Livsberetning

Vores søgen efter skatte bragte varige velsignelser

Fortalt af Dorothea Smith og Dora Ward

Hvilke skatte ledte vi efter? Vi var to unge piger med et stærkt ønske om at efterkomme Jesu befaling: ’Gå ud og gør disciple af folk af alle nationerne.’ (Mattæus 28:19) Lad os forklare hvordan denne søgen bragte varige velsignelser.

DOROTHEA: Jeg blev født i 1915, umiddelbart efter Første Verdenskrigs udbrud. Jeg var den yngste af tre børn. Vi boede i nærheden af byen Howell i Michigan, USA. Min far var ikke religiøs, men det var min mor til gengæld. Hun forsøgte at lære os at leve efter De Ti Bud, men var bekymret over at jeg, min bror, Willis, og min søster, Viola, ikke tilhørte nogen kirke.

Da jeg var 12 år gammel, besluttede min mor at jeg skulle døbes i den presbyterianske kirke. Jeg husker tydeligt den dag jeg blev døbt. Til stede var også to mødre med hver sit spædbarn, som skulle døbes samtidig med mig. Jeg syntes det var meget ydmygende at blive døbt sammen med spædbørn. Præsten stænkede nogle få dråber vand på mit hoved og mumlede nogle ord jeg ikke kunne forstå. Jeg vidste faktisk lige så lidt om dåb som de to spædbørn gjorde!

En dag i 1932 drejede en bil ind i vores indkørsel, og to unge mænd steg ud. Den ene præsenterede sig som Albert Schroeder, og han viste min mor nogle publikationer udgivet af Jehovas Vidner. Hun tog imod bøgerne,  og de hjalp hende til at forstå sandheden fra Guds ord.

Jagten efter skatte begynder

Senere flyttede jeg til Detroit for at bo sammen med min søster. Her mødte jeg en ældre dame som plejede at besøge min søster for at undervise hende ud fra Bibelen. Deres drøftelser mindede mig om et ugentligt radioprogram jeg havde lyttet til da jeg boede hjemme hos min mor. Programmet bestod af et bibelsk foredrag på 15 minutter holdt af J.F. Rutherford, som dengang førte an i Jehovas Vidners arbejde. I 1937 begyndte vi at komme i den første menighed af Jehovas Vidner i Detroit. Året efter blev jeg døbt.

I begyndelsen af 1940’erne blev det meddelt at Jehovas Vidner ville oprette en skole kaldet Gilead i South Lansing i staten New York som skulle uddanne missionærer. Da jeg fandt ud af at nogle af eleverne på skolen ville blive sendt til udlandet og virke, tænkte jeg: ’Det er noget for mig.’ Fra da af var det mit mål at komme på Gilead. Hvor ville det være en stor forret at komme til andre lande og søge efter „skatte“ — altså mennesker som ønsker at blive disciple af Jesus Kristus. — Haggaj 2:6, 7.

Jeg arbejder mig frem mod mit mål

I april 1942 sagde jeg mit arbejde op og begyndte som pioner, eller heltidsforkynder, i Findlay i staten Ohio, sammen med fem andre åndelige søstre. Der var ikke nogen menighed som regelmæssigt holdt møder, men vi opmuntrede hinanden ved sammen at læse artikler fra vores publikationer. I min første måned som pioner afsatte jeg 95 bøger hos interesserede mennesker. Cirka halvandet år senere blev jeg udnævnt til specialpioner og skulle tjene i Chambersburg i Pennsylvania. Her sluttede jeg mig til fem andre pionerer, deriblandt Dora Ward, en søster fra Iowa. Dora og jeg blev pionermakkere. Vi var begge blevet døbt det samme år og ønskede begge at komme på Gileadskolen for at virke i udlandet som missionærer.

I begyndelsen af 1944 oprandt den store dag! Vi modtog begge en indbydelse til Gileadskolens fjerde klasse. Vi ankom i august samme år. Men inden jeg går videre, synes jeg vi skal lade Dora fortælle hvordan hun endte med at blive min pionermakker gennem mange år.

 Ivrig efter at begynde som heltidsforkynder

DORA: Min mor bad ofte til Gud om at måtte forstå Bibelen. En søndag lyttede min mor og jeg til et foredrag i radioen af J.F. Rutherford. Da foredraget var forbi, udbrød mor: „Det her er sandheden!“ Inden længe begyndte vi at studere Jehovas Vidners bøger og blade. I 1935, da jeg var 12, overværede jeg et dåbsforedrag holdt af et af Jehovas Vidner. Under foredraget fik jeg et dybtfølt ønske om at indvi mig til Jehova. Tre år senere blev jeg døbt. Min indvielse og dåb hjalp mig til hele tiden at have mine mål klart for øje i de sidste år af min skolegang. Jeg var ivrig efter at blive færdig med skolen så jeg kunne begynde som pioner.

På det tidspunkt kom vi i en menighed af Jehovas Vidner i Fort Dodge i Iowa. Det var krævende at overvære de kristne møder. Dengang indeholdt studieartiklerne i Vagttårnet ikke spørgsmål. Så vi blev bedt om at aflevere forberedte spørgsmål til den broder som ledede vagttårnsstudiet. Mandag aften udarbejdede min mor og jeg et spørgsmål til hver paragraf, og dem gav vi til studielederen så han kunne udvælge dem han ville bruge.

En gang imellem fik vi i menigheden besøg af en rejsende tilsynsmand. En af disse rejsende brødre, John Booth, tog mig med fra hus til hus for første gang da jeg var 12 år gammel. Da jeg blev 17, spurgte jeg ham hvordan man udfyldte en pioneransøgning, og det hjalp han mig med. Jeg var slet ikke klar over at vores veje ville mødes igen senere, og at han ville blive en ven for livet.

Som pioner arbejdede jeg ofte sammen med søster Dorothy Aronson, en heltidsforkynder som var 15 år ældre end mig. Vi var pionermakkere indtil hun blev indbudt til Gileads første klasse i 1943. Derefter fortsatte jeg som pioner på egen hånd.

Fortsætter trods modstand

Den voldsomme nationalisme som fulgte med Anden Verdenskrig, gjorde 1940’erne til en vanskelig tid for os. Når vi forkyndte fra hus til hus, blev vi ofte bombarderet med rådne æg, overmodne tomater og nogle gange endda med sten! En af de vanskeligste prøver jeg kom ud for, var engang hvor jeg tilbød Vagttårnet og Vågn op! (dengang var den engelske titel Consolation) på et gadehjørne. Politiet, som blev ægget af religiøse  modstandere, antastede os og truede med at arrestere os hvis vi igen forkyndte offentligt.

Vi nægtede selvfølgelig at holde op med at forkynde, og vi blev taget med på politistationen til forhør. Da vi blev løsladt, tog vi tilbage til det samme gadehjørne og tilbød de samme blade. På foranledning af de ledende brødre brugte vi Esajas 61:1, 2 for at forsvare vores standpunkt. Engang da en ung politibetjent kom hen til mig, citerede jeg nervøst skriftstedet for ham. Og til min store overraskelse vendte han rundt på stedet og gik sin vej! Jeg tror det var englene der beskyttede os.

En uforglemmelig dag

I 1941 havde jeg den glæde at overvære et fem dages stævne som Jehovas Vidner afholdt i St. Louis i Missouri. Under stævnet holdt broder Rutherford et foredrag specielt til børn og unge. Han havde i forvejen bedt alle mellem 5 og 18 år om at tage plads i hovedafsnittet foran talerstolen. Tusindvis af børn var samlet. Broder Rutherford vinkede til os med sit lommetørklæde, og vi vinkede alle sammen tilbage. Efter at han havde holdt et foredrag på en time, sagde han: „Børn som er gaaet ind på at gøre Guds Vilje, og som har taget Standpunkt for hans teokratiske Regering gennem Kristus Jesus og besluttet at lyde Gud og hans Konge, rejs jer op.“ De 15.000 børn rejste sig på en gang, og jeg var en af dem! Taleren fortsatte: „Alle I, som vil gøre jert bedste for at tale til andre om Guds Rige og de Velsignelser, det vil bringe, maa svare Ja.“ Det gjorde vi, hvorefter der lød et tordnende bifald.

Derefter blev udgivelsen af bogen Børn * bekendtgjort, og en lang række af børn og unge kom op på podiet, hvor broder Rutherford gav os hver især et eksemplar af den nye bog. Hvor var det spændende! Mange af dem som fik en bog ved denne lejlighed, tjener stadig Jehova nidkært forskellige steder i verden, hvor de fortæller andre om Guds rige og hans retfærdighed. — Salme 148:12, 13.

Efter at have været pioner i tre år alene modtog jeg en ny opgave — jeg skulle være specialpioner i Chambersburg! Her mødte jeg Dorothea, og inden længe var vi helt uadskillelige. Vi var fulde af gåpåmod og meget energiske; og vi var ivrige efter at gøre mere i forkyndelsesarbejdet. Sammen tog vi ud på en søgen efter skatte som nu har varet en menneskealder. — Salme 110:3.

Nogle måneder efter at vi var begyndt som specialpionerer, mødte vi broder Albert Mann, som var udgået fra Gileads første klasse. Han var på vej ud til sit nye distrikt i et fremmed land. Han tilskyndede os til at tage imod enhver opgave i udlandet vi måtte blive tilbudt.

På skole sammen

DORA OG DOROTHEA: Forestil dig hvor glade vi var da vi begyndte vores oplæring på Gilead. Den første skoledag blev vi indskrevet af Albert Schroeder, den broder som havde givet Dorotheas mor Studier i Skriften 12 år tidligere. John Booth var der også. Han var nu tilsynsmand for Vagttårnsselskabets gård, Kingdom Farm, hvor skolen lå. Senere blev begge disse brødre medlemmer af Jehovas Vidners Styrende Råd.

På Gilead studerede vi Bibelens dybe sandheder. Det var en enestående undervisning. Vi var 104 elever i vores klasse, deriblandt den første udenlandske elev, som var fra Mexico. Han forsøgte at forbedre sit engelsk mens vi forsøgte at lære spansk. Det var en stor dag da broder Nathan H. Knorr gav os elever vores opgaver i det fremmede. De fleste skulle til Central- eller Sydamerika; vi blev sendt til Chile.

 Søger efter skatte i Chile

For at komme ind i Chile skulle vi have visum, hvilket tog nogen tid. Så efter at vi havde afsluttet Gileadskolen i januar 1945, tjente vi i halvandet år som pionerer i Washington, D.C. Da vi havde modtaget vores visa, blev vi en del af en gruppe på ni missionærer som skulle til Chile. Syv af os var fra tidligere gileadklasser.

Da vi ankom til Santiago, Chiles hovedstad, var der flere brødre der tog imod os. En af dem var Albert Mann, den gileadelev der havde opmuntret os nogle få år tidligere. Han var kommet til Chile året før sammen med Joseph Ferrari fra den anden gileadklasse. Da vi ankom, var der mindre end 100 forkyndere i hele Chile. Vi var ivrige efter at søge efter flere skatte — retsindige mennesker — i vores nye distrikt.

Vi skulle bo på et missionærhjem i Santiago. Det var helt nyt for os at bo sammen med en stor missionærfamilie. Ud over at forkynde et fast antal timer hver måned skulle alle missionærerne på skift lave mad til resten af ’familien’. Vi kom ud for nogle temmelig pinlige situationer. En morgen skulle vi bage boller til den sultne missionærfamilie, men da vi tog bollerne ud af ovnen, blev vi mødt af en ikke just behagelig aroma. Vi var kommet til at bruge natron i stedet for bagepulver! Nogen havde hældt natron over i en tom bagepulverbøtte. (På engelsk hedder natron baking soda og bagepulver baking powder).

Vores fadæser med det spanske var om muligt endnu mere pinlige. Et bibelstudium med en stor familie gik næsten i stå fordi de ikke kunne forstå hvad vi sagde. Men fordi de slog skriftstederne op i deres egne bibler, formåede de alligevel at lære sandheden at kende, og fem af dem blev Jehovas Vidner. Dengang var der ikke noget sprogkursus for nye missionærer. Vi begyndte i forkyndelsen med det samme og forsøgte at lære sproget af dem vi besøgte.

Vi ledte mange bibelstudier, og nogle af vores elever gjorde hurtigt fremskridt. Andre krævede mere tålmodighed. En ung pige ved navn Teresa Tello lyttede til budskabet fra Bibelen og sagde: „Kom endelig igen og fortæl mig noget mere.“ Vi vendte tilbage 12 gange uden at træffe hende hjemme. Tre år senere var vi til stævne i et teater i Santiago. Om søndagen, da vi var på vej ud af bygningen, var der en der råbte: „Senorita Dora, senorita Dora!“ Vi vendte os om, og der var Teresa. Hun havde været på besøg hos sin søster på den anden side af gaden og var gået over til teatret for at se hvad der foregik. Hvor var vi glade for at se hende igen! Vi traf aftale om et bibelstudium, og ikke længe efter blev hun døbt. Senere blev hun specialpioner. I dag, 45 år senere, er Teresa stadig i særlig heltidstjeneste. — Prædikeren 11:1.

 Finder skatte i ’sandet’

I 1959 blev vi sendt til Punta Arenas — der betyder sandodde — den sydligste spids af Chiles 4300 kilometer lange kystlinje. Punta Arenas er et usædvanligt område. I sommermånederne er dagene lange — det er lyst til halv tolv om aftenen. Vi kunne bruge mange dage i forkyndelsen, men ikke uden problemer, for voldsomme arktiske vinde fejer ind over området om sommeren. Vintermånederne er kolde, og på den årstid er dagene korte.

Trods disse udfordringer har Punta Arenas sin charme. Om sommeren er der altid et imponerende skue af svulmende regnskyer som bølger hen over himmelen mod vest. Fra tid til anden giver de en ordentlig skylle, men snart kommer vinden og tørrer én igen. Og når solen så bryder igennem skyerne, fremstår den smukkeste regnbue. En sådan regnbue kan være mere eller mindre synlig på himmelen i flere timer, alt efter solens evne til at bryde igennem regnskyerne. — Job 37:14.

Dengang var der kun få forkyndere i Punta Arenas. Vi søstre var nødt til at lede møderne i den lille lokale menighed, og Jehova velsignede vores bestræbelser. Syvogtredive år efter vendte vi tilbage for at besøge området. Nu var der seks velfungerende menigheder og tre smukke rigssale. Vi er lykkelige for at Jehova lod os finde åndelige skatte i disse sydlige, sanddækkede egne. — Zakarias 4:10.

Flere skatte på den ’brede strand’

Efter tre og et halvt års tjeneste i Punta Arenas blev vi sendt til havnebyen Valparaiso. Byen er beliggende på 41 bakker som omkranser en bugt ud til Stillehavet. Vi koncentrerede os om forkyndelsen på en af disse bakker, Playa Ancha, som betyder „bred strand“. I de 16 år vi var der, så vi en lille gruppe unge brødre gøre åndelige fremskridt, og i dag tjener de som rejsende tilsynsmænd og kristne ældste i menigheder rundt om i Chile.

Vores næste missionæropgave var i Viña del Mar. Vi tjente her i tre og et halvt år indtil et jordskælv beskadigede missionærhjemmet. Vi vendte tilbage til Santiago, hvor vi 40 år tidligere havde begyndt vores missionærtjeneste. Meget var forandret. Der var bygget et nyt afdelingskontor, og den gamle bygning blev hjem for de missionærer der stadig var i landet. Senere blev Skolen for Udnævnte Tjenere afholdt i denne bygning. Nu mærkede vi igen Jehovas loyale hengivenhed. Fem af os missionærer som var oppe i årene, blev indbudt til at tjene på Betel. I den tid vi har virket i Chile, har vi været i 15 forskellige distrikter. Vi har set antallet af forkyndere vokse fra færre end 100 til omkring 70.000! Det har været en stor glæde at søge efter skatte i Chile i cirka 60 år!

Vi føler at Jehova har velsignet os meget ved at lade os finde så mange mennesker — i sandhed skatte — der igen lader sig bruge af ham i hans organisation. I de mere end 60 år vi har tjent Jehova sammen, har vi helhjertet kunnet tilslutte os kong Davids ord i Salme 31:19: „Hvor er din godhed stor, den du har gemt til dem der frygter dig.“

[Fodnote]

[Illustrationer på side 9]

Dorothea i 2002 og i forkyndelsen i 1943

[Illustration på side 10]

På gadearbejde i Fort Dodge, Iowa, i 1942

[Illustration på side 10]

Dora i 2002

[Illustration på side 12]

Dorothea og Dora uden for deres første missionærhjem i Chile i 1946