sætte forkyndelsen over alt andet,“ fortæller hun. „De har altid opmuntret mig til at stile efter heltidstjenesten.“ Samira reagerede positivt på sine forældres tilskyndelser, og nu er hun så privilegeret at tjene som medlem af betelfamilien i det land hvor hun bor. Hvis dine forældre tilskynder dig til at sætte dig åndelige mål, så tænk grundigt over deres råd. De har dit bedste på sinde. — Ordsprogene 1:5.

8. Hvilken gavn havde Timoteus af at have åndeligt stærke venner?

8 Det er også vigtigt for dig at du søger gode venner inden for den kristne menighed. Timoteus havde et godt omdømme hos de kristne ældste i såvel sin egen menighed som i menigheden i Ikonium, omkring 30 kilometer borte. (Apostelgerninger 16:1, 2) Han blev rigtig gode venner med den dynamiske Paulus. (Filipperne 3:14) Paulus’ breve viser at Timoteus med glæde tog imod råd og var hurtig til at efterligne andres eksempel i tro. (1 Korinther 4:17; 1 Timoteus 4:6, 12-16) Paulus skrev: „Du har nøje fulgt min lære, min livsførelse, min hensigt, min tro, min langmodighed, min kærlighed, min udholdenhed.“ (2 Timoteus 3:10) Ja, Timoteus fulgte nøje Paulus’ eksempel. Hvis du knytter dig til åndeligt stærke personer i menigheden, vil du også blive hjulpet til at sætte dig nogle gode åndelige mål. — 2 Timoteus 2:20-22.

Studér „de hellige skrifter“

9. Hvad må du, ud over at vælge de rigtige venner, gøre for at ’opøve dig selv med gudhengivenhed som mål’?

9 Er det at nå sine åndelige mål blot et spørgsmål om at vælge de rigtige venner? Nej. Ligesom Timoteus må du omhyggeligt studere „de hellige skrifter“. Nu kan det jo godt være at studium ikke lige er din yndlingsbeskæftigelse, men husk at Timoteus fik at vide at han skulle ’opøve sig selv med gudhengivenhed som mål’. Sportsfolk må ofte træne hårdt i mange måneder for at nå deres mål. At nå åndelige mål kræver også at man bringer ofre og gør en seriøs indsats. (1 Timoteus 4:7, 8, 10, fodnote) ’Men,’ spørger du måske, ’hvordan kan det at studere Bibelen hjælpe mig til at nå mine mål?’ Lad os her se på tre måder.

10, 11. Hvorfor vil Bibelen kunne motivere dig til at stræbe efter åndelige mål? Illustrer med et eksempel.

10 For det første vil Bibelen give dig den rigtige motivation. Den åbenbarer vores himmelske Faders vidunderlige personlighed for os, fortæller os om hans største kærlighedshandling mod menneskene og om de evige velsignelser han vil give sine trofaste tjenere. (Amos 3:7; Johannes 3:16; Romerne 15:4) Din kærlighed til Jehova og dit ønske om at indvi dig til ham vil vokse i takt med at du lærer ham bedre at kende.

11 Mange unge kristne fortæller at et regelmæssigt personligt bibelstudium er noget af det der har hjulpet dem allermest til at gøre sandheden til deres egen overbevisning. Adele var for eksempel vokset op i et kristent hjem, men havde aldrig sat sig nogen åndelige mål. „Mine forældre tog mig med i rigssalen,“ fortæller hun, „men jeg studerede ikke personligt og hørte ikke engang efter ved møderne.“ Efter at Adeles søster var blevet døbt, begyndte Adele at tage sandheden mere alvorligt. „Jeg gav mig i kast med at læse hele Bibelen. Jeg læste et lille stykke ad gangen og skrev så en kommentar til det jeg lige havde læst. Jeg har stadig alle mine notater. I løbet af et år havde jeg læst Bibelen igennem.“ Resultatet blev at Adele fik lyst til at indvi sig til Jehova. Hun kæmper med et alvorligt fysisk handicap, men alligevel er hun nu pioner.

12, 13. (a) Hvilke forandringer vil studium af Bibelen hjælpe unge til at gøre, og hvordan? (b) Nævn eksempler på den praktiske visdom i Guds ord.

12 For det andet vil Bibelen hjælpe dig til at gøre de nødvendige forandringer i din personlighed. Paulus sagde til Timoteus at „de hellige skrifter“ er ’gavnlige til undervisning, til retledning, til reformering, til optugtelse i retfærdighed, så Guds-mennesket kan være fuldt ud dygtigt, fuldt udrustet til enhver god gerning’. (2 Timoteus 3:16, 17) Du kan lade Guds ånd forskønne din personlighed ved regelmæssigt at tænke dybt over spørgsmål der har at gøre med Guds ord, og ved at anvende de bibelske principper i dit eget liv. Den vil give næring til vigtige egenskaber hos dig, såsom ydmyghed, udholdenhed, flid og ægte kærlighed til andre kristne. (1 Timoteus 4:15) Timoteus besad disse egenskaber, og det gjorde ham til et værdifuldt aktiv, både for de menigheder han arbejdede sammen med, og for Paulus. — Filipperne 2:20-22.

13 For det tredje indeholder Guds ord et skatkammer af praktisk visdom. (Salme 1:1-3; 19:7; 2 Timoteus 2:7; 3:15) Bibelen vil hjælpe dig til at vælge dine venner med visdom, til at vælge sunde former for underholdning og til at træffe en lang række andre vanskelige beslutninger. (1 Mosebog 34:1, 2; Salme 119:37; 1 Korinther 7:36) Hvis du skal kunne nå dine åndelige mål, er det meget vigtigt at du træffer kloge beslutninger nu.

’Kæmp den gode kamp’

14. Hvorfor er det at stræbe efter åndelige mål ikke det nemmeste her i livet?

14 At sætte sig mål der ærer Jehova, og lade dem komme først i livet er det klogeste man overhovedet kan gøre, men det er på ingen måde det letteste. Det kan for eksempel være at familie, kammerater og velmenende lærere udsætter dig for et stort pres når du skal vælge uddannelse og arbejde, fordi de mener at en højere uddannelse og et job hvor man tjener mange penge, er nøglen til ægte succes og sand lykke i livet. (Romerne 12:2) Ligesom Timoteus må du ’kæmpe troens gode kamp’ for at „få et fast greb om det evige liv“ som Jehova stiller dig i udsigt. — 1 Timoteus 6:12; 2 Timoteus 3:12.

15. Hvilken modstand kom Timoteus sandsynligvis ud for?

15 Hvis ikketroende familiemedlemmer er dybt uenige med dig i dine valg, kan det sætte dig på en særlig hård prøve. Sandsynligvis måtte Timoteus overvinde en sådan modstand. Ifølge et bibelleksikon tilhørte Timoteus’ familie nok „den del af befolkningen der var veluddannet og havde en høj indkomst“. Hans far kan meget vel have forventet at han tog en højere uddannelse og måske førte et familieforetagende videre. * Forestil dig hvordan Timoteus’ far kan have reageret da han opdagede at Timoteus foretrak at arbejde sammen med Paulus i missionærtjenesten — med de farer og den økonomiske usikkerhed der var forbundet med det!

16. Hvordan klarede en ung mand sin fars modstand?

16 Unge kristne i dag møder lignende udfordringer. Matthew, der tjener på et af Jehovas Vidners afdelingskontorer, fortæller: „Da jeg begyndte som pioner, blev min far dybt skuffet. Han følte at jeg ’spildte’ min uddannelse ved at tage et rengøringsjob så jeg kunne forsørge mig selv som pioner. Han hånede mig og mindede mig om hvor meget jeg kunne tjene hvis jeg tog et fuldtidsjob.“ Hvordan klarede Matthew denne modstand? „Jeg sørgede for at følge en fast plan for bibellæsning og bad konstant til Jehova, især i situationer hvor jeg nemt kunne have mistet selvbeherskelsen.“ Matthews beslutsomhed bar frugt. Som tiden gik, fik han et bedre forhold til sin far. Matthew er også kommet nærmere til Jehova. „Jeg har mærket hvordan Jehova har sørget for mig, styrket mig og hjulpet mig til ikke at træffe dårlige beslutninger,“ fortæller han. „Jeg ville ikke have oplevet nogen af disse ting hvis ikke jeg havde arbejdet hen imod åndelige mål.“

Hold blikket rettet mod åndelige mål

17. Hvordan kan nogle komme til at tage modet fra dem der planlægger at begynde i heltidstjenesten? (Mattæus 16:22)

17 Nogle i menigheden kan uden at vide det komme til at sige noget der gør det svært for dig at forfølge åndelige mål. ’Hvorfor dog blive pioner?’ spørger nogle måske. ’Du kan da sagtens leve et normalt liv og alligevel være med i forkyndelsen. Få dig hellere et godt job, og sørg for at sikre dig økonomisk.’ Dette lyder måske som et godt råd, men ville du virkelig opøve dig selv med gudhengivenhed som mål hvis du fulgte det?

18, 19. (a) Hvordan kan du holde blikket rettet mod åndelige mål? (b) Fortæl hvilke ofre du som ung bringer for Rigets skyld.

18 Nogle af de kristne på Timoteus’ tid tænkte åbenbart i lignende baner. (1 Timoteus 6:17) For at hjælpe Timoteus til at holde blikket rettet mod åndelige mål sagde Paulus til ham: „Enhver der tjener som soldat undlader at indvikle sig i livets erhvervsmæssige beskæftigelser, for at han kan opnå godkendelse hos den der har hvervet ham som soldat.“ (2 Timoteus 2:4) En soldat i aktiv tjeneste må ikke lade sig distrahere af civile gøremål. Hans eget og andres liv afhænger af at han altid er parat til at gøre det hans øverstkommanderende giver ham befaling til. Som en soldat under Kristus må du også sørge for at være målbevidst og ikke indvikle dig i en unødig materiel stræben. Det kunne hindre dig i at fuldføre din livreddende tjeneste. — Mattæus 6:24; 1 Timoteus 4:16; 2 Timoteus 4:2, 5.

19 I stedet for at stile efter en magelig og komfortabel tilværelse må du være indstillet på uselvisk at give af dig selv. „Vær villig til at klare dig uden livets bekvemmeligheder som en soldat i Jesu Kristi hær.“ (2 Timoteus 2:3, The English Bible in Basic English) I selskab med Paulus lærte Timoteus den hemmelighed at være tilfreds under selv de mest vanskelige omstændigheder. (Filipperne 4:11, 12; 1 Timoteus 6:6-8) Den hemmelighed kan du også lære. Er du villig til at bringe ofre for Rigets skyld?

Velsignelser nu og i fremtiden

20, 21. (a) Beskriv nogle af de velsignelser det giver at stræbe efter åndelige mål. (b) Hvad er du besluttet på at gøre?

20 Timoteus arbejdede nært sammen med Paulus i omkring 15 år. Han blev øjenvidne til at nye menigheder blev oprettet efterhånden som den gode nyhed blev spredt til næsten hele det nordlige Middelhavsområde. Han havde et mere spændende og tilfredsstillende liv end han ville have haft hvis han havde valgt et „normalt“ liv. Hvis du stræber efter åndelige mål, vil også du høste uvurderlige åndelige velsignelser. Du vil komme nær til Jehova, og andre kristne vil komme til at holde af dig og respektere dig. I stedet for den smerte og frustration det giver at stræbe efter materiel velstand, vil du få den ægte glæde der kommer af at give af sig selv. Som det mest værdifulde af alt vil du „få et fast greb om det virkelige liv“ — det evige liv på en paradisisk jord. — 1 Timoteus 6:9, 10, 17-19; Apostelgerninger 20:35.

21 Hvis du ikke allerede har gjort det, vil vi derfor varmt tilskynde dig til straks at begynde at opøve dig selv med gudhengivenhed som mål. Søg venskab med dem i menigheden som kan hjælpe dig til at stræbe efter åndelige mål, og spørg dem om råd og vejledning. Prioriter dit personlige studium af Guds ord meget højt. Vær besluttet på at modstå denne verdens materialistiske ånd. Og husk altid at Gud „som giver os rigeligt af alle ting for at vi kan nyde dem“, lover at du kan få store velsignelser både nu og i fremtiden hvis du vælger at sætte dig mål der ærer ham. — 1 Timoteus 6:17.

[Fodnote]

^ par. 15 Det græske samfund lagde stor vægt på uddannelse. Plutarch, en af Timoteus’ samtidige, skrev: „At få en ordentlig uddannelse er kilden og roden til alle gode ting. . . . Det er efter min mening det der fører til og fremmer al moralsk fortræffelighed og lykke. . . . Alle andre fortrin er menneskelige og ligegyldige og ikke værd at beskæftige sig seriøst med.“ — Moralia, I, „De Liberis Educandis“.

Husker du?

• Hvordan kan unge blive hjulpet til at stræbe efter åndelige mål?

• Hvorfor er det så vigtigt at man studerer Bibelen grundigt?

• Hvordan kan unge modstå denne verdens materialistiske påvirkning?

• Hvilke velsignelser giver det at stræbe efter åndelige mål?

[Studiespørgsmål]

[Illustration på side 24]

Timoteus satte sig gode mål

[Illustrationer på side 25]

Hvem blev Timoteus påvirket af i en positiv retning?

[Illustration på side 26]

Stræber du efter at nå åndelige mål?