Forhindringer overvindes for at bringe den gode nyhed ud

VORES lastbil nærmer sig en kontrolpost bemandet med omkring 60 uniformerede eller civilklædte mænd, kvinder og teenagere. Mange svinger med automatvåben. De optræder som om de har ventet på os. Der er store uroligheder i landet.

Vi har været undervejs i fire dage med en last på ti tons bibelske publikationer. Vi spekulerer over om de vil lade os passere, og om de vil forlange penge. Hvor lang tid vil det mon tage at overbevise dem om vores fredelige mission?

En skydelysten mand sender et par skud op i luften med sit gevær for at understrege over for os hvem der bestemmer her. Han får øje på vores mobiltelefoner og forlanger at vi skal aflevere dem til ham. Da vi tøver, gør han en truende bevægelse mod sin hals. Det lader os ikke i tvivl om hvad der vil ske hvis vi ikke parerer ordre. Vi giver ham telefonerne.

Pludselig snupper en uniformeret kvinde sit gevær og kommer hen til os. Hun er en af lederne og vil også have noget af os. Livet er hårdt, og en lille „gave“ ville være kærkommen. Så tager en anden soldat dækselet af vores benzintank for at fylde sin egen dunk. Han ignorerer vores protester og siger at han blot parerer ordrer. Der er intet at stille op. Vi kan kun håbe at andre ikke får den samme idé.

Endelig fjernes vejspærringen, og vi kan komme videre. Min ven og jeg drager et lettelsens suk. Det var en spændt situation, men vi er blevet vant til disse nervepirrende kontrolposter. Fra april 2002 og til januar 2004 har vi foretaget 18 ture fra havnebyen Douala i Cameroun til hovedstaden Bangui i Den Centralafrikanske Republik. Den 1600 kilometer lange rejse er altid fuld af farer og overraskelser. *

„Vi har lært meget på disse ture,“ siger Joseph og Emmanuel, der regelmæssigt er chauffører på denne strækning. „Det bedste man  kan gøre, er at bede mange stille bønner og forholde sig rolig. ’Til Gud har jeg sat min lid; jeg bliver ikke bange. Hvad kan et menneske gøre mig?’ skrev salmisten. Vi forsøger at have samme indstilling — i tillid til at Jehova ved at formålet med vores tur er at overbringe et stærkt tiltrængt budskab om håb.“ — Salme 56:11.

En international bestræbelse for at tilvejebringe åndelig føde

I denne del af Afrika vil folk meget gerne lytte til den gode nyhed om Guds rige. De bøger og blade vi har med, er fremstillet som en hjælp til at dække deres åndelige behov. (Mattæus 5:3; 24:14) Jehovas Vidners afdelingskontor i Douala forsyner regelmæssigt mere end 30.000 forkyndere og interesserede i Cameroun og fire nabolande med bibelske publikationer.

De publikationer vi har med, har allerede tilbagelagt en lang afstand. De fleste er trykt i England, Finland, Italien, Spanien og Tyskland og fragtet med skib fra Frankrig. Der ankommer almindeligvis en container med bibelske publikationer til havnen i Douala hver anden uge.

Containeren lastes på en vogn, hvorefter den køres til afdelingskontoret. I forsendelsesafdelingen pakkes litteraturen om, alt efter hvor den skal hen. Det er ikke let at få den frem til de afsidesliggende distrikter i det indre af landet. Men det hører med til at bringe den gode nyhed ud „til jordens fjerneste egne“. (Apostelgerninger 1:8) På afdelingskontoret sætter man sin lid til de selvopofrende brødre der villigt stiller sig til rådighed for at køre disse farlige ture. På denne måde flyder der regelmæssigt en strøm af bibelske bøger og blade ud til millioner af mennesker i den centrale del af Afrika.

En typisk tur

De publikationer der skal til Cameroun, Chad, Gabon, Ækvatorialguinea og Den  Centralafrikanske Republik betjenes med lastbil. Lad os tage med en af disse biler og dens mandskab. Forestil dig at du sidder sammen med chaufførerne, og forbered dig på en anstrengende og farefuld tur på ti dage eller mere.

Der er seks chauffører som tager sig af denne tur. De må være stærke, egnede, tålmodige og velklædte. De er enten iført afrikanske klæder eller skjorte og slips. Toldmyndighederne har ved en lejlighed sagt: „Se engang den rene lastvogn og de velklædte chauffører; det er ligesom man ser dem på billederne i deres bøger og blade.“ Endnu vigtigere end chaufførernes ydre er deres villighed til at tage hen hvor som helst det er nødvendigt for at betjene andre. — Salme 110:3.

Vi starter fra Douala omkring klokken seks om morgenen, lige efter solopgang, for at undgå den tunge trafik i denne hastigt voksende by. Efter at vi har krydset en bro nær ved afdelingskontoret og er kommet igennem den travle by, kører vi mod øst til vores første destination — Yaoundé, hovedstaden i Cameroun.

Alle seks chauffører kan berette om hvor svært det er at manøvrere en vogn lastet med ti tons bøger. De første tre dage på asfalterede veje giver ikke mange problemer, skønt det er nødvendigt at være meget opmærksom og koncentreret. Men pludselig bliver det øsende regnvejr. Og fra nu af er vejen ikke asfalteret. Sigtbarheden mindskes, vejen er glat, og vi må køre langsomt på grund af det ujævne terræn. Mørket er ved at sænke sig, så det er tid til at gøre holdt, få noget at spise og forsøge at sove med fødderne hvilende på instrumentbrættet. Sådan er livet på disse ture.

Tidligt næste morgen kører vi videre. En af chaufførerne har fået til opgave at holde et vågent øje med vejforholdene. Han siger straks til hvis vi kommer for tæt på grøftekanten. Chaufførerne ved kun alt for godt at det kan tage flere dage at komme op hvis bilen glider i grøften. Vejene bliver ikke meget bedre da vi krydser grænsen til Den Centralafrikanske Republik. De næste 650 kilometer kører vi gennem et smukt, grønt og kuperet landskab. Børn, ældre og mødre med babyer på ryggen vinker alle til os mens vi langsomt kører gennem deres landsby. På grund af urolighederne i landet er der ikke mange biler på vejene, så folk stirrer nysgerrigt på os.

Glædelige oplevelser

Janvier, en af chaufførerne, siger at de trods den stramme timeplan ofte stopper op i de små landsbyer for at hvile lidt og uddele bibelske bøger og blade. Han fortæller: „I Baboua forsøgte vi hver gang at komme til at tale med en mand der arbejdede på et sygehus, og som viste stor interesse for vores budskab. Vi holdt så et  lille bibelstudium med ham. En dag fik vi endog mulighed for at vise ham og hans familie videofilmen om Noa. Det strømmede til med venner og bekendte, og hans hjem blev hurtigt fyldt med begejstrede tilskuere. Alle havde hørt om Noa, og nu kunne de følge hans historie på tv-skærmen. Det var rørende at se deres værdsættelse. Bagefter ville de have serveret et særligt måltid for at vise deres taknemmelighed, og de tilskyndede os til at blive natten over. Vi var dog nødt til at køre med det samme og fortsætte vores lange tur, men vi var glade for at vi fik lejlighed til at overbringe disse ydmyge mennesker den gode nyhed.“

Israel, en anden af chaufførerne, husker en hændelse på vej til Bangui, som også er vores mål. Han fortæller: „Jo nærmere vi kom til Bangui, jo flere vejspærringer mødte vi. Heldigvis var mange af soldaterne venlige og genkendte lastbilen fra tidligere ture. De lod os sidde sammen med dem og var glade for at få bibelske publikationer. En bog betyder meget for folk her, så de skrev deres navn i den, dernæst dato og navnet på den de havde fået den af. Nogle soldater havde slægtninge der er Jehovas Vidner, og det var endnu en grund til deres venlighed.“

Joseph, den mest erfarne af chaufførerne, fortæller hvad han betragter som højdepunktet på disse ture — ankomsten til bestemmelsesstedet. Han beretter om en af turene: „Kun nogle få kilometer fra Bangui ringede vi til brødrene for at fortælle at vi snart ville ankomme. De eskorterede os gennem byen og hjalp os med de sidste formaliteter. Da vi nåede frem, kom alle på afdelingskontoret ud og tog imod os med et stort knus. Der kom hjælpere fra de nærliggende menigheder, og på få timer havde vi læsset i hundredvis af kartoner med bibler, bøger, brochurer og blade af og fået det hele ind på litteraturlageret.

Nogle gange havde vi også nødhjælpsforsyninger med til vennerne i Den Demokratiske Republik Congo, for eksempel tøj, sko og ting til børn. Hvor var det skønt at se hvor taknemmelige brødrene var.“

Efter en dags hvile gør vi lastbilen klar til hjemturen ad samme vej. Vi ved der venter os problemer, men den taknemmelighed vi har mødt, kompenserer i overmål for hvert eneste af dem.

Lange strækninger, voldsomme regnskyl, vanskeligt fremkommelige veje, flade dæk og motorproblemer kan virke frustrerende. Barske soldater er en konstant udfordring. Men intet giver disse chauffører større tilfredshed end at bringe den gode nyhed om Riget ud til fjerne dele af Afrika og se den virkning den har på de mennesker der tager imod den.

Takket være disse transporter kan en landsbyboer i den afsidesliggende del af Den Centralafrikanske Republik nær grænsen til Sudan nu læse en moderne oversættelse af Bibelen. Hans kone kan studere de nye numre af Vagttårnet, og deres børn kan glæde sig over bogen Lyt til den store Lærer. * De og mange andre i disse landsbysamfund modtager åndelig føde ligesom deres kristne brødre i mange større byer. Det er i sandhed noget vi kan glæde os over!

[Fodnoter]

[Kort/​illustration på side 9]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

CAMEROUN

Douala

DEN CENTRALAFRIKANSKE REPUBLIK

Bangui

[Illustration på side 9]

Joseph

[Illustration på side 9]

Emmanuel

[Illustration på side 10]

Afdelingskontoret i Bangui i Den Centralafrikanske Republik

[Illustration på side 10]

Lastbilen tømmes i Bangui