To ulykkelige søstre der „byggede Israels hus“

DAGGRYET var ved at nærme sig, og Lea vidste at hun snart ville blive afsløret. Hun lå i Jakobs arme, og inden længe ville det gå op for ham at det ikke var Rakel, hendes yngre søster, der lå hos ham. På sin fars forlangende havde Lea aftenen før lagt sig i den brudeseng der var tiltænkt Jakob og Rakel. Højst tænkeligt har hendes ansigt været dækket af et tæt slør.

Forestil dig hvordan Jakob må have haft det da morgenlyset åbenbarede sandheden. Fuld af harme bebrejdede han Laban, Leas far, hvad han havde gjort. I mellemtiden må Lea have tænkt over sin egen rolle i dette ’maskespil’ — og hvilke konsekvenser det ville få på længere sigt. Beretningen om Lea og Rakel er en vigtig del af Bibelen. Den lærer os blandt andet hvor fornuftigt det er at leve monogamt og være trofast i ægteskabet.

En fremmed ved brønden

Syv år tidligere var Rakel løbet hjem for at fortælle sin far at hun havde mødt en fremmed ved brønden som påstod at han var en slægtning. Det viste sig at være hendes fætter Jakob, hendes fars søstersøn og en tilbeder af Jehova. En måned senere tilbød Jakob at tjene Laban i syv år for at kunne tage Rakel til ægte. Laban accepterede tilbuddet, for han så hvor godt hans nevø arbejdede, og han vidste også at det var skik og brug blandt deres folk at gifte sig med slægtninge. — 1 Mosebog 29:1-19.

Jakobs kærlighed til Rakel var ikke blot en forbigående forelskelse. Deres syv år lange forlovelse var „som nogle få dage på grund af hans kærlighed til hende“. (1 Mosebog 29:20) At Jakob elskede Rakel lige så længe hun levede, viser at hun må have haft mange tiltalende egenskaber.

Mon også Lea håbede på at blive gift med en trofast tilbeder af Jehova? Det siger Bibelen ikke noget om. Beretningen taler mere om hvad Laban havde i tanke med hensyn til hendes giftermål. Da Rakels forlovelsestid var ved at være gået, holdt Laban en bryllupsfest. Men i løbet af aftenen bragte han Lea til Jakob, „og så gik [Jakob] ind til hende“. — 1 Mosebog 29:23.

Var Lea med i dette komplot for at narre Jakob? Eller var hun blot forpligtet til adlyde sin far? Og hvad med Rakel, vidste hun hvad der foregik? Hvis hun gjorde, hvad mente hun så om det? Kunne hun gå imod sin autoritære far? Bibelen giver ikke svar på disse spørgsmål. Men uanset hvad Rakel og Lea mente om sagen, blev Jakob meget vred over dette rænkespil. Det var imidlertid Laban, ikke hans døtre, Jakob bebrejdede da han sagde: „Var det ikke for Rakel jeg tjente  hos dig? Hvorfor har du da narret mig?“ Hertil svarede Laban: „Man plejer ikke at . . . bortgive den yngste før den førstefødte. Du skal fejre denne kvindes uge til ende. Så skal den anden også gives dig for den tjeneste som du kan yde hos mig i syv år til.“ (1 Mosebog 29:25-27) På den måde blev Jakob narret ind i et polygamt ægteskab som førte til bitter strid.

En ulykkelig familie

Jakob elskede Rakel. Da Jehova så at Lea var „hadet“ i forhold til Rakel, åbnede han Leas moderliv, mens Rakel forblev ufrugtbar. Men Lea ønskede ikke blot at få et barn; hun ønskede Jakobs kærlighed. Da hun så at det var Rakel han elskede, følte hun sig vraget. Lea håbede dog stadig at vinde Jakobs kærlighed nu da hun havde født hans første søn, Ruben, der betyder: „Se, en søn!“ Lea havde en grund til at give sit barn dette navn. Hun sagde: „Det er fordi Jehova har set til min elendighed, for nu vil min mand komme til at elske mig.“ Men det gjorde Jakob ikke. Det skete heller ikke da hun fødte ham en søn mere. Lea kaldte denne søn Simeon, der betyder „at høre“. Hun sagde til sig selv: „Det er fordi Jehova har hørt at jeg er hadet, og så gav han mig også denne.“ — 1 Mosebog 29:30-33.

At Gud lyttede, viste at Lea havde lagt sine problemer frem for Gud i bøn. Tilsyneladende var hun en trofast kvinde. Hendes hjertesorg fortsatte dog selv efter at hun havde født sin tredje søn, Levi. Hans navn, der betyder „fastholden“ eller „sluttet til“, giver Lea selv en forklaring på med ordene: „Nu, denne gang, vil min mand slutte sig til mig, for jeg har født ham tre sønner.“ Men åbenbart følte Jakob sig ikke nærmere knyttet til hende af den grund. Måske gik den barske virkelighed endelig op for Lea så hun affandt sig med forholdene, for navnet på den fjerde søn refererer ikke til hendes håb om et bedre forhold til Jakob. I stedet udtrykker navnet Juda taknemmelighed mod Gud. „Juda“ betyder nemlig „priset“ eller „[genstand for] lovprisning“. Lea sagde ligeud: „Denne gang vil jeg prise Jehova.“ — 1 Mosebog 29:34, 35.

Sandt nok var Lea ulykkelig, men Rakel havde det ikke bedre. Bønfaldende sagde  hun til Jakob: „Giv mig børn, ellers vil jeg være en død kvinde.“ (1 Mosebog 30:1) Rakel havde Jakobs kærlighed, men længtes efter børn. Lea havde børn, men længtes efter kærlighed. De ønskede hver især det den anden havde, og ingen af dem var lykkelige. Begge elskede Jakob og ville gerne føde hans børn. De var jaloux på hinanden. Hvilken trist situation for en familie.

Fik Rakel børn?

Dengang blev ufrugtbarhed betragtet som en katastrofe. Gud havde lovet Abraham, Isak og Jakob at deres familie skulle frembringe det „afkom“ hvorved alle jordens slægter skulle velsigne sig. (1 Mosebog 26:4; 28:14) Rakel var dog barnløs. Jakob mente at kun Gud kunne give Rakel sønner så også hun kunne medvirke til sådanne velsignelser. Men Rakel var utålmodig. „Her er min trælkvinde Bilha,“ sagde hun. „Gå ind til hende, så hun kan føde på mine knæ, så også jeg, ved hendes hjælp, kan få børn.“ — 1 Mosebog 30:2, 3.

Måske har vi svært ved at forstå Rakels indstilling. Men ægteskabspagter fra gammel tid som er fundet flere steder i Det Nære Østen, viser at det var skik og brug for en ufrugtbar kvinde at give sin mand en tjenestepige for på denne måde at få en arving. * (1 Mosebog 16:1-3) I nogle tilfælde ville tjenestepigens børn blive betragtet som hustruens børn.

Da Bilha fik en søn, blev Rakel glad og udbrød: „Gud har været min dommer og har også hørt min røst, så han har givet mig en søn.“ Rakel kaldte ham Dan, hvilket betyder „dommer“. Hun havde også bedt til Gud angående sit problem. Da Bilha fødte sin anden søn, Naftali, der betyder „mine kampe“, sagde Rakel: „Svære kampe har jeg kæmpet med min søster, og jeg har også vundet!“ Navnene hentyder til den strid der var mellem de to rivalinder. — 1 Mosebog 30:5-8.

Da Rakel gav Bilha til Jakob, mente hun måske at hun handlede i harmoni med sine bønner, men det var ikke på den måde Gud ville skænke hende børn. Det er noget vi kan  lære af. Det viser at vi ikke skal blive utålmodige når vi anmoder Gud om noget. Han kan besvare vores bønner på mange uventede måder og når vi mindst venter det.

For ikke at blive udkonkurreret gav også Lea sin tjenestepige til Jakob. Pigen hed Zilpa, og hun fødte først Gad og derefter Aser. — 1 Mosebog 30:9-13.

En hændelse der understreger den rivalisering der var mellem Rakel og Lea, drejede sig om nogle alruner som Leas søn Ruben havde fundet. Man mente at denne frugt skulle være en hjælp til at undfange. Da Rakel bad om at få nogle af dem, svarede Lea bittert: „Er det for lidt at du har taget min mand, siden du også vil tage min søns alruner?“ Nogle mener at ordene betyder at Jakob oftere var sammen med Rakel end med Lea. Måske så Rakel sit snit til at drage fordel af Leas beklagelser, for hun svarede: „Så må han ligge hos dig i nat, til gengæld for din søns alruner.“ Da Jakob kom hjem den aften, sagde Lea derfor: „Det er mig du skal komme ind til, for jeg har faktisk lejet dig for min søns alruner.“ — 1 Mosebog 30:15, 16.

Lea fik senere en femte og en sjette søn, Issakar og Zebulon. Derefter erklærede hun: „Endelig vil min mand tåle mig, fordi jeg har født ham seks sønner.“ * — 1 Mosebog 30:17-20.

Alrunerne hjalp ikke. Da Rakel efter seks års ægteskab endelig undfangede og fødte Josef, var det fordi Jehova „huskede“ hende og besvarede hendes bøn. Først da kunne Rakel sige: „Gud har taget min skændsel bort!“ — 1 Mosebog 30:22-24.

Blev ikke glemt

Da Rakel fødte sin anden søn, Benjamin, døde hun. Jakob elskede virkelig Rakel, og han skattede hendes to sønner højt. Mange år senere, da han nærmede sig sin død, kunne han ikke lade være med at mindes det alt for tidlige tab af sin elskede Rakel. (1 Mosebog 30:1; 35:16-19; 48:7) Om Leas død ved vi ikke andet end at Jakob begravede hende i den hule hvor han selv ønskede at blive begravet. — 1 Mosebog 49:29-32.

I sin alderdom indrømmede Jakob at ’hans leveårs dage’ — herunder forholdene i hans hus — havde været ulykkelige. (1 Mosebog 47:9) Uden tvivl har livet heller ikke været nemt for Lea og Rakel. Det de erfarede, understreger de sørgelige følger af polygami og viser hvorfor Jehova bestemte at en mand kun skulle have én hustru. (Mattæus 19:4-8; 1 Timoteus 3:2, 12) Når en mand eller hustru viser en anden end sin ægtefælle romantisk eller seksuel interesse, opstår der jalousi. Det er en af grundene til at Gud forbyder utugt og ægteskabsbrud. — 1 Korinther 6:18; Hebræerne 13:4.

Under alle omstændigheder fortsatte Gud — og fortsætter stadig — med at gennemføre sin hensigt, og hertil bruger han ufuldkomne men trofaste mænd og kvinder. Begge søstre havde deres svagheder, ligesom vi har vores. Gennem disse to kvinder begyndte Jehova imidlertid at opfylde sit løfte til Abraham. Det er derfor med rette der siges at Rakel og Lea „byggede Israels hus“. — Rut 4:11.

[Fodnoter]

[Illustration på side 9]

Lea og Rakel ønskede hver især det den anden havde, og ingen af dem var lykkelige

[Illustration på side 10]

Fra Jakobs 12 sønner fremstod nationen Israel