Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Tungen og dens kraft

Tungen og dens kraft

Tungen og dens kraft

GIRAFFENS tunge kan blive op til 45 centimeter lang og er så stærk og smidig at den uden besvær kan rykke blade af træerne. Blåhvalens tunge vejer lige så meget som en elefant — så forestil dig hvor mange kræfter der skal til blot for at bevæge den!

Menneskets tunge blegner i sammenligning når man tænker på dens størrelse, vægt og styrke. Og dog har den en langt større kraft. „Død og liv er i tungens vold,“ siger Bibelen om denne lille del af menneskelegemet. (Ordsprogene 18:21) Hvor mange gange har vi ikke hørt om tungens dødbringende evne til at udtale løgne og aflægge falske vidnesbyrd som har bragt død og ødelæggelse over uskyldige mennesker!

Således er også livslange venskaber gået i stykker på grund af uoverlagte bemærkninger, og skarpe udtalelser har medført sårede følelser. „Hvor længe vil I plage min sjæl og knuse mig med ord?“ klagede Job da han blev udsat for voldsom, uberettiget kritik. (Job 19:2) Disciplen Jakob beskrev meget rammende den utæmmede tunges ødelæggende kraft da han sagde: „Tungen [er] et lille lem og praler dog stort. Se, hvor lille en ild der skal til for at tænde en stor skov i brand! Og tungen er en ild.“ — Jakob 3:5, 6.

Men tungens kraft kan også være livgivende. Hvordan det? Trøstende og medfølende ord har reddet nogle fra depression og selvmord. Et godt råd, der er blevet fulgt, har i mange tilfælde hjulpet stofmisbrugere og farlige kriminelle til at undgå en for tidlig død. Ja, de retfærdiges tunge er „et livets træ“, og „som guldæbler i ornamenter af sølv er et ord som er talt i rette tid“. — Ordsprogene 15:4; 25:11.

Det bedste man kan bruge tungen til, er imidlertid at lovprise Jehova Gud ved at forkynde den gode nyhed om Riget og lære andre Bibelens dyrebare sandheder at kende. For Jesus sagde: „Dette betyder evigt liv: at de lærer dig at kende, den eneste sande Gud, og den som du har udsendt, Jesus Kristus.“ — Johannes 17:3; Mattæus 24:14; 28:19, 20.