Livsberetning

Tjenesten for Jehova — den største ære og forret der findes

Fortalt af Zerah Stigers

Min mand, som havde været min trofaste partner i heltidstjenesten, døde i 1938. Det betød at jeg alene måtte tage mig af et spædbarn og en tiårig søn. Det var stadig mit store ønske at tjene som heltidsforkynder, men hvordan skulle jeg kunne det? Lad mig fortælle lidt om mit liv før dette tidspunkt inden jeg forklarer hvordan det lykkedes for mig.

JEG blev født i Alabama, USA, den 27. juli 1907, og kort tid efter flyttede mine forældre med mig og mine tre søskende til Georgia. Ikke længe efter flyttede vi til Tennessee og senere til et sted i nærheden af Tampa i Florida. Det var i 1916, mens vi boede i Florida, jeg så „Skabelsens Fotodrama“, en film- og billedforevisning med lyd. Det var i filmindustriens spæde barndom, og alle var meget begejstrede for ’Fotodramaet’.

Mine forældre læste flittigt Vagttårnet og andet bibelsk læsestof. Men selvom min far holdt af publikationerne, sluttede han sig ikke på daværende tidspunkt til Bibelstudenterne, som Jehovas Vidner dengang blev kaldt. Min mor, derimod, tog os med til møderne. Da vi senere flyttede til Niles i Michigan, tog vi regelmæssigt toget 16 kilometer til South Bend i Indiana for at overvære møderne.

 Senere, den 22. juli 1924, blev jeg døbt som symbol på min indvielse til Jehova. Kort tid efter fik min mor tilrettelagt sine forhold sådan at hun kunne blive kolportør, som Jehovas Vidners heltidstjenere dengang blev kaldt. Min mors og andre kolportørers gode eksempel indgav mig ønsket om også at blive heltidstjener.

Finder en ægtefælle

Ved et stort stævne i Indianapolis, Indiana i 1925, mødte jeg James Stigers, som var fra Chicago. Lige fra første færd kunne jeg se at han var en nidkær tjener for Jehova. Jeg boede omkring 160 kilometer fra Chicago, så det var ikke let for os at besøge hinanden. Dengang var der kun én menighed i hele den store by, og møderne blev holdt i et lejet lokale på første sal. James skrev ofte til mig for at give mig åndelig opmuntring. Vi blev gift i december 1926, og omkring et år senere fødte jeg vores første søn, Eddie.

Kort tid efter begyndte James og jeg i pionertjenesten sammen. Vi tjente som pionerer i otte forskellige stater — Michigan, Louisiana, Mississippi, South Dakota, Iowa, Nebraska, Californien og Illinois — og det var de skønneste år af vores liv. Det var først da James blev syg at denne dejlige tid blev afbrudt.

På grund af James’ sygdom forværredes vores økonomiske situation. Vi tog derfor tilbage til Chicago i 1936 for at bo hos min svigermor, som også var et af Jehovas Vidner. I den sidste del af James’ sygdomsperiode, mens jeg var gravid med vores andet barn, arbejdede jeg i en frokoststue for én dollar om dagen. Min søde svigermor sørgede for at vi havde rigeligt at spise, og hun ville ikke lade os betale for det. Hun var utrolig god mod os.

James var syg i omkring to år inden han døde af hjernebetændelse i juli 1938. Mens han var syg, kunne han ikke køre bil eller tage del i forkyndelsen fra hus til hus, men han brugte alligevel enhver lejlighed til at forkynde for andre. For bedre at kunne tage mig af min families materielle behov holdt jeg op i heltidstjenesten og fandt forskellige, kortvarige job.

Vores søn Bobby blev født den 30. juli 1938, kun otte dage efter sin fars død. Min svigermor ville ikke have at jeg kom på det offentlige sygehus. I stedet sørgede hun for at jeg kom på et bedre hospital, hvor hendes egen læge kunne tage sig af mig. Som udtryk for hendes kristne kærlighed betalte hun desuden alle hospitalsregningerne, og jeg var hende dybt taknemmelig.

Genoptager heltidstjenesten

Vi boede hos min svigermor indtil Bobby var lidt over to år gammel, og Eddie var 12. Jeg måtte selvfølgelig omstille mig til min nye situation, men jeg havde stadig et brændende ønske om at tjene Jehova i heltidstjenesten. Ved stævnet i Detroit, Michigan, i 1940, mødte jeg et pionerægtepar som opfordrede mig til at tage til South Carolina og være pioner dér. For 150 dollars købte jeg derfor en fem år gammel bil og forberedte mig på at flytte. I 1941, det år da USA gik ind i den anden verdenskrig, drog jeg sydpå sammen med mine to drenge og begyndte igen i heltidstjenesten.

I South Carolina boede vi til at begynde med i byen Camden, så flyttede vi til Little River og derefter til Conway. I Conway  anskaffede jeg mig en lille campingvogn. Jeg fik lov til at stille den i nærheden af en tankstation, og den flinke ejer lod mig også koble mig til hans gasledning og elforsyning. Jeg fik endda lov til at benytte toilettet på tanken. Under den anden verdenskrig var benzinen rationeret, og jeg kunne ikke få fat i brændstof, derfor købte jeg en brugt cykel. Så i 1943, lige da det så ud til at jeg måtte holde op som pioner fordi vores penge var sluppet op, blev jeg indbudt til at tjene som specialpioner. Det betød at jeg fik en månedlig godtgørelse, og det hjalp til at dække vores udgifter. Ja, Jehova har virkelig hjulpet mig gennem årene!

På det tidspunkt var der ikke andre Jehovas Vidner i Conway, og det var svært for mig og børnene at gå ud i forkyndelsen helt alene. Derfor anmodede jeg om at få en pionermakker, og i 1944 ankom en dejlig specialpioner — Edith Walker. Gennem 16 år tjente vi sammen flere forskellige steder. Desværre fik Edith problemer med helbredet og måtte flytte tilbage til Ohio.

Uforglemmelige velsignelser

Jeg har mange gode minder fra denne tid. Især husker jeg den 13-årige Albertha der boede i Conway og passede sin invalide mormor og sine to yngre brødre. Albertha elskede de bibelske sandheder, og hun havde et stærkt ønske om at fortælle dem til andre. Hun havde ligesom jeg stor lyst til at blive pioner, og det blev hun lige efter at have afsluttet sin skolegang i 1950. I dag, 57 år senere, er hun stadig i heltidstjenesten!

I 1951 fik Edith og jeg for en kort tid tildelt distrikt i Rock Hill i South Carolina, hvor der kun var få Jehovas Vidner. Derfra flyttede vi til Elberton i Georgia, her var vi i tre år. Så tilbage til South Carolina i 1954 hvor jeg fortsatte med at tjene til 1962. I Walhalla traf jeg en ældre, hørehæmmet dame ved navn Nettie, som boede alene ude på landet. Når vi studerede Bibelen sammen, læste hun en paragraf op fra en publikation, og jeg pegede så på spørgsmålet til paragraffen nederst på siden, derefter pegede hun på svaret i paragraffen.

Når der var noget hun ikke forstod, skrev hun sit spørgsmål ned på et stykke papir, og jeg skrev svaret ned ved siden af. Netties værdsættelse af sandheden voksede med tiden, og hun begyndte at overvære menighedens møder og tage del i forkyndelsen. Hun gik alene fra hus til hus, men jeg var altid lige i nærheden, som regel på den anden side af vejen så jeg kunne træde til hvis hun fik brug for hjælp.

Mens jeg var i Walhalla, ville min bil pludselig ikke køre mere. Jeg fik mulighed for at købe en anden for 100 dollars, men jeg havde ingen penge. Jeg kontaktede en forkynder som havde en forretning, og han lånte mig de 100 dollars. Kort tid efter modtog jeg uventet et brev fra min søster. I brevet stod der at mine søskende lige havde fundet ud af at vores far ved sin død havde efterladt sig nogle penge i en bank. De havde talt sammen om hvad de skulle gøre med pengene og var blevet enige om at sende dem til mig. Beløbet var på 100 dollars!

Tjener som pioner med mine sønner

Da Eddie og Bobby var små, tog de altid med mig i forkyndelsen fra hus til hus. Dengang  var stofmisbrug og umoralitet ikke nær så udbredt som i dag. Vi levede et enkelt liv og fokuserede på forkyndelsen, derved undgik jeg mange af de problemer som gudfrygtige forældre i dag står over for.

Eddie gik i skole i Camden indtil ottende klassetrin, hvorefter han valgte at blive pioner sammen med mig. Vi nød at være i pionertjenesten sammen i nogle år indtil Eddie fik ønsket om at arbejde på Jehovas Vidners hovedkontor i Brooklyn, New York. Der tjente han fra 1947 til 1957. I 1958 giftede han sig med Albertha, som jeg havde studeret Bibelen med, og de tjente sammen som pionerer. Det var skønt da vi i 2004 alle tre kunne overvære den samme pionerskole!

Jeg husker at jeg en dag for mange år siden, da Bobby var lille, hørte ham bede Jehova om at hjælpe mig med at skaffe nok benzin til at nå frem til mine faste bibelstudieaftaler. Bobby har gennem hele sit liv holdt meget af forkyndelsen, og han var pioner i mange år. Sørgeligt nok kom han også ud for en familietragedie. I 1970 mistede han sin hustru, som han kun havde været gift med i 22 måneder. Da hans hustru skulle føde, døde både hun og deres tvillinger. Bobby og jeg har altid boet i nærheden af hinanden, og vi er meget tæt knyttet til hinanden.

Stadig pioner!

I 1962 blev jeg bedt om at flytte til en menighed i Lumberton, North Carolina, og efter 45 år er jeg her stadig. Indtil jeg var i 80’erne, kørte jeg selv bil, men i dag kører jeg med en familie fra menigheden til møderne og i forkyndelsen.

Jeg har en gangstol og en kørestol, men jeg behøver ikke at bruge dem, for jeg kan godt gå uden støtte. Jeg er Jehova taknemmelig for at jeg har haft et godt helbred, det er først for nylig at jeg er begyndt at få lidt problemer med øjnene. Jeg går aldrig glip af et møde medmindre jeg er alvorligt syg, og jeg tjener stadig som pioner, dog uden at skulle opfylde timekravet.

Jeg har tjent som pioner i over 70 år, og jeg kan oprigtigt sige at Jehova har hjulpet mig gennem alle årene. * Jeg er klar over at jeg aldrig har været særlig intelligent, og jeg er heller ikke særlig hurtig til det jeg gør, men Jehova ved hvad jeg kan klare, og hvad jeg ikke kan klare. Jeg er så taknemmelig for at han ved at jeg gør mit bedste og for at han har kunnet bruge mig.

Jeg synes det er vigtigt at tjene Jehova i så stor udstrækning som muligt, for vi skylder ham alt. Jeg ønsker fortsat at tjene som pioner så længe jeg overhovedet kan. Det har været en stor forret! Min bøn er at Jehova kan bruge mig i al evighed.

[Fodnote]

[Illustration på side 13]

Min mand og jeg brugte denne bil da vi var kolportører

[Illustration på side 14]

Mig og mine sønner i 1941

[Illustration på side 15]

Sammen med Eddie og Bobby for nylig