Jefta holder sit løfte til Jehova

EN SEJRRIG kriger vender hjem efter at have befriet sit folk for undertrykkelse. Hans datter kommer ham glad i møde med dans og tamburinspil. I stedet for at fryde sig da han ser hende, sønderriver han sine klæder. Hvorfor gør han det? Deler han ikke hendes glæde over at han er kommet hjem i god behold? Hvilket slag har han vundet? Hvem er han?

Denne mand er Jefta, en af dommerne i fortidens Israel. Men for at svare på de øvrige spørgsmål og forstå hvordan beretningen har betydning for os, må vi se nærmere på baggrunden for denne usædvanlige genforening.

En vanskelig tid i Israel

Jefta lever i en krisetid. Hans landsmænd har vendt den sande tilbedelse ryggen og tjener Zidons, Moabs, Ammons og Filisterlandets guder. Jehova overgiver derfor israelitterne til ammonitterne og filistrene, som derefter undertrykker dem i 18 år. Især indbyggerne i Gilead, et område som ligger øst for Jordan, er hårdt trængte. * Til sidst kommer israelitterne til fornuft. De ændrer sind og søger Jehovas hjælp, begynder at tjene ham og fjerner de fremmede guder fra deres midte. — Dommerne 10:6-16.

Ammonitterne slår lejr i Gilead, og israelitterne samles for at møde dem. Men Israel mangler en fører i kampen mod fjenden. (Dommerne 10:17, 18) Jefta har imidlertid selv problemer at slås med. Hans begærlige halvbrødre har jaget ham bort for at stjæle hans arv. Jefta flytter derfor til Tob, et område øst for Gilead som er sårbart over for angreb fra Israels fjender. „Lediggængere“, sandsynligvis mænd der har mistet deres arbejde på grund af fjendernes undertrykkelse, eller som har gjort oprør mod dem, samler sig om Jefta. De ’drager ud sammen med ham’, hvilket kan betyde at de ledsager Jefta når han foretager angreb mod fjendtlige nabofolk. I Bibelen kaldes Jefta „en dygtig kriger“, sikkert fordi han var tapper i kamp. (Dommerne 11:1-3) Hvem vil da være Israels anfører i kampen mod ammonitterne?

„Kom og vær vor fører“

Gileads ældste siger til Jefta: „Kom og vær vor fører.“ Hvis de tror at Jefta straks vil benytte sig af denne chance til at vende tilbage til sit eget land, tager de fejl. „Var det ikke jer der hadede mig, så I jog mig bort fra min faders  hus?“ siger han. „Hvorfor kommer I så til mig nu hvor I er trængt?“ Hvor er det uretfærdigt at de først vrager Jefta og så bagefter beder ham om hjælp! — Dommerne 11:4-7.

Jefta går ind på at være fører for Gilead på én betingelse. ’Hvis Jehova overgiver Ammon til mig, da vil jeg være jeres overhoved!’ erklærer han. En sejr ville bevise at Gud var med ham, men Jefta vil også sikre sig at israelitterne ikke vender Guds herredømme ryggen så snart krisen er overstået. — Dommerne 11:8-11.

Forhandlinger med Ammon

Jefta prøver at forhandle med ammonitterne. Han sender nogle sendebud til deres konge for at finde ud af hvad årsagen er til den ammonitiske aggression. Det svar han får, indeholder en anklage: Da israelitterne gik ud af Ægypten, indtog de et landområde der tilhørte ammonitterne. Området skulle nu leveres tilbage. — Dommerne 11:12, 13.

Ved hjælp af sit grundige kendskab til Israels historie tilbageviser Jefta på dygtig vis ammonitternes anklage. Han fortæller dem at israelitterne hverken havde forulempet Ammon, Moab eller Edom da de drog ud af Ægypten. Han siger også at det omstridte område ikke var i Ammons besiddelse ved tiden for israelitternes udgang af Ægypten. Dengang tilhørte det amoritterne, men Gud gav deres konge, Sihon, i Israels hånd. Desuden har israelitterne boet i det område i de sidste 300 år, så hvorfor gør de først krav på det nu? — Dommerne 11:14-22, 26.

Jefta henleder også opmærksomheden på hovedårsagen til Israels genvordigheder: Hvem er den sande Gud? Jehova eller guderne i det land Israel har indtaget? Hvis Kemosj overhovedet havde nogen magt, ville han da ikke bruge den til at bevare sit folks land? Dette er i virkeligheden en styrkeprøve mellem falsk religion, der støttes af ammonitterne, og sand religion. Jefta siger derfor: „Lad dommeren Jehova i dag dømme mellem Israels sønner og Ammons sønner.“ — Dommerne 11:23-27.

Ammons konge vil ikke lytte til Jeftas kompromisløse budskab. „Da [kommer] Jehovas ånd over Jefta, og han [drager] gennem Gilead og Manasse,“ øjensynlig for at samle våbenføre mænd til kampen mod Ammon. — Dommerne 11:28, 29.

Jeftas løfte

Som udtryk for sit stærke ønske om at lade sig lede af Jehova aflægger Jefta dette løfte til ham: „Hvis du virkelig giver Ammons sønner i min hånd, så skal hvem som helst der kommer ud af mit hus’ døre for at møde mig når jeg vender tilbage i fred fra Ammons sønner, tilhøre Jehova, og jeg vil bringe vedkommende som et brændoffer.“ Gud velsigner Jefta ved at sætte ham i stand til at tilføje 20 ammonitiske byer „meget store tab“ og på den måde undertvinge Israels fjender. — Dommerne 11:30-33.

Da Jefta vender hjem efter kampen, er det ingen anden end hans elskede datter, hans eneste barn, der kommer ud for at møde ham! Beretningen lyder: „Da han så hende, sønderrev han sine klæder og sagde: ’Ak, min datter! Du har virkelig tvunget mig i knæ, ja, du er blevet den jeg har styrtet i ulykke. Og jeg har selv åbnet min mund over for Jehova, og jeg kan ikke vende om.’“ — Dommerne 11:34, 35.

Har Jefta virkelig i sinde at ofre sin datter? Nej, det kan ikke være tilfældet. Jehova afskyr menneskeofring, en af de fordærvede skikke kana’anæerne praktiserede. (3 Mosebog 18:21; 5 Mosebog 12:31) Ikke alene havde Jehovas ånd været over Jefta da han aflagde sit løfte, men Gud velsignede også hans bestræbelser. Bibelen omtaler Jefta rosende for hans tro og den rolle han spillede i forbindelse med Guds hensigt. (1 Samuel 12:11; Hebræerne 11:32-34) Det er derfor helt utænkeligt at Jefta ville foretage en menneskeofring, som jo er mord. Hvad havde Jefta da i tanke da han  lovede at bringe en person som et offer til Jehova?

Jefta mente tydeligvis at han ville vie den der kom ham i møde, til at tjene Gud på en særlig måde. Moseloven gav rum for at sjæle kunne vies til Jehova. For eksempel var der kvinder som tjente ved helligdommen; deres arbejde kan blandt andet have bestået i at trække vand op. (2 Mosebog 38:8; 1 Samuel 2:22) Man ved ikke meget om en sådan tjeneste og om den var af permanent art. Men det var åbenbart et sådant udtryk for særlig hengivenhed Jefta havde i tanke da han aflagde sit løfte, og det lader til at hans løfte sigtede til en varig tjeneste.

Både Jeftas datter og senere hen drengen Samuel gik villigt ind på at opfylde deres gudfrygtige forældres løfter. (1 Samuel 1:11) Som en loyal tilbeder af Jehova ønskede Jeftas datter i lige så høj grad som sin far at løftet skulle opfyldes. Det var et stort offer, for det betød at hun aldrig ville blive gift. Hun græd over sin jomfrustand, for alle israelitter ønskede at sætte børn i verden der kunne videreføre familiens navn og overtage dens arvelod. For Jefta betød løftet at han ikke længere kunne være så meget sammen med sit eneste og elskede barn. — Dommerne 11:36-39.

Denne trofaste jomfrus liv var ikke spildt. Hendes heltidstjeneste i Jehovas hus var en ophøjet, tilfredsstillende og rosværdig måde at ære Gud på. Af den grund ’gik Israels døtre år efter år hen for at besynge gileaditten Jeftas datter’. (Dommerne 11:40) Og Jefta selv har helt sikkert glædet sig over hendes tjeneste for Jehova.

Mange blandt Guds folk i dag har valgt at virke i heltidstjenesten som pionerer, missionærer, rejsende tilsynsmænd eller betelmedarbejdere. For nogles vedkommende betyder det at de ikke kan se deres familie så ofte som de gerne vil. Men både de og deres familie kan glæde sig over den hellige tjeneste der bliver udført for Jehova. — Salme 110:3; Hebræerne 13:15, 16.

Oprør mod Guds ledelse

Går vi tilbage til Jeftas tid, kan vi se at mange israelitter afviser Jehovas ledelse. Selvom det er tydeligt at Jehova velsigner Jefta, er efraimitterne vrede på ham. De vil gerne vide hvorfor han ikke havde tilkaldt dem så de kunne have deltaget i kampen. De truer endog med at brænde Jeftas hus af ’over ham’! — Dommerne 12:1.

Jefta fortæller efraimitterne at han havde tilkaldt dem, men de ville ikke hjælpe. Under alle omstændigheder vandt Gud kampen. Er de nu vrede over at gileaditterne ikke rådførte sig med dem da de udvalgte Jefta som fører? Efraims utilfredshed bunder i virkeligheden i oprørskhed mod Jehova, og der er ikke andet valg end at kæmpe imod dem. I det efterfølgende slag bliver efraimitterne slået på flugt. Eftersom de flygtende efraimitter ikke kan sige „sjibbolet“ rigtigt da de bliver bedt om at udtale det, afsløres deres identitet. Alt i alt mister 42.000 efraimitter livet i denne konflikt. — Dommerne 12:2-6.

Det var en sørgelig periode i Israels historie. Dommerne Otniel, Ehud, Barak og Gideon vandt krige som bragte fred. Men ved denne lejlighed bliver der ikke nævnt noget om fred. Beretningen siger blot: „Jefta virkede nu som dommer for Israel i seks år, hvorpå [han] døde og blev begravet i sin by i Gilead.“ — Dommerne 3:11, 30; 5:31; 8:28; 12:7.

Hvad kan vi lære af alt dette? Jo, vi kan lære at selvom Jefta kom ud for mange prøvelser i sit liv, forblev han trofast over for Gud. Denne modige mand omtalte Jehova da han talte til Gileads ældste, til ammonitterne, til sin datter og til efraimitterne, og så naturligvis også da han aflagde sit løfte. (Dommerne 11:9, 23, 27, 30, 31, 35; 12:3) Gud belønnede Jefta for hans hengivenhed og brugte ham og hans datter til at fremme den rene tilbedelse. På en tid da andre forkastede Guds normer, gjorde Jefta hvad han kunne for at leve efter dem. Vil du ligesom Jefta altid adlyde Jehova?

[Fodnote]