Lyt til din indre stemme

’Folk fra nationerne, som ikke har Guds lov, gør af natur det loven siger.’ — ROMERNE 2:14.

1, 2. (a) Hvordan har mange vist en uselvisk interesse for andre? (b) Hvilke bibelske eksempler illustrerer hvad det vil sige at vise interesse for andre?

EN 20-ÅRIG mand fik et epileptisk anfald i undergrundsbanen og faldt fra perronen ned på skinnerne. Da en der stod i nærheden, så det, slap han sine to små døtre og sprang ned på banelegemet. Han trak den epileptiske mand ned i en fordybning mellem skinnerne og dækkede ham mens et tog hvinende bremsede op over hovederne på dem. Redningsmanden blev udråbt til helt, men han sagde: „Man skal jo bare gøre det rigtige. Jeg gjorde det af næstekærlighed, ikke for at opnå anerkendelse og ære.“

² Du kender måske også nogle som har udsat sig selv for fare for at hjælpe andre. For eksempel var der mange der skjulte vildfremmede mennesker i deres hjem under den anden verdenskrig. Og tænk på hvad apostelen Paulus og 275 andre oplevede da de havde lidt skibbrud ud for Malta. Nogle af de lokale kom disse fremmede til hjælp og viste dem „en usædvanlig menneskekærlighed“. (Apostelgerninger 27:27–28:2) Og hvad med den israelitiske pige der godt nok ikke satte sit liv på spil, men viste venlig omsorg for en aramæer der holdt hende som fange? (2 Kongebog 5:1-4) Tænk også på Jesu kendte lignelse om den næstekærlige samaritaner. En præst og en levit ignorerede en af deres jødiske landsmænd der var blevet overfaldet og lå halvdød på vejen, hvorimod samaritaneren gjorde en ekstraordinær indsats for at hjælpe ham. I århundredernes løb har denne lignelse gjort stort indtryk på folk i mange kulturer. — Lukas 10:29-37.

3, 4. Hvad betyder den udbredte tilbøjelighed til at vise medmenneskelighed for evolutionsteoriens troværdighed?

³ Det er sandt at vi lever i „kritiske tider som er vanskelige at klare“. Mange er „vilde“ og „uden kærlighed til det gode“. (2 Timoteus 3:1-3) Men har vi alligevel ikke set nogle der har vist menneskekærlighed? Og har vi ikke også selv været genstand for en sådan omsorg? Tilbøjeligheden til at hjælpe andre, selv når det er forbundet med personlige omkostninger, er så udbredt at nogle kalder den „medmenneskelighed“.

⁴ En sådan villighed til at hjælpe trods personlige omkostninger ses i alle racer og kulturer, og den taler imod den påstand at mennesket har udviklet sig på junglelovens betingelser, der går ud på at „de bedst egnede overlever“. Arvelighedsforskeren Francis S. Collins, der stod i spidsen for den amerikanske regerings forsøg på at afkode det menneskelige genom (dna’et), har sagt: „Uselvisk næstekærlighed udgør et stort problem for evolutionisten. . . . Den kan ikke forklares med selvopholdelsesdriften hos individuelle selviske gener.“ Han sagde også: „Nogle mennesker ofrer sig villigt for dem der er uden for deres egen gruppe, og som de absolut intet har tilfælles med. . . . Det virker ikke som om det kan forklares ud fra den darwinistiske model.“

„Samvittighedens stemme“

5. Hvad har man ofte kunnet iagttage hos folk?

⁵ Dr. Collins peger på et af aspekterne ved vores uselviskhed. Han siger: „Samvittighedens stemme får os til at hjælpe andre selv hvis vi ikke får noget igen.“ * Hans omtale af samvittigheden  får os måske til at tænke på det apostelen Paulus understregede med ordene: „Når som helst folk fra nationerne, som ikke har loven, af natur gør det loven siger, er disse, skønt de ikke har loven, deres egen lov. De viser jo at lovens indhold er skrevet i deres hjerter, idet deres samvittighed vidner med, og der mellem deres egne tanker indbyrdes føres anklage eller også forsvar.“ — Romerne 2:14, 15.

6. Hvorfor er alle mennesker ansvarlige over for Skaberen?

⁶ I sit brev til romerne viste Paulus at mennesker er ansvarlige over for Gud på grund af hans eksistens og hans egenskaber, som er tydelige i alt det der ses omkring os. Sådan har det været „fra verdens skabelse af“. (Romerne 1:18-20; Salme 19:1-4) Mange ignorerer ganske vist deres Skaber og fører et udsvævende liv. Men Guds vilje er at menneskene skal anerkende hans retfærdighed og angre deres forkerte handlinger. (Romerne 1:22–2:6) Dette havde jøderne al mulig grund til at gøre — de havde nemlig fået Guds lov gennem Moses. Men selv folkeslag der ikke havde „Guds hellige udsagn“, burde have anerkendt at Gud eksisterer. — Romerne 2:8-13; 3:2.

7, 8. Hvor almindelig er fornemmelsen for retfærdighed, og hvad viser det?

⁷ En vægtig grund til at alle burde anerkende Gud og handle derefter, er at de har en indre fornemmelse af hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert. Vores retfærdighedssans vidner nemlig om at vi har en samvittighed. Prøv at forestille dig nogle små børn der står i kø og venter på at det skal blive deres tur til at gynge. Pludselig er der så et barn der går hen foran alle de andre, fuldstændig ligeglad med dem der står og venter. Mange af børnene vil sige: ’Nej, hvor er det uretfærdigt!’ Spørg så dig selv: ’Hvordan kan det være at selv mange børn spontant viser at de har en fornemmelse af retfærdighed?’ At de gør det, afspejler at de har en indre moralsk sans. Paulus skrev: „Når som helst folk fra nationerne, som ikke har loven, af natur gør det loven siger.“ Han sagde ikke „hvis de nogen sinde gør det loven siger“, som om det var noget der sjældent skete. Nej, han sagde „når som helst“, eller „når“, og antydede dermed at det ofte sker. Folk gør altså ’af natur det loven siger’, og bliver bevæget af deres indre moralske sans til at handle i harmoni med det vi læser i Guds skrevne lov.

⁸ Denne tendens til at handle moralsk rigtigt har op gennem tiden været almindeligt udbredt i mange lande. En professor ved Cambridge University har skrevet at moralnormerne hos babylonierne, ægypterne og grækerne såvel som hos de australske aboriginere og indianerne i Amerika „fordømte undertrykkelse, mord, troløshed og løgn, og alle steder gjaldt de samme normer for venlighed mod de ældre, børnene og de svage.“ Og dr. Collins har skrevet: „Begrebet rigtigt og forkert ser ud til at være universelt for hele menneskeheden.“ Minder det dig ikke om ordene i Romerbrevet 2:14?

Hvordan virker samvittigheden?

9. Hvad er samvittigheden, og hvordan kan den hjælpe dig før du handler?

⁹ Bibelen viser at samvittigheden er en indre evne til at veje og vurdere sine handlinger. Det er som om en stemme i ens indre kommenterer om en handling er rigtig eller ej. Paulus omtalte denne stemme da han sagde: „Min samvittighed vidner sammen med mig i hellig ånd.“ (Romerne 9:1) Det kan være at denne stemme taler på forhånd, mens du overvejer at gøre noget som vil få moralske konsekvenser. Din samvittighed kan hjælpe dig til at bedømme en fremtidig handling og give dig en fornemmelse af hvordan du ville have det hvis du udførte handlingen.

10. Hvornår melder samvittigheden sig som regel?

¹⁰ Det mest almindelige er at samvittigheden først virker efter at man har gjort noget. Da David var på flugt fra kong Saul, befandt han sig på et tidspunkt i en situation hvor han kunne komme til at gøre noget respektløst over for Guds salvede konge, og det gjorde han. Men bagefter „slog Davids hjerte ham“. (1 Samuel 24:1-5; Salme 32:3, 5) Ordet „samvittighed“  bruges ikke i denne beretning; men det David mærkede, var netop at hans samvittighed reagerede. Vi har alle prøvet at føle en sådan samvittighedskval. Vi har gjort et eller andet, og bagefter har vi været foruroligede og bekymrede over vores måde at handle på. Nogle som har snydt i skat, er blevet plaget så meget af deres samvittighed at de senere har betalt hvad de skyldte. Andre er blevet bevæget til at gå til bekendelse over for deres ægtefælle og indrømme at de har begået ægteskabsbrud. (Hebræerne 13:4) Når man handler i harmoni med sin samvittighed, kan det føre til at man får en følelse af tilfredshed og fred i sindet.

11. Hvorfor kan det være farligt uden videre at ’lade samvittigheden være vores vejleder’? Nævn et eksempel.

¹¹ Kan vi så uden videre ’lade samvittigheden være vores vejleder’, som mange mener? Det er i hvert fald godt at lytte til sin samvittighed, men det den siger, kan også lede os alvorligt på vildspor. Ja, stemmen fra „vort indre menneske“ kan vildlede os. (2 Korinther 4:16) Lad os se et eksempel på det. Bibelen fortæller om Stefanus, der var en nidkær discipel af Kristus og „meget vindende og fuld af kraft“. Nogle jøder drev ham uden for Jerusalem og stenede ham til døde. Saulus (der senere blev apostelen Paulus) stod i nærheden og „bifaldt mordet på“ Stefanus. Disse jøder var åbenbart så overbeviste om at de handlede rigtigt, at deres samvittighed ikke voldte dem nogen som helst kvaler. Det samme må have gjort sig gældende for Saulus, for efter at Stefanus var blevet myrdet, ’åndede han stadig trussel og mord imod Herrens disciple’. Det er tydeligt at hans samvittighed på daværende tidspunkt ikke talte med en pålidelig stemme. — Apostelgerninger 6:8; 7:57–8:1; 9:1.

12. Hvad kan have påvirket nogles samvittighed?

¹² Hvad kan have påvirket Saulus’ samvittighed? Hans nære kontakt med andre har sikkert spillet ind. Mange af os har prøvet at tale i telefon med en mand der havde næsten samme stemme som sin far. Til en vis grad har sønnen måske arvet stemmeklangen fra sin far, men han kan også være blevet påvirket af sin fars sprogbrug. På lignende måde kan Saulus være blevet påvirket af sin nære kontakt med jøder der hadede Jesus og modstod hans lære. (Johannes 11:47-50; 18:14; Apostelgerninger 5:27, 28, 33) Ja, Saulus’ omgangsfæller kan have påvirket den stemme han hørte fra sit indre, hans samvittighed.

13. Hvordan kan miljøet påvirke ens samvittighed?

¹³ Kultur og miljø kan også forme ens samvittighed, på samme måde som miljøet rent bogstaveligt kan påvirke ens måde at tale på så man får en bestemt accent eller dialekt. (Mattæus 26:73) Det må være sket i forbindelse med fortidens assyrere. De var kendt for deres militarisme, og på deres relieffer skildres det hvordan de torturerede deres fanger. (Nahum 2:11, 12; 3:1) Ninevitterne på Jonas’ tid beskrives som nogle der ikke ’kendte forskel på højre og venstre’. Det vil sige at de ikke havde den korrekte norm for at bedømme hvad der var ret, og hvad der var uret set fra Guds synspunkt. Forestil dig hvordan et sådant miljø kan have påvirket samvittigheden hos en der voksede op i Nineve! (Jonas 3:4, 5; 4:11) På samme måde kan ens samvittighed i dag blive påvirket af den holdning som folk omkring en har.

Hvordan den indre stemme kan blive mere pålidelig

14. Hvordan afspejler vores samvittighed det der siges i Første Mosebog 1:27?

¹⁴ Jehova gav Adam og Eva samvittighedens gave, og vi har arvet vores samvittighed fra dem. Første Mosebog 1:27 fortæller os at menneskene er skabt i Guds billede. Det vil ikke sige at vi ligner Gud af udseende, for han er en ånd, og vi er kød. Vi er skabt i Guds billede i den forstand at vi har hans egenskaber i os, derunder en moralsk sans med en fungerende samvittighed. At det forholder sig sådan, antyder en måde hvorpå vi kan styrke vores samvittighed og gøre den mere pålidelig, nemlig ved at lære mere om Skaberen og komme nær til ham.

15. Nævn en af de måder hvorpå det gavner os at lære vores Fader at kende.

¹⁵ Bibelen viser at Jehova i en vis forstand er  Fader for os alle. (Esajas 64:8) Alle trofaste kristne kan henvende sig til Gud som deres Fader, uanset om deres håb er at komme til at leve i himmelen eller her på jorden i et jordisk paradis. (Mattæus 6:9) Vi skulle ønske at komme nærmere og nærmere til vores Fader og derved tilegne os hans normer og måde at betragte tingene på. (Jakob 4:8) Dét er mange mennesker ikke spor interesserede i at gøre. De er ligesom de jøder om hvem Jesus sagde: „I har aldrig nogen sinde hørt hans stemme, og I har heller ikke set hans skikkelse; og I har ikke hans ord blivende i jer.“ (Johannes 5:37, 38) Vi har ikke rent bogstaveligt hørt Guds stemme, men ikke desto mindre kan vi have hans ord i os og derved blive som ham og få de samme følelser og holdninger som han har.

16. Hvad illustrerer beretningen om Josef med hensyn til at oplære sin samvittighed og reagere på den?

¹⁶ Beretningen om Josef i Potifars hus belyser dette. Potifars hustru prøvede at forføre Josef. Selvom Josef levede før nedskrivningen af Bibelen begyndte, og inden De Ti Bud blev givet, var hans svar: „Hvordan skulle jeg kunne gøre noget så slet og derved synde mod Gud?“ (1 Mosebog 39:9) Det kan ikke have været for at glæde sin familie at Josef reagerede på denne måde, for hans slægtninge boede langt borte. Han ønskede først og fremmest at glæde Gud. Josef kendte Guds norm for ægteskabet — at én mand skulle holde sig til én kvinde, og at de to skulle blive „ét kød“. Han havde sandsynligvis også hørt om hvordan Abimelek havde det da han fandt ud af at Rebekka var gift — at det ville være forkert at tage hende, og at det ville bringe skyld over hans folk. Og ja, Jehova velsignede denne sag med et gunstigt udfald og viste dermed hvordan han så på ægteskabsbrud. At Josef kendte til alt dette, forstærkede sandsynligvis tilskyndelserne fra hans medfødte samvittighed, og den fik ham til at afvise kønslig umoralitet. — 1 Mosebog 2:24; 12:17-19; 20:1-18; 26:7-14.

17. Hvorfor er vi bedre stillet end Josef når det drejer sig om at ligne vores Fader?

 ¹⁷ Vi befinder os naturligvis i en langt bedre situation i dag. Vi har hele Bibelen som viser os hvordan vores Fader tænker og føler, derunder hvad han godkender, og hvad han forbyder. Jo mere vi fordyber os i Skrifterne, jo nærmere kan vi komme Gud og blive som ham. Sandsynligvis vil vores samvittigheds tilskyndelser i højere og højere grad harmonere med Faderens tankegang og vilje. — Efeserne 5:1-5.

18. Hvad kan vi gøre for at vores samvittighed skal blive mere pålidelig, til trods for den påvirkning vi måske tidligere er blevet udsat for?

¹⁸ Hvad så med den indflydelse miljøet øver på vores samvittighed? Vi er måske blevet påvirket af vores slægtninges tankegang og handlinger og af det generelle miljø vi er vokset op i. Derfor har signalerne fra vores samvittighed måske været dæmpede eller forvrængede. Samvittigheden har på en måde talt med vores omgivelsers „accent“. Vi kan selvfølgelig ikke lave om på vores fortid; men vi kan være besluttede på at vælge nogle venner og et miljø der vil påvirke vores samvittighed på en god måde. Et vigtigt skridt i den retning er regelmæssigt at komme sammen med helhjertede kristne som gennem lang tid har bestræbt sig på at være ligesom deres Fader. Menighedens møder, blandt andet samværet før og efter møderne, giver os nogle glimrende muligheder for dette. Vi kan lægge mærke til vores trosfællers bibeloplærte tankegang og handlinger, som for eksempel kommer til udtryk ved at de er hurtige til at lytte når deres samvittighed lader Guds synspunkter og tankegang genlyde for dem. Med tiden kan dette hjælpe os til at få vores egen samvittighed til at stemme overens med de bibelske principper, og det vil få os til at blive bedre til at afspejle Guds egenskaber. Når vi bringer vores indre stemme i samklang med vores Faders principper og lader andre kristne øve en god indflydelse på os, vil vores samvittighed blive mere pålidelig, og vi vil blive mere tilbøjelige til at lytte til hvad den siger. — Esajas 30:21.

19. Hvilke aspekter af samvittigheden mangler vi endnu at rette opmærksomheden mod?

¹⁹ For nogle er det dog hver eneste dag en kamp at lytte til deres samvittighed og reagere på dens tilskyndelser. Den næste artikel vil komme ind på nogle situationer som kristne har befundet sig i. Ved at tænke over sådanne situationer vil vi måske tydeligere kunne se hvilken rolle samvittigheden spiller, hvorfor samvittigheden kan reagere forskelligt hos forskellige personer, og hvordan vi kan blive mere og mere lydhøre over for samvittighedens stemme. — Hebræerne 6:11, 12.

[Fodnote]

Hvad har du lært?

• Hvordan kan det være at mennesker i alle kulturer har en fornemmelse af hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert — altså en samvittighed?

• Hvorfor må vi være varsomme med uden videre at lade samvittigheden være vores vejleder?

• På hvilke måder kan vi forbedre den stemme vi hører fra vores indre?

[Studiespørgsmål]

[Illustrationer på side 23]

David havde samvittighedskvaler . . .

men det havde Saulus fra Tarsus ikke

[Illustration på side 24]

Vi kan træne vores samvittighed