Spørgsmål fra læserne

Var det ikke forkert af Jakob at give sig ud for at være Esau, som det fortælles i Første Mosebog 27:18, 19?

Du kender sikkert beretningen. Da Isak var blevet gammel, bad han Esau om at jage et stykke vildt idet han sagde: „Lad mig spise, for at min sjæl kan velsigne dig før jeg dør.“ Rebekka hørte imidlertid hvad hendes mand sagde, og hun tilberedte en velsmagende ret af nogle gedekid og sagde til Jakob: „Du skal bringe den ind til din fader og han skal spise den, for at han kan velsigne dig før sin død.“ Så bragte Jakob, iført Esaus klæder og med skindene af gedekiddene om halsen og på hænderne, den velsmagende ret ind til sin far. Da Isak spurgte: „Hvem er du, min søn?“ svarede Jakob: „Jeg er Esau, din førstefødte.“ Og Isak troede ham og gav ham velsignelsen. — 1 Mosebog 27:1-29.

Bibelen giver ikke nogen nærmere forklaring på hvorfor Rebekka og Jakob handlede som de gjorde, men den viser dog at situationen var opstået pludseligt. Vi skal lægge mærke til at Guds ord ikke udtaler sig hverken for eller imod det Rebekka og Jakob gjorde, og at beretningen derfor ikke kan bruges som undskyldning for løgn og bedrag. Bibelen kaster imidlertid i nogen grad lys over situationen.

For det første viser beretningen at Jakob havde ret til at modtage faderens velsignelse, for han havde tidligere helt lovligt købt førstefødselsretten af sin tvillingebror, der viste manglende værdsættelse af den ved at sælge den for et måltid mad så han kunne få sin sult stillet. På den måde „ringeagtede Esau førstefødselsretten“. (1 Mosebog 25:29-34) Da Jakob gik ind til sin far, gjorde han det altså for at få en velsignelse der rettelig tilkom ham.

For det andet søgte Isak ikke, da han blev klar over at han havde givet Jakob velsignelsen, at ændre det han havde gjort. Måske huskede han det Jehova havde sagt til Rebekka før tvillingerne blev født: „Den ældste skal tjene den yngste.“ (1 Mosebog 25:23) Det er også værd at lægge mærke til at Isak, lige før Jakob tog af sted til Karan, føjede mere til den velsignelse han tidligere havde givet. — 1 Mosebog 28:1-4.

Endelig bør man tænke på at Jehova var klar over alt det der skete, og var interesseret i det. Den velsignelse Isak udtalte, var forbundet med Guds løfte til Abraham. (1 Mosebog 12:2, 3) Hvis Gud ikke havde ønsket at velsignelsen skulle tilfalde Jakob, kunne han have grebet ind på en eller anden måde. Men tværtimod bekræftede han velsignelsen over for Jakob da han sagde: „Ved dit afkom skal alle jordens slægter velsigne sig.“ — 1 Mosebog 28:10-15.