Hovedpunkter fra Ezekiels Bog — 1. del
Jehovas ord er levende
Hovedpunkter fra Ezekiels Bog — 1. del
DET er år 613 f.v.t. Profeten Jeremias befinder sig i Juda, hvor han frygtløst forkynder at Jerusalem meget snart vil blive ødelagt og Judas land lagt øde. Babylons konge, Nebukadnezar, har allerede ført mange jøder i fangenskab. Blandt dem er Daniel og hans tre venner, som tjener ved det kaldæiske hof. Størstedelen af de jødiske landflygtige bor ved floden Kebar „i kaldæernes land“. (Ezekiel 1:1-3) Jehova lader ikke disse fanger være uden sendebud. Han udnævner den 30-årige Ezekiel til profet.
Ezekiels Bog blev fuldført i år 591 f.v.t. og omspænder en periode på 22 år. Ezekiel skriver med nøjagtighed og omhu. Han angiver ikke blot årstallet for sine profetier, men også selve måneden og dagen. Den første del af Ezekiels budskab drejer sig om Jerusalems fald og ødelæggelse. Den anden del består af domsbudskaber imod de omkringliggende nationer, og den sidste del har at gøre med genoprettelsen af tilbedelsen af Jehova. I denne artikel vil vi gennemgå hovedpunkterne fra Ezekiels Bog 1:1–24:27, som indeholder syner, profetier og billedhandlinger om hvordan det vil gå Jerusalem.
„JEG HAR GJORT DIG TIL VÆGTER“
Ezekiel modtager sin opgave efter at han har fået et ærefrygtindgydende syn af Jehovas trone. „Jeg har gjort dig til vægter for Israels hus,“ siger Jehova til ham, „og du skal høre ord fra min mund, og du skal advare dem fra mig.“ (Ezekiel 3:17) Ezekiel får besked på at opføre to profetiske pantomimer som skal vise at Jerusalem vil blive belejret, samt hvilke følger det vil få. Gennem Ezekiel siger Jehova om Judas land: „Se, det er mig som bringer et sværd over jer, og jeg vil ødelægge jeres offerhøje.“ (Ezekiel 6:3) Til indbyggeren i landet siger han: „Kransen [af ulykker] skal komme til dig.“ — Ezekiel 7:7.
I 612 f.v.t. bliver Ezekiel i et syn overført til Jerusalem. Der foregår afskyelige ting i Guds tempel! Når Jehova sender sine himmelske eksekutionsstyrker (skildret ved „seks mænd“) for at udøse sin vrede over de frafaldne, vil kun de der har fået „et mærke i panden“, blive skånet. (Ezekiel 9:2-6) Men først skal „glødende kul“ — Guds brændende budskab om ødelæggelse — strøs ud over byen. (Ezekiel 10:2) ’Jehova vil bringe de ugudeliges adfærd over deres hoved’, men han lover at føre alle de israelitter der er blevet spredt, sammen igen. — Ezekiel 11:17-21.
Guds ånd fører Ezekiel tilbage til Kaldæa. Ezekiel skildrer kong Zedekias’ og folkets flugt fra Jerusalem. Han fordømmer de falske profeter og profetinder. Afgudsdyrkerne forkastes. Juda sammenlignes med et udueligt vintræ. En gåde om en ørn og et vintræ skildrer de bitre konsekvenser af at Jerusalem har vendt sig til Ægypten efter hjælp. Gåden slutter med et løfte om at ’Jehova vil plante en spæd kvist på et højt bjerg’. (Ezekiel 17:22) Men i Juda vil der „intet herskerscepter“ være. — Ezekiel 19:14.
Svar på spørgsmål til bibelteksten:
1:4-28 — Hvad skildrer himmelvognen? Himmelvognen skildrer den himmelske del af Jehovas organisation bestående af trofaste åndeskabninger. Det er Jehovas hellige ånd der driver den frem. Vognens fører, som skildrer Jehova, ejer en ubeskrivelig herlighed. Den fred og ro der kendetegner ham, illustreres ved en smuk regnbue.
1:5-11 — Hvem er de fire levende skabninger? I Ezekiels andet syn af himmelvognen identificerer han de fire levende skabninger som keruber. (Ezekiel 10:1-11; 11:22) Her omtaler han okseansigtet som „et kerubansigt“. (Ezekiel 10:14) Det er en god beskrivelse, for oksen er et symbol på magt eller styrke, og keruber er åndeskabninger der sidder inde med stor styrke.
2:6 — Hvorfor kaldes Ezekiel igen og igen for „menneskesøn“? Jehova talte til Ezekiel på denne måde for at minde profeten om at han var kød og blod, hvorved den store kontrast mellem den jordiske budbringer og budskabets ophavsmand, Jehova, fremhæves. Den samme betegnelse bruges næsten 80 gange om Jesus Kristus i evangelierne, hvilket klart viser at Guds søn kom som et menneske og ikke var en inkarnation.
2:9–3:3 — Hvorfor smagte skriftrullen med klagesange og suk sødt i Ezekiels mund? Skriftrullen smagte sødt på grund af den indstilling Ezekiel havde til sin opgave. Ezekiel var glad for at kunne tjene Jehova som profet.
4:1-17 — Foretog Ezekiel virkelig den billedhandling der skildrer Jerusalems forestående belejring? At Ezekiel virkelig foretog denne billedhandling, fremgår af at han beder Jehova om at måtte benytte andet brændsel end det først anviste, og at Jehova giver ham lov til det. Ezekiel ligger på sin venstre side for at bære tistammerigets 390 år lange brøde — fra rigets oprettelse i 997 f.v.t. til Jerusalems ødelæggelse i 607 f.v.t. Han ligger på sin højre side for at bære Judas 40 år lange synd — fra Jeremias blev udnævnt som profet i 647 f.v.t. til 607 f.v.t. I hele denne periode på 430 dage levede Ezekiel af små mængder føde og vand og viste derved profetisk at der ville komme hungersnød under belejringen af Jerusalem.
5:1-3 — Hvad skildrer det at Ezekiel skulle tage en smule hår fra den tredjedel der skulle spredes for vinden, og pakke det stramt ind i sin kappeflig? Det skulle vise at en rest ville vende tilbage til Juda og genoprette den sande tilbedelse efter at landet havde ligget øde i 70 år. — Ezekiel 11:17-20.
17:1-24 — Hvem er de to store ørne, hvordan bliver de spæde skud fra cedertræet plukket af, og hvem er den ’spæde kvist’ Jehova planter? De to ørne repræsenterer Babylons og Ægyptens herskere. Den første ørn kommer til toppen af cederen, det vil sige til herskeren over kongedømmet i Davids kongelige slægtslinje. Ørnen plukker det øverste af cederens spæde skud af ved at fjerne kong Jojakin af Juda og indsætte Zedekias i stedet. Skønt Zedekias havde svoret troskab mod Babylons hersker, søger han alligevel hjælp hos den anden ørn, Ægyptens hersker, men til ingen nytte. Zedekias vil blive taget til fange og dø i Babylon. Jehova plukker også „en spæd kvist“ af, nemlig den messianske konge. Han plantes „på et højt og knejsende bjerg“, det himmelske Zions Bjerg, hvor han vil blive „en majestætisk ceder“, ja, han vil blive til stor velsignelse for hele jorden. — Åbenbaringen 14:1.
Hvad vi kan lære:
2:6-8; 3:8, 9, 18-21. Vi må ikke lade de ugudelige skræmme os så vi afholder os fra at forkynde Guds budskab, der indeholder en advarsel til dem. Når folk giver udtryk for ligegyldighed eller ligefrem er imod os, må vi være hårde som diamant. Men vi må passe på ikke at blive kolde, ufølsomme eller hensynsløse. Jesus havde medfølelse med dem han forkyndte for, og det samme må vi have. — Mattæus 9:36.
3:15. Efter at Ezekiel havde modtaget sin opgave, boede han ved Tel-Abib i syv dage — „helt lamslået“ — for at fordøje det budskab han skulle forkynde. Bør vi ikke også tage os tid til at studere flittigt og grunde over det vi læser, for at kunne forstå de dybere åndelige sandheder?
4:1–5:4. Det krævede ydmyghed og mod af Ezekiel at opføre de to profetiske pantomimer. Vi bør også være ydmyge og modige når vi udfører en opgave vi får af Gud, uanset opgavens art.
7:4, 9; 8:18; 9:5, 10. Vi behøver ikke at ynkes over dem Jehova udtaler en ugunstig dom over, og vi behøver heller ikke at have medlidenhed med dem.
7:19. Når Jehova eksekverer dommen over denne tingenes ordning, bliver penge fuldstændig værdiløse.
8:5-18. Frafald er åndeligt dræbende. „Med munden ødelægger den frafaldne sin næste.“ (Ordsprogene 11:9) Vi gør klogt i at forkaste endog tanken om at lytte til de frafaldne.
9:3-6. For at overleve ’den store trængsel’ er det livsvigtigt at vi får mærket — et vidnesbyrd om at vi er indviede, døbte tjenere for Gud, og at vi har den kristne personlighed. (Mattæus 24:21) De salvede kristne, som manden med skrivesættet er et billede på, går foran i dette mærkningsarbejde, det vil sige arbejdet med at forkynde Riget og gøre disciple. Hvis vi gerne vil bevare mærket, må vi nidkært hjælpe dem i dette arbejde.
12:26-28. Selv til dem der hånligt afviste Ezekiels budskab, skulle han sige: „Tiden vil ikke længere blive skudt ud for nogen som helst af [Jehovas] ord.“ Vi må gøre alt hvad vi kan, for at hjælpe andre til at få tillid til Jehova før han gør ende på denne tingenes ordning.
14:12-23. Det er vores eget ansvar at opnå frelse. Ingen kan gøre det for os. — Romerne 14:12.
18:1-29. Vi har selv ansvaret for konsekvenserne af vore handlinger.
„EN RUIN, EN RUIN, EN RUIN GØR JEG DET TIL“
I år 611 f.v.t., det syvende år af landflygtigheden, kommer der nogle mænd af Israels ældste til Ezekiel „for at rådspørge Jehova“. Ezekiel beskriver Israels lange, oprørske historie for dem og advarer dem om at ’Jehova vil trække sit sværd’ og udrydde dem. (Ezekiel 20:1; 21:3) Henvendt til Israels høvding (Zedekias) siger Jehova: „Fjern turbanen, løft kronen af. Dette skal ikke mere være det samme. Gør det lave højt, gør det høje lavt. En ruin, en ruin, en ruin gør jeg det til. Heller ikke dette skal blive nogens, før han kommer som har retten til det [Jesus Kristus], og ham vil jeg give det.“ — Ezekiel 21:26, 27.
Jerusalem anklages. Oholas (Israels) og Oholibas (Judas) skyld afsløres. Ohola er allerede blevet overgivet „i [sine] elskeres hånd, i Assyriens sønners hånd“. (Ezekiel 23:9) Ødelæggelsen af Oholiba er nært forestående. I 609 f.v.t. begynder den 18 måneder lange belejring af Jerusalem. Når byen til sidst falder, vil jøderne være for chokerede til at kunne give udtryk for deres sorg. Ezekiel må ikke meddele de landflygtige hvad Gud har sagt, før han modtager besked fra „den undslupne“ om at byen er blevet ødelagt. — Ezekiel 24:26, 27.
Svar på spørgsmål til bibelteksten:
21:3 — Hvad er det for et „sværd“ som Jehova trækker ud af dets skede? Det „sværd“ hvormed Jehova eksekverer sin dom over Jerusalem og Juda, viser sig at være Babylons konge, Nebukadnezar, og hans hær. Muligvis omfatter det også den himmelske del af Guds organisation, der består af mægtige åndeskabninger.
24:6-14 — Hvad skildrer rusten i gryden? Det belejrede Jerusalem sammenlignes med en gryde. Rusten skildrer byens moralske fordærv — den urenhed, skamløshed og blodsudgydelse som byen har gjort sig skyldig i. Byen er så uren at rusten ikke engang går af selvom den tomme gryde stilles på gløderne og varmes kraftigt op.
Hvad vi kan lære:
20:1, 49. Den måde som mændene fra Israels ældste svarede Ezekiel på, viser at de var skeptiske over for det han havde sagt til dem. Måtte vi aldrig begynde at tvivle på om Guds profetier vil gå i opfyldelse.
21:18-22. Nebukadnezar tyede til spådomskunst, men det var Jehova som sørgede for at den hedenske hersker ville komme imod Jerusalem. Det viser at selv ikke dæmonerne kan forhindre Jehovas eksekutionsstyrker i at fuldføre hans hensigt.
22:6-16. Jehova afskyr bagvaskelse, skamløshed, magtmisbrug og bestikkelse. Vi må være fast besluttede på at undgå sådanne synder.
23:5-49. Israels og Judas politiske alliancer førte til at de antog deres allieredes afgudsdyrkelse. Lad os aldrig indgå verdslige forbindelser der kan ødelægge vores tro. — Jakob 4:4.
Et levende og virkende budskab
Det vi lærer i de første 24 kapitler i Ezekiels Bog, er i sandhed meget værdifuldt. De principper der fremholdes, viser hvad der fører til Jehovas mishag, hvordan vi kan opnå hans barmhjertighed, og hvorfor vi må advare de ugudelige. Profetien om Jerusalems ødelæggelse viser tydeligt at Jehova er en Gud der ’lader sit folk få kendskab til nye ting før de spirer frem’. — Esajas 42:9.
De profetier der er nedskrevet i Ezekiel 17:22-24 og 21:26, 27, pegede frem til oprettelsen af det messianske rige i himmelen. Snart vil dette rige sørge for at Guds vilje sker på jorden. (Mattæus 6:9, 10) Vi kan med en stærk tro og en fast overbevisning se frem til de velsignelser Riget vil medføre. Ja, „Guds ord er levende og virkende“. — Hebræerne 4:12.
[Illustration på side 12]
Hvad skildrer himmelvognen?
[Illustration på side 14]
Vi kan bevare „mærket“ når vi nidkært deltager i forkyndelsesarbejdet
