Livsberetning

Besluttede på at fuldføre vores tjeneste

Fortalt af Lena Davison

„Det sortner for mine øjne. Jeg kan ikke se,“ sagde vores pilot med sløret stemme. Lidt efter gled hans hænder af styregrejerne i den lille maskine vi fløj i, og han faldt bevidstløs sammen i sædet. Min mand, der ikke vidste noget som helst om hvordan man betjener en flyvemaskine, forsøgte desperat at ruske liv i ham. Inden jeg beretter om hvordan vi med nød og næppe undslap døden, lad mig da forklare hvad der gik forud for at vi befandt os i en flyvemaskine over Papua Ny Guinea, et af de mest afsidesliggende områder på jorden.

JEG blev født i Australien i 1929 og voksede op i Sydney, hovedstaden i New South Wales. Min far, Bill Muscat, var kommunist, men troede mærkværdigvis på Gud. I 1938 satte han sit navn på en landsdækkende underskriftindsamling hvori man anmodede om at Joseph F. Rutherford fra Jehovas Vidners hovedkontor måtte holde foredrag på rådhuset i Sydney.

„Han må have noget godt at sige,“ sagde far til os dengang. Otte år senere lærte vi hvad budskabet gik ud på. Far inviterede Norman Bellotti, en af Jehovas Vidners heltidsforkyndere, hjem til en bibelsk drøftelse. Vores familie accepterede hurtigt sandheden fra Bibelen, og vi blev snart meget aktive forkyndere.

I midten af 1940’erne gik jeg ud af skolen for at hjælpe min mor, som var kronisk syg.  For at klare mig økonomisk syede jeg kjoler for folk. Lørdag aften gik jeg gerne sammen med min søster Rose og en gruppe pionerer på gadearbejde ved rådhuset i Sydney. I 1952 udgik min storebror, John, fra missionærskolen Gilead i USA og blev sendt til Pakistan. Jeg elskede også forkyndelsen og ville gerne følge hans eksempel, så det følgende år begyndte jeg i pionertjenesten.

Ægteskab og missionærtjeneste

Ikke længe efter mødte jeg John Davison, som arbejdede på Jehovas Vidners afdelingskontor i Australien. Hans ydmyghed, beslutsomhed og karakterstyrke gjorde indtryk på mig. Under Anden Verdenskrig blev han fængslet tre gange fordi han holdt fast ved sin kristne neutralitet. Sammen besluttede vi at gøre den kristne tjeneste til vores livsgerning.

John og jeg blev gift i juni 1955. Vi købte en bus med henblik på at lave den om til beboelsesvogn. Vores hensigt var at bruge den som base for forkyndelse i fjerntliggende egne af Australien. Året efter lød der en opfordring til forkynderne om at flytte til Ny Guinea, den nordøstlige del af den store ø nord for Australien. * Rigets budskab var endnu ikke blevet forkyndt i denne del af verden. Vi meldte os straks.

Dengang kunne man kun komme til Ny Guinea hvis man havde tegnet kontrakt på et fuldtidsjob, så John gik i gang med at søge arbejde. Han sikrede sig hurtigt en kontrakt på arbejde ved et savværk i New Britain, en ret lille ø som er en del af Ny Guinea. Flere uger senere satte vi kursen mod vores nye distrikt, og i juli 1956 ankom vi til Rabaul i New Britain. Der ventede vi i seks dage på en båd der skulle sejle os til Waterfall Bay.

Tjenesten ved Waterfall Bay

Efter adskillige dage i hård sø ankom vi til Waterfall Bay, en bugt omkring 240 kilometer syd for Rabaul. Her lå et stort savværk i en rydning i junglen. Om aftenen da alle arbejderne var samlet omkring spisebordet, sagde bestyreren: „For resten, hr. og fru Davison, det er firmaets politik at alle ansatte oplyser hvilken religion de tilhører.“

Vi var ret sikre på at de slet ikke havde en sådan politik, men eftersom vi havde afslået at ryge, var de åbenbart blevet mistænksomme. John svarede dog ligefremt: „Vi er Jehovas Vidner.“ Der fulgte en pinlig tavshed. Mændene var krigsveteraner fra Anden Verdenskrig og nærede fordomme mod Jehovas Vidner på grund af deres neutrale standpunkt under krigen. Fra da af benyttede mændene enhver anledning til at gøre livet surt for os.

Først nægtede bestyreren at give os et køleskab og et komfur, skønt vi havde krav på begge dele. Vores mad blev fordærvet, og vi var nødt til at lave mad på et ramponeret  komfur som vi fandt i junglen. Dernæst fik de lokale landsbyboere forbud mod at sælge os friske varer, så vi levede af de grøntsager vi nu kunne finde. Vi blev også stemplet som spioner og blev omhyggeligt overvåget fordi man ville se om vi talte med nogen om Bibelen. Og så fik jeg malaria.

Vi var ikke desto mindre besluttede på at fuldføre vores tjeneste. Så vi spurgte to unge indfødte savværksarbejdere som talte engelsk, om de ville lære os melanesisk pidgin, som var hovedsproget. Til gengæld underviste vi dem i Bibelen. I weekenderne tog vi vidt omkring på „sightseeingture“. Undervejs forkyndte vi diskret for de landsbyboere vi kunne finde, og lod vores bibelstudieelever oversætte for os. Vi krydsede rivende floder hvor der langs bredderne lå enorme krokodiller og solede sig. Vi havde ikke de store problemer med disse uhyggelige rovdyr, lige bortset fra en enkelt gang hvor vi undslap på et hængende hår.

Fremstiller undervisningsmateriale

Efterhånden som vi øgede vores tjeneste, besluttede vi at nedskrive nogle enkle bibelske budskaber som vi kunne give de interesserede. Vores bibelstudieelever ved savværket hjalp os med at oversætte de første. Vi brugte mange aftener på at maskinskrive i hundredvis af traktater som vi uddelte til landsbyboere og til besætningsmedlemmer på skibe.

I 1957 fik vi et opmuntrende besøg af John Cutforth, en erfaren rejsende tilsynsmand. * Han mente at brugen af billeder kunne være et effektivt middel til at undervise folk der ikke kunne læse. Han og min mand udarbejdede en serie enkle tegninger med tændstikfigurer som vi kunne benytte når vi underviste folk i Bibelens grundlærdomme. Senere brugte vi adskillige timer på at tegne disse billedprædikener ind i notesbøger. Hver bibelstudieelev fik et eksemplar, som han brugte når han forkyndte for andre. Denne undervisningsmetode blev med tiden brugt i hele landet.

Efter to og et halvt år ved Waterfall Bay udløb vores arbejdskontrakt, og vi fik lov til at blive boende i landet. Vi tog derfor imod opfordringen til at begynde som specialpionerer.

Tilbage til Rabaul

På vej til Rabaul mod nord lagde båden til ved en kopra- og kakaoplantage ved Wide Bay, hvor vi skulle blive natten over. Ejerne, et ældre ægtepar som gerne ville holde op med at  arbejde og rejse tilbage til Australien, tilbød John at blive bestyrer af plantagen. Tilbuddet var meget fristende, men da vi om aftenen drøftede sagen, blev vi enige om at vi ikke var kommet til Ny Guinea for at søge materiel rigdom. Vi var besluttede på at gennemføre det vi var kommet for, at virke som pionerer. Næste dag meddelte vi derfor ægteparret vores beslutning og gik igen om bord på båden.

Efter at være ankommet til Rabaul tilsluttede vi os en lille gruppe udenlandske forkyndere som var flyttet til området. De lokale viste stor interesse for budskabet om Riget, og vi oprettede mange bibelstudier. Vi holdt møderne i en lejet sal, og vi var nogle gange op mod 150 til stede. Mange af disse tog imod sandheden og hjalp med at udbrede den gode nyhed om Guds rige til andre dele af landet. — Mattæus 24:14.

Vi forkyndte også i landsbyen Vunabal, omkring 50 kilometer fra Rabaul, hvor en gruppe mennesker viste stor interesse for Bibelens sandheder. Men det vakte snart en indflydelsesrig lokal katoliks opmærksomhed. Med en pøbelflok af katolikker afbrød han vores ugentlige studium og jagede os ud af landsbyen. Da vi fandt ud af at der ville blive mere ballade ugen efter, bad vi om politibeskyttelse.

Den dag havde en flere kilometer lang hær af ophidsede katolikker samlet sig langs vejen. Mange var parate til at stene os. I landsbyen havde en præst samlet flere hundrede stammemedlemmer. Politiet forsikrede os om at vi havde ret til at holde vores møder, så de banede en vej gennem mængden. Men så snart mødet begyndte, ophidsede præsten hoben endnu mere. Da politiet ikke var i stand til at få situationen under kontrol, rådede politimesteren os til at tage af sted og førte os hurtigt ud til vores bil.

Hoben overdyngede os med eder og forbandelser, spyttede på os og truede os med knytnæver, alt imens præsten smilende stod og så til med korslagte arme. Da vi var taget af sted, indrømmede politimesteren at det var det værste han nogen sinde havde oplevet. De fleste beboere i Vunabal lod sig skræmme af pøbelvolden, men en af bibelstudieeleverne tog modigt standpunkt for sandheden. Siden da har hundreder af andre på New Britain gjort det samme.

Fremgang på Ny Guinea

I november 1960 fik vi tildelt Madang, en stor by på nordkysten af hovedøen Ny Guinea. Her var John og jeg ved at drukne i tilbud om fuldtidsarbejde. Et firma ville gerne have mig til at bestyre deres tøjforretning. Et andet ville have mig til at lave omforandring og reparation af tøj. Nogle udenlandske kvinder tilbød endda at hjælpe mig med at få min egen skrædderforretning. Vi afslog høfligt disse og andre tilbud idet vi havde vores mål klart for øje. — 2 Timoteus 2:4.

Distriktet i Madang var meget frugtbærende, og der opstod snart en blomstrende menighed. Vi gik til fods eller kørte på motorcykel til fjerntliggende landsbyer på forkynderture der varede flere dage. Om natten sov vi i forladte hytter på et leje af græs som vi havde skåret af i bushen. Vi havde ikke meget andet med end konserves, kiks og myggenet.

På en forkyndertur besøgte vi en gruppe interesserede i Talidig, en landsby omkring 50 kilometer nord for Madang. Gruppen gjorde  fremskridt i åndelig henseende, og det førte til at inspektøren på den lokale skole forbød at de studerede Bibelen på offentligt område. Senere fik han politiet til at ødelægge deres huse og jage dem ud i bushen. En lokal høvding gav dog gruppen lov til at bo på hans jord. Med tiden tog denne venlige høvding imod Bibelens sandheder, og der blev bygget en flot rigssal i området.

Oversættelse og rejsetjeneste

I 1958, da John og jeg havde været i New Britain i to år, blev vi anmodet om at oversætte forskellige bibelske publikationer til melanesisk pidgin. Dette arbejde fortsatte vi med i nogle år. I 1970 blev vi indbudt til at virke som oversættere på heltidsbasis på afdelingskontoret i Port Moresby, hovedstaden i Papua Ny Guinea. Der underviste vi også sprogklasser.

I 1975 vendte vi tilbage til New Britain for at virke i rejsetjenesten. I de følgende 13 år kom vi rundt til næsten hver afkrog af landet, enten ved at gå, flyve, padle eller køre. Vi kom ud for mange skrækindjagende oplevelser i den tid, blandt andet den der beskrives i indledningen af denne beretning. Ved den lejlighed kollapsede vores pilot på grund af alvorlig mavekatar ligesom vi nærmede os landingsbanen i Kandrian i New Britain. Med flyet stillet på autopilot cirklede vi hjælpeløst over junglen mens John desperat forsøgte at ruske liv i den bevidstløse pilot. Endelig genvandt han bevidstheden, og hans syn blev så klart at han kunne foretage en ikke ligefrem blød landing inden han besvimede igen.

Nye udfordringer

I 1988 blev vi bedt om at vende tilbage til afdelingskontoret i Port Moresby for at tage os af det stadig større arbejde med at oversætte. Vi var omkring 50 der boede og arbejdede sammen som en familie på afdelingskontoret, hvor vi også oplærte nye oversættere. Vi boede alle i beskedne etværelses lejligheder. John og jeg besluttede at vi ville lade vores dør stå på klem for at såvel gæster som familiens medlemmer kunne kigge indenfor så vi kunne lære hinanden bedre at kende. Vi fik derfor et tæt forhold i familien og kunne vise hinanden megen omsorg og kærlighed.

I 1993 døde min elskede John af et hjerteanfald. Det var som om en del af mig også døde. Vi havde været gift i 38 år og havde tilbragt al denne tid sammen i tjenesten. Jeg var ikke desto mindre besluttet på at fortsætte, med styrke fra Jehova. (2 Korinther 4:7) Døren til min lejlighed forblev åben, og jeg fik stadig besøg af de unge. Dette opbyggende samvær hjalp mig til at bevare et positivt livssyn.

Mit forværrede helbred førte til at jeg i 2003 kom tilbage til Australien, hvor jeg fik lov til at virke på afdelingskontoret i Sydney. I dag, hvor jeg er 77 år, arbejder jeg stadig daglig i oversættelsesafdelingen, og jeg er også travlt optaget af forkyndelsen. Mine venner og åndelige børn og børnebørn giver mig hele tiden grund til glæde.

Døren til mit betelværelse er fortsat åben, og der kommer gæster næsten hver dag. Når min dør er lukket, banker folk ligefrem på for at se om der er noget galt. Så længe jeg trækker vejret, vil jeg være fast besluttet på at fuldføre min tjeneste for min Gud, Jehova. — 2 Timoteus 4:5.

[Fodnoter]

[Kort på side 18]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

NY GUINEA

AUSTRALIEN

Sydney

INDONESIEN

PAPUA NY GUINEA

Talidig

Madang

PORT MORESBY

NEW BRITAIN

Rabaul

Vunabal

Wide Bay

Waterfall Bay

[Kildeangivelse]

Kort og globus er baseret på: NASA/Visible Earth imagery

[Illustration på side 17]

John og mig i 1973 til et stævne i Lae, Ny Guinea

[Illustration på side 20]

På afdelingskontoret i Papua Ny Guinea i 2002